For han er en fin mand. Modtagelsen af den nye kulturminister har været et studie i stil. Per Stig Møller har ikke selv lagt skjul på, at det for ham var et nederlag at blive degraderet til Kulturministeriet. Det var ikke hans drøm, men han var kulturlivets drøm. Det er ikke, fordi han har præsenteret nye planer for kulturområdet. Der er heller ikke specifikke presserende problemer, som han forventes at løse. Han er blevet hyldet og hædret som en redningsmand, uden at det egentlig står klart, hvad han skal redde, og hvem han skal redde det fra. Strengt taget har Per Stig Møller ikke sagt noget som minister, vi ikke har hørt før: Ja, der er kommet mange amatører på tv, og ja, der var engang, hvor der var flere professionelle i fjernsynet, og vi skal altså have en institution som Det Kongelige Teater. Vi er nu engang en kulturnation. Og jo, det er vigtigt med kvalitet i kulturen, og ja, det skal vi sandelig have en diskussion om. Det kunne Brian og Carina også have sagt, men de kunne ikke have sagt det med samme sprog og stil.

Læst - og skrevet

Modtagelsen af den nye minister handlede med andre ord ikke om det, man kalder substans eller politisk problemløsning. Det blev fremhævet, at kulturen endelig fik en minister, som ikke bare havde læst bøger, men som også selv havde skrevet bøger. Der var ikke nogen, som talte om tankerne i de pågældende bøger. Det er ikke til at sige, om nogen egentlig havde læst Møllers bøger. Det vigtigste var tilsyneladende ikke, hvad han havde skrevet i sine bøger. Det vigtigste var, at han havde skrevet bøger. Han er et kultiveret og dannet menneske, som skal være minister for de dannede og kultiverede. Han har god smag.

Den rigtige stil overstråler det hele. Per Stig Møller var udenrigsminister i en periode, hvor vi skulle føre en særligt aktivistisk udenrigspolitik. Det var ham, der var udenrigsminister, da vi uden legitimt FN-mandat deltog i invasionen af Irak. Det var en krigsdeltagelse retfærdiggjort med argumenter, som ødelagde den offentlige debat. Spørgsmål til grundene for krigen blev besvaret med beskyldninger om, at spørgerne skulle holde med Saddam Hussein. Man blev gjort til naiv tilhænger af ondskaben selv, hvis man var modstander af krigen. Så var der tegneserieaffæren, hvor Per Stig Møller måtte optræde som advokat for Anders Fogh Rasmussens aktivisme. Og der er krigen i Afghanistan, som blev indledt og videreført med Per stig Møller som udenrigsminister. Det ene land efter det andet har trukket deres styrker hjem eller annonceret tilbagetrækning, men på trods af et skandaløst præsidentvalg efter ni års dansk indsats for demokrati i landet og på trods en række danske soldaters død fortsætter vi optimistisk. Man kan selvfølgelig indvende, at det ikke er Per Stig Møllers krige. Han var den uskyldige humanist, som blev udsat for en krigerisk statsminister, der ville bruge hele verden som scene for sit eget opgør med pædagogmagt og velfærdshumanisme i Danmark. Den rolle kender vi, den kloge som offer for populismen. Og vi så i filmen Fogh bag facaden, at den intellektuelle udenrigsminister blev trynet af den onde stats- minister. Det var lidt pinligt. Men den ansvarlige udenrigsminister for et land i krig kan aldrig påberåbe sig afmagtens uskyld. Han signerer den krig, han forsvarer. Enten ser han fornuften i beslutningen og bruger sit gode hoved på at forklare, hvorfor krigen er rigtig og retfærdig. Eller også ser han ikke krigen som fornuftig, men lader sig tvinge til at ignorere sine egne grunde og ender med at forsvare en krig, han egentlig grundlæggende finder uforsvarlig. Det første kan man kalde tvivlsom dømmekraft, det andet er intellektuelt forræderi.

Ofrede sandheden

Det er ikke til at sige, om Per Stig Møller troede på de grunde, han gav, eller om han ikke havde mod og mulighed for at overbevise sin statsminister om, at krigen var ikke var retfærdig. Det ved kun dem, der ved, hvad udenrigsminister selv tænkte. Men vi ved, hvad han sagde offentligt for at begrunde den danske krigsdeltagelse. Han har sagt, at han ikke sagde, at vi vidste, at irakerne havde masseødelæggelsesvåben, men at det var noget, vi formodede. Men Ekstra Bladet lavede i 2003 en optælling af citater, hvor de fandt frem til, at Per Stig Møller ikke bare én eller to eller tre, men hele 34 gange uden forbehold sagde, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Den 26. marts 2003 sagde han som udenrigsminister fra Folketingets talerstol: »Men det er ikke for et regimeskifte, vi er gået ind. Vi er gået ind for at afvæbne ham for hans masseødelæggelsesvåben.«

Sagen er, at han kan fransk

Det er lidt som med Villy Søvndal: Selv om han gang på gang bliver taget i at sige noget, der ikke passer, regnes han for enormt troværdig, fordi han siger det med dialekt og følelse. Hans stemme vibrerer sandfærdigt. Og selv om Per Stig Møller har sagt ting og sager om Irak, som ikke passede, så er han et anstændigt tænkende menneske, som vi kan stole på, fordi han har det rigtige sprog.

Og krigen er glemt nu, hvor Per Stig Møller er vendt hjem til kulturlivet, og begrundelserne for krigen spiller ikke længere nogen rolle. Det betyder heller ikke noget, hvad han sagde dengang, for sagen er, at manden taler fransk. Mange af de samme mennesker, der kunne demonstrere imod krigen, kan nu juble over den nye kulturminister. Krig er vigtigt, men den rigtige stil er endnu vigtigere. Det er klart.

Denne artikel er anbefalet af: