For han er en fin mand. Modtagelsen af den nye kulturminister har været et studie i stil. Per Stig Møller har ikke selv lagt skjul på, at det for ham var et nederlag at blive degraderet til Kulturministeriet. Det var ikke hans drøm, men han var kulturlivets drøm. Det er ikke, fordi han har præsenteret nye planer for kulturområdet. Der er heller ikke specifikke presserende problemer, som han forventes at løse. Han er blevet hyldet og hædret som en redningsmand, uden at det egentlig står klart, hvad han skal redde, og hvem han skal redde det fra. Strengt taget har Per Stig Møller ikke sagt noget som minister, vi ikke har hørt før: Ja, der er kommet mange amatører på tv, og ja, der var engang, hvor der var flere professionelle i fjernsynet, og vi skal altså have en institution som Det Kongelige Teater. Vi er nu engang en kulturnation. Og jo, det er vigtigt med kvalitet i kulturen, og ja, det skal vi sandelig have en diskussion om. Det kunne Brian og Carina også have sagt, men de kunne ikke have sagt det med samme sprog og stil.
Læst - og skrevet
Modtagelsen af den nye minister handlede med andre ord ikke om det, man kalder substans eller politisk problemløsning. Det blev fremhævet, at kulturen endelig fik en minister, som ikke bare havde læst bøger, men som også selv havde skrevet bøger. Der var ikke nogen, som talte om tankerne i de pågældende bøger. Det er ikke til at sige, om nogen egentlig havde læst Møllers bøger. Det vigtigste var tilsyneladende ikke, hvad han havde skrevet i sine bøger. Det vigtigste var, at han havde skrevet bøger. Han er et kultiveret og dannet menneske, som skal være minister for de dannede og kultiverede. Han har god smag.
Den rigtige stil overstråler det hele. Per Stig Møller var udenrigsminister i en periode, hvor vi skulle føre en særligt aktivistisk udenrigspolitik. Det var ham, der var udenrigsminister, da vi uden legitimt FN-mandat deltog i invasionen af Irak. Det var en krigsdeltagelse retfærdiggjort med argumenter, som ødelagde den offentlige debat. Spørgsmål til grundene for krigen blev besvaret med beskyldninger om, at spørgerne skulle holde med Saddam Hussein. Man blev gjort til naiv tilhænger af ondskaben selv, hvis man var modstander af krigen. Så var der tegneserieaffæren, hvor Per Stig Møller måtte optræde som advokat for Anders Fogh Rasmussens aktivisme. Og der er krigen i Afghanistan, som blev indledt og videreført med Per stig Møller som udenrigsminister. Det ene land efter det andet har trukket deres styrker hjem eller annonceret tilbagetrækning, men på trods af et skandaløst præsidentvalg efter ni års dansk indsats for demokrati i landet og på trods en række danske soldaters død fortsætter vi optimistisk. Man kan selvfølgelig indvende, at det ikke er Per Stig Møllers krige. Han var den uskyldige humanist, som blev udsat for en krigerisk statsminister, der ville bruge hele verden som scene for sit eget opgør med pædagogmagt og velfærdshumanisme i Danmark. Den rolle kender vi, den kloge som offer for populismen. Og vi så i filmen Fogh bag facaden, at den intellektuelle udenrigsminister blev trynet af den onde stats- minister. Det var lidt pinligt. Men den ansvarlige udenrigsminister for et land i krig kan aldrig påberåbe sig afmagtens uskyld. Han signerer den krig, han forsvarer. Enten ser han fornuften i beslutningen og bruger sit gode hoved på at forklare, hvorfor krigen er rigtig og retfærdig. Eller også ser han ikke krigen som fornuftig, men lader sig tvinge til at ignorere sine egne grunde og ender med at forsvare en krig, han egentlig grundlæggende finder uforsvarlig. Det første kan man kalde tvivlsom dømmekraft, det andet er intellektuelt forræderi.
Ofrede sandheden
Det er ikke til at sige, om Per Stig Møller troede på de grunde, han gav, eller om han ikke havde mod og mulighed for at overbevise sin statsminister om, at krigen var ikke var retfærdig. Det ved kun dem, der ved, hvad udenrigsminister selv tænkte. Men vi ved, hvad han sagde offentligt for at begrunde den danske krigsdeltagelse. Han har sagt, at han ikke sagde, at vi vidste, at irakerne havde masseødelæggelsesvåben, men at det var noget, vi formodede. Men Ekstra Bladet lavede i 2003 en optælling af citater, hvor de fandt frem til, at Per Stig Møller ikke bare én eller to eller tre, men hele 34 gange uden forbehold sagde, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Den 26. marts 2003 sagde han som udenrigsminister fra Folketingets talerstol: »Men det er ikke for et regimeskifte, vi er gået ind. Vi er gået ind for at afvæbne ham for hans masseødelæggelsesvåben.«
Sagen er, at han kan fransk
Det er lidt som med Villy Søvndal: Selv om han gang på gang bliver taget i at sige noget, der ikke passer, regnes han for enormt troværdig, fordi han siger det med dialekt og følelse. Hans stemme vibrerer sandfærdigt. Og selv om Per Stig Møller har sagt ting og sager om Irak, som ikke passede, så er han et anstændigt tænkende menneske, som vi kan stole på, fordi han har det rigtige sprog.
Og krigen er glemt nu, hvor Per Stig Møller er vendt hjem til kulturlivet, og begrundelserne for krigen spiller ikke længere nogen rolle. Det betyder heller ikke noget, hvad han sagde dengang, for sagen er, at manden taler fransk. Mange af de samme mennesker, der kunne demonstrere imod krigen, kan nu juble over den nye kulturminister. Krig er vigtigt, men den rigtige stil er endnu vigtigere. Det er klart.
Kommentarer
Og på samme måde som Gade - gennem det statsafhængige TV2 - fik sig et nyt image i fratrædelsesgave, så er Per Stig Møller ved at gennemgå samme forvandlingsmekanisme. Han har tilsyneladende valgt image’et: - En rigtig guttermand med et muntert sind.
…det er ved at blive en travl lille en nebengesjæft for de statsstyrede medier at rette op på toppolitikernes image.
@Rune Lykkeberg: “Det er lidt som med Villy Søvndal: Selv om han gang på gang bliver taget i at sige noget, der ikke passer, regnes han for enormt troværdig, fordi han siger det med dialekt og følelse”
Tydeligvis endnu et fortsat og skammeligt karaktermord på Villy Søvndal.
Så vidt jeg husker har der været to eller tre gange gange i Villy´s politiske karriere hvor fortællinger ( ikke meddelelser) til medierne har fået et lille ekstra (harmløst) tvist, den ene gang med besøg hos hans mor og den anden gang med antallet af egne besøg på plejehjem.
Omkring Holbergskolen var nogen udtalelser baseret på faktuelt forkerte oplysninger fra journalisten, og det handlede i øvrigt ikke om at tale sandt, men om holdninger til en given sag.
I alle tilfælde ændrede det ikke på den grundlæggende sandhed i budskaberne og troværdigheden er derfor naturligvis stadig ganske intakt, hvilket meningsmålingerne også ganske klart viser;
Denne “hemmelige” meningsmåling fra Megafon fra i torsdags (25-3-2010) viser at VKO får den dårligste måling i seks år!
Vælgerne fortsætter tilgangen til SF, og Venstre og Dansk Folkeparti “STYRTBLØDER” noget som Henrik Qvortrup, TV2News ved en fejl kom til at sige i den sene torsdag nattetime hvor TV2 News som den eneste gang bragte nyheden!
Megafon måling : http://politiken.dk/politik/article933210.ece
Sammenholdt med det faktum. at f.eks “Per Stig Møller ikke bare én eller to eller tre, men hele 34 gange uden forbehold sagde, at Irak havde masseødelæggelsesvåben”, foruden et mælkevej af gange hvor medlemmer af regeringen og støttepartiet DF har og er særdeles kreative med deres omgang med sandheden, og det på alle områder, viser at Villy Søvndals popularitet med rette bekymrer borgerskabet ganske alvorligt og at karaktermord på en af oppositionens leder er den sidste desparate løsning for at undgå den totale ydmygelse ved næste valg.
Rune Lykkeberg; Du burde med din intellektuelle baggrund kunne gøre det lidt bedre og ikke lade dig henfalde til Venstre og i særdeleshed DF debat niveau.
Det er jo aldeles præcist, hvad Lykkeberg skriver om den nye kulturminister.
Men temmelig meget ude af proportioner at sammenligne med Søvndal.
Lykkeberg er ved at udvikle sig fra “ung og lovende” til egentligt kompetent.
Fra snak om “storbytosser” til nu hudfletningen af den “selvglade klasses” fuldkommen tanketomme musikalske udveksling af sociale signaler (kan minde om visse jordegern).
Hvis formkurven fortsætter opad vil jeg om 2-3 år (hvis Lykkeberg fortsat skriver i dette blad) udvide mit weekend-abonnement til et fuldt abonnement.
Mere af slagsen !!!
At Per sig Møller omgås sandheden lemfældigt er ikke første gang, selv om det lader til, at man ikke altid, fakta eller ej, kan afgøre, hvori sandheden består.
Per Stig Møller skrev for en halv snes år siden bogen om Kaj Munk, to ærkekonservative, der begge gerne så KU med skrårem og støvler fjernet fra historiebøgerne.
Bogen mødte modstand for dens tilløb til at hvidvaske Munk, især angående den tale, som Munk holdt i Ollerup. Per Stig Møller tilbageviste kken i en ny bog, hvori han hævdede, at Munks tale var antinazistisk/demokratisk.
Nu var de tyske overgreb på jøder allerede begyndt i foråret 33 og før racelovene i 34/35 uden at anfægte Kaj Munk. Til sommertalen hos Niels Bukh var meget få journalister til stede, men jeg kan i det mindste henvise til en avis og et partiblad, der straks efter brugte talen som udtryk for deres egen og Munks nazivenlige holdning.
Om føje år får se, hvad historiebøgerne fortæller.
Kaj Munks facist/nazi sympatier er vel ingen stor hemmelighed, ej heller borgelige politikkere og historikere forsøg på at forhindre fernisen i at krakkelere på det skønmaleri, der siden er blevet malet af manden. PSM er bare en i flokken, og ikke engang en sælig original en af slagsen.
Jeg oplever mest den megen hype omkring PSM udnævelse som kulturminister, som når man åbner i dåse med vacum. Det er et tomrum, der bliver fyldt ud - med varm luft.
Jeg har undret mig over, hvorfor PSM er blevet modtaget som en helt.
Det må være fordi han kommer efter to rimelig upopulære.
Kort sagt,
Per Stig Møllers to bøger om Kaj Munk kan eller anbefales, når man tager den politiske hensigt i betragtning. Kaj Munk bliver heri næsten det store litterære forbillede for efterkrigens forfattere, hvilket han ikke var. Men de to bøger indeholder, for mig at se, en dygtig fremstilling af Kaj Munks litterære kvaliteter, men altså vævet sammen med besættelseshistorien. (Lokalt på Lolland-Faster er ‘Den blå anemone’ stadig en meget brugt fædrelandssang.)
Om FN giver mandat til at gribe ind mod uret afhænger af, at igen af de vetohavende stormagter nedlægger veto.
Et veto må ikke forhindre , at der gribes ind mod uret - så det er ret tankeløst og grusomt, at kræve FN mandat som forudsætning for handling.
I øvrigt er flertallet af FN’s medlemslande ikke synderligt demokratiske eller respektfulde i forhold til menneskerettigheder.
Og Saddam Hussein var altså ret ulækker - krig mod nabolande og brug af giftgas o s v - men det er der altså en hel del, der tillægger mindre betydning.
Uanset partifarve mener de fleste nok , at Per Stig Møller gjorde det pænt som udenrigsminister - Danmark har iøvrigt været heldig med sine udenrigsministre af forskellig partifarve gennem årene..
Inden for få år har Danmark skiftet hest både i Afghanistan og i Iraq.
Har Danmark deponeret sin selvbestemmelsesret i forhold til EU, Nato, FN eller andre internationale myndighedsinstitutioner?
Man kunne forestille sig en grundigere sagsbehandling og et par ekstra betingelser for en vedtagelse af udenrigspolitiske afgørelser, ganske særlig en krigserklæring, hvis konsekvenser uden tvirvl vil række ind i næste generation og antagelig med en uophørlig folkelig splittelse.
“Den rigtige stil overstråler det hele. Per Stig Møller var udenrigsminister i en periode, hvor vi skulle føre en særligt aktivistisk udenrigspolitik. Det var ham, der var udenrigsminister, da vi uden legitimt FN-mandat deltog i invasionen af Irak”.
Lige for at opfriske din hukommelse: den aktivistiske udenrigspolitik indledtes med Hækkerup under Nyrup, og vi gik ind i eksjugoslavien uden FN-mandat.
Som udenrigsminister hørte Per Stig Møller vedvarende til blandt regeringens mest populære ministre. Det har altid undret mig. Folk vil bedrages. Som Rune rigtigt gør opmærksom på, har Ekstrabladet dokumenteret, hvorledes Per Stig konsekvent har løjet for den danske befolkning m.h.t. Danmarks indtræden i Irak-krigen; Danmark Radio har også for nogle år siden grundigt gentaget denne dokumentation med lydklip. I et normalt demokrati ville den slags føre til øjeblikkelig fyring - og glemsel. Men ikke sådan her i Danmark.
Hans opreklamerede fredsinitiativ i Mellemøsten endte også som en fuser, fordi han insisterede på at “gå på to ben” - som om det drejede sig om en jævnbyrdig konflikt og ikke om den ene parts besættelse og undertrykkelse af den anden. Man ser det for sig: En ‘løsning’ af problemet: den tyske besættelse af Danmark burde løses ved, at parterne taler pænt til hinanden. Man skal jo “gå på to ben”. Til hans ‘undskyldning’ skal føjes, at denne mangel på ansvarlighed og anstændighed har præget europæisk politik i forhold til Israel i årtier.
Nu er han så blevet kulturminister. For 30 år siden ville det have været en rød klud i ansigtet på de fleste med tilknytning til kulturlivet, som endnu huskede, at han har en fortid i Danmarks Radio som bolværk mod den venstre side af kulturlivet. Kulturredaktør (73-74), souschef i kultur- og samfundsafdelingen 1974 og 1976-79, programchef 1979-84, næstformand for radiorådet 1985-86 og formand for rådet 1986-87 - overraskende nok for de seneste år, fordi han fra 1984 tillige var medlem af Folketinget. (I perioden 1990-93 var han i øvrigt en udmærket miljøminister.)
Som sagt: Nu er han kulturminister, og selv om Rune reducerer spørgsmålet til ‘stil’, så er det måske - netop - vigtigt for kulturlivet, der i mange år er blevet udsultet af substansløse politikere, lige som forskningsministeriet har været det i samme periode.
Og så kommer spørgsmålet: Vil du hellere have en forvalter af en neoliberalistisk/gammelkonservativ ‘kultur’ (med vægt på henholdsvis marked og tradition), eller vil du have et menneske, der sommetider lyver, men i det mindste har ånd?
Jeg har læst mange af Per Stig bøger. De fleste har jeg et stærkt kritisk forhold til, men jeg er fuld af beundring over for hans kildegrundlag. Og ja, der er stil over hans formuleringer. Men man skriver ikke så´mange bøger bare på ‘stil’, hvis man ikke har nogen substans, og slet ikke, når man har et så stort kildemateriale at trække på.
Jeg er derfor med på vognen, når det drejer sig om at trække Per Stig for historiens domstol, hvad hans lidet rosværdige tid som udenrigsminister angår, men jeg er glad for at have et åndsmenneske i kulturministeriet efter så mange års udsultning.
Så: Velkommen Per Stig Møller.
Mjaeh Lykkeberg. Mon ikke vi er en ganske pæn klat, der undrer os over, hvad Kulturministeren kan bidrage med andet end evt. finkultur? Eftermælet over Udenrigsminister-perioden rummer naturligvis sine egne indre modsigelser. Af overordentligt store proportioner, hvad angår de mildest sagt enevældige (og aggresssive) perspektiver overfor udenrigspolitikken, man vár og stadig ér indvolveret med i den nuværende regerings-sammenhæng.
Såfremt PSM fremover ændrer signaler i en anden ministerstol, ved vi jo i offentligheden i samme åndedrag, hvilke forhold han løbende har været medvirkende til. Og fortsættes der i samme spor, ja så ved offenligheden tilsvarende, at erfaringen er prellet af på Ballelars. Hvilket desværre ‘forfremmer’ Ministeren til “den loyale parti-soldat”. Altså uden egne visioner. Og det er nok dén udlægning, som man foreløbigt står med - ulykkeligvis.
Hvorfor? Fordi kulturen ikke kan være et politisk førings-projekt med noen’ imod de andre, med mindre man bekender sig til finkultur overfor plat-kultur. Og gør alt til til et kontrol-forhold. Men kultur-begrebet udspringer af den samlede befolknings initiativer og kontemporære skismaer, som man konstant bokser med. Som forsøger at beskrive egen samtids bevidsthed angående spørgsmål, som ikke er noget ideologisk projekt, men som tager sin oprindelse i det enkelte menneskes hverdag og de skismaer og oplevelser, der udgør det levende og dermed også altid moderne menneske.
Kulturen kan aldrig være en rætrætepost, med mindre man underkender kulturhistorien og erstatter individet med ideologi. Kulturen, og således også kultur-historien, bærer sit tydelige præg af én og samme konstant: befolkningen. Men ideologer af enhver art kommer og går. Mon Kultur-ministeren er klar over dén enkle sammenhæng?…
Med venlig hilsen
Per Stig har siddet i 9 år sammen med Anders F.
Gået med i krig 2 gange.
Klistret til sin plads takket være DF
DET ER SGU DA TOTAL MANGEL PÅ STIL!
Denne kommentar er anbefalet af:
“Det går Per Stig aldrig med til”. “Per Stig raser bag Foghs ryg”. “Vent bare, til Per Stig fortæller det hele i sine erindringer”.
Verden vil bedrages. Tragisk.
Jeg ønsker Lykkeberg alt muligt held fremover, med at følge op på kulturministrerens indsats på et vigtigt samfundsområde. Det, selv om kulturlivet aldrig kan blive ligeså vigtigt som udenrigsstoffet der, så længe vi stadig er et land i krig, ikke er til at komme uden om (ryste af sig). I modsætning til kulturstoffet kræver udenrigsstoffet nemlig mere af sin røgter end god stil og mestringen af fransk. Måske har Per Stig Møller bare fundet sin hylde og det skal være ham vel undt.
Er det rigtig, at Anders Fogh Rasmussen var saa dygtig en leder, at vi stadigvaek kan bruge hans hans trofaste haandlangere til noget som helst godt ?
Vi maa vaere selvpinere og et land i splid med sig selv!
Er det rigtig, at Anders Fogh Rasmussen var saa dygtig en leder, at vi stadigvaek kan bruge hans hans trofaste haandlangere til noget som helst godt ?
Vi maa vaere selvpinere og et land i splid med sig selv!
Godt set Rune. Men også en meget god analyse og konklusion af Mihail Larsen …
Fremragende Rune Lykkeberg, jeg var ellers begyndt at skamme mig over at bo i dette småborgerlige land. Der er trods alt håb, når vi blot har en journalist som dig.
@Robert Kroll:
“Et veto må ikke forhindre , at der gribes ind mod uret - så det er ret tankeløst og grusomt, at kræve FN mandat som forudsætning for handling… Og Saddam Hussein var altså ret ulækker - krig mod nabolande og brug af giftgas o s v - men det er der altså en hel del, der tillægger mindre betydning….
Uanset partifarve mener de fleste nok , at Per Stig Møller gjorde det pænt som udenrigsminister…”
Hvis det er ‘tankeløst og grusomt’ at kræve FN-mandat, hvorfor blev Per Stig Møller da ved med at påstå, at mandatet forelå?
Du forholder dig ikke til, hvad Rune Lykkeberg skriver: “Det var en krigsdeltagelse retfærdiggjort med argumenter, som ødelagde den offentlige debat”.
Din opfattelse af Irak-krigen modsiges af Per Stig Møller selv: “Det er ikke for et regimeskifte, vi er gået ind. Vi er gået ind for at afvæbne ham for hans masseødelæggelsesvåben.” (Senere ændrede regeringen igen forklaring til, at man gik i krig fordi Saddam ikke ville samarbejde med FN.)
Stil eller ej: Per Stig Møller lod sig bruge som hvidvasker af en krig, der var blottet for ædle motiver.
Og vi bor tilsyneladende i et land, hvor den slags ingen betydning har.
På samme måde kan journalisten Jesper Tynell få Cavling-prisen for at afdække, at Claus Hjort Frederiksen som beskæftigelsesminister gentagne gange bad sit ministerium om at handle i strid med gældende lovgivning - det får heller ikke nogen betydning.
Jeg er taknemmelig for, at Rune Lykkeberg m.fl. på trods af dette bliver ved med at minde om den virkelige virkelighed.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg tror, at der desværre er mange, der tænker som Robert Kroll.
Hvis en regent er tilstrækkeligt modbydelig for os, er det ligemeget med FN, med regler vi selv har forpligtet os på, med løgne som påskud og bedrag af befolkningen - så kan vi og USA bare selv bestemme, at han skal fjernes.
Det ironiske er dog, som Eva Bertram skriver, at PSM og Fogh fastholder, at det IKKE var for at fjerne Saddam, vi deltog i angrebet på Irak. Men at i hvert fald Fogh alligevel uafbrudt siden krigen til sine kritikere har sagt: Ville I da hellere have Saddam?
Vi og USA har bare ret til at angribe en led hersker.
Vi er de gode befriere. Men nogle hundrede tusinde irakere blev ikke bare befriet fra diktatoren, men også fra deres liv eller førlighed.
Jeg er helt enig med Eva Bertram.
Må jeg citere fra Peter Germer: Folkeretten (2010):
“Ifølge artikel 39 skal Sikkerhedsrådet afgøre, om der foreligger nogen trussel mod freden, noget fredsbrud eller nogen angrebshandling, og….. “”fremsætte forslag til eller beslutte, hvilke forholdseregler der skal træffes i overensstemmelse med artikler 41 og 42”“. Art.41 bestemmer, at Sikkerhedsrådet kan afgøre, hvilke ikke-militære forholdsregler…. bl.a. afbrydelse af økonomiske forbindelser og afbrydelse af diplomatiske forbindelser. I art.42 siges det, at hvis det skønnes, at de ved art.41 hjemlede forholdsregner er utilstrækkelige, kan Sikkerrådet tage sådanne skridt til anvendelse af militære tvangsmidler, som er nødvendige for at opretholde og genoprette fred og sikkerhed. Medlemslandene er dog kun forpligtet til at deltage i disse militære aktioner, når der er indgået særlige overenskomster i henhold til art.43 mellem Sikkerhedsrådet og medlemsstaterne.”
Peter Gerner gør dog opmærksom på, at det i den folkelige litteratur er blevet påpeget, at sådanne beslutninger ikke er retskilder i traditionel forstand.
Blix var udstyret med en bemyndigelse, som USA og Danmark overhørte, når han meddelte, at Iraq ingen masseødelæggelsesvåben havde, og som den nuværende forsvarsminister til forbløffelse for mange benægtede var på tale. Per Stig Møller glimerede ofte i Folketinges spørgetid med at henvise til en helt anden beslutning: B118. (Hvis min nabo gav mig en tilsvarende forklaring på en lignende hændelse, ville jeg anse ham for en….!)
@Per Diepgen: “det er blevet påpeget i den folkelige litteratur, at sådanne beslutninger ikke er retskilder…”
Det er i hvert fald nu af Højesteret blevet påpeget, at Danmark ikke er bundet af sit medlemsskab af FN! Regeringen og et folketingsflertal derfor kan sende landet i krig uanset hvad man måtte mene i FN.
Dette har nogen kommentatorer hilst velkommen, f.eks. Anders Henriksen, der også skriver i Inf., og som ikke mener, vi skal deponere vores udenrigspolitik i kinesernes lommer. En holdning der svarer til at dømme FN og folkeretten totalt ude.
Man må håber, at danskerne aldrig får brug for beskyttelse fra FN. Så skulle man høre dem hyle…
Hvis det passer i regeringen aktuelle politik, er vi stadig bundet til FN-resolutioner. Sagt på daglig dansk, vi befinder os på herrens mark.