Vil verden bedrages én gang til?

Det er endnu uklart, hvorvidt USA selv vil stå for et militært angreb på Iran i nærmeste fremtid. Eller - hvad der er mest sandsynligt - vil overlade til Israel at rette et omfattende angreb på de iranske atominstallationer. I så fald vil USA stå i baggrunden og være klar som en sikker forsvarslinje mod en naturlig og forståelig omfattende iransk gengældelse.

Dæmoniseringen af Iran har været i gang længe, men blev for alvor tydelig kort tid efter invasionen og besættelsen af Irak i 2003. Men ironisk nok førte udviklingen i Irak - med de enorme problemer besættelsesmagten fik fra den irakiske modstandsbevægelse, til at en eventuel krig mod Iran - og Syrien - blev lagt i skuffen af USA’s nye konservative kræfter, der på det tidspunkt var klar til at gå i krig mod det halve af verden.

Der går efterhånden ikke en uge, uden at amerikanske og/eller israelske trusler mod Iran skaber overskrifter. Og det er endda, selv om atomprogrammet er fredeligt - eftersom intet andet er bevist. Det hele bygger netop på gætterier, skrækscenerier og påståede »sikre efterretninger« - som det også var tilfældet med Irak før invasionen i 2003. Og på trods af mislykkede militære eventyr i såvel Irak som i Afghanistan tyder begivenhedernes gang på, at USA - og især Israel - er fast besluttet på endnu en krig i en allerede meget ustabil region. Og det er i den forbindelse ingen hemmelighed, at hele Mellemøsten - og måske hele verden - vil stå i en meget usikker situation.

I den forbindelse er det værd at huske på en række kendsgerninger - der ser ud til at blive ‘forglemt’ i det virvar af informationer og mis-informationer omkring Iran, som offentligheden efterhånden dagligt bombarderes med.

Historien gentager sig

For det første er Iran - som samtlige lande i verden -i sin fulde ret til at eje, udvikle og udnytte atomteknologien til fredelige formål. Den ret er nemlig garanteret alle verdens lande af internationale resolutioner og aftaler - også af Det Internationale Atom Energi Agentur (IEA). Men set ud fra ligheds- og retfærdighedsprincippet nationerne imellem, så gælder det tilsyneladende ikke for andre end Israel.

For det andet gentager historien sig, nu med Iran. Siden midten af 1950’erne, da Israel erhvervede sig atomvåbnet, blev der - af Israel og især USA - tegnet en rød linje, som ingen i området måtte krydse: Det handlede ikke kun om atomvåbnene, menom at selve atomteknologien til fredelige formål fortsat var og er forbudt for andre, for derved at sikre Israels teknologiske og militære overlegenhed. Således blev Egypten i årene 1964-1966 presset og truet til at opgive sit atomare forskningsprojekt. I 1980’erne kom turen til Irak, kulminerende med, at Israel bombede den irakiske atomforskningsinstallation Osirak. Og siden 2008 har Israel ihærdigt forsøgt at forhindre flere arabiske lande i at lave aftaler med franske, britiske, canadiske og en række andre landes firmaer til at bygge atomreaktorer med henblik på at få adgang til en billig, ren og holdbar energiform.

Presset mod Iran har været altid været der. Også før revolutionen i 1979, hvor Shahens fascistiske og provestlige styre blev forhindret i at gøre alvor af sine nukleare ambitioner. Selv de fredelige af dem.

Truslen om Iran

Dæmoniseringskampagnen mod Iran intensiveres for alvor for fem år siden, da Israel blev klar over Irans evne til uafhængigt af omverdenens hjælp at berige Uran - et grundstof, som den iranske undergrund er rigt på, hvorfor der intet behov er for at importere stoffet.

Selv om Iran på intet tidspunkt har ‘overtrådt’ det tilladte ifølge NPT (den internationale ikkespredningsaftale) eller er ‘gået over stregen’ i forhold til retten til et civilt brug af atomteknologien, og de på intet tidspunkt har udelukket Det Internationale Energi Agentur (IEA) fra at overvåge eller kontrollere berigelsesprocessen. Ikke en gang den seneste stigning af berigelsesprocessen blev foretaget uden tilstedeværelsen af de internationale kontrollører. Alligevel opfattes Iran som en trussel i Mellemøsten.

For det tredje - og måske det mest skræmmende og uacceptable for Israel - vil en international positiv tilkendegivelse i forhold til Irans ret til som en suveræn, ambitiøs og kyndig nation at besidde atomteknologien, indebære, at Iran vil blive anerkendt som et fuldgyldigt medlem af det stærkt begrænsede antal lande i atomklubben. Ud fra et strategisk synspunkt vil Israel aldrig tillade Iran den ret. Også selv om Iran aldrig nogen sinde bevidst eller ubevidst vil besidde atomvåbnet.

Bemærkelsesværdigt er det, at i en tid med krige i Irak og Afghanistan - i en tid hvor Israels bosættelses-, koloniserings- og undertrykkelsespolitik mod palæstinenserne er i stigende grad krydret med en legendarisk trodsighed over for verdenssamfundet i forhold til fredsprocessen. I en tid hvor den økonomiske krise fortsat truer stabiliteten i verden, kombineret med et sjældent set omfang af naturkatastrofer kloden over. På trods af disse truende faktorer mod freden, stabiliteten og retfærdigheden i verden så er det spørgsmålet om Irans atomprogram, der er afgørende og i fokus.

Flere iagttagere i Mellemøsten er enige om, at de amerikanske krigsskibe og hele den amerikanske militære tilstedeværelse i området vil være klar til at blive sat ind for at beskytte Israel mod et utvivlsomt omfattende iransk modangreb. Og med ca. 90 fortrinsvis amerikanske - og nu også israelske krigsskibe - få kilometer fra de iranske kyster, hersker der ikke tvivl om den israelske og amerikanske strategi; ikke alene et angreb på Irans atomare installationer, men iværksættelsen af ‘irakiserings’-strategi mod Iran. Det vil sige indførelsen af hidtil usete og forkrøblende sanktioner mod Iran, en bombekampagne der i lighed med de voldsomme bombetogter mod Irak i 1991 endte med at blive skelsættende i historien om et land - Irak - der var godt på vej fra at være et u- til at blive et i-land (ifølge det første hold våbeninspektører, der kom til Irak efter Golfkrigen i 1991).

Hvad gør medierne?

Spørgsmålet er nu, hvordan verdenssamfundet og især pressen vil håndtere sagen? Vil man ukritisk gengive alt, hvad USA og Israel har produceret og vil producere af misinformationer i de kommende måneder, nøjagtigt som tilfældet var med Irak op til invasionen i 2003? Eller bliver det mere i retning af at opfatte tingene anderledes og i et større perspektiv?

For et par år siden undskyldte en række førende amerikanske dagblade for, at de ukritisk havde slugt alt, hvad den daværende amerikanske præsidemt Bush og den britiske premierminister Blair og deres respektive administrationer havde påstået, løjet om og manipuleret med vedrørende Iraks besiddelser af masseødelæggelsesvåben.

Vil pressen finde sig i endnu en gang at blive (mis)brugt og groft udnyttet til at forberede offentligheden på endnu en krig mod endnu et land i Mellemøsten blot for at tjene USA’s og især Israels interesser?

Vil massemanipulationsvåbnet igen blive sat ind for at dæmonisere et helt land for at sikre Israels påståede truede sikkerhed?

Et angreb på Iran vil for alvor sætte hele Mellemøsten i brand. I området er der for længst blevet gjort op med den konventionelle måde at føre krig på. Israel kan ikke længere foretage et forebyggende angreb, som tilfældet var i 1967, ved at bombe sig til sejr. I dag er Mellemøsten spækket med kort-, mellem- og langtrækkende missiler, der har vist sig effektive mod en overlegen israelsk hær.

Den måske kommende krig i Mellemøsten - gud forbyde det - vil for alvor blive historisk og afgørende. Den krig må og skal forhindres. Det energihungrende Iran må og skal have lov til at besidde og udvikle atomteknologien til fredelige formål. Iran har også historie og et sympatisk, veludannet og flittigt folk. Verdenssamfundet må aldrig nogen sinde begå samme fejl som skete i Irak.

Fathi El-Abed er debattør og Mellemøstkyndig