Opslag til denne artikel

Emneord:justitsmord, voldtægt
Organisationer:Højesteret, Rigspolitiet, TV2, Vestre Landsret
Steder:Danmark

I lang tid så det ud til at være en enkel og klar sag, hvor gerningsmændene prompte fik deres retfærdige fængselsstraf: Tre danskfødte indvandrerdrenge af palæstinensisk herkomst - Sharif Saloni, Mahmoud El-Ahmadg og Mahmoud Walid Fathi - tvang en lørdag eftermiddag i september 2008 en 15-årig dansk pige ind på et toilet på Fredericia banegård.

Mens Mahmoud F. og Mahmoud E. holdt pigen, hev Sharif bukserne af hende og maste hende op på håndvasken, hvorefter han gennemførte et samleje. Bagefter jog Mahmoud F. sin finger op i pigens underliv, gramsede på hendes bryst og fotograferede hende med sin mobiltelefon, inden han hånligt sparkede til hendes trusser.

Pigens oprørende og detaljerede beretning om voldtægten blev af politi, anklagemyndighed og senere af retten i Kolding bedømt som »overordentlig troværdig«. Hverken byretten eller Vestre Landsret i Viborg tog ringeste hensyn til drengenes samstemmende forklaring om, at pigen frivilligt havde indladt sig på et seksuelt forhold på toilettet, efter at de tilfældigt havde mødt hende på banegården. For som byretten formulerede det i sin dom fra december 2008, fandt retten det »nærmest usandsynligt«, at en ung pige mod en betaling på 17-19 kroner skulle have samleje med en ukendt person på et banegårdstoilet og idømte derfor de tre unge hver to års fængsel for fuldbyrdet gruppevoldtægt. I juni tiltrådte Vestre Landsret uden tøven byrettens afgørelse.

Men af og til kan det »nærmest usandsynlige« alligevel være sandt. I fredags vedtog et flertal på fire mod to dommerstemmer i Vestre Landsret således at frifinde de tre unge. Nye oplysninger i sagen tydede nemlig på, at pigens ‘overordentlig troværdige’ forklaring alligevel ikke var sand hele vejen igennem. Men først drengenes egen beretning om, hvad der skete på banegårdstoilettet.

Hun afviste os ikke’

»Vi kom med toget til Fredericia, det var lørdag, og meningen var, at vi skulle ud og score,« fortæller Sharif til Information.

De tre drenge havde en aftale med nogle piger, men de kom for sent til den bus, de skulle med. Mens de ventede på den næste bus en time senere, drev de rundt på banegården. Her fik de øje på pigen, som Mahmoud E. havde hørt om før: »Min fætter havde været sammen med hende i et solarium,« forklarede han de to andre.

»Hun kiggede på os, og vi kiggede på hende, og så piftede Sharif,« fortsætter Mahmoud F. Drengene faldt i snak med pigen på trappen til perronen halvvejs oppe.

»Hun afviste os ikke,« forklarer Sharif. Mahmoud F. fik endda lov til at holde sin hånd om livet på hende. »Hun var venlig. Hun kunne have flyttet min hånd, men det gjorde hun ikke,« husker han.

»Så gik vi ned til toilettet. Vi stod alle fire og snakkede i forrummet, og der kom to damer ud fra wc’erne, mens vi snakkede. Pigen sagde ingenting til dem om hjælp eller noget,« siger Sharif.

Mahmoud F. viste hende en 100-kroneseddel, som han proppede i lommen igen. Derefter gik Sharif ind på wc’et sammen med pigen og låste døren. De to andre stod uden for i forrummet og røg cigaretter. På et tidspunkt ringede Mahmoud E’s telefon. Det var de piger, drengene havde en aftale med, som ikke kunne forstå, hvor de blev af. Mahmoud E. gik ud for at finde en busplan, imens blev Mahmoud F. i forrummet.

»Jeg kedede mig lidt, så jeg ville lave lidt sjov med dem, men Sharif sagde på arabisk inde fra wc’et, at jeg skulle lade, som om jeg gik,« fortæller han. Derfor åbnede han døren ud til banegårdshallen og lod den smække i, mens han blev inde i forrummet.

»Hun ville ikke være sammen med mig, hvis Mah-moud var der. Jeg spurgte hende, om jeg skulle gå, hvis hun ikke ville, men hun ville gerne. Hun tog fat i mig og kyssede mig, og så havde vi samleje,« fortæller Sharif.

»Og så kom du ud, og jeg gik ind på wc’et, hvor hun stod uden bukser og trusser og talte i telefon. Hun virkede hverken sur eller vred, nærmest ligeglad med mig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg lod som om, jeg tog et foto af hende. Jeg gjorde det ikke rigtigt, jeg lod bare som om. Hendes trusser lå på gulvet lige til at sparke. Det gjorde jeg, jeg sparkede til dem, så de røg ud i forrummet,« siger Mahmoud F.

»Og det gjorde, at hun følte sig ydmyget af os,« mener Sharif.

Da de tre drenge senere så pigen oppe på perronen, ville hun ikke tale med dem. Skrid, sagde hun bare, da Sharif forsøgte at få hendes telefonnummer.

Ifølge Mette Grith Stage kan årsagen til pigens politianmeldelse senere samme dag være, at hun troede, at Mahmoud F. havde taget et billede af hende. Hendes forældre troede nemlig, at hun var i Vejle sammen med en veninde, men i virkeligheden var hun i Fredericia for at besøge en ven. Hun var på vej hjem fra ham, og et foto af hende uden bukser og trusser på et banegårdstoilet kunne være en trussel mod den forklaring.

De hemmelige optagelser

Det er storebroren til Sharif Saloni, der med hemmelige lyd- og videooptagelser af pigen har fremskaffet de nye oplysninger. Han var fra starten overbevist om, at hans lillebror var uskyldig. I foråret 2009 lykkedes det ham at finde pigens Facebook-profil, hvorefter han begyndte at sende sms’er til hende. Storebroren foregav at være interesseret i hende, og det gav pote. Efter en uges tid kaldte de hinanden for ‘skat’, og efter to uger erklærede de sig forelskede i deres sms’er. Selv om pigen blev »skuffet«, da hun fandt ud af, at hendes nye ven var storebroren til voldtægtsmanden, så fortsatte kontakten alligevel.

På et tidspunkt sagde pigen, at hun ville fortælle hele sandheden, hvis storebroren kom til Vejle, hvor pigen boede. Her mødtes de i juli 2009, og samtalen optog storebroren hemmeligt på sin mobiltelefon. Pigen forklarede, at det især var den høje Mahmoud F. - ham der sparkede til hendes trusser - som hun var vred på.

»I starten var det kun ham, jeg ville have ind og sidde, men jeg kunne ikke finde en historie, der kun passede til det,« sagde pigen. Derfor havde hun fundet på historien om gruppevoldtægten, hvor alle tre havde taget del, så alle tre kunne dømmes.

Drengenes forsvarer Mette Grith Stage havde på det tidspunkt givet op, efter at landsretten måneden forinden havde stadfæstet byrettens afgørelse. Selv om hun fra starten havde følt sig overbevist om drengenes uskyld, vidste hun, at det ville være nyttesløst at søge om at få sagen i Højesteret, når byretten og landsretten havde været enige. Mette Grith Stage var på vej til Italien på sommerferie sammen med sin mand, da hun blev ringet op af Sharifs far.

»Han fortalte, at pigen nu har sagt, at det er noget, hun har fundet på,« fortæller Mette Grith Stage til Information. Men det kunne ikke bruges til noget, mente advokaten: »Nej, jeg må indrømme, at min første tanke var, at familien ikke kunne slippe sagen. Og at det ikke ville føre til noget, at storebroren afgav forklaring om, hvad pigen nu havde sagt.«

Så spurgte Sharifs far, om det ville være bedre, hvis de optog pigen hemmeligt på video. Og om det i givet fald ville være ulovligt. Nej, ulovligt ville det i hvert fald ikke være, forklarede advokaten, som dog ikke troede ret meget på projektet.

»Jeg opfattede det som fuldstændig urealistisk, at pigen nogen sinde ville komme på besøg i det hjem, hvor hendes angivelige voldtægtsmand boede,« forklarer hun.

’Så kyssede jeg ham igen’

En uge senere fik Merete Grith Stage en opringning i Italien fra Saloni-familien: Pigen havde endnu en gang fortalt, at det hele var noget, hun havde fundet på, og nu var samtalen optaget på video. I en bambuskommode havde familien gemt et videokamera, der over fem kvarter havde optaget, mens pigen afslappet sad i familiens fine sofa og fortalte storebroren, hvorfor hun havde sagt, at hun var blevet voldtaget.

Undervejs bemærkede storebroren, at pigen var god til at lyve. Hun svarede, at hun kunne lyve over for alle, også hendes forældre. Men de måtte ikke vide, at hun havde løjet.

Tidligere havde hun i nogle af de over tusind sms’er, som hun i løbet af godt en måned sendte til storebroren, også forklaret, hvordan man lyver, så det ikke ville være til at afsløre: Vigtigst var det at huske, hvad man havde fortalt, så man altid fortalte den samme historie og ikke skiftede forklaring undervejs.

»En håndbog i hvordan man lyver,« kaldte Mette Grith Stage det i sin procedure for landsretten.

Storebroren havde også arrangeret, at Sharif midt under besøget ringede hjem, så han kunne tale med pigen. Ifølge Mette Grith Stage sagde hun til ham i telefonen, at han ikke gjorde noget, og at han var fin nok.

»Det hjælper ikke en skid, hvis jeg siger undskyld 3.000 gange,« sagde pigen til Sharif, da han spurgte, hvorfor hun havde anmeldt ham til politiet for voldtægt.

I telefonen fra fængslet spurgte Sharif også, om det var fordi pigens far var ansat som jurist ved retten i Kolding, at hun havde fået ham i fængsel. Hertil var pigens svar, at hun havde vundet under alle omstændigheder, fordi hun var så klog. Hun forklarede også om to andre sager - en voldssag og en tyverisag - hvor det angiveligt var lykkedes hende at klare frisag ved hjælp af sine talegaver.

Hun forklarede storebroren, at hun var gået med Sharif ind på toilettet: »Så prøver han på at kysse mig, så skubber jeg ham væk. Anden gang han prøvede at kysse mig, så kyssede jeg ham igen.«

Det var især i spørgsmålet om, hvor de to Mahmoud’er var henne, imens Sharif gennemførte samlejet, at pigen ændrede sin forklaring. I retten havde hun fortalt, hvordan de fysisk holdt hende fast, mens hun blev voldtaget, men nu lød hendes forklaring, at de to slet ikke havde været inde på toilettet, men kun opholdt sig i forrummet, hvor håndvaskene var. Da storebroren spurgte, hvorfra hun vidste, hvor de to var henne, når hun selv var sammen med Sharif inde på det aflåste toilet, svarede hun, at det gættede hun bare på.

»De var væk. Jeg anede ikke, hvor de var henne,« sagde pigen på videoen.

Til sidst spurgte storebroren om, hvorfor hun ikke gik til politiet eller sine forældre med sandheden. Det ville hun ikke, for så ville ingen tro på hende, hvis hun en dag skulle komme for retten igen.

»Du har jo løjet,« konstaterede storebroren.

»Ja, men hvis jeg går hen og siger, at det var falskt, så lukker de dem ud,« svarede pigen. Desuden ville hun få en plet på sin straffeattest og komme på en ungdomsinstitution.

»Jeg kan ikke sige det, for så bliver jeg smidt ud hjemmefra,« som pigen tidligere havde sagt på lydoptagelsen fra mødet med storebroren i Vejle.

Ikke tilstrækkeligt bevis’

Samme nat hun kom hjem fra Italiensferien, satte Mette Grith Stage sig til at se videoen tre-fire gange. Så var hun overbevist om, at hendes klienter havde en god og stærk sag. Hun skrev 16 siders indlæg til Den Særlige Klageret, der derefter sendte sagen til Rigspolitiet, der bad politi og anklagemyndighed om at genoptage sagen.

Som en særlig bonus i den i forvejen helt ekstraordinære sagsgang afgjorde klageretten samtidig, at der skulle ske såkaldt strafafbrydelse for Sharif. I modsætning til de to Mahmoud’er havde han fået afslag på at blive prøveløsladt på halv tid. Han blev derfor sat på fri fod efter mere end et års fængsel, efter at Mette Grith Stage havde kontaktet den institution i Jyderup, hvortil han var overflyttet.

Da Vestre Landsret genoptog sagen i marts 2010 lagde fire af de voterende vægt på, at pigen ikke havde kunne give »en acceptabel forklaring« på, at hun såvel i byretten som i landsretten på væsentlige punkter havde afgivet falsk forklaring. Derfor er der »opstået en sådan usikkerhed om rigtigheden af hendes forklaring, at der ikke er ført tilstrækkeligt bevis for, at hun er blevet voldtaget eller i øvrigt seksuelt forulempet som anført i tiltalen, og at de tiltalte har haft fortsæt hertil.«

Pigen, som nu er blevet sigtet for falsk vidneforklaring og dermed risikerer en dom på i hvert fald betinget fængsel, har forklaret sig med, at hun af storebroren blev instrueret i at skrive og sige de ting, som hun gør i sms’erne og på de skjulte optagelser. Det tror landsrettens flertal dog ikke, så »meget taler således for, at hun på disse punkter« under landsrettens fornyede behandling af sagen også »har afgivet en urigtig forklaring«, som det udtrykkes i dommen fra den 26. marts 2010.

Ifølge de tre drenge har deres forældre hele tiden troet på, at de var uskyldige. Sharifs far har dog ifølge Mette Grith Stage også kritiseret, at hans søn har haft sex med en pige på et toilet. Eller som Mahmoud E. har formuleret det: »Det var meget flovt for os, da vi i retten skulle sige ord som kneppe, for det er slet ikke noget, man kan sige hjemme hos os.«

Artiklen bygger på samtale med Sharif Saloni, Mahmoud El-Ahmadg, Mahmoud Walid Fathi og Mette Grith Stage, indslag på TV2 samt den pressemeddelelse, Vestre Landsret udsendte om sagen i fredags.

Denne artikel er anbefalet af: