Opslag til denne artikel

Emneord:tronfølgeloven
Personer:Anne Baastrup, Claus Hjort Frederiksen, Margrethe Vestager, Villy Søvndal
Organisationer:Enhedslisten
Steder:Danmark

Da alliancen mellem arbejderbevægelsen og de kulturradikale, repræsenteret politisk af henholdsvis Socialdemokratiet og De Radikale, i 20’erne og 30’erne havde muligheden for at erstatte treenigheden ‘Gud, Konge og Fædreland’ med en syntese af sekularisme og demokrati i en republikansk støbeform, holdt landsfader Stauning igen.

Fred med de hellige - ellers er fanden løs, var den gudløse statsministers begrundelse for at lade folkekirkeordningen bestå. Og selv om konjunkturerne ellers var gunstige for at slippe af med monarkiet med den aldrende folke-ukære officer, Chr. X, i spidsen, holdt skabsrepublikaneren Stauning også her igen.

Selv om Kong Christian forstyrrede trafikken i København til hest i tide og utide og havde et mislykket statskup under påskekrisen i 1920 på sit gulnede generalieblad, beholdt han sine grundlovsgivne kongelige privilegier. En historie, om hvorfor Stauning ikke tog opgøret med monarkiet, går på, at han ikke ønskede sin forgænger i statsministerstolen, den radikale C. Th. Zahle indsat i en politisk uforudsigelig funktion som præsident.

Man ved, hvad man har og ikke, hvad man får. Og Stauning havde det efter sigende godt med, at aristokraten Zahle, ikke skulle bestride embedet som statsoverhoved i den dengang knap så urealistiske utopi Republikken Danmark.

I dag kan republikken måske synes ude af sigte, men ikke for den knap et år gamle republikanske grundlovsbevægelse med omkring 400 betalende medlemmer og den radikale næstformand Zenia Stampe i spidsen. De satser på at trænge igennem til politikerne med deres dagsorden: Ned med monarkiet - ind med demokratiet (eller i hvert fald mere af det).

Villy Søvndal vægrer sig

Man er tilsyneladende trængt igennem til Anne Baastrup, der for nyligt havde stillet SF’s gruppelokale på Borgen til disposition for republikaneravantgarden. Det forstemmende er bare, at så få politikere er modstandere af monarkiet eller som minimum går ind for at demontere dets funktion i de formelle politiske processer, som man har gjort i Forgangs-Sverige, konkluderer Anne Baastrup i sit oplæg til den grundlovs-revisionistiske forsamling.

At Baastrups partiformand foretrak at spendere søndagen hjemme i Sønder Bjert på Kolding-kanten frem for at møde frem og støtte op om formålet, kom ikke bag på nogen. Heller ikke den politiske leder i Zenia Stampes eget parti, Margrethe Vestager, har tilsagt det republikanske projekt sin støtte. På de indre linjer i partiet har hun tværtimod ladet forstå, at der under ingen omstændigheder bliver noget opgør med kirke og kongehus under hendes lederskab, som mange i partiet - ikke mindst i ungdomsafdelingen - ellers tørster efter.

Kun hos Enhedslisten får man den rene republikanske vare hele vejen igennem. Men også i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom er man modstandere af monarkiet. Hos moderpartiet er man imidlertid ikke på den vogn. Lad blot de borgerlige drage til dronningen og blive dekoreret - så regerer vi landet imens, lyder en uofficiel Lykketoft-udtalelse fra hans velmagtsdage i 90’erne, som karakteriserer den Stauning-bundne overbærende pragmatisme, der endnu præger Socialdemokratiet i dette spørgsmål.

Borgerlige ambassadører

Under seneste session i republikanerbevægelsen, meldte Zenia Stampe ud, at man er man på udkig efter borgerlige ambassadører til at slutte op om bevægelsens visioner for en ny forfatning. At landets højst placerede erklærede republikaner, finansminister Claus Hjort Frederiksen, nok ikke stiller sig til disposition, når der skal udnævnes borgerlige ambassadører til at bakke op, får være. Problemet med den tværpolitiske forankring, som en grundlovsrevision kræver, er dybere og bredere.

For når det i dag, i modsætning til i 1840’erne, er vanskeligt at mobilisere opbakning i borgerligt liberale kredse bag nogle former for grundlovsbevægelser, skyldes det ikke mindst angsten for de progressive kræfters bestræbelser på at inkorporere sociale, kulturelle og miljømæssige rettigheder og minimumstandarder i fædrelandets frie forfatning. Hvorefter den udøvende, lovgivende og dømmende magt vil være trælbundet af et dokument, der til forveksling kunne ligne et traditionelt venstreorienteret partiprogram, lyder den borgerlige bekymring.