Løkkes nye ledelsesstil er endt i fedtspil

Et år efter sin tiltræden har statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) stadig ikke høstet point på sin erklærede nye ledelsesstil. Folketingsgruppen surmuler, og for iagttagere står det stadig ikke klart, hvad han vil - udover at beholde magten

Ved sin tiltrædelse som statsminister den 5. april sidste år undlod Lars Løkke Rasmussen bevidst at lave alt for meget om. Et pludseligt, stort opgør med den politik, han selv har været en del af, ville have været utroværdigt og utryghedsskabende, vurderede han. Men efter et år er det fortsat uklart, hvor han vil hen, og det er et problem mener både Venstre-politikere og kommentatorer

Linda Henriksen

Lad os begynde historien om Lars Løkke Rasmussens (V) første år som statsminister med den version, hans egne folk og støtter i Venstre gerne vil fortælle:

Løkkes ledelsesstil er en helt anden end forgængeren Anders Fogh Rasmussens. Hvor Fogh var detailstyrende og 'bossy', er Løkke en inddragende og værdibaseret leder. Han har en overordnet værdi om, at den velfærdsstat, han selv er et produkt af, skal bevares og udvikles - men han har ingen minutiøs masterplan, han går og sætter flueben i.

Ved sin tiltrædelse undlod han bevidst at lave alt for meget om. Et pludseligt, stort opgør med den politik, han selv har været en del af, ville have været utroværdigt og utryghedsskabende, vurderede han.

Derfor solgte Løkke først og fremmest sig selv som denne nye ledertype, som danskerne skulle lære bedre at kende - og så var han især optaget af det umulige klimatopmøde og den økonomiske krise, han havde arvet.

Med sine 10 'danske drømme' og sit serviceeftersyn af folkeskolen åbnede han for første gang op for de politiske visioner, som et nyt regeringshold skal være med til at føre ud i livet.

Men overskriften frem til næste valg hedder først og fremmest krise. Danskerne i almindelighed og oppositionen i særdeleshed har ikke forstået krisens omfang - og med hjælp fra en styrket folketingsgruppe under næstformand Kristian Jensens ledelse skal danskernes krisebevidsthed tales op, og oppositionens uansvarlighed udstilles.

Ingen succeshistorier

Således lyder fortællingen, fra folkene i Løkke-land. Men noget er gået galt. I hvert fald er der ikke ret mange andre, der har opfattet den, siger valgforsker på Københavns Universitet Sigge Winther Nielsen, der har nærstuderet Løkkes ledelsesstil.

»At få lov til at lave den fortælling kræver især, at der er nogle succeshistorier, der konkret illustrerer, at den nye, åbne ledelsesstil har været effektfuld. Men det har der ikke rigtig været. I stedet har der været en lang række sager, hvor befolkningen, folketingsgruppen og embedsmændene har stået tilbage med et indtryk af, at hvor Fogh altid tænkte syv skaktræk frem, så er Løkke hele tiden syv træk bagud,« siger han.

Lars Løkkes erklærede vilje til at give mere plads til den konservative regeringspartner endte for eksempel i, at det omstridte konservative soloforslag om et burkaforbud blev hele regeringens problem.

Og regeringens eget forslag om madordninger i børnehaverne endte med at måtte tages af bordet efter massiv intern Venstre-kritik. I modsætning til Fogh, der som statsminister mestrede at holde sig ude af den slags møgsager, så blev Løkke også ramt af dem.

Nyrup-faren

»Lars Løkke Rasmussen er ikke detailstyrende. Men han er i høj grad en materiens mand, der får kaldt mange flere sager over i statsministeriet end sin forgænger. Det er der en 'Nyrup-fare' ved. Han ender med at blive fedtet ind i små sager, der så pludselig bliver til store sager, fordi statsministeren nu er en del af problemet. Fogh havde hele tiden fokus på bolden og på, hvad dagsordenen skulle være om et halvt år. Det har Løkke ikke formået på samme vis endnu« siger Sigge Winther Nielsen.

Hos vælgerne mangler den klare fornemmelse af, hvad Løkkes regering står for i forhold til Foghs. Det hænger sammen med, at Løkke har ventet for længe med at sætte sit eget hold og egen dagsorden, mener Peter Kurrild-Klitgaard, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet.

»Der er mange gode grunde til, at han gjorde det. Men det er bare sket med den omkostning, at offentligheden ikke rigtig har forstået, at der er kommet en anden regering. Det har været med til at skabe tryghed - men spørgsmålet er, om det er den rigtige slags tryghed, når regeringen nu har siddet så mange år, som den har.,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Lars Løkke Rasmussen har slået meget på, at der er 'metodefrihed' i regeringen - og det er en anden stor forskel fra Fogh. På den ene side oplever Løkkes ministre en langt mere tilgængelig statsminister, der i mobiltelefonen eller før og efter møder er villig til at lytte og give sit besyv med.

Og på den anden side bliver de ikke styret lige så hårdt med bundne tjeklister, de bare skal levere. Men samtidig mangler der et fælles fodslag, siger Peter Mose, som er medforfatter til bogen 'Håndbog for statsministre'.

Mangler fælles retning

»De såkaldt menige ministre har i dag langt mere plads end under Fogh til at vise, hvad de duer til. Og det er nu, de skal vise det, for rokaden har i hvert fald ikke virket på meningsmålingerne endnu. Men det kræver også en fælles retning. Det var Fogh så god til at kommunikere - men man kan godt være i tvivl om, hvad retningen er nu,« siger Peter Mose.

Han nævner den familieferie på Tenerife, som Løkke insisterede på i februar, mens offentligheden ventede på regeringens forsinkede økonomiske plan, det såkaldte konvergensprogram. Og statsministerens afbud til et møde med ambassadører fra 80 lande på grund af en krise i familien i januar.

»Er det udtryk for retning? Han må til at beslutte sig for, om han vil være far eller landsfader,« siger Peter Mose.

Ifølge professor Peter Kurrild-Klitgaard findes der to yderpunkter i politisk ledelse. I den ene ende den, der har et meget stærkt og enkelt budskab, som skal gennemsyre alt, hvad regeringen gør - men som ikke mikrostyrer, hvad folk går og laver. Og i den anden ende den, der måske ikke har lige så skarpe visioner, men hele tiden fastholder fuld kontrol over alt, hvad ministrene laver.

»En tredje type er så én, der ikke udsender særligt klare signaler og på den anden side ikke presser på for, at de bevæger sig videre i systemet. Set udefra minder Løkke mest om denne tredje type,« siger Kurrild-Klitgaard.

V-gruppen frustreret

Samtidig er stemningen i Venstres folketingsgruppe præget af store frustrationer.

Da Løkke satte Kristian Jensen ind som gruppeformand, udnævnte en ny pressechef og sin egen særlige rådgiver som leder af Venstres sekretariat på Christiansborg, var det med et erklæret mål om at styrke gruppens bidrag til kampen frem mod næste valg.

Men blandt en række gruppemedlemmer er oplevelsen den stik modsatte. De betragtede den hidtidige gruppeformand, nyudnævnte trafikminister Hans Chr. Schmidt, som deres vigtigste bolværk mod en tilværelse som stemmekvæg for bl.a. en række 'Grøn Vækst'-miljøindgreb over for landbruget. Dé tiltag har vakt oprør i Venstre-baglandet især i en række jyske valgkredse, hvor Venstre-medlemmer har truet med kollektiv udmeldelse på stribe.

Utilfredsheden har ført til en række sammenstød i Venstregruppen. Ikke mindst, da Kristian Jensen - med Venstreledelsens billigelse - forsøgte, men måtte opgive at omrokere i ordførerskaberne.

En række gruppemedlemmer føler sig i dag uønskede og uenige i Løkkes linje. Men samtidig efterlyser flere af dem klarere svar på, hvad han overhovedet vil med sin magt - andet end at beholde den.

Det samme gør kommentator Niels Krause-Kjær, forfatter til bogen »'Kandidaten' om Lars Løkke Rasmussen.

Han betegner ligeud Løkkes strategi som en »deprimerende effektiv defensiv fedtspilstaktik« i stil med klassisk italiensk landsholdsfodbold - hvor man ikke lægger for offensivt ud, men bare venter på blottelser fra modstanderen.

»Det kan godt være, at den taktik er klog og rigtig. Men den står i hvert fald i fuldstændig kontrast til den måde, Løkke har ageret på som politiker indtil nu,« siger han med henvisning til den lange række af liberale revolutioner, Løkke har gennemført i hele sin Venstrekarriere.

Næste valg gælder otte år

»For enhver pris skal han vinde næste valg for ikke bare at blive en fodnote. Næste valg kan oven i købet blive et otteårsvalg - for dem, der taber, kommer til at starte forfra. Derfor kan man måske ikke bebrejde ham, at strategien ikke er særlig køn og ikke særlig modig. Men spørgsmålet er, om det er nok til, at han kan fedte sejren hjem« siger Niels Krause-Kjær.

Fakta

5. april: Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister
7. april: De første ministerudnævnelser: Inger Støjberg, Karen Ellemann får nye pladser i regeringen – og Claus Hjort Frederiksen bliver finansminister.
14. april: Løkkes tiltrædelses­tale i Folketinget: ’Min 19-årige søn kender ikke til ungdomsarbejdsløshed. Sådan skal det fortsat være.’
17. maj: Løkke bliver enstemmigt valgt som ny formand for Venstre. ’Det er en stor dag for lille Lars fra Græsted,’ siger han i sin tale.
27. maj: Under Folketingets afslutningsdebat giver Løkke S-formanden tørt på: ’Jeg ved ikke, hvorfor der skal være direkte tv, for at fru Helle Thorning-Schmidt vil debattere med mig. Jeg mener: Vi er i rigets fornemste debatsal – det var da et sted at begynde.’
7. august: Venstre holder sommergruppemøde på Færøerne; ’Jeg har svært ved at se, hvordan en regering kan omfatte Dansk Folkeparti.’
18. august: De konservative lancerer idéen om et burkaforbud.
6. oktober: Løkkes første åbningstale i Folketinget. Her lancerer han bl.a. sit 360 graders eftersyn af folkeskolen og en lavere kriminel lavalder.
17. november: Venstre går tilbage ved kommunalvalget – både i stemmer og i borg-
mesterposter.
21. november: Venstre holder landsmøde – og Løkke lancerer sine ti ’danske drømme’.
19. december: Efter et kaotisk forløb og kritik af Løkkes mødeledelse ender klimatopmødet i København uden nogen bindende aftale.
1. januar: Første nytårstale. Løkke varsler sit ventede 360 graders eftersyn af folkeskolen.
14. januar: Efter et regeringsseminar indvarsler Løkke smalhals – men trods modstand fra V fastholder Lene Espersen (K) sit ønske om upopulære reformer.
15. januar: Løkke melder afbud til et møde med 80 landes ambassadører på grund af en krise i familien
21. januar: Efter massiv Venstre-kritik aflyser regeringen sine planer om en tvungen mad­ordning i børnehaver.
9. februar: Løkke forsvarer sig efter en omblæst familieferie på Tenerife ugen før: ’Statsminister skal jeg være et stykke tid, men far skal jeg være hele mit liv’.
23. februar: Løkke gennemfører den største ministerrokade i VK-regeringens levetid.
24. februar: Løkke præsenterer sit første regeringsprogram – en uddybning af de ti ’danske drømme’ – og finansminister Claus Hjort Frederiksen præsenterer det over en måned forsinkede konvergensprogram.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Steen Erik  Blumensaat

Politikernes Kognitive forstyrelser.
Neglect:
Ved neglect forstås manglende erkendelse af den ene legemshalvdel eller af den ene side af omverden.
Ved svære grader er der tillige total mangel på sygdomsindsigt.
Da patientens sygdomsbillede er præget af manglende indsigt, er genoptræning og rehabilitering vanskelig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Andreas Ebbesen

Den er da vidst ikke helt opdateret denne artikel.
Det var sgu ikke krise i familien der fik Lille Lars til at blive væk fra det møde med de 80 ambasadører, med mindre en forstuvet fod er en krise...
Og så det med jyske bønder der truer med at melde sig ud af Venstre.
De truer ikke blot med det, det sker allerede i stor stil.
Det vil man vide, hvis man så Deadline i går.
Og det var jo en meget glædelig nyhed efter min mening.
Det parti er ved at ødelægge landet inde fra.

anbefalede denne kommentar