»Ja, skat - jeg købte sex i sidste uge.«

Den indrømmelse er næppe den oftest hørte rundt om i de små hjem. Ikke desto mindre er det, hvad den svenske justitsminister, Beatrice Ask (Moderaterne), lægger op til mere af. På et nyligt seminar om prostitution luftede hun ønsket om, at familien får besked, hvis far - eller mor - er under mistanke for at købe sex:

»Jeg tror, at det værste, der kan ske for mange af de, der har været ude at købe sex, er, at konen eller naboen får det at vide,« lød det fra ministeren, der også var klar med en konkret plan: Lilla kuverter skal sendes til den mistænktes bopæl - her kan de så ligge på skrivebordet og lyse skamfuldt op. Kort efter droppede ministeren ideen om de farvede kuverter, men hun fastholder, at - de i Sverige kriminelle - sexkunder skal hænges ud.

Og hvis datteren kommer for skade at åbne kuverten?

»Det er nok helt fint, at datteren får at vide, hvilken type far hun har. Man skal passe på ikke at beskytte den forkerte. Hvis det er en pige, der er blevet udsat for overgreb af sin far, kan det være, at hun får mod til at fortælle om det,« siger Beatrice Ask til Afton- posten.

Moralsk korstog’

Forslaget, der ikke skelner mellem mistænkte og dømte, har fået den tidligere justitsminister Thomas Borström (S) til at kræve minis- terens afgang. Det afviser den svenske statsminister imidlertid. Ifølge Fredrik Reinfeldt er han og justitsministeren blevet enige om, at ingen, der endnu ikke er straffet, skal modtage farvede kuverter eller på anden måde hænges ud.

Debatten om at offentliggøre sexkunders identitet har skabt debat i vores naboland, men her til lands vil selv ikke SF’s ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge, høre tale om, at sexkøbere skal hænges ud i familiens åsyn. Hun fastholder ønsket om at kriminalisere køb af sex, men:

»Det andet smager af et moralsk korstog. Prostitution er primært et socialt problem, og at varsko familien er overflødigt,« siger hun og vurderer, at et forbud i sig selv vil have en præventiv effekt - ikke mindst på de unges lyst til at købe sig til sex.

I år udkommer en evaluering af det svenske forbud mod købesex - en publikation som med sikkerhed vil få også den danske debat til at blusse op igen. I Sverige straffes under 100 mænd hvert år for at have købt sex.