Klummen lander, lidt utidigt, midt i en højtid, og antagelig er der allerede gået en eller anden grad af øl i den derude i indtil flere af små hjem, hvor man nok forstår at sætte pris på den slags glæder. Men også i år er påskebryggene myldret frem i en knopskydende mangfoldighed, der modsvares af forårsblomsternes livsalige eksplosion i skovkrat og haver - i al fald i de lande, som hylder traditionen, hvilket er primært Danmark, Holland og Belgien (hvor den hedder Paasbier/Passebier eller Bière de Pâques.) Men hvor vi hertillands traditionelt har sværget til den guldølsstærke bock, har man i Benelux med forkærlighed dyrket den som oftest endnu stærkere gyldne ale, som efterhånden også har fået en ret høj stjerne herhjemme, ikke mindst i kraft af det ultimative abbedi-bryggeri, Saint Feuilliens helt eminente bud på et sæsonens bryg.
Af hjemlige fuldgode originale ‘belgodanske’ fortolkninger, der næsten kan matche førnævnte definitive mesterværk, vil jeg fremhæve to fra Jylland: Mercator fra Nibe og Påske Ale fra Silkeborgbryggeriet, Virklund.
Mercator, hvis etiket prydes af en af Påskeøens sagnomspundne statuer, er opkaldt efter et belgisk skib, der udforskede hin gådefulde lokalitet i 1934, er en trippel i klosterbrygtraditionen. Men en trippel med et tvist, thi den slørede gyldne øl er opfindsomt tilsat både mynte og salvie, utvivlsomt med henblik på at favne et kongenialt krydret lam på påskebordet, og det fungerer fint, taktfuldt diskret doseret, navnlig i finishen af denne citrussyrlige, bærsødmefyldte sag, der fylder munden med forår.
Virklunds Påske Ale har på mange måde begge hænder nede i samme smagsgryde, men der er mere ristet malt, krystalmalt, gærklange og en finale, der hverken er mynte eller salvie, men hælder mod det peberfrugtprægede, samt et mere fuldtonende humleelement: Det er den herlige Hallertau Perle, der spiller op.
Hyperhumlet påske kan man sandelig også få. Så skal man bare knappe op for det bittermuntre Mikkeller-opus, Hoppy Easter, på hvis etiket en glad påskehare ses sanke humle en masse, og det er så i dette tilfælde bitter Tomahawk og aromatisk Tettnang, der fusionerer i denne münchnermaltede charmetrold med noter af harpiks, kløver, papaya og abrikos. Majestætisk, mageløst …
En moderat humlet ale
Der er en underlig dobbelthed over påsken, og noget dystert over en forpint figur på korset som symbol på lidelse som det menneskelige vilkår, men nu ved vi jo heldigvis, hvordan historien ender. I forløsning og et budskab om håb og kærlighedens triumf, og fortællingen har da også rødder bag om Kristendommen. Sådan var det også for de gamle egyptere, der dyrkede myten om Isis og Osiris - Guden Osiris myrdes og parteres af sin skindsyge broder, der spreder hans kropsdele over hele Egypten, men hans kærlige og trofaste hustru, Isis, helmer ikke før, hun har stykket den myrdede Gud sammen, hvorpå han genopstår i kraft af hendes uendelige kærlighed. En øl, der nok kunne få Jesus til at rejse sig fra graven eller længes tilbage til sin jordiske tid - og givetvis også glæde den genopstandne Osiris - er den med rette roste og flere gange testvinder fra Beer Here, der angiveligt er blevet til ved inspiration fra ølopskrifter på 4.000 år gamle mellemøstlige lertavler fundet i Irak. Det har resulteret i en moderat humlet ale, der er brygget med saft fra hvide og blå druer og dansk vildblomsthonning. Og man kan virkelig smage dem, livets druer, i dette orangecremede fluidum, der har vinøs mineralitet som en riesling og en fornem humlepalette. Innovativt og storartet for ikke at sige guddommeligt godt. God påske og velkommen tilbage til livet.
5/6 Nibe Bryghus: Mercator Trippel, 50 cl, 7 pct., 20 kr. Fakta
4/6 Virklund Bryghus: Påske Ale, 50 cl, 6,8 pct., 37. kr. www.hokeren.dk
5/6 Mikkeller: Hoppy Easter, 33 cl, 6,6 pct., 32 kr. www.hokeren.dk
6/6 Beer Here: Påske, 50 cl, 7 pct., 45 kr. www.hokeren.dk







Kommentarer