Krigsfilm giver krig et menneskeligt ansigt

Da Kathryn Bigelows The Hurt Locker vandt alle de store Oscar-trofæer for næsen af forhåndsfavoritten, James Camerons Avatar, blev denne sejr tolket som et godartet tegn på tingenes tilstand i Hollywood: Her var en beskeden produktion, der oprindelig var bestemt for et publikum ved uafhængige filmfestivaler som Sundance, og som mange lande valgte slet ikke at distribuere, men alligevel kunne den triumfere over en superproduktion, hvis tekniske brillans i sidste ende ikke kunne sløre fortællingens tyndhed … Så ergo er Hollywood ikke bare en stor blockbustermaskine, men forstår stadig at værdsætte den kreative opfindsomhed, der kommer fra filmbranchens udkanter? Måske - men der er et stort men: Trods alle dens mystifikationer tager Avatar i det mindste klart parti for modstanderne af det militærindustrielle kompleks, ligesom filmen skildrer supermagtshæren som en brutal ødelæggelseskraft, der tjener store industriinteresser. Derimod fremstiller The Hurt Locker den amerikanske hær på en måde, som er langt mere tilpasset til at harmonere med dens offentlige image i vor tid som en kraft for humanitære interventioner og militaristisk pacifisme.

Filmen lader stort set hånt om den store debat om USA’s militære intervention i Irak og fokuserer i stedet på de daglige prøvelser, som almindelige soldater i og uden for tjenesten må gennemgå, når de tvinges til at håndtere situationer, som er præget af stor fare og destruktion. I pseudodokumentaristisk stil fortæller den historien - eller rettere iscenesætter en række vignetter - om medlemmerne af et bomberydderhold og deres potentielt livsfarlige opgave med at bortskaffe vej- sidebomber og lignende improviserede sprænglegemer. Det valg, de står over for, er dybt symptomatisk: Skønt de er soldater, slår de ikke ihjel, men dagligt må de sætte deres liv på spil ved at uskadeliggøre terrorbomber, som har til formål at dræbe civile. Hvad kan vel være mere sympatisk for vores humanistiske sensibilitet? For er vores hære i den ‘krig mod terror’, som endnu raser, i sidste ende ikke også en slags bomberydderhold, der tålmodigt må optrævle terroristnetværk for at gøre livet for civilbefolkninger sikrere overalt?

En anden biografoplevelse

Men der er flere lag i filmen. The Hurt Locker har igen koblet Hollywood på den tendens, som også forklarer succesen for to nylige israelske film om Libanon-krigen i 1982, Ari Folmans dokumentartegnefilm, Vals med Bashir, og Samuel Maoz’ Libanon. Sidstnævnte trækker på Maoz’ egne erindringer som ung soldat og gengiver krigens frygt og klaustrofobi ved at lade hovedparten af filmens scener foregå i kabinen på en kampvogn. Filmen følger fire uerfarne soldater i en tank, som sendes af sted for at ‘udrense fjender’ i en libanesisk by, som allerede er blevet bombarderet af det israelske luftvåben. Da han i 2009 blev interviewet om filmen på festivalen i Venedig, udtalte Yoav Donat, skuespilleren, der spiller instruktøren, som var soldat for over et kvart århundrede siden: »Dette er ikke en film, der skal give dig oplevelsen af, at ‘jeg har lige været i biografen’. Det er en film, der skal give dig oplevelsen af, at ‘jeg har lige været i krig’.« På samme måde gengiver også Vals med Bashir rædslerne fra konflikten i 1982, som oplevet fra de israelske soldaters synsvinkel. Maoz understreger, at hans film ikke bør forstås som en fordømmelse af Israelsk politik, men som en personlig fortælling om det, han selv måtte gennemgå.

»Jeg begik den fejl at kalde filmen for Libanon, for Libanonkrigen er i sit væsen ikke anderledes end alle andre krige, og for mig ville ethvert forsøg på at være politisk have forfladiget filmen.«

Dette er ideologi i renkultur: En refokusering på gerningsmændenes traumatiske oplevelser gør det muligt helt at borteskamotere konfliktens etnisk-politiske baggrund: Hvad foretog den israelske hær sig overhovedet så langt inde i Libanon etc? En sådan ‘humanisering’ tjener derved til at sløre det centrale spørgsmål: Behovet for en skånselsløst nøgtern politisk analyse af, hvad det er for en indsats, vi sætter på spil ved vores politiske og militære aktiviteter. Vores politiske og militære kamp er lige præcis ikke en stor og uigennemskuelig historie, der bryder forstyrrende ind i vores private liv: Den er noget, som vi deltager fuldt og helt i.

Det menneskelige

Mere generelt er en sådan ‘humanisering’ af soldaten (i retning af at bekræfte den ordsprogsagtige visdom i udsagnet ‘det er menneskeligt at fejle’) en afgørende bestanddel af De Israelske Forsvarsstyrkers ideologiske selvbillede: De israelske medier elsker at svælge i de israelske soldaters fejltrin og psykiske traumer og skildrer dem hverken som perfekte militærmaskiner eller som overmenneskelige helte, men som almindelige mennesker, der bliver fanget i historiens og krigsførelsens traumer, begår fejl og forløber sig, sådan som det kan ske for alle almindelige mennesker.

Som f.eks. da De Israelske Forsvarsstyrker rev et hus ned, der tilhørte familien til en ‘formodet’ terrorist og med overdreven venlighed hjalp familien med at bære møbler og ejendele ud, før de ødelagde huset med en bulldozer. Et lignende tilfælde blev umiddelbart forinden beskrevet i israelsk presse: Da en israelsk soldat ransagede et palæstinensisk hus for mistænkte, kaldte familiens mor på sin datter for at dysse hende ned, og herved hørte den forbløffede soldat, at den skræmte pige havde samme fornavn som hans egen datter. I et anfald af sentimentalitet tog han sin tegnebog frem for at vise et foto af hende til den palæstinensiske mor. Det er let at gennemskue hulheden og falskheden i den udstillede empati: Forestillingen om, at vi, til trods for vores politiske uoverensstemmelser, dog alle er mennesker, der elsker andre mennesker og har vores bekymringer, neutraliserer helt effekten af det, som soldaten vitterlig er i færd med at gøre i selv samme øjeblik. Så det eneste rette svar, den palæstinensiske mor kunne have formuleret, ville være: »Hvis du virkelig er lige så meget et menneske, som jeg selv, hvorfor handler du så imod mig, som du gør?«

Vi mærker selv frygten

Soldaten ville da kun kunne tage tilflugt til tingsliggjorte pligtbegreber: »Jeg bryder mig heller ikke om det, men det er min pligt …« - og derved fralægge sig at tage ansvaret på sig som subjekt. Budskabet bag denne humaniseringsstrategi er at understrege kløften imellem personens komplekse realitet og den rolle, han tvinges til at spille imod sin natur.

»I min familie har vi ikke militære gener,« >som en af de interviewede officerer, der forundres over at konstatere, at han er blevet karriereofficer, udtrykker det i Claude Lanzmans Tsahal.

Hvilket fører os tilbage til The Hurt Locker: Filmens skildring af de daglige rædsler og den traumatisering, man påføres ved at operere i en krigszone, ser ud til at placere den på miles afstand af de film, som sentimentalt hylder det amerikanske militærs store humanitære rolle, såsom John Waynes berygtede De grønne baretter. Vi bør imidlertid holde os for øje, at den koncist realistiske fremstilling af krigens absurditeter i The Hurt Locker tilslører og dermed gør acceptabelt, at dens helte udfører nøjagtig det samme job som heltene fra De grønne baretter. I al sin tilsyneladende usynlighed er ideologi mere til stede her end nogensinde: Vi er dér, sammen med vores drenge, vi identificerer os med dem og forstår deres frygt og ængstelse empatisk i stedet for at stille spørgsmålet om, hvad i al verden de foretager sig der.

Slavoj Žižek er slovensk filosof

Oversat af Niels Ivar Larsen