Opslag til denne artikel

Emneord:fattigdom, forskning , køn, mænd
Organisationer:The Economist

Hvis du er kvinde og bor i et land med general høj sundhedstilstand, vil du med stor sandsynlighed være mere tilbøjelig til at falde for en mand med runde, blide ansigtstræk end en, der besidder de klassiske mandlige ansigtstræk som bred kæbe og markante pandeben. Er du derimod kvinde i et land, hvor folkesundheden er i bund, vil dine præferencer gå i retning af mænd med grove ansigter, viser ny forskning, som The Economist offentliggør.

Undersøgelsen er gennemført af to forskere fra Aberdeen Universitet, Ben Jones og Lisa DeBruine. Forskerkollegerne og ægteparret har vist omkring 4.800 kvinder fra 30 lande 20 forskellige sæt billeder, hvor det samme ansigt er manipuleret i en henholdsvis feminin og maskulin udgave. Resultaterne sammenholdt de med indikatorer for folkesundheden i det pågældende land, herunder børnedødeligheden, gennemsnitsalderen og udbredelsen af dødelige sygdomme.

Overlevelse vigtigst

Resultatet var klart: Jo større risiko for afkommet i de første leveår, jo mere maskuline var de udvalgte mænd. Forklaringen er, ifølge forskerne, at et ansigt med grove maskuline karaktertræk viser stærke gener, der derfor skaber mere levestærke børn.

Problemet er, at disse mænd også statistisk er mere promiskuøse og derfor også sværere at holde på i længden, mener forskerne. Men det er et luksusproblem i de dårligst stillede lande. En undersøgelse gennemført i landområder på Jamaica i 2004 viste, at kvinder her fandt mænd med tydelige maskulin fysik mere tiltrækkende end en lignende undersøgelse blandt britiske kvinde viste - til trods for, at de jamaicanske kvinder havde meget mere brug for en stabil mand med en indkomst for at holde familien ude af fattigdom, end deres britiske søstre.

Sundhed afgørende

Den overraskende konklusion er altså, ifølge forskerduoen, at overordnet velstand ikke påvirker præferencerne, men at det udelukkede er sundhedstilstanden, der afgør valget: Kan staten ikke garantere, at dine børn bliver behandlet, når de er syge, er der ingen vej udenom at vælge levestærke børn over partnerstabilitet.

Hvad det på sigt betyder for den genetiske udvikling i velfærdsstaten, at et højt sundhedsniveau betyder en nedprioritering af stærke mandlige gener, viser forskningen intet om.