En økonomi som Singapores med en nationalisme som Serbiens

JERUSALEM - Når snakken går om ‘demografi’ på disse kanter, menes der arabisk demografi, der som regel kaldes ‘palæstinensernes tidsindstillede bombe’ og ‘israelernes mareridt’.

Dog - en anden demografi materialiserer sig i Ben Gurion-lufthavnens terminal 3 denne søndag før pesar, den jødiske påske. Foran mig i paskøen står to ortodokse familier, hver med fem-seks børn i aldre fra syv og nedefter og med hver sin klapvogn til yngste spæde skud på slægtstræet, ført af tavse mødre med tildækket hår, mens de skæggede fædre i deres sort-hvide habitantræk og med kipa eller bredskygget hat tager sig af de ældste drenge. Disse ultra-ortodokse familier er vej til New York, London, Manchester og Paris. En gruppe har omdannet en boarding gate til synagoge, hvor de rokkende frem og tilbage med bønnebøger i denne akavede rytme, der genkendes fra Grædemuren i Jerusalems gamle by, taler med deres version af vorherre.

De ortodokse er deres sekulære zionistiske medborgeres mareridt, ikke kun fordi de føder langt flere børn, men fordi det betyder, at færre i fremtiden skal brødføde flere, eftersom mange ultra-ortodokse ikke arbejder, men læser Torah’en på bistandshjælp og i øvrigt er fritaget fra værnepligt, hvis de ønsker det.

Den totale adskillelse

At det tolereres, skyldes, at et politisk flertal traditionelt har set dem som symboler på statens jødiske identitet, en slags kultur-fanebærere i det offentlige rum. Lige nu er de omkring 12-13 pct. af den jødiske befolkning, men i skolernes førsteklasser er hvert fjerde barn fra ortodokse familier - en anden fjerdel er børn af israelske arabere - og begge dele er en slags forklaring på den israelske regerings dilemma i forhold til en stadig mere kritisk omverden. På den ene side har de ortodokse stigende politisk indflydelse - i den nuværende regering står de stærkere end nogensinde i landets 62 år lange historie, hvilket er bundlinjen i den ballade, Benjamin Netanyahu har med amerikanerne. På den anden side er fordelingen af jøder og arabere allerede nu fifty-fifty med ca. fem en halv million til hver side i det tidligere britiske mandatområde kaldet Palæstina - eller som man siger her: fra floden til havet - og som har gjort de fleste israelere til tilhængere af ‘muren’, den totale adskillelse.

Singapore og Serbien

»Men det er urealistisk,« sagde Bernard Avishai, en canadisk-jødisk akademiker i Jerusalem, da jeg mødte ham nogle dage i forvejen.

Han har skrevet bogen The Hebrew Republic, som sætter en insisterende pegefinger på den jødiske stats problem: Modsætningen mellem en ekspansiv og høj- teknologisk erhvervssektor og den jødiske stats apartheidlignende struktur med A- og B-borgere, som er historisk bestemt af forestillingen om det jødiske hjemland som et beskyttet kulturelt og religiøst helle.

»Det er nok grunden til, at jeg ikke kan finde et israelsk forlag, der vil udgive den,« sagde han over en skål salat på en af de smarte caféer, der får Jerusalem-kvarteret German Colony til at minde om Greenwich Village i New York.

»Netanyahu tror, han kan parre en økonomi som Singapores med en nationalisme som Serbiens, men det lader sig ikke gøre på sigt,« fortsatte han. »Vi kan ikke blive ved med at eksistere som et lille jødisk Japan, isoleret fra en omverden, der kun er fem minutter herfra. Jeg ved ikke, om vi med tiden skal blive én stat, to stater eller 20 stater, og det er heller ikke relevant. Vi jøder holder meget af at se os selv som enestående, men der er masser af statsmodeller, vi kan kopiere. Og som det ser ud nu, er der ikke nogen realisme i to adskilte, hver især isolerede stater, sådan som det udmales i parolen om ‘to stater til to folk’. Og grunden er, at de to økonomier allerede nu er filtret så meget ind i hinanden, at tæt samarbejde vil være nødvendigt om f.eks. fordeling af vandressourcer, bredbånd, televæsen, elektricitet, infrastruktur, etc. Så jeg ser samarbejde som eneste mulighed - ikke i kategorisk form, som én stat, hvor vi pludselig vågner op en morgen med arabisk flertal og vælger et nyt Knesset og en palæstinensisk præsident. Jeg ser snarere en løs føderalisme, hvor de to folk vil bevare en høj grad af suverænitet over egne anliggender, men på vigtige økonomiske og politiske områder, f.eks. valuta og udenrigspolitik, vil være nødt til at finde sig i hinanden.«

- Så sund økonomisk fornuft er oppe imod religiøse og politiske stereotyper?

»Ja, sameksistens er skræmmende for nationalistiske og ultrareligiøse jøder på samme måde, som FN’s delingsplan i sin tid var skræmmende for araberne i 1947. Folk kan ikke se det religiøse helle, de har gjort denne by til, forsvinde med en fredsaftale.«

Kompromis forude?

Til den aktuelle krise mellem Israel og USA har Bernard Avishai den kommentar, at »historien ikke er ovre«.

»På den ene side er Netanyahu fanget af sin politiske historie - den er hans liv med sympati for bosætternes ideologi og deres koloniserings-projekt etc. På den anden side er han uddannet økonom fra Boston, og han ved, at Israels økonomi ikke kan overleve endnu et tiår i isolation - og specielt ikke, hvis USA vender sig mod ham. Og jeg tror, det er kommet bag på ham, at Obama har vist sig at være en stærkere præsident, end han gik ud fra.«

- Så hvad kan han gøre?

»Han er nødt til at finde sammen med midterpartierne og jeg tror på, han vil gøre det. Også han har en ambition om at blive statsmand - det er, hvad jeg hører fra folk, der er tæt på ham. Hans rådgivere kan heller ikke se en fremtid, hvor de skal leve i et jødisk Pakistan. Så jeg tror, han vil ændre kurs. Men det vil ikke ske, hvis Obama bakker ud. Det lader sig kun gøre, hvis amerikanerne opretholder presset.«

Adskillelse eneste udvej

Men Bernard Avishais teori deles ikke af en politilog som Jonathan Spyer, der har ry for et ædrueligt syn på Israels politiske realiteter - bl.a. briefede han for nylig Folketingets udenrigspolitiske nævn under dets besøg i Israel.

»Jeg tror ikke på en føderal løsning på problemerne,« sagde han en sabbat-aften i et af Jerusalems få sekulære vandhuller, baren Barood. »Og jeg tror, Obama vil erfare, at Netanyahu er stærkere og mere stædig, end han tror.«

»Hvis du gennemtvinger ikke-adskillelse, vil det ende med borgerkrig - og i sidste ende alligevel adskillelse. Problemet er, at de to parter er på hver sin planet - der er ingen forbindelse mellem, hvad der tales om her, og debatten på den palæstinensiske side. I diskussionen om en stat/to stater glemmer man, at Hamas er en spiller. Så den eneste løsning er fuldstændig adskillelse. Israel vil ikke have anden udvej end at bevare status quo med fortsat sikkerhedskontrol over de palæstinensiske områder, indtil en total adskillelse er på plads. Og det vil tage nogle år.«