Retlige argumenter spiller en stadig større rolle i nutidens debatter om krig og fred, og i dag føres debatterne om for og imod krigsdeltagelse ofte med retlige - frem for politiske - argumenter.
Det handler ikke længere om, hvorvidt det giver politisk mening at gå i krig eller ej, men i stedet om, hvorvidt det er lovligt. Det illustrerer debatten om Danmarks deltagelse i Irak-krigen. På Christiansborg argumenterede modstanderne af krigen først og fremmest for, at invasionen var ulovlig med den underforståede præmis, at den i så fald pr. definition også var forkert. På samme måde argumenterede tilhængerne for, at invasionen var lovlig, og at den derfor også var rigtig. Kun få forholdt sig til krigen uafhængigt af lovligheden.
Den samme betoning af ret spores på slagmarken, hvor de stridende parters handlinger i stigende grad anskues gennem retlige briller. Var det lovligt at overføre fangerne til amerikanerne? Var det lovligt at gennemføre det angreb, der desværre kostede civile personer livet? Også her er det, som om der uden videre sættes lighedstegn mellem svaret på de retlige spørgsmål og svaret på, om en given handling var rigtig. Ingen forholder sig til handlingerne uafhængigt af deres lovlighed.
Fokuseringen på retten skyldes, at legalitet i dag er afgørende for legitimiteten af krig. En lovlig krig er en legitim krig, og en ulovlig krig det modsatte. Punktum. Hvis der ikke er legalitet, er der heller ingen legitimitet. Det hænger sammen med, at krig ikke længere er noget, som vi deltager i for at sikre vores nations overlevelse mod en umiddelbar trussel, men derimod for at sprede værdier eller påvirke en udvikling et givent sted i verden. Så vi vælger at gå i krig i Jugoslavien, Afghanistan eller Irak, men kunne lige så godt vælge andre steder. Derfor er vi afhængige af legitimitet, for med legitimitet følger den folkelige opbakning, der er afgørende for deltagelse i krigen. Og uden opbakning kan krigen ikke føres.
Sikrer opbakningen
For politikerne ligger nøglen til krigens fortsættelse eller ophør derfor i den legitimitet, der er nødvendig for den folkelige opbakning. Tilhængere af krigen har behov for at sikre opbakning ved at opretholde en forestilling om, at krigen er legal og dermed legitim, mens modstanderne forsøger at undergrave opbakningen ved at vise, at krigen er det modsatte. Derfor var det under Irak-krigen så vigtigt for modstanderne at så tvivl om lovligheden af krigen, mens det for tilhængerne var lige så vigtigt at fjerne tvivlen.
Derfor var det så vigtigt for modstanderne at få en eller anden autoritativ instans - såsom Højesteret - til at tage stilling til lovligheden. Og derfor var det lige så vigtigt for tilhængerne at undgå det. Det var hele tiden - og er til en vis grad fortsat - som om spørgsmålet om invasionens lovlighed rummede svaret på alle de spørgsmål, som et samfund skal forholde sig til, når det går i krig. Hvis den var ulovlig, kan modstanderne pege fingre ad regeringen og sige: »Der kan I bare se, I førte os ud i en forkert krig!« Men hvis den var lovlig, kan regeringen tørre sveden af panden og sige: »Hvad sagde vi; krigen var rigtig!«
Den øgede fokusering på retlige argumenter er selvfølgelig positiv, fordi retten er et godt udgangspunkt for regulering af adfærd. Men vi må som samfund også spørge os selv, om det er hensigtsmæssigt, hvis politikerne fuldstændigt erstatter deres politiske skøn med et retligt. For hvad så med det alt det politiske, moralske og etiske?
Anders Henriksen - Jurist, forsker ved Dansk Institut for Militære Studier på Københavns Universitet
Kommentarer
Men artiklen sélv bliver jo udgangspunkt for samme reduktionisme, som den beklager. En ond cirkel, som det forundrer, at netop en jurist deltager med, såfremt de politiske, moralske og etiske områder er blevet forbigået til skade for debatten. Er det f.eks rets-etik, der mangler?…
Men mon ikke offentligheden hár gennemskuet, at man er henvist til en redigeret fremstilling af krig i den moderne medieverden. Af politiske såvel som militærpolitiske årsager. Der findes jo ingen reel international suverænitet, der kan appelleres til. Og enhver national suverænitet ville såmænd også hurtigt geråde i problemer med at finde sine egne ben i det morads. Som tilfældet er med FN. Så tilbage til alliancerne i en fart. Og det er naturligvis på den baggrund, at legitimiteten ofte sættes i spil. Hvorfor?
Fordi alle andre internationale og mellem-nationale konflikter løses på legitimitets-baggrund: miljø-beskyttelse, fiskeri-rettigheder, grænsedragninger og jæ’ ska’ gi’ dig. Så hvorfor skulle krig udgøre en undtagelse? Så med andre ord er juraen ikke uden ‘skyld’ eller indvolvering med anliggendet.
Men vi står da på spring i relation til magtfilosofi, hvis suverænitets-forholdet lægges på operations-bordet. Og i forhold til legitimitets-diskursen tillige med en ny debat om f.eks forestillingen om rets-subjekter. Altså hvor går juraens grænser, hvis den overskrider sit mandat og rykker ind i den politiske bevidsthed uden moralsk eller etisk rygdækning. Uden tvivl er også etikken parat til at tage en alvorlig omgang med såvel legitimitets-forholdet som magt-relationerne, som de kommer til udtryk dels i den offentlige debat, dels i den statslige beslutnings-proces, som på klassifikations-vilkår er forholdt offentligheden. Kvaliteten af den politiske debat har således sine egne indbyggede reservationer fra en ellers ganske fornuftig offentligheds side.
Det er med andre ord slet ikke sikkert, at det er legitimitets-spørgsmålet, som er det mest presserende. Heller i offentlighedens optik…
Med venlig hilsen
rettelse: heller ikke i offentlighedens optik…
Anders Henriksen har en for en jurist lidt underlig bøn om, at vi ikke blander juraen ind i krigene. Men som @Hugo Barlach udmærket kommenterer, så lever vi ellers i en verden, hvor mange andre besværlige internationale konflikter løses via domstole.
“Kun få forholdt sig til krigen uafhængigt af lovligheden”, skriver Anders Henriksen. Personligt er jeg som pacifist hamrende ligeglad med FN-mandater og eventuel formel “ret” til at gå i krig - men da sådanne legaliteter er regeringernes præmisser for at gå i krig, er det samtidig deres ømmeste punkt, og det nemmeste rationelt at diskutere. Anders Fogh Rasmussen var jo en dygtig demagog, der uden problemer selv gik i krig på værdikamp og moral, men argumenterede med krigsjuristernes alt for villige hjælp.
At diskutere krigens “”politiske, moralske og etiske aspekter”, lå langt uden for Anders Fogh Rasmussens formåen. Og vi, der fortsat argumenterer etik, ønskede jo blot at holde Saddam Hussein ved magten. Magthavere har aldrig været gode til nuancer, undtagen når det gælder om at undskylde egne umoralske handlinger.
Når en jurist ser det problematisk, hvis politikere fuldstændigt erstatter deres politiske skøn med et retsligt - er det umiddelbart en korrekt bekymring, for det giver politikerne mulighed for at tørre ansvaret af på Anders Henriksen og hans kollegaer. Men politikerne bruger jo først den juridiske pynteklud, når de allerede selv har besluttet sig for en handling, Vi “som samfund” ved godt, at det ikke er juraen, der har sendt Danmark ud i krige - men politikere.
….”at krig ikke længere er noget, som vi deltager i for at sikre vores nations overlevelse mod en umiddelbar trussel, men derimod for at sprede værdier eller påvirke en udvikling et givent sted i verden.”…..
Henriksen er ude i en “eufemisering” af krig. Men desværre er krig både før og nu synonymt med angrebskrig.
Var europæernes erobring af Nord- og Sydamerika for “at sikre vores nations overlevelse”? Eller var Napoleon’s og Bismarck’s angrebskrige for at sikre deres nationers overlevelse? Nej, de var regulære aggressionskrige.
Var USA’s nutidige krige i Vietnam, Irak og Afghanistan for at “sprede værdier”? Nej, det var for at erobre markeder, råstoffer og dominans. Kort sagt emperiale magthensyn.
Aggressoren har både før og nu anvendt alle hånde fantasifulde retoriske argumenter for at opnå legitimitet til at føre angrebskrig, herunder også anvendelse af juraen.
Debatten om Irak-krigen har ikke kun drejet sig om jura. Det vil Henriksen kunne overbevise sig om ved at se de sidste 7 års debat i aviserne. Ud over det juridiske (altså FN-resolutioner og disses relation til dansk ret) har følgende temaer været i spil i Irak-krigen:
- Olie
- Hensynet til Israel
- Dominans i Mellemøsten
- Demokrati
- Masseødelæggelsesvåben
- Regime-skift
- Saddams afregning af olie i Euro i stedet for dollar
- USA’s emperie-byggeri
Krigstilhængere er interesseret i en reduktionistisk diskussion, nemlig krigen set som kun et spørgsmål om jura og derigennem opnå legitimitet og opbakning.
Krigsmodstanderne ser krigen i et betydeligt større perspektiv.
Men når regeringerne snævert bruger de juridiske argumenter, er modstandrene naturligvis også nødt til at spille på den juridiske bane, uden at krigens øvrige politiske argumenter af den grund skal glemmes - tværtimod.
Man burde faktisk tilføje til sammenhængen, at legitimitets-problematikken ikke er beskrevet særlig nuanceret i artiklen. For på hver sin side heraf står dels Regeringen med støtteparti for en legitimitets-forståelse, der bunder i traditionel opfattelse af suverænitets-forholdet: uløseligt forbundet med de gældende magt-relationer indenrigs (at tælkle til 90); dels oppositionen med alvorlige spørgsmål til samme legitimitet, fordi man ikke kán efterprøve den - der mangler simpelthen moderne kontrol-instanser. Og alene af den grund står man i et legitimites-mæssigt limbo, som bør kunne overskrides, så vi alle kan komme videre i teksten. Der handler om demokrati-udviklingen.
Men overfor dette forløbigt låste skisma har vi så offentligheden. Og artiklen overser (måske temmelig betegnende for juraens egen-andel i skismaet) fuldstændig denne instans. Det ér offentligheden, der må fordre en udvikling af demokratiet og dets værdier. Og det er i denne forbindelse, at magt-filosofien rejser spørgsmålet om suverænitets-fordringen. Altså at sætte denne i spil på vilkår, som ikke også er juraens særskilte privilegie. Ingen udvikling uden rets-filosofi. Men rets-filosofien er under ingen omstæpndigheder et juridisk særanliggende. Tværtimod. Og netop hér står f.eks etikken efterladt på sidelinien sammen med mange andre mere end gyldige kompetencer.
Mon juraen efterhånden, med sin store andel i magt-relationerne, har sluppet forbindelsen til offentligheden. For som kommentarerne til emnet viser, også i denne artikels kølvand, så har offentligheden ingen hverken reservationer eller problemer med f. eks etik…
Med venlig hilsen
Anders Henriksen kender vel godt til baggrunden for folkerettens tilbliven? At “det moralske og etiske” danner grundlaget?
Men, det er jo rart med en baghåndsindrømmelse, at krigen netop var ulovlig, når nu Per Stig Møller stadig mener, at det er op til den enkelte stat at vurdere!
Lov til side. Det handler om enkelte grundprincipper!
Det handler om, at bevisbyrden ligger hos den, der vil ty til volden eller endog true med brugen!
Det handler om, at vi er ansvarlige for de forudsigelige konsekvenser ved vores handlinger!
Det handler om, at efterleve den samme standard som vi øjeblikkeligt kræver af vores fjender!
Antagelsen bag Henriksens bemærkninger er, - fra en belejlig position af magt - at vi har retten til at handle på vegne af det internationale samfund for at forsvare dets ‘interesser’. Det er også et interessant koncept, men for sagens vedkommende er det ganske irrelevant.
Den danske tilslutning til og deltagelse i krigen var stik imod et overvældende flertal i det internationale samfund. Ifølge den internationale meningsmåling i december 2002, foretaget af Gallup, var der næppe et land, hvor støtten til et angreb oversteg 10%, ikke for at nævne de utallige advarsler mod doktrinen om brugen af ”forebyggende magt.”
Der kan opstilles hypotetiske situationer, for hvilke overtrædelser af folkeretten kan retfærddiggøres, men det gør sig ikke gældende i forhold til Irakkrigen.
Hidtil er alle argumenterne for at sende danske drenge og piger ind i et af verdens farligste regioner blot halve sandheder, falske forudsætninger og rent ud sagt det rene vrøvl både fra et juridisk, moralsk og etisk perspektiv. Det politiske vil jeg lade Henriksen om!
Beslutningen den skæbnesvangre dag, da Folketinget med et snævert flertal styrtede os i krig stik imod folkerettens charter og Danmarks egen grundlov, medførte forudsigeligt forfærdelige konsekvenser.
Danmark begik sammen med USA, England, Australien og Polen det der under international lov betegnes som “aggression”. Det særlige ved denne ”øverste forbrydelse” er, at det ”omfatter alle de onder, det medfører.”
Aggressionen blev efterfulgt af et årti med sanktioner. 90.000 irakere omkom årligt på grund af sanktionerne – heraf ca. en halv million børn i tidens løb ifølge FN. Sanktionerne medførte ”flere dødsfald, mere lidelse og unødvendig smerte…end dødsfald forårsaget af masseødelæggelsesvåben” op igennem hele Iraks historie.
I samarbejde med Massachussets Institute of Technology og John Hopkins University publicerede The Lancet i 2006 et studie, der kalkulerede antallet af dødsfald til 655.000 siden irak-krigens udbrud i 2003.
Metoden i undersøgelsen er ikke i praktisk disput; den anvendes af FN, når man udfører tilsvarende beregninger efter krig og naturkatastrofer. Det er efter samme teknik, at man beskylder Sudan for folkedrab i Darfur og antallet af døde efter jordskælvet i Haiti.
Det seneste skøn er udgivet af den uvildige Opinion Research Business i januar 2008. De estimerer dødsfaldene til 1,1 millioner. Den nyeligt lækkede Wikileaks-video, giver et indblik i, hvorledes disse dødsfald sker i moderne krig.
Der er vel også en ide i at finde ud af, hvad irakerne selv synes?
En hemmelig meningsmåling fra det britiske forsvarsministerium, som blev lækket til de britiske medier, påpeger, at 80 procent af den irakiske befolkning vil have standset besættelsen omgående, færre end et procent tror, at besættelsen bidrager til sikkerheden, og knap 45 procent anser armerede voldshandlinger mod besættelsesstyrkerne som legitimt oprør.
Mere tilgængelige meningsmålinger fra Oxford Research International kommer frem til, at cirka 65 procent af den irakiske befolkning er modstandere af tilstedeværelsen af udenlandske tropper.
En Gallup-måling foretaget umiddelbart efter bombningen var sat i gang i 2003 spurgte om følgende: ‘Hvorfor tror du, at USA invaderede Irak?’ Et procent troede på den messianske demokratimission, fire procent mente, at det havde med masseødelæggelsevåben at gøre og 43 procent henviste til Iraks olie.
Danmark er et lille land - en såkaldt småstat om man vil - som er dybt afhængig af det internationale samfund.
Vi har ikke råd til at miste samarbejdet og beskyttelsen fra FN, NATO, EU mv. Men hvordan kan Danmark for fremtiden kræve beskyttelse fra FN og dets medlemslande, når vi ikke engang selv respekterer Sikkerhedsrådets resolutioner?
Når Danmark indleder en angrebskrig udenom FN’s sikkerhedsråd, kan man vel roligt sige, at Danmark ikke samarbejder med FN’s sikkerhedsråd.
Men hov, var det ikke lige præcis den grund Per Stig Møller brugte og stadig bruger for Danmarks deltagelse i krigen mod Irak?
Anders … du kan umuligt tro på det du skriver… det er din belejlige position, der giver dig evnen til overhovedet at tænke det! /Poya
Denne kommentar er anbefalet af: