Kommunisterne førte en overordentlig modig modstandskamp under Nazi-Tysklands besættelse af Danmark - tankevækkende nok, eftersom kampen bl.a. gjaldt genindførelsen af det parlamentariske demokrati, som de i 30’erne havde forhånet.
I DKP’s 1932-valgoplæg - et valg, hvor partiet for første gang blev repræsenteret i Folketinget - kritiseredes Socialdemokratiet således for at have skabt »en parlamentarisk forgiftet arbejderklasse«. Og det danske folkestyre blev karakteriseret som et »humbugdemokrati«. Men denne pinlige kritik blev glemt under Modstandskampen, ligesom det blev glemt, at kommunisterne først iværksatte deres modige kamp efter den 22. juni 1941, dvs. Hitlers angreb på Sovjetunionen. Frem til denne dato og fra den 23. august 1939 var kommunisterne og nazisterne allierede.
Det læser man ikke meget om i bøgerne vedr. Besættelsestiden. Jeg er f.eks. endnu ikke i nogen besættelsestids-bog stødt på direkte citater, som belyser DKP’s pinlige rolle under Hitler-Stalinpagten - kaldet ‘Ikke-angrebspagten’ af dens to kontrahenter, skønt pagten faktisk dækkede over deres angreb på Polen henhv. den 1. og den 17. sept. 1939 og Sovjets angreb på Finland den 30. nov. 1939.
Det forekommer umiddelbart absurd, at Hitler og Stalin fandt sammen i en pagt. Nazisterne og kommunisterne havde jo været dødsfjender i en grad, så kommunisterne var lige ved at glemme deres lige så intense had til socialdemokraterne eller ‘socialfascisterne’, som de blev kaldt. Men det bør det dog ikke glemmes, at de tyske KP’ere i perioden op til Hitlers ‘Machtübernahme’ den 30. jan. 1933 af og til gik sammen med nazi’erne mod SPD. Englands og Frankrigs intervention under den russiske borgerkrig 1918-20, deres ‘non-intervention’ under Den Spanske Borgerkrig 1936-39 - mens Hitler og Mussolini intervenerede kraftigt - og ofringen af Tjekkoslovakiet i september 1938 - München-aftalen - gjorde Stalin mistænksom over for de to Vestmagters hensigter op til den Anden Verdenskrig. I foråret 1939 lovede de to lande ellers Polen, Rumænien, Grækenland og Tyrkiet militær bistand i tilfælde af tysk aggression. Det kunne Stalin jo godt have tolket som en udstrakt hånd. Men det kan ikke nægtes, at de forhandlinger, som fandt sted mellem England/Frankrig og Sovjet foregik med stor langsommelighed.
Røbende citater
Når Stalin i stedet accepterede en pagt med Hitler, hang det bl.a. sammen med, at han ikke var klar til et militært opgør efter, at han havde udrenset en stor del af officerskorpset. For Hitler var det vigtigt at undgå en to-frontskrig - med Sovjet på den ene side og England/Frankrig på den anden.
Samtidig havde han brug for at få fyldt sine råstoflagre, inden han gik i gang med at underlægge sig Kontinentet. Og Tyskland fik frem til 1941 dækket henholdsvis ca. 80, 70, 65, 50 og 25 pct. af sit gummi-, kobber-, tin-, bly- og zinkbehov og en meget stor del af sit benzin- og oliebehov via Sovjet.
DKP’s formand, Aksel Larsen, var i Moskva, da Danmark blev besat den 9. april 1940 - uden at han gjorde noget forsøg på at få en af sine allernærmeste partifæller, cand.mag. Arne Munch-Petersen, med sig hjem. I 1932 var han sammen med Larsen blevet valgt til Folketinget. I sommeren 1937 blev Munch-Petersen - denne rettroende og fuldt loyale kommunist - arresteret, mens han var i Moskva. I tre år sad han fængslet. Han blev underkastet tortur og hindret såvel i kontakt med omverden som i en fair rettergang, indtil han døde af underernæring og tuberkulose den 12. november 1940.
Hjemvendt den 26. april 1940 talte Aksel Larsen på et ‘aktivmøde’ for sine stor-københavnske partifæller. Han fremhævede her bl.a., at Nazi-Tyskland med sit overfald på Danmark havde »besluttet at foregribe et engelsk angreb (og) overtage beskyttelsen (!) af Danmarks og Norges kongerigers neutralitet og værne (!) dem, så længe krigen varer« - hvorefter Danmark og Norge ville få deres selvstændighed tilbage, må man forstå, et meget smukt træk af Hitler.
Larsen gjorde det i øvrigt i sin ‘aktiv’-tale til en ‘forbryderisk’ gerning for sine landsmænd at dele »den opfattelse, som hver aften prædikes fra London Radio, at det danske folk skal søge sin frelse i den engelske flåde, den engelsk-franske hær og de engelske bombeflyvere«. Frelsen skulle i stedet søges under Nazi-Tysklands beskyttende og værnende vinger.
I smuk forlængelse af partiformandens synspunkter advarede DKP-organet ‘rbejderbladet - det senere Land og Folk - den 25. april 1940 de ca. 6.000 danske søfolk i udlandsfart mod at gå i allieret tjeneste. Men de gjorde det alligevel og blev på den måde de første modstandsfolk. Den 20. juli 1940 kunne man i Arbejderbladet læse en kommentar til en stor tale, som Hitler havde holdt dagen før. Heraf fremgik det - iflg. Arbejderbladet - at det slet ikke havde været »Hitlers hensigt at føre krig, men at opbygge en ny socialstat af højeste kultur«. Hvorfor må man savne sådanne røbende citater i bøgerne om Besættelsestiden?
Forudsætter frivillighed
I 55-året for Befrielsen fastslog kommunisme-historikeren dr. phil. Morten Thing den 5. maj 2000 i disse spalter, at »historien om Besættelsen er meget ubehagelig. Danmark var allieret (!) med Tyskland, vi havde underskrevet en ikke-angrebspagt og en anti-Kominternpagt«. Derfor var man i Sovjet »usikre på, om Danmark skulle regnes med til de allierede«. Men Sovjet havde jo selv indgået en såkaldt ikke-angrebspagt med Hitler - en pagt, der var nok så upåtvungensom den, den danske regering følte sig tvunget til at tilslutte sig den 31. maj 1939 for en 10-årig periode.
Der var ingen ledende danske politikere, som ønskede at være allieret eller at samarbejde med den nazi-tyske besættelsesmagt - bortset fra Aksel Larsen og det danske nazipartis DNSAP’s fører, den fhv. Konservative Frits Clausen. Derfor er udtrykket ‘samarbejdspolitikken’ groft vildledende. I øvrigt forudsætter et samarbejde jo frivillighed. Men med nu afdøde departementschef og fhv. kommunist Erik Ib Schmidts ord: »Den, som forhandler under tvang og presses til at give indrømmelser, ‘samarbejder’ ikke med modparten«. Udtrykket ‘samarbejdspolitikken’ - som det er lykkedes en række venstre-orienterede besættelsestids-historikere at gøre til det gængse - pænt støttet af de borgerlige, som beklager at der ikke blev oprustet og kæmpet den 9. april 1940 - bør afløses af det oprindelige udtryk: ‘forhandlingspolitikken’ eller af udtrykkene: tilpasnings- eller eftergivenhedspolitikken.
I Årbog for arbejderbevægelsens historie 1994 skriver dr.phil. Hans Kirchhoff indigneret om socialdemokraternes »anti-kommunisme«. Og en af hans elever, ph.d. Niels Wium Olesen, fører faklen videre i et festskrift til sin lærer: »Fra mellemkrigstid til efterkrigstid«, 1999. I hans bidrag kan man bl.a. læse, hvordan socialdemokraterne »nærede en til paranoia grænsende mistænksomhed overfor kommunisterne« - et synspunkt, som også Morten Thing har promoveret.
Den forkerte side
For venstrefløjshistorikerne går skellet i Besættelsesårene udelukkende mellem kommunister og socialdemokrater. Men det afgørende skel gik jo mellem S og V - det V, som brugte de første år af Besættelsen til at rulle dele af Socialreformen tilbage, til at genindføre stavnsbåndet for unge landarbejdere, til at fryse lønningerne fast, mens bønderne fik i pose og sæk og til at kræve dødsstraf for jernbanesabotører.
For en af de yderst få socialdemokrater, som nyder en vis venstesfløjsrespekt, Frihedsrådets grundlægger Frode Jakobsen - de to andre er Gerson Trier og Hartvig Frisch, skønt sidstnævntes holdning til kommunisterne før, under og efter Besættelsen er fuldstændig identisk med den, der er givet udtryk for i denne artikel - gik ‘den store skillelinie’ mellem, »om man havde gjort det, som man anså bedst for sit land, selv om det måske bagefter (kunne) kaldes en helt forkert politik, eller om man havde benyttet landets nød til at forfølge egne formål«.
Venstre faldt på den forkerte side af denne skillelinie af socialpolitiske grunde, og DKP af demokratiske, som det fremgik af de af dem ønskede ‘enhedsforhandlinger’ mellem DKP og S i sommeren 1945, hvor Aksel Larsen fastslog, at »hvis man er af den absolutte overbevisning, at udviklingen dér (dvs. i Sovjet) går mere og mere i den rigtige retning, så bliver man naturligvis også i hele sin politik og sit øvrige forhold til Sovjetunionen bestemt af den opfattelse«. Tragisk nok gik udviklingen i Sovjet aldeles ikke i nogen ‘rigtig retning’ efter 1945, sådan som mange havde håbet det. Socialdemokraternes mistænksomhed var ikke ubegrundet.
Henning Tjørnehøj er forfatter og samfundsdebattør
Kommentarer
Henning Tjørnehøj spiller stadig fodbold med Søren Krarup som i sine unge dage. Og sådan som Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti fandt hinanden ved kapitulationen 9.april og siden under besættelsen, zu beschützen. Med socialdemokraten Hartvig Frisch i 1945: modstandsfolkene var en samling mordere.
En lille sidebemærkning til Tjørnehøj mht. mangel på kritik af pagten mellem Hitler og Stalin, den blev fremstillet i Matador, hvor grisehandleren var efter Røde med spidse bemærkninger.
” - det V, som brugte de første år af Besættelsen til at rulle dele af Socialreformen tilbage, til at genindføre stavnsbåndet for unge landarbejdere, til at fryse lønningerne fast, mens bønderne fik i pose og sæk og til at kræve dødsstraf for jernbanesabotører. ”
Kommunisterne er hedengangne, og det er godt, men Venstre (V) er her endnu … og det er ikke så godt.
Tak til Henning Tjørnehøj for at minde os om regeringspartiets tidligere meritter.
Hvis Lise Nørgaards ellers glimrende tv-serie om en provinsbys folkelighed skal danne grundlag for besættelseshistorien, så må vi nødvendigvis udelade, hvem der kapitulerede, dannede forudsætningerne for Frikorps Danmark, sendte kommunisterne i kz-lejr (hvilket åbenbart if. PJ var en god handling) og på skrift og i radiotale gjorde modstandsarbejdet til en kriminel handling.
Nu har Tjørnehøj altså som den gode socialdemokrat mindet os om fortiden.
Det er altid godt at få moralsk relativisme belyst, både igennem kompetent historie skriving, og - omend afsløringen måske er af mere ufrivillig art - i efterfølgende kommentarer …
Henning Tjørnehøj overser totalt Staunings lovprisning af Hitler i 1942(eller var det i 1941?), hvor Stauning udtaler at ‘han ville glæde sig med Danmark til at indtage den retmæssige plads i Tysklands Neu-ropa, når Tyskland havde vundet krigen.’
Henning Tjørnehøjs ærinde er (endnu) en gang at frikende Socialdemokratiet al skyld og skam for hvad der skete den 9.april og indtil august-dagene i 1943. Men se, det kan man bare ikke, thi Tjørnehøj ved jo også godt, at S, V, K og R var til møde hos Kongen (Christian den 10.) den morgen den 9.april 1940 og her blev de allesammen enige om at lægge sig fladt ned og kapitulere - til tyskerne.
Og jeg ved ikke, hvilke bøger Tjørnehøj læser. Jeg kan du huske fra min skole og gymnasietid, at vi læste en bog, hvori dette stod - det med Hitler og Stalin og ikke-angrebs-pagten. (ikke den samme bog selvfølgelig…)
Jeg ved ikke om historikerne, der anvender begrebet ‘samarbejds-poltikken’ er venstre-orienterede eller ej. Dog ved jeg, at da jeg var ung (for 20-25 år siden) labbede vi alle Matador’s forkerte fortælling i os om de heltemodige radikale ungersvende, som udgjorde fortroppen i modstands-bevægelsen i Danmark. Usandt var det dengang og usandt er det (stadig i dag).
Sandheden er den, Tjørnehøj og andre, at Kommunisterne og de Konservative var nogle af de første til at gøre modstand mod den nazistiske tyske besættelse af Danmark. Og ja, kommunisterne gjorde først modstand efter den 22. juni 1941, hvor Hitler indvaderede Sovjet, men den egentlige danske modstand mod Nazi-Tyskland kom først egentlig i gang efter august oprører i 1943, hvor alle kunne se, at Tyskland ville tabe krigen. Og at det vare ville være et spørgsmål om tid…
Mht. soc.dem. og deres syn på kommunisterne, så er det jo ganske sandt, at soc.dem. nærede et paranoisk syn på kommunisterne, og helst så dem hen, hvor peberet groede. Soc. Dem. og Kommunisterne brkigede jo netop hinanden omkring 1931-1933 i stedet for at stå sammen mod nazismen. Meget ugodt er føget over hegnet af dette…
Interessant er det jo også, at Tjørnehøj slet slet ikke nævner, at netop Frankrig og England jo netop erklærede Tyskland krig den 3. sept. 1939….efter at Tyskland havde overfaldet Polen…
Historie er et taknemmeligt medium.
Kommunsiterne har gjort modstand siden optakten til 1.verdenskrig, op gennem 1920’erme i de fleste europæiske lande, mest markant i Den spanske Borgerkrig mod fascister og nazister, sabotagen mod tyskerne begyndte 1939/40 (uden det nævnte forblommmede samarbejde med De Konservative, tværtimod), blev i slutningen af 30’erne udført i moddemonstrationer og fortsatte under besættelsen på trods af kommunistloven sommeren 41. Socialdemokraternes udtalelser efter krigen åbnede straks for en ny politisk krigsførelæse op gennem Den kolde Krig og altså i dag med. Navnlig Hartvig Frisch’s ord om ‘mordere’ slog hårdt - og nu Henning Tjørnehøjs gentagelse.
Hvorfor findes slående ligheder mellem S og DF?
Hvis vi fratager al snak om danskhed, en gunst som begge partier kæmper om, så findes mange andre synspunkter fælles - og personer.
For tiden ønsker en markant repræsentant i Sjællands region for DF, Brix, at konvertere til S. Mest kendte er dog Mogens Camre og Ole Hyltoft.
Den sidste gør stadig sit tidligere 49 årige socialdemokratiske medlemskab gældende og skriver i en kronik i dag i Jyllandposten om DF’s og Sverigesdemokraternes venstrefløjspolitik.
Her karakteriserer Ole Hyltoft de to partiers politik over for flygtninge og fremmede som “et humant mål”. Hvor står S, når også det parti er for stramninger?