Etymologi er læren om ordenes oprindelse. Der er masser af økonomer, sociologer, økologer, ingeniører, men vist ingen etymologer til stede her på den internationale konference om opgør med vækstøkonomien, som afholdes på Barcelonas Universitet. Alligevel kommer det frem under en af de 27 workshops , at det spanske ord for at arbejde trabajar har sin rod i den latinske betegnelse for ‘tortur’, ‘lidelse’. Samme afledning gælder det franske travail. Det engelske labour har som bekendt både betydningen ‘arbejde’ og ‘fødselsve’, altså smerte.
Arbejdet blev altså oprindeligt anskuet som egnet til at pine og plage mennesker. Siden har synet på arbejde ændret sig flere gange i den vestlige kultur.
»Aristoteles sagde: ‘Vi arbejder for at få fritid’. Nu siger man: ‘Vi må arbejde for at skabe arbejde’,« bemærker Tom Walker, initiativtager til det canadiske Work Less Institute of Economics og oplægsholder på Barcelona-konferencen. Hans landsmand, økonomen Peter Victor fra York University, formulerer et beslægtet paradoks:
»Engang arbejdede man for at producere det, som manglede. Nu er tingene vendt på hovedet. Hvis en ny produktionsvirksomhed skal etableres, siger politikerne: ‘Den vil skabe arbejde’.«
Udsagnene illustrerer den ‘arbejdets trædemølle’, som er et centralt tema på konferencen, og som er både en konsekvens af og forudsætning for den grænseløst voksende økonomi. Den onde cirkel - som indtil for nylig var en god cirkel - ser ifølge fagfolk som den britiske økonom Tim Jackson således ud:
Mennesket har altid måttet arbejde for at sikre overlevelse: brød på bordet, tøj på kroppen, tag over hovedet. I den moderne økonomi arbejder man for at få penge, så man kan købe sig til maden, klæderne, boligen osv. Virksomheden, hvor man arbejder, skal hele tiden skabe overskud for at kunne betale afdrag og renter på lån til banken, give udbytte til aktionærer samt investere i produktivitetsforbedringer, der kan sikre mulighed for fortsat overskud.
Produktivitetsforbedringerne handler om at skabe større produktion pr. ansat og arbejdstime, hvilket muliggør lavere priser på de producerede varer og dermed større forbrugerefterspørgsel, større varesalg, vækst i virksomhedens omsætning og indtjening. Ekspansionen bliver selve forudsætningen for at kunne holde mennesker i arbejde, for med voksende arbejdsproduktivitet vil en konstant varemængde kunne fremstilles af stadig færre hænder.
Ekspansion eller kollaps
Virksomhed og lønmodtagere har altså fælles interesse i vækst: Jo mere virksomheden kan producere, og jo mere lønmodtagerne kan aftage som forbrugere, desto bedre muligheder er der for at sikre virksomhedens lønsomhed og dermed medarbejdernes fortsatte ansættelse og løn.
I denne proces er markedet for længst blevet mættet med de livsnødvendige fødevarer, klæder og boliger. Nu produceres og arbejdes der ikke længere for basale behov, men for at holde hjulene i gang og arbejdspladserne intakt. Forbrug - voksende forbrug - bliver en samfundsnyttig handling. »Sving kreditkortet - hjælp økonomien«, appellerer finansministrene. Af samme grund bliver det at arbejde meget - arbejd gerne et par timer mere eller nogle år ekstra - en samfundsdyd, fordi indtægten er forudsætning for mere forbrug.
Lever man ikke op til dette samfundsansvar, svigter salget, og virksomhedernes indtjening falder med lønnedgang og afskedigelser til følge - med begge dele som forstærkende faktorer for nedturen, fordi forbrugsevnen daler. Tilmed vokser de offentlige udgifter, parallelt med at skattebetalingerne skrumper. Recession og underskud banker på.
»Den kapitalistiske model har ikke nogen enkel vej til stabile forhold. Dens naturlige dynamik skubber den mod en af to tilstande: ekspansion eller kollaps,« anfører Tim Jackson, medlem af den britiske regerings Sustainable Development Commission og forfatter til bogen Prosperity without growth.
At modellen er så ustabil og jævnligt kriseplaget, er ét problem. Et andet, som er i centrum for oplæg og diskussioner på Barcelona-konferencen, er, at selv når den virker, er modellen ikke længere konstruktiv eller holdbar.
Lykken er…
Én faktor er den økologiske: Planetens truede bæreevne tilsiger, at materiel produktion og forbrug i den vestlige verden skal ned, ikke længere op. Og dét har konsekvenser for arbejdet.
»Hvis vi bliver ved at øge produktiviteten i erhvervslivet, kan vi kun sikre bæredygtigheden ved at arbejde mindre,« siger civilingeniør, lektor emeritus ved DTU Jørgen Nørgård i den workshop, der handler om praktisk omstilling til en økonomi uden vækst.
Han fortæller, hvordan kirken i Europa i 1500-tallet begyndte at opdrage folk til at arbejde hårdere og længere. Arbejdstiden nåede et maksimum i 1800-tallet, og derefter indledtes en lang periode med nedtrapning via bl.a. fagforeningers indsats, kulminerene i 1920’erne, hvor voksende produktivitet blev vekslet til mere fritid. I 1933 var Kongressen i USA på nippet til at vedtage en sænkning af arbejdsugen fra 40 til 30 timer, men blev i sidste øjeblik bremset af industrien.
»Det blev vendepunktet, hvor man skiftede fra en strategi med at dele arbejdet til en vækststrategi med at skabe mere arbejde. Dermed blev det også fødslen for vor tids forbrugerisme,« siger Jørgen Nørgård. Problemet er, at dagens meget arbejde og den ledsagende høje indkomst ikke længere giver øget menneskelig trivsel.
Daniel O’Neill, økonom ved University of Leeds, er en af dem, der med grafer fra mange lande illustrerer, hvordan indkomstens stigning over et vist niveau ikke ledsages af stigning i menneskelig lykke. Antagelig fordi de basale behov, der får mennesker til at trives, er opfyldt ved det pågældende niveau.
En undersøgelse blandt 1.000 amerikanske kvinder af psykolog og nobelpristager Daniel Kahneman, viser, at arbejde er den af en række aktiviteter, som lægger beslag på mest tid, men giver mindst lykkefølelse. Det, der gør de interviewede mest lykkelige- sex, samvær med venner, spise middag m.m. - er til gengæld noget af det, der bruges mindst tid på. I undersøgelser fra USA, Australien, Tyskland, Storbritannien og Canada fortæller en stigende andel af befolkningerne om stress, og danske undersøgelser med start i 1960’erne fortæller, at stadig flere danskere foretrækker mindre arbejde og samme løn frem for mere i løn og samme arbejdstid. I 2007 var det over 70 pct., der gerne ville gå ned i tid og give afkald på lønstigning.
Træng markedet tilbage
Blandt konferencens deltagere er konklusionen klar: På en klode, der kræver mindre produktion og forbrug i de rige vestlige lande, må vi også indskrænke den enkeltes lønarbejde målt i tid. Kortere individuel arbejdstid vil være godt for miljøet, for trivslen, for deling af arbejdsmængden med de arbejdsløse og for tilbagerulningen af markedsøkonomiens dominans over tilværelsen.
»Fra frie markeder til frihed fra markedet« står der i Barcelona-konferencens program, som også citerer den franske filosof André Gorz: »Jo mere vi udvider den aktivitetssfære, hvorom vi kan sige ‘Dette er ikke til salg’, eller ‘Dette kan jeg ikke sætte en pris på’, desto rigere bliver vore individuelle og sociale liv.«
Jørgen Nørgård taler i sit oplæg om at genvinde kontrol over tiden og tilværelsen ved at udvide den pengeløse ‘amatørøkonomi’, der i dag skrumper til fordel for markedsbaseret professionalisering: Madlavningen, børnepasningen, ældreplejen sundheden etc.
»Amatørøkonomien har høj produktivitet med hensyn til at skabe lykke og tilfredshed. Mennesker kan simpelthen godt lide at gøre det, de godt kan lide - fremfor at gøre, hvad de får besked på,« siger han.
Den tyske arbejdsmiljøforsker Linda Nierling fra Forschungszentrum Karlsruhe understreger, at det kræver politiske initiativer:
»Det betalte lønarbejde er stærkt forankret i lovgivningen og økonomien. Vi mangler at etablere tilsvarende anerkendelsesstrukturer for det ubetalte arbejde.«
På konferencen oplever man, at deltagelse i amatørøkonomien kan bære lønnen i sig selv. Ikke bare er hele seancen forberedt af frivillige, ubetalte aktivister - studerende, forskere, øko-samfundsfolk - de 380 konferencedeltagere står selv for bl.a. opvasken. I Barcelonas Universitets solbeskinnede, grønne patioer sludrer man over baljerne og viskestykkerne om den mulige, fornøjelige fremtid. Man ved, hvordan den kan se ud. Om man kan komme derhen, står mere åbent.
Kommentarer
Igen en inspirerende artikel.
”Planetens truede bæreevne tilsiger, at materiel produktion og forbrug i den vestlige verden skal ned”.
Det er sagen i en nøddeskal og bør danne baggrund for alle fremtidige diskussioner om vores liv. Jeg ved godt, at alle ikke er enige her. Der er nogle, der mener, at menneskets fantastiske hittepåsomhed og fremtidige udnyttelse af andre planeter gør, at vi kan fortsætte som hidtil. Dem om det.
Man kan selvfølgelig ikke forlange, at vores politikere skal være lige så langt fremme i skoene, som folkene på Barcelonakonferencen, men man kan forlange, at de skeler til dem og ikke bare hovedløst opfordrer os til forbrug. De står i et dilemma: På den ene side er de nødt til at få den økonomiske vogn op på skinnerne igen, men på den anden side må de også indse, at den har retning mod afgrunden.
Jeg vil tro, at denne artikel får nogle til at råbe ’blåøjethed’. Udmærket, men hvad er alternativet?
Fantastisk og meget vedkommende artikel! Hvis der så bare var nogen der ville lytte? Det er jeg straks mere i tvivl om… desværre :-/
At være blåøjet er i mit univers ikke en negativ egenskab, men bliver lagt for had af begærligheden, grådigheden, kynismen og misatropien, feremragende artikel og en væsentlig konference, som indgyder, i hvert fald mig, tiltrængt håb, men det er et langt, sejt træk……
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er værd at huske tidligere relevante artikler, fx den om Ressourceetik og Gennerationstyveri (Lene Lange).
Nordsøoliens gyldne dage er talte. Den har vi bare stjålet fra vores kære børnebørn. Nå, de får måske heller ikke brug for den, men på intet tidspunkt har det været på tale, om vi ikke skulle gemme noget til dem. Det er den mangel på omtanke, der stadig præger os, og det er det, som B-konferencen tager kampen op imod.
Sådan en artikel giver mig håb, hvor jeg ellers er blevet meget kynisk. Jeg har mere eller mindre sat mig ned og åbnet en pose popkorn for at nyde showet på første række, når vi kører ud over afgrunden.
Men sådanne tiltag som dette, håber jeg, vil kunne åbne folks og politikernes øjne. Men kan det lade sig gøre, før det bestående system falder? Alt hvad vi ejer og har, alt hvad vi definerer os som - selve vores identitet - er investeret i det nuværende system. Hvor hårdt vil der ikke blive kæmpet for at få det til at bestå? Vil det være muligt at opbygge et alternativ før det bestående system uigenkaldeligt falder? Er der historiske eksempler, der viser, at det kan lade sig gøre at skabe et nyt system, før det gamle er faldet?
Med ren logik burde vi som intelligente væsener kunne se, hvor det bærer hen, og styre i den rigtige retning. Men jeg er bange for, at vores intelligens i høj grad overdøves af følelser: Angst for det ukendte, trygheden ved det kendte, de dyriske drifter - begær, ønske om status mm. - som er selve grundværdierne i kapitalismen. Kan vi med ren intelligens bevæge os hen hvor vi skal, eller er vi bundet af de gamle strukturer i en grad, som forhindrer bevægelse før disse strukturer falder?
Jeg er bange for, at det gamle system skal falde, før vi kan opbygge et nyt, og det falder først, når naturen sætter grænsen, og da er det for sent for os.
Men jeg klamrer mig alligevel til et lille håb, mens jeg sidder der på første række med popkornene.
Når der står en rigtig god artikel i Inf. tænker jeg, at den må kunne resultere i en masse gode indlæg. Indlæggene her er også gode, men få. Okay, folk er på arbejde eller passer børnebørn osv., men hvorfor kommer der i hundredvis af indlæg over Muhammedtegningerne og udløberne af den sag? Den er trods alt for intet at regne i forhold til klima- og ressourceproblemerne.
Det er interessant at se på, hvad der giver respons, for ih, hvor bliver der dog trådt godt og grundigt rundt i kapitalisme, socialisme, racisme og alle former for småborgerlighed, samt en afdød filosof her og der med blakket ry.
Det lader til, at mange af os allerede er derhenne, hvor vi hovedrystende betragter verdens undergang. Hver dag er en kamp mod at falde i desillusionens grøft.
I supermarkedet så jeg i dag en forside, hvor ”Ferieminister, Dovne Lene” lå og slangede sig. Jeg har ikke så meget tilovers for hende, men kan ikke lide den form for udhængning. Der går for megen tid med valgspekulationer og personforfølgelse. En hel masse ressourcer bliver brugt på pladder, og så er det da klart, at en og anden labber artikler i sig om Transition Towns, ny økonomi, nedvækst og hvad det ellers hedder. På den måde er der skabt et tredelt samfund: 1. Skyklapperne, der fortsætter i det gamle spor. 2. Opgiverne, der synker ned foran deres stuealter. 3. De blåøjede, der ikke kan få sig selv til at trække gardinerne for.
Hvor er redningen?
Spørgsmålet er polemisk. Jeg har ikke brug for krisehjælp, og det tror jeg heller ikke andre har her. Alene det at ville tale om de her ting, anser jeg for et sundhedstegn.
For nylig var kom Per Stig Møller med et indlæg i denne avis (http://www.information.dk/229123), hvor han undskylder beslutningen om at gå ind i Irak med “…vi vidste ikke…”, “…vi stolede på…”, “…han sagde…”, “…han troede selv på…” og alskens andre undskyldninger for, at regeringen gik ind på et forkert grundlag.
Ansvarsforflygtigelse.
Jeg kan se beslutningstagerne komme med nøjagtig samme indlæg om 20-30 år, når de skal bortforklare de ynkelige beslutninger, som de træffer idag.
Historien og menneskers handlinger gentager sig om og om igen, og vi bliver ikke klogere. Det er de samme uansvarlige, dumme svin som får magten i verden igen og igen, og så efterfølgende prøver at omskrive historien med alskens undskyldninger efterfølgende, istedet for at gøre det modige, svære - og rigtige.
Måske glemmer konferencen at vi har passeret det basale, og forbrug ud over dette er drevet af vores egenskab som mennesker: Vi kan realisere os selv, og anskaffe det unyttige, fordi vi kan.
Vores stræben efter perfekt beherskelse af naturen er os iboende, og vi søger konstant at forædle vores arbejde.
Dermed må spørgsmålet også tage højde for at vi ikke blot er arbejdere, der slaver os afsted i dagens travlhed, men også at vi er produktionskunstnere, der opnår stor tilfredsstillelse gennem frembringelsen af et ypperligt produkt. Du ved jeg har ret, når det drejer sig om vin, whiskey, eller gryderetter. De rette råvarer, den rette tid og det rette håndelag gør forskellen.
Måske er problemet rettere at vi er ved at blive for mange, og befolkningstilvæksten er det egentlige problem. Vi kan ikke vende tilbage til en situation, hvor vi blot sørger for føden og et varmt tæppe til alle.
Det nytter derfor ikke at piske os selv for at være mennesker, men derimod at stræbe efter to ting: Bremse befolkningstilvæksten, og udvikle renere energiformer til vores produktion og transportvaner.
Med venlig hilsen Lennart
Lennart, så nemt er det ikke, og det bør du vide. Hørte du hvordan kapitalisterne skreg på arbejdskraft under opturen? For få børn blev født, vi måtte importere og hvad ved jeg. Hvorfor? Er vi ikke mange nok? Det er fordi kapitalismen KRÆVER vækst, koste hvad det vil.
Det er denne kapitalist-maskine, som vi nu slaver unødigt for. Unødigheden kan du læse om her:
http://www.zcommunications.org/we-can-produce-less…
@ Rune Hjelm
Personligt er jeg rykket forbi kapitalist-argumentet, da jeg ikke køber den marxistiske historiefortolkning. Historien et ikke teleologisk.
Vi kan godt øge vores levestandard, så længe vi ikke øge befolkningens antal tilsvarende.
Fattige lande i Afrika lider under samme problem: 1 procents vækst i GDP ædes op af 1 procents tilvækst i befolkningen. GDP pr. capita forbliver ens.
Desuden er kommunisme også underlagt markedsmekanismer, blot i form af fx. varemangel, nomenklatura, nepotisme og mangelfuld kvalitet i forbrugsgoder, for at nævne et par stykker.
At skrige kapitalisme er for ungdommeligt og ureflekteret, IMHO.
Med venlig hilsen Lennart
Bare fordi jeg argumenterer imod kapitalismen, betyder ikke at jeg samtidig argumenterer for en anden ideologi (som socialismen - hvilken jeg dog går ind for).
Du kan ikke komme uden om, at kapitalismen - i hvert fald i dens nuværende og eneste kendte form - kun kan eksistere indenfor vækstparadigmet. Alle økonomiske argumenter du hører fra magthavere arbejder indenfor dette paradigme, og en kapitalisme i nul- eller minus-vækst som mål er endnu ikke prøvet og vil sandsynligvis ikke virke. Hvordan forener du grådighed (og nej, det er ikke for at være negativ overfor kapitalisme, men det er bare dens drivende motivation) med at lade sig nøje, eller endda lade sig nøje med mindre?
Du kan ikke - bare fordi du er “rykket fobi kapitalist-argumentet” - ignorere virkeligheden. For virkeligheden er, at hele den struktur, som vi identificerer os med og er bundet af, er kapitalistisk. Ignorerer du dette, så kan du slet ikke argumentere om virkeligheden.
Vækst i den kapitalistiske forstand betyder også vækst i forbrugere og i arbejdskraft - altså i befolkningstal. Derfor er det lidt blåøjet at tale om, at vi sagtens kan køre videre, bare ved at bibeholde eller sænke befolkningstallet. Det er aldrig gjort før i et kapitalistisk system.
Jeg kan heller ikke se hvordan vi kan øge vores levestandard uden at øge presset på miljøet (og det er vel dét der er det interessante?). Den Økonomiske Vækst er bundet direkte op på øget forbrug af naturressourcer.
At skrige Socialisme/Kommunisme bare fordi nogen nævner kapitalisme (i beskrivelsen af det nuværende system), synes jeg er “ungdommeligt og ureflekteret”.
Jeg vil dog give dig, at jeg faktisk underforstår et fremtidigt succesfuldt samfund, med et, som kan leve indenfor naturens rammer, og derfor bliver nødt til at lade sig nøje, og derfor bliver nødt til at dele. Uanset hvad denne styreform måtte blive, kan jeg ikke se, at den kommer uden om at ligne socialisme i en eller anden grad.
Kapitalismen har spillet fallit efter min mening, og hvis plan-økonomi (og det er det vel, når du ved hvor mange ressourcer du har til rådighed og ikke stræber efter flere, og fordeler dem nogenlunde ligeligt i dette fremtidige system?) er løsningen, så kan jeg ikke se, at det skulle være så meget værre end denne planløs-økonomi, som vi er vidne til for øjeblikket.
Men det er bare mig.
@ Rune Hjelm
Kernen i det, for mig at se, er værdifastsættelsen af den menneskelige indsats. Et plansystem vil altid komme til kort, idet det strider mod den menneskelige natur. Ingen centralmagt kan forudse alle borgeres behov og ønsker.
Befolkningens størrelse er afgørende for hvorvidt denne planet Jorden er tilstrækkelig. Hvis vi tillader at befolkningstallet fordobles hvert 100. år vil der på et givet tidspunkt være et voldsomt pres på ressourcerne forudsat at teknologien er uforandret. Det argument burde være indlysende.
Men hvis befolkningstallet kan holdes konstant vil vækst dreje sig om at hæve den gennemsnitlige levestandard, og det kan godt foregå indenfor en nulvækst-tanke. (hvis altså tanken er at kvalitetsforbedre og teknologiforbedre)
De underliggende mekanismer vil altid være baseret på at hver enkelt person værdisætter en vare forskelligt fra en anden og dermed opstår ønsket om at foretage en handel med hinanden. Den drivkraft transcenderer ethvert system.
Forbrugerisme er nok snarere den fjende du udråber: Hvorfor skal man købe alt bare fordi man kan?
Med venlig hilsen Lennart
@Rune Hjelm: At læse din kommentar http://www.information.dk/229359#comment-224564 er stort set som at læse mine egne tanker.
@ John Fredsted
Hvor smuk ren logik end må forekomme, så er den i hænderne på ledere uden empati en farlig sag.
Ovnene i Auschwitz var konstrueret efter de bedste logiske principper, med ønsket om at løse opgaven på den “smukkeste” måde. De antændte lig blev anvendt til at tænde de næste - ren logik og meget energieffektivt….
Måske er et irrationelt samfund at foretrække.
At vide hvad det rigtige er er ikke det samme som at vide hvordan det rigtige skal udføres.
Med venlig hilsen Lennart
Artiklens titel burde da have været: “Arbejdets trædemølle sikrer den grænseløse vækst i de offentlige udgifter”:
@Lennart Kampmann: Ikke forstået. Hvorfor får min korte kommentar til Rune dig til at tænke på nazismens forbrydelser?
Så længe der eksisterer en kapital der skal forrentes med x antal procent pr. år , er økonomien underlagt et ubarmhjertigt vækstkrav.
Der gives ingen flugt.
Siden 15-1600 tallet er det gået en vej : op , op og atter op i det man kalder den vestlige verden.
kun en energi krise kan stoppe denne vækst spiral
Lennart, Nu har vi kørt irrationelt og har fulgt vores mest basale instinkter i de sidste 150 år (og sikkert også længere). Vi véd hvor dette bringer os hen, så hvorfor vil du fortsætte ad denne vej?
Jeg synes også det var lige tidligt nok at hive nazi-kortet, og kan heller ikke se den direkte relevans.
Nu har Godwin jo forudsagt at det måtte ske før eller siden, også for vores diskussion, men vi er stadig på side et :)
Så hiver vi lige 6 minutter ud af kalenderen http://www.youtube.com/watch?v=Tow8WBuX1wc :)
@ John Fredsted
Det var denne paragraf:
“Med ren logik burde vi som intelligente væsener kunne se, hvor det bærer hen, og styre i den rigtige retning. Men jeg er bange for, at vores intelligens i høj grad overdøves af følelser: Angst for det ukendte, trygheden ved det kendte, de dyriske drifter - begær, ønske om status mm. - som er selve grundværdierne i kapitalismen. Kan vi med ren intelligens bevæge os hen hvor vi skal, eller er vi bundet af de gamle strukturer i en grad, som forhindrer bevægelse før disse strukturer falder?”
Jeg har ikke noget mod logik, men den skal i min verden kobles med visdom og medfølelse for at være på plads.
med venlig hilsen Lennart
@ Frank Klevenhaus
Der eksisterer ikke en personlig kapital, der kræver at blive forrentet.
Der eksisterer kapital, der bliver investeret, og en del af den investerede kapital giver et positivt afkast, mens den anden del giver et negativt.
Dermed anvendes kapital til at indikere levedygtighed af ideer, og omfordelingen finder sted.
Væksten angiver vores vurdering af værdien af vores fælles anstrengelser, men historien har ikke retning og vores anstrengelser er ikke belønnet af en forudsigelig berigelse.
med venlig hilsen Lennart
@ Rune Hjelm og John Fredsted
Måske hev jeg uforvarende Godwins lov ind i dette, men meningen var at illustrere hvad der sker med ren logik uden omtanke.
Ren logik vil jo pege på at løsningen af DØV problemet er at alle begår selvmord - end of problem. Men, men…
Ren logik er måske smuk, men ikke altid menneskelig.
Med venlig hilsen Lennart
Nu argumenterede jeg altså også (i hvert fald i de senere indlæg) for et fremtidigt system, som vil ligne socialisme i en eller anden grad. Og efter min mening er socialisme væsentligt blødere i sit værdisæt end kapitalisme.
@Lennart Kampmann: “Jeg har ikke noget mod logik, men den skal i min verden kobles med visdom og medfølelse for at være på plads.”
Det er jeg naturligvis helt enig med dig i.
Kommunisme betyder altså fraværet af en stat. Socialisme er arbejderklassens diktatur over alle klasser. Sådan set fra Marx og Engels Classic.
Akkumuler, akkumuler, akkumuler, sagde Marx vist engang. Og det der skulle akkumuleres og skal akkumuleres er profit, også kaldet merværdi. Og Marx har så vidt vides aldrig talt om historiens fremadskridende gang med et formål, hvor den ene stats-form (eller samfunds-formation) afløser den anden. Tværtimod har Marx forudsagt at i fremtiden engang vil 200.000 mennesker ca. arbejde i fremstillings-erhvervene, mens resten arbejder i service-erhverv mv.
Og hvis vi kigger over dammen til USA, ser vi en markeds-kapitalisme, der er gået fuldstændig grassat. Symbolsk identificeret med mine-arbejder-ulykken i West Virginia, hvor ejeren skulle have udtalt følgende:’sig til arbejderne, at de bare skal bryde kul. De skal kun bryde kun, ikke lave sikkerheds-tag i minerne.’ Og hvorfor? Jo, for ellers falder mine-ejerens profit, og den dermed forbudne merværdi.
Kulmine-industrien kæmper imod nye sikkerheds-begrænsninger hele tiden, i stedet for at indse, at det eneste, der bl.a. kan mindske USA’s afhængighed af olie og kul er, at befolkningen i USA begynder at spare på energien.
Sikke en god debat.
Hva synes I om dette:
Vision for en samfundsepoke med 20-timers arbejdsuge:
Seriøst nedsat arbejdstid og en ny samfundsstruktur, vil kunne løse alle tilværelsens nuværende problemstillinger:
Børns trivsel, nedslidning, stress, sygdom, udstødelse, miljøforurening, mismod og depression…
Ud over de fire timers arbejde for fællesskabet, det gælder også folkeskolernes arbejdstid,
er der nogle naturlige og nødvendige aktiviteter, et nyt kulturindhold, som der skal være
mulighed for i enhver borgers tilværelse:
• Samvær med børn. Børns tid i institution er nedbragt. Børn og voksne gør ting sammen uden tidspres. Både far og mor har ret, (ikke pligt) til tre års barsel i forbindelse med fødsel.
• Samvær med ældre. En udviklet ”besøgsven” og samværs kultur.
• Refleksion. Være alene. Mærke sig selv. Gøre ingenting. Dagdrømme. Nyde stilhed. Dette er en utrolig vigtig ingrediens i kulturen, da det er en forudsætning for, at al læring og viden kan bundfælde sig. Det er også forudsætningen for, at det enkelte menneske kan deltage i fællesskabet på sin egen unikke måde, og tage ansvar for sit eget liv.
• Ophold i naturen. Regelmæssig ophold og vibrationsmæssig samklang med naturen. Naturoplevelser. Kommunikation med dyr og planter. Træning i forskellige klimaudfordringer.
• Konditionspleje. Pulsstimulerende aktiviteter.
• Ud-dannelse. Fordybelse og studie i interesseområder.
• Ind-dannelse. Læren om krop, sind og bevidsthed. Meditation, energiarbejde, tankens skabende kraft. Forældreforberedelse; barnets tarv? Læren om fødselsprocesser. Det er af stor betydning for menneskets trivsel, hvordan undfangelse, graviditet og fødsel foregår. Læren om dødsprocesser. En befolkning der ikke er bange for døden, har gode chancer for at blive en sund befolkning. Konfliktløsning. Fredsskabende kommunikation. Læren om Tantrisk seksualitet, den energetiske udveksling under seksualakten, sex for helbredets og spiritualitetens skyld. Vi har et samfund, der, på godt og ondt, har tilladt porno og pornografi i nogle årtier, efter mange århundreders undertrykkelse af emnet. Tiden er inde til at løfte seksualitet op på det stade hvor det hører hjemme. Sundhedsfremmende sex skal kunne dyrkes med god tid, i gode faciliteter. Børn skal kunne undfanges under de mest muligt romantiske forhold.
• Sind- og kropspleje. Læren om selvhelbredelse. Massage. Omsorg for hud, hår, muskler osv. Traumeforløsning. Vi er alle en del af en traumatiseret verdensbefolkning. Healing efter vold, tab, omsorgssvigt og diverse posttraumatiske stresssyndromer. Renselsesarbejde efter arbejdsmiljøbelastninger, dårligt boligindeklima, luftforurening, vandforurening, medicinmisbrug, elektrosmog, tv-narkomani osv. Vi er alle mere eller mindre traumatiserede/manipuleret magtesløse af at se fjernsyn.
• Musisk udfoldelse. Læren om lyd, sang og dans og udøvelse af ritualer.
• Kreativ skabelse. Håndværksmæssig udfoldelse. Alle borgere skal have adgang til kreative værksteder, samt køkkener. Man kunne forestille sig, at mere madlavning foregår i det offentlige rum, og indeholder læren om sund kost. Udbredelse af folkekøkkener, spiseklubber, andelsrestauranter mv.
• Deltagelse i demokratiet. Udvikling af nærdemokratisk folkestyre. Nye, sunde, folkelige, nærdemokratiske processer, der løser samfundets gamle og nye problemer i et sundt og naturligt tempo. Dem der ved hvor skoen trykker bliver hørt, og skaber løsningerne. Sundhed og samfundssind har større værdi end økonomiske interesser.
Formålet med livsstils visionen er, at skabe rammer for en befolkning, der selv tager ansvar for sin sundhed og velvære. Hele befolkningen er både ud- og ind-dannede.
Sygdomsudgifterne bliver minimeret, hvilket giver ressourcer til de faciliteter og uddannelsesrammer, som det ovenstående forudsætter. Der er allerede nu en stor skare alternativt uddannede helbredere til at tage sig af ind-dannelse og af efteruddannelse af vores industriuddannede læger og sygeplejersker mv.
Industrialiseringen og militæret må evalueres. Al produktion der indeholder helbredsskadelige stoffer stoppes. Energiforbruget falder dermed drastisk, og omstillingen til naturlige, vedvarende energikilder bliver let. Fødevarer fremstilles og forbruges lokalt.
Alle de mennesker og dyr, der har lagt krop til industrialiseringen og militærets eksperimenter, enten som arbejdere eller som forbrugere, må renses og heales, ligeledes naturen. Der vil sandsynligvis gå langt mindre liv tabt, ved bevidst at gennemføre denne omstilling, frem for at vente på at naturkatastrofer skal gøre det.
Arbejdsintensive områder opprioriteres med to- eller treholdsskift, og sæsonarbejde opprioriteres ved hjælp af lidt overordnet planlægning. Da ud- og ind-dannelse foregår hele livet, ud over de tyve timers samfundsarbejde, står hele den arbejdsdygtige del af befolkningen til rådighed. Det giver også et andet tidsperspektiv. Man skal ikke skynde sig at blive færdig med en uddannelse. Hele livet er en kombination af arbejde og uddannelse. Læren for livet.
Mange af de mennesker, der i dag ikke kan følge med tempoet, vil kunne være med igen. Og mon ikke den faktiske arbejdsindsats vil være øget, når vi kun skal bruge fire timer om dagen på det? Det er klart, at der bliver udviklet et helt anderledes forhold mellem ”arbejdsgivere og arbejdstagere.”
En enkel måde at afstresse økonomien vil være, at nedlægge bankers og kreditselskabers funktion, og eftergive al gæld. Boligudgifter skal kun være opsparing til vedligeholdelse. Det vil frigive så meget tryghed og kreativitet, at fremtiden kun kan blive spændende og sundere, og nye initiativer vil blomstre på grundlag af hjælpsomhed og samarbejde.
Se forøvrigt vigtig, varm viden om de næste par måneder på youtube: “The quickening”
Det nytter ikke at forsøge at gøre vækstfilosofien til noget i mennesket immanent, for det er kun (dele af) den moderne vestlige civilisation, der ligger under for den.
Lønarbejde er noget opreklameret fis, der handler om alt andet en påskønnelse.