Haitis gru set gennem Leths temperament

Gensyn med mennesket og journalisten Jørgen Leths artikler fra et Haiti, der hos Leth aldrig taber sin poesi og fascinationskraft på trods af politisk kaos, vold og naturkatastrofer

Let foroverbøjet og med ryggen til fotografen åbner den gråhårede Jørgen Leth dørene i sit hus på Haiti mod verden. Det blanke, hvide klinkegulv og Leths let rene, men let krølledes kakifarvede tøj på bogens omslag står i skarp kontrast til virkeligheden i det land, der gennem årtier har været præget af politisk ustabilitet, kriminalitet, vold og naturkatastrofer.

For selv om emnet i Leths bog Haiti. Kuppet · Faldet · Katastrofen mildest talt ikke er opløftende, formår den nu 72-årige filmskaber, forfatter og journalist at formidle det gennem det særlige Leth'ske temperament, hvor livskraften og poesien altid er til stede - uanset, hvor håbløs den sociale og politiske virkelighed ser ud.

Siden 1991 har Jørgen Leth boet i Haiti, men efter jordskælvet i januar i år måtte han tage til nabolandet Den Dominikanske Republik, da det hele i bogstaveligste forstand faldt ned om ørerne på ham.

Første del af bogen er identisk med Leths Historier fra Haiti fra 2000, der omhandler den omskiftelige periode omkring militærkuppet i 1991, mens anden del er baseret på artikler trykt i danske aviser i perioden 2000-2005 omkring præsident Aristides fald. Forord og efterord forholder sig til den aktuelle situation i katastrofelandet og Leths egen situation.

Det bliver også til et par stikpiller til analytikere, der på afstand fælder dom over landet uden at have kendskab til forholdene. For det har Leth. Det er karakteristisk for en mand, der ikke kan holde sine egne følelser ude og ikke lægger skjul på sit personlige engagement, at manglen på følelsesmæssigt filter giver historierne og situationerne liv og nærvær.

Muligheder og håb

Haitis historie er vitterligt ikke køn. Gennem to årtier får vi fortællinger om ufattelig armod, politisk kaos, vold og voodoo. Men i sine tekster nægter Leth at have medlidenhed med den haitianske befolkning. Midt i militærkup, kriminalitet, vold og mord formår han at se muligheder og håb - selv efter jordskælvet.

Som når Leth interviewer den tidligere præsident Aristide og taler om kærligheden, beskriver folks reaktioner på myrdede politifolk, der ligger til hån på gaden, eller giver en indføring i elektricitets-forsyningen i landet.

Eneste anke skulle her være, at bogen har en del gentagelser, man godt kunne have redigeret væk. Og de udaterede artikler skaber for en læser, der ikke kan Haitis nyere historie i forvejen, et lidt forvirrende billede af kronologi og historisk sammenhæng.

Men det hæmmer ikke dobbeltheden som bogens drivkraft: »Jeg føler mig som hypnotiseret af livet i Haiti. Hver gang, jeg kommer tilbage, har jeg fornemmelsen af at dykke ned under overfladen, ned i kaos,« som Leth siger i forbindelse med en præsentation af sin egen Haitifilm på Island, og han fortsætter: »Men et kaos, som fascinerer mig med dets mysterier, dets rædsler, dets sensualitet og dets surrealistiske scener.«

Hos Leth bliver virkeligheden set gennem et temperament, som Emile Zola i sin tid definerede kunsten. Indtrykkene prenter sig ind i Leth uden filter og præsenteres for læserne i en særegen optik. Leth er bedst, når han bruger sig selv, mens han står svagere i de rene politiske analyser. Ikke fordi han mangler viden om forholdene, men fordi hans sprog ganske enkelt er bedst, når den sociale virkelighed og Leths temperament forenes i en konstant pendlen mellem forfaldshistorierne og vital livsduelighed.

Mennesket Leth er fascinerende, fordi han er ikke til at adskille fra sine værker - film, bøger, digte og cykelkommentering for den sags skyld. Netop fordi Leth aldrig er helt distanceret fra sit stof, men er midt i det, er han også en fremragende journalist. Netop fordi Leth ikke bare lever sig ind i forholdene på Haiti, men står mit i dem, bliver hans fremstillinger af en virkelighed, der er så langt fra den danske, relevant for læseren her til lands.

Jørgen Leth: Haiti. Kuppet · Faldet · Katastrofen. Informations Forlag, 318 sider, 299 kr.

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Vibeke Carøe

Det er utroligt, at Jørgen Leth kan fortsætte med at stille sig frem i det danske rampelys som en interessant person, forfatter og ekspert på Haiti. Er der ikke nogen, der snart vågner op og ser ham, som den, han er: en privilegeret, midaldrende velfærdsdansker, som kan nyde og, ikke blot observere og lade sig inspirere af armodet i et af verdens fattigste lande, men endog lummert at tage for sig af smukke, mindreårige kvinder fra den ”sorte lavere middelklasse” med Leths egne ord i hans bog fra 2005, ”Det uperfekte menneske. Scener fra mit liv.” I interview i programmet Go’morgen Danmark mandag d. 11. april 2010 falder Leth i æstetisk svime over bl.a. fattige sorte børns kreativitet i leg med skrot.

Leth sidder tilbagelænet i Go’morgen Danmark og taler halvpylret om, at han har mistet alt under jordskælvet. I må beklage min ufølsomhed, for han havde vigtige ting at miste: sin kunstsamling, sine noter, sine bøger nævner han, mens han dog ansporet af tv-værtens spørgsmål må vedgå sig, at han trods alt ikke mistede livet.

Og han fortsætter med selvfølgelighed at forklare, at han jo ikke kan leve der nu, hvor alt er i kaos, og ingen kan sove indendørs grundet fare for sammenstyrtning af de bygninger, der stadig står. Heldigt for Leth, at han har sit lille smørhul Danmark at krybe hjem til, hvis det skulle blive nødvendigt, når han ikke længere kan sidde og nyde sine fattige venners inspirerende overlevelseskamp. De kæmper selvfølgelig videre for overlevelse, og dem, der er så heldige at forblive i live, kan han heldigvis rejse over og iagttage og atter blive inspireret af, når han igen kan opholde sig sikkert og trygt som den rige, hvide mand blandt den fascinerende, sensuelle pøbel.

Leth fremstår efter min mening som den velstillede, hvide mand, som er så heldig at være født medlem af velfærdssamfundet, og - i kraft af denne lyksalige tilfældighed - kan vælge at bosætte sig i samfund, hvor alene kontrasten til den omgivende fattigdom hæver dem op i en "klasse" lokalt, som gør det muligt at leve som greve og baroner med tjenestefolk i en magtposition, som jeg ikke i sig selv anfægter - magtrelationer vil altid være til stede. Det interessante er, hvordan magten administreres, dvs. hvilke handlinger udføres af den, der har magten. Jobskabelse for de lokale er en yndet retfærdiggørelse af, at man bekvemmeligt kan placere sig selv i en højstatus position ved at have andre til at udføre opgaver, som dækker basale, personlige behov som madlavning og rengøring, fordi man har penge. Ikke penge, som kommer fra lokal aktivitet, personen har således ikke bidraget produktivt med noget som helst til lokalsamfundet. Han eller hun har blot snedigt flyttet sig til et sted, hvor købekraften er højere end der, hvor pengene er tjent. På globalt plan er det principielt ikke en dårlig ting, man kunne måske endda argumentere, at noget af den privilegerede rigdom flyttes til de mindre privilegerede samfund. Min anfægtelse er netop ikke selve valget om at bosætte sig – men, helt konkret, administrationen af den position, personen har i lokalsamfundet.

Leths meget udskældte passager fra ovennævnte bog om sine seksuelle eskapader med kokkens 17-årige datter, hvem han poetisk - tror jeg nok - kan tage, når han vil, fordi det er hans ret. Er det virkelig acceptabelt i poesiens navn? Hvor går grænsen så?

Jeg er helt med på mere eller mindre "stuerene" seksuelle fantasier mellem ligestillede, samtykkende voksne, men her balanceres uafladeligt på kanten af det eviggyldige, etiske dilemma omkring prostitution, dvs. økonomisk kompensation for frivillige seksuelle ydelser udbudt af socialt dårligt stillede kvinder. Min kæde hopper da helt af, når der foreligger et skævvridende magtforhold: pigens mor er ansat af Leth og dermed økonomisk afhængig og forpligtet, hvilket giver mig en påtrængende dårlig smag i munden omkring det seksuelle forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstagers juridisk mindreårige datter, som han oplever en ret til.

Er det en manifestation af overflodssamfundets manglende evne til at se ud over sin egen lille næse? At vestlige værdier er placeret i konstant, materiel berigelse, som aldrig rigtig giver os den tilfredsstillelse, vi søger, og så bliver vi blinde for, at næste skridt bliver at svælge i fjerne folkefærds ulyksaligheder under dække af intellektuel orgasme over disse spændende menneskers – for os ubegribelige – kreativitet, vedholdenhed og styrke i kampen for at overleve, en kamp, vi slet ikke har fantasi til at forestille os at skulle kæmpe.

Danmark, så vågn dog op og lad være med at forherlige denne repræsentant for en gammelkendt gruppe af småfede, liderlige mænd, som alle dage er rejst til steder, hvor de kan fremstå som noget særligt uden at være det. Følelsesmæssigt afsporede drenge, som kan opnå unge, sorte pigers seksuelle gunst – unge fattige piger, for hvem den rige, hvide mand med de fine kunstgenstande i det store hus repræsenterer en mulighed for flugt væk fra elendigheden og den endeløse kamp for overlevelse.

Jeg håber hermed at rokke lidt ved perspektiverne omkring udstillingen af – i min optik - vestlig pengemagt blandet sammen med seksuel frisindethed krydret med overskudsvesterlændingens nedladende beundring af fattiges kamp for overlevelse, forklædt som æstetisk kunst i en moderne “Kejserens nye klæder.”

anbefalede denne kommentar