Læs det amerikanske magasin Vanity Fair. I denne måned burde det kunne slå skællene af selv en VKO-politikers øgleøjne. Ud over et uddrag af Michael Lewis’ nye bog, The Big Short, er der interview med Oliver Stone, der instruerede filmen Wall Street i 1987 og nu er klar med en opfølger. Her vil Michael Douglas gå igen som finanstroldmanden Gordon Gekko - den dæmoniske forfører af sin unge elev Bud Fox, for hvem han gennem hele filmen i forskellige aftapninger gentager sit mantra: »Greed is good!«
Lewis beskrev i sin første bog - Liar’s Poker fra 1989 - sine oplevelser som ung finansmand i Salomon Brothers. Han har siden forudset subprime-krisen, der som bekendt var med til at udløse den økonomiske krise. Han var ikke ene med sine advarsler. Flere kompetente internationale iagttagere har også forsøgt at hejse flaget, hvilket samme Lewis samlede i en bog fra 2008 - Panik - historien om moderne finansiel galskab. Her går han tilbage til 80’erne og frem til krisens start og plukker blandt førende økonomer, journalister og andres analyser - ofte før det er gået galt.
Herhjemme har der også lydt advarsler fra både vismænd og mere eller mindre uafhængige økonomer - ingen nævnt ingen glemt. Men danske politikere og deres ligesindende i den finansielle sektor har alligevel stædigt holdt fast i, at de ikke havde nogen anelse om, hvad der var ved at ramme dem. Arrogancen hos VKO er næsten det eneste, der har været større end uansvarligheden - selv i dag, da det er gået op for de fleste, at Danmark er ramt hårdere end nødvendigt.
Oliver Stone slår i interviewet fast, at finansfolk siden 80’ernes delvise demaskering har forsøgt at skjule deres sande ansigt. Det samme kan man sige om politikere. De har om ikke andet i accellererende omfang forsøgt at holde deres sande intentioner så langt væk fra offentligheden som muligt. Det er ikke mindst sket gennem den spinkultur, der er blevet stadig mere skamløs gennem de sidste årtier.
Ønsketænkning
Og hermed er vi tilbage ved forvildelserne.
I Vanity Fair citeres Stones manuskriptforfatter for følgende: Sandheden er forfærdelig, realiteterne er bedre; men det bedste er ønsketænkning.
Tag for en kort stund turen tilbage til en tilfældig økonomisk boble. Galskaben bliver altid muliggjort af ønsketænkning.
Her i orkanens øje præges adfærden og næsten al offentlig debat af et driftsbetinget ønske om at opretholde en fælles tro på, at alle værdier bliver ved med at vokse uhæmmet.
Når realiteterne melder sig efter den uundgåelige punktering, bliver vi vidne til endnu en fase i fornægtelsen. Politikerne siger, at de intet vidste. Enkelte finansfolk siger hårdt presset undskyld. Og idealisterne forsøger at overbevise os om, at verden nu bliver en ganske anden - at et paradigmeskifte er lige om hjørnet. Vi skal lige have tilpasset den globale regulering, genopfundet kapitalismen, indført negativ vækst. Så bliver alt godt.
Stort set ingen siger sandheden. Hverken politikere, finansfolk eller for den sags skyld de fleste af os andre.
Sandheden er, at grådigheden - den efter magt og penge - er kommet for at blive. Man kan måske regulere mere eller mindre. Men det mest effektive middel er at blive ved med at se grådigheden stift i øjnene. Så tak til Oliver, Michael og alle de andre …!
Kommentarer
I og for sig en udmærket artikel. Det er kun til sidst, jeg undrer mig lidt over forslaget om at se grådigheden stift i øjnene.
Stort set kan læserne ikke forlange mere end at blive godt orienteret. Ingen forlanger, at journalisten også skal være filosof, jeg gør i hvert fald ikke. Han kommer også ud i mosejord, når han skal forklare, hvad det konkret vil sige at se grådigheden stift i øjnene.
”Sandheden er, at grådigheden er kommet for at blive”. Nej, det er bare en banalitet, man kan konstatere til daglig.
Det er alt nok, at resumere de seneste års folkeforførelse og svigt fra regeringens side. For vores vedkommende er det jo den, der står for illusionsnummeret og bedyrer, at den ikke kunne gøre for det. Ud med den.
De syv såkaldte dødssynder (grådigheden en af dem), må man selv lære at forholde sig til, men det er måske også bare det, der menes.
“DET ER - DE ANDRES SKYLD”, lyder det fra alle de “grådige” lånere, som nu opdager, at det lån den rare bank gav dem, i virkeligheden - er gæld.
Og - modsat eventyret “Konen i muddergrøften” ender de ikke alene - nede sølet, men skal også betale - for alle de rare ting, de har fået.
Men - det værste er, at deres lån - er lånt af en anden, som igen har lånt af en tredie - osv.- osv., for at ende hos en grum Joakim von And, der nok skal sørge for at lånet ender - i hans pengesilo.
Grådighed skyldes miljø og sociale rammer, når man fødes ind i vores samfund, bliver man nu engang tillagt samfundets tankemønster som også inkludere dens fejl og mangler. Fødes man ind i en stamme i regnskoven, oplever man ikke grådighed, men her deler man alle resurser ligeligt.
Så at påstå at man skal se grådigheden stift ind i øjnene for den er kommet for at blive, er det samme som at sige man ikke vil tage ansvar for sig selv og sine omgivelser, hvilket er meget uansvarligt.
Vi kan som mennesker sagtens undgå grådighed, men det kræver vi skaber andre rammer og andre relationer til hinanden, så længe der er penge er der svage sjæle, men ændre vi vores nuværende økonomiske penge system til et resurse baseret økonomisk samfund, vil penge være ligegyldig i den forstand de har i dag, da alle vil have adgang til resurser, produkter, vare osv, når folk ikke skal konkurrerer har de ikke brug for at være grådige, det er fokusset på vores forskelligheder der skaber en grådighed blandt folk, da der er status i at have mere end andre, hvilket ikke ville kunne lade sig gøre i et resurse baseret økonomisk samfund, hvor fokusset er på vores ligheder.