Under overskriften ‘KU negligerer Novo-sag’ kan man den 12. april læse, at Københavns Universitet nu bevidst søger at nedtone det, der betegnes »virksomhedsoverførsel« af 20 Novo Nordisk ansatte. Det er ikke korrekt. KU har netop sendt en redegørelse til Videnskabsministeren. Her står, at universitetet vil følge alle gældende regler inkl. den såkaldte ansættelsebekendtgørelse. Alligevel vælger Information at fortsætte den, efter min mening, ganske ensidige kritik af KU snarere end at forklare situationen sagligt over for læseren. Hvorfor nu det?
Mon det er, fordi Information selv har lanceret historien om, at Novo Nordisk a/s har købt sig ind på universitetet? Medgivet: Det ville være en god historie, hvis den var sand - altså hvis Novo virkelig havde købt sig ind på universitet og forlangt, at 20 industriansatte nu uden videre skulle placeres inden for universitetets tykke mure. Men det er den ikke!
Tillad mig her atter at slå et par facts fast: Der er p.t. ingen ansatte på det nye center. Vi skal i de næste seks måneder arbejde på at etablere centret således at det kan åbne 1. oktober 2010. Alle rettighederne til evt. opfindelser i centret tilhører Københavns Universitet.
De får forskningsfrihed
Sagen har fået nærmest en mytologisk dimension, fordi Information kunne citere mig for at tale om »en slags virksomhedsoverdragelse«. I stedet for at spørge mig nærmere om hvad jeg mente hermed, skriver Information at det nok var Novo, der skulle overdrages til KU.
Virksomhedsoverdragelse er et teknisk personaleretligt udtryk, der beskriver regler, som sikrer medarbejdernes hidtidige vilkår ved en overdragelse. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg også i denne situation er meget opmærksom på, hvordan vi på KU skaber de bedste forhold for vores medarbejdere. KU har i flere tilfælde fået overdraget enheder og ansatte iht. principper for lov om virksomhedsoverdragelse. Dette har intet at gøre med at overtage erhvervsdrift, tjene penge eller flytte forskere i bundter.
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ønsker at ansætte fem fremragende forskningsledere på højt internationalt plan. Tre af dem er allerede helt eller delvist ansat på universitetet. To skal hentes fra henholdsvis Sverige og USA. De vil som alle andre forskere på Københavns Universitet have forskningsfrihed. Opbygningen af det nye center vil indebære, at der etableres omkring 150 nye stillinger, både videnskabelige og administrative. Alle stillinger vil blive besat efter gældende regler og for så vidt angår videnskabeligt personale inden for rammerne af Bekendtgørelse om ansættelse af videnskabeligt personale ved universiteterne.
Helt efter reglerne
Information har særligt fokuseret på én ud af de 150 stillinger: Én af forskningslederne er Oluf Borbye Pedersen, en international anerkendt forskningsstjerne som allerede er ansat som professor på deltid på Københavns Universitet. Han har hidtil samtidig haft sin hovedansættelse på Hagedorn Research Institute, der er en del af firmaet Novo Nordisk a/s. Vi er meget glade for, at han er interesseret i at flytte over til metabolismecentret. Fra starten af 2013 vil han være 100 pct. på Københavns Universitet, ansat helt efter reglerne og på initiativ af Københavns Universitet.
Der har også været fokus på hans nuværende forskningsgruppe. Forskning er mere og mere blevet en holdindsats, og jeg mener, at det er helt naturligt, at medlemmer af en forskergruppe, der ønsker det, får mulighed for at følge med deres leder, når denne skifter job, således også for Oluf Borbye Pedersen. Tallet 20 personer har været nævnt mange gange! Men hør lige engang: Oluf Borbye Pedersens samlede forskningsgruppe består af ca. 20 medarbejdere. Langt størstedelen af gruppen består af tidsbegrænset ansatte post-docs, ph.d.-studerende og specialestuderende. De ph.d.-studerende er allerede indskrevet på universitetet. Og både post-docs og ph.d.-studerende er finansieret af offentlige midler fra EU, forskningsråd, universitetet mv. Mindre end en tredjedel af gruppen udgøres af seks medarbejdere finansieret af Novo Nordisk a/s (bl.a. én forsker) for hvem vi påtænker at gennemføre en model, hvor de pågældende vil få mulighed for at søge stillinger i det nye center. Det er derfor helt forkert, ja faktisk fordrejet, når Information bliver ved med at påstå, at Novo Nordisk a/s har stillet krav til ansættelse af ‘Novo- medarbejdere’ i centret.
Evalueringer af Medicon Valley-området peger på, at Danmark med sine begrænsede muligheder bør samle forskningsindsatsen om områder, hvor vi er stærke og har muligheder for videnskabelige og bioteknologiske gennembrud. Metabolisme er netop sådan et felt.
Københavns Universitet har gennem mange år været i front inden for dette forskningsfelt, og forskerne har været støttet fra mange forskellige kilder. Jeg kan berolige læserne af Informations artikler med, at der er tale om en generøs og visionær donation på 885 millioner kr. uden bindinger til fri og uafhængig grundforskning.
Ulla Wewer er dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, KU








Kommentarer
Hvad er UWs definition af forskningsfrihed?
Hvor mange kommer til at sidde i en dobbeltrolle?
Hvorfor nu det? spørger UW. Jo, det er såmænd fordi den historie passer bedst i det verdensbillede mange af Information’s læsere allerede har, og som de givetvis føler sig trygge ved at gentage, som var det en messe: “Det private erhversliv er korrumperet og fordækt humm .. Det private erhversliv er korrumperet og fordækt humm .. Det private erhversliv er korrumperet og fordækt humm ..”
Ulla Wewer er utroværdig.
Desværre fylder Dekan for det sundhedsvidenskabelige universitet , Ulla Wewer os med usandheder. Hun siger til flere medier at det nye Novo institut er uafhængigt af Novo. Men desværre er det ikke sandt.
Alle ansatte er ansat på forhånd af NOVO A/S.
Novo fonden - se deres hjemmeside - stiller en række betingelser - for at de vil donere midler.
Man må fx ikke ødelægge Novos omdømme - dvs at diæt som kan erstatte insulin - ikke kan komme på tale som forskningsobjekt på det industristyrede frie ” og til næsten tnordpolen. Den amerikanske læge Dr. W. Anderson har i 1983 påvist at de fleste diabetikere kan undvære insulin men det må man ikke forske i i det nye milliard “universitet”.
På den måde er det kun tabletter og anden medicinorienterede løsninger man må forske i for ikke at ødelægge Novos “image”. det er ikke fri forskning .det er Københavns Universitet A/S.
Det skal nok udvikle sig til en skandale når det går op for lægerne her i landet at mange patienter er overgået fra insulinbehandling til en såkaldt HCFC diæt som erstatter insulin som giver langt lavere dødelighed en insulin som diabetikere bruger og som rydder alderfordelingen for diabetikere så der kun er 20 % tilbage efter 40 år.
Velkommen i industristyret forskning A/S: Københavns Universitet
På den konto bør forskningsministeren sende pengene retur til tablet og vædskeforskning på Novo Alle mm.
Ulla Wewer modsiger sig selv
I Ulla Wewers kommentar her på siden skriver dekan Ulla Wewer at forskerne på det ny Novo institut vil have samme forskningsfrihed som alle andre forskere på universitetet.
Men det er ikke sandt. Dem der bestemmer forskningen på det nye Novo institut er den såkaldte executive comitte som består af Ulla Wewer og direktøren for Novo Fonden i Gentofte.
Er det sådan at dekan Ulla Wewer mener at alle andre forskere på universitetet har en industribetalt person som er medbestemmende for deres forskning?
Da Ulla Wewer og rektor har sagt at de ikke er nogen binding melle Novo og Universitetet har jeg bedt personalestyrelsen at fritstille Ulla Wewer, idet man vel ikke kan have en utroværdig dekan.
Det ville svække troværdigheden og selvstændigheden fremover - som rektor jo har garanteret sammen med alle andre rektorer i sammenslutningen “Danske Universiteter”