I 1999 fik Danmark en pris for verdens bedste erhvervsuddannelser. Men der er brug for bredere debat om erhvervsuddannelserne, fordi de er vigtige. De leverer den faglærte arbejdskraft, der udgør en slags rygrad i hverdagsdanmark.
Forestil dig en hverdag uden det faglærte arbejde: Transporten ville bryde sammen, manglende lønudbetaling, ingen reparation af de frostsprængte rør, ingen pleje af svagelige medborgere etc.
Det faglærte arbejde bærer en kultur, der er en del af den danske selvforståelse, høj kvalitet, at noget fungerer osv. Den faglærte stand spiller en vigtig rolle i det danske demokrati, gennem stemmesedlen, gennem sine organisationer. I forestillingerne om Danmark som foregangsland må erhvervsuddannelserne og det faglærte arbejde erobre en fremtrædende plads.
Hvilken form for arbejdsmarked skal Danmark stræbe efter? Hvad skal erhvervsuddannelserne bruges til? Siden den hæderfulde udnævnelse til topplacering er de samme erhvervsuddannelser forandret. Uddannelserne blev udsat for et gigantisk eksperiment med ‘Erhvervsuddannelsesreform 2000’.
Reformen sigtede bl.a. på at individualisere uddannelserne. Eleven skulle være sin egen didaktiker, hed det. Samtidig har regeringen vedtaget, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det betyder, at stadig flere uddannelsessvage elever skal gennemføre en erhvervsuddannelse.
Den målsætning og et stort frafald har medført en række tiltag af mere socialpædagogisk karakter i form af mentorer, coaches, streetwalkers, ja på nogle skoler skal det gå så stærkt, at det er blevet til streetrunners. Alt sammen med den gode hensigt at hjælpe svage elever til at gennemføre en erhvervsuddannelse. Hvordan hænger den bestræbelse sammen med at fastholde de danske erhvervsuddannelser som verdens bedste? Erhvervsuddannelserne bliver gjort til forum for ikke bare uddannelsespolitik, men også socialpolitik og integrationspolitik. Er det det, vi skal stå øverst på skamlen med, altså i at fastholde elever? Hvordan hænger det sammen med at uddanne verdens bedste faglærte arbejdskraft?
Mange svage holdes fast
Den socialpædagogiske fokusering på den uddannelsessvage elev er ikke uden problemer. Der er risiko for at fastholde de svage som svage. Han og hun fastholdes måske i det billede som svag elev, der har forfulgt ham og hende i hele skoletiden. Får de muligheden for at se sig selv som andet end svage, når de skal konfronteres med mentorer, coaches, street- walkers? Og helt kættersk, kaster vi blår i øjnene på de elever, der kun gennemfører med massive hjælpeforanstaltninger.
Vi kan betræde andre stier. Eleverne kan møde en anden form for faglighed end folkeskolens. Et fokus på en faglig stolthed, der er forbundet med at kunne noget konkret og betydningsfuldt. Eleven skal se sig selv som noget andet end ‘problembarnet’, nemlig som kok eller butiksassistent, en betydningsfuld erhvervsudøver, der sætter mærker på hverdagen. Den mulighed er en pointe for alle elevtyper, ikke kun den uddannelsessvage. Men pointen spiller ikke en tilstrækkelig rolle.
Den faglige stolthed kan trække den uddannelsessvage og i bedste fald åbenbare oversete talenter. Den kan udgøre udfordringen for den ‘almindelige’ elev. Over for ham og hende er der brug for at genrejse erhvervsuddannelsernes anseelse. De skal se deres uddannelse som en vigtig sag og ikke som et skodsted.
Den stærke elev kan se den faglige stolthed som et fyrtårn, som motiverer dem til at stræbe efter det ypperste i erhvervet. Den faglige stolthed kan medvirke til at gøre elever og lærlinge seje og modstandsdygtige overfor udfordringer, så seje at de ikke overvejer frafald men ser uddannelsen som et privilegium. Denne vinkel fokuserer på det særegne ved erhvervsuddannelserne.
Den franske filosof Descartes udtænkte sætningen »Jeg tænker, altså er jeg«.
Tanken har bidraget til en ulyksalig adskillelse af hånd og ånd, ikke blot en adskillelse af intellekt og krop, men også en hierarkisering, hvor det fine er ånden.
Den tradition er der er ingen grund til at opretholde. Det betyder ikke, at erhvervsuddannelserne skal gøres fine ved at akademisere dem. Den amerikanske filosof og sociologi Richardt Sennett foreslår i sin bog Håndværkeren - en genrejsning af det håndværksmæssige eller det gode håndværk. Det gode håndværk forstår Sennett ikke blot som håndens værk, men en måde at tænke og handle på, der er kendetegnet ved »en vedvarende, basal menneskelig impuls, trangen til at gøre et job godt for dets egen skyld«.
Når man kan noget
Den gode håndværker er kendetegnet ved at kunne noget til bunds. Han og hun kan forene idé, tanke og handling, koordinere øje og hånd, beherske kroppens brug, vælge det bedste materiale og værktøj, bruger den nødvendige tid til at fuldende sit produkt, fordyber sig.
Han/hun kender sit materiale og værktøj så godt, at hun/han kan eksperimentere med det, finde nye veje, være innovativ. Han og hun er fleksibel og omstillingsparat, fordi de virkelig kan noget. Den græske Heifaistos er forbilledet, han ser ikke godt ud, men han er rasende dygtig, han er nogen, fordi han kan noget. Forbilledet er et andet end den smarte, hurtigsnakkende, konceptsælgende konsulent.
Tværtimod hviler det gode håndværk på opbygning af rutiner, på at forkæle anvendelsen materialer og metoder. Rutinen udvikler tryghed og udspænder fundamentet for det sofistikerede. Derved bliver det gode håndværk og den gode håndværker et forbillede for en måde at arbejde på, en måde at uddanne på og måske en måde at leve på i en forvirret tid.
Det gælder også for lægen, ingeniøren og faglæreren. Med en let omskrivning af Ålborg-professoren Lene Tanggaards udtryk kan det gode håndværk blive en »identitetsoase i videnssamfundet«, en uddannelsesstrategi for mødet med det moderne samfund.
Danmark har en tradition for godt håndværk, for at finde nicheproduktioner af høj kvalitet. Teknologisk Institut blev oprettet for mere end 100 år siden i netop den tradition at forbinde videnskabelige erkendelser med høj håndværksmæssig kvalitet.
Vi har en tradition for at være innovative på baggrund af det gode håndværk, ‘Ole Opfindertypen’, som det har materialiseret sig i Lego, B&O, Danfoss, Grundfoss, Vestas osv. Den tradition er på mange måder truet, på en række områder gået fløjten. Men vi har mulighed for at genopfinde og genetablere den. Ikke som et tilbageskuende projekt, men netop som et moderniseringsforsøg.
Erhvervsuddannelserne har særlige muligheder for at gøre det gode håndværk til den røde tråd indholdsmæssigt, organisatorisk og mentalt. Her kan en mangfoldighed af læreprocesser udfoldes intellektuelle, kropslige, billedlige, æstetiske. Her kan lugtes, smages, plejes, muges ud og meget mere, der udnytter og forener tanker og forestillinger med krop, sanser og vilje.
Lærerens faglige stolthed
Her kan der undervises og læres med ægte materialer, værktøj, maskiner, senge, kontorindretning. Undervisningen kan gøres praksisnær. Erhvervsuddannelserne har enestående muligheder for at lære elever og lærlinge noget på skolerne, som skal bruges i erhvervet og samfundet. Her kan unge danne sig på anden måde end gennem kanonlæsning. De kan danne sig gennem mødet med materialer, metoder, værktøj, teknologi, gennem sjakket, teamet, skurmødet. Ved at se sig selv som en der kan noget, der vigtigt for det danske samfund og derved se sig selv som en demokratisk medborger.
Faglæreren spiller en særlig rolle i erhvervsuddannelserne, netop fordi han/hun udgør en autentisk rollemodel for elever og lærlinge ved at uddanne eleverne til et konkret erhverv. Erhvervet er målet og motivet for de fleste elever og lærlinge.
Faglæreren skal vise sin egen stolthed ved at uddanne til erhvervet, skal vise de bedste produkter i erhvervet, skal forholde sig til dårlige vaner og vise eleven ‘det gode håndværk’. Faglæreren skal selv være den gode håndværker ved at udfolde sit didaktiske klaviatur og derved tegne en vigtig dannelsesfigur.
Sådan et fokus tager sit afsæt i erhvervspædagogikkens egenart. Den vej er vel en debat værdig?
Torben Størner er lektor ved Nationalt Center for Erhvervspædagogik - NCE, under Professionshøjskolen Metropol
Kommentarer
En af de bedste, vigtigste kronikker skrevet i lang tid, skrevet i et let læselig sprog.
Jeg siger TAK på vejne af mig selv og alle “de der IKKE læser Information”.
Jeg læser i en alder af 57 år på DPU (Didaktik, materiel kultur) efter et helt liv som håndværker,og mit største håb er at kunne bidrage til at de der ikke er boglige fonderet, må få et godt liv.
Vi er i et lille land med ca. 6 mil. mennesker. Kina og Indien, til sammen, ca. 2.5 milliarter . Selv manden på gulvet forstår ikke at vi, danskere, skulle være så meget klogere at vi kunne leve af at ekspotere viden? Havde besøg af skorstenfejeren idag og det blev tydelig at vores masseovn ikke var meget vær udens hans hjælp, han havde en stor viden på hans område, og en mester der nok kunne give svar på resten.
Vågn op Danmark og vid, at viden er langt mere end hvad du kan læse i en bog.
Tak til Information for (som den eneste avis i Danmark sammen med Politiken nogle gange) at sætte fokus på erhvervs-uddannelserne. Især tak for den fine artikel om drenge og auto-mekaniker-uddannelser.
Jeg er meget enig i Størners konklusion om at vi igen skal til at have faglig stolthed ind hos håndværkerne og for deres opbygning af rutiner og gentagelse, så man lærer f.eks. at stege en rødspætte til perfektion eller dække et perfekt bord. Eller udføre en tag-reparation smukt og enkelt.
Og det kan man kun, hvis man a) gentager noget i lang tid og b) ikke er bange for at lave fejl og prøve igen. Kun ved at lave fejl kan man nemlig blive bedre; det gælder både, når man lærer at reparere en bil og når man lærer at tale et fremmedsprog f.eks. tysk, spansk, fransk eller engelsk.
Et af problemerne i dag på erhvervs-uddannel-serne er, mener jeg, at man i folkeskolen har fokus på ‘find fem fejl’, dvs. man har fokus på at finde fejl hos det som eleven afleverer (og i nogle få tilfælde også eleven selv).
Som tidligere underviser (i dansk bl.a.) på erhvervs-uddannelserne ved jeg hvad intentionen med Reform 2000 var. Og den var egentlig ganske smuk:
Meningen var at få flere af de såkaldt stærke ‘boglige’ elever ind på erhvervs-uddannelserne, især Dansk Industri mente, at dette var nødvendigt. (og jeg kan desværre ikke lige huske hvorfor?)
Ifht. at eleven skulle være sin egen didaktiker, tjah.
For mig at se er dette altså endt der, hvor eleven selv går ind og tilmelder sig modulerne, taler med sine lærere, herunder sin kontaktlærer mm. Meningen er også den, at hvis en elev f.eks. kan tage dansk på 5 eller 10 uger er der ingen grund til at han eller hun skal tage et grundforløb på 20 uger. Til gengæld kan elever, som er ordblinde gå på et særligt tilrettelagt grundforløb, som tager 40 uger.
Jeg har bl.a. som underviser i dansk på automekaniker-uddannelsen lagt vægt på at dansk blev gjort spændende for eleverne, bl.a. ved at få eleverne til at læse artikler om: biler og motorcykler. Og selvfølgelig også noveller; eleverne våndede sig ganske vist. Men der var ingen kære mor (eller far her). Det skulle de.
Jeg læste så noveller fra Radiator og Hanne Marie Svendsens “Skysamleren” med dem, fandt på opgaver, som havde tæt kontakt med deres fag-område, f.eks. at skrive et læserbrev om den Toyata-reklame, hvor Bruce er på bøssepar. Her lærte de at argumentere skriftligt for deres holdninger. Og i mine samtaler med dem lærte de at argumentere mundtligt. Især ifht. artiklerne har eleverne en tavs viden, som lærerne blot skal bringe frem i lyset, f.eks. hvorfor Volvo slår så meget på sikkerheden som de gør.
Som lærer (dvs. åndsarbejder) er jeg meget glad for at der er nogen, der har lært at sætte en vandhane korrekt op, måle korrekt ud til et gulv eller lægge et tag ordentligt. Problemet er, at folk tror, at de kan gøre det selv, og lige så flot og professionelt som - de professionelle - håndværkerne. Og det kan de ikke.
Jeg ved ikke, hvad vi kan gøre for at håndværkerne får større anerkendelse…. Især fordi at drenge og piger i folkeskolen bliver udpeget som tabere, hvis de vil gå på teknisk skole og blive dygtige til et håndværk.
Noget andet er så at for at være elektriker i dag, skal man faktisk kunne en del fysik, faktisk måske end på 3.g niveau - og så skal man også kunne anvende den fysik man har lært i praksis…
Tak for den rigtig gode artikel. !
Det er interessant at erhvervsuddannelserne i den grad bliver syltet i systemet. Man vil have flere og flere elever igennem systemet pga. 95 % kravet, hvor lederne jo også bliver honoreret for at give muligheder for opfylde dette krav, om det så bliver opfyldt eller ej.
Noget der må mane til eftertanke er også om vekseluddannelsen som vi kender i dag er en saga blot. Man ser jo mange virksomheder der ikke opfylder deres samfundsmæssige forpligtelser mht. til at ansætte lærlinge, men blot profiterer på systemet og div. elevstøtteordninger for at få billig arbejdskraft. Jeg mener, at det burde være et must
at for at få bevilling til at drive virksomhed, skulle der være et krav om at oprette en/flere lærepladser alt efter omsætning i virksomheden jvnf. Århusmodellen.
De faglige udvalg og undervisningsministeriets folk burde også op på dupperne når det drejer sig om at bestemmme valgfag og valgfrie specialefag, og få disse fag diskuteret med div. faglærere om den faglige relevans.
Man har ofte den fornemmelse at de faglige udvalg lever 25 år tilbage i tiden, hvilket i og for sig kan være udemærket når man snakker om de faglige mål. Men når man så sammenligner med de resourcer der følger med for at opfylde disse mål, og de lærepladser der bliver godkendt til at optage elever, så hænger tingene ikke sammen.
Alt sammen til skade for det danske samfund og den iværksætterånd der burde gennemsyre hele systemet. Kun herigennem kan vi fastholde den danske samfundsmodel, hvor små og mellemstore virksomheder skaber innovative modeller til gavn for alle.