Langt fra Cape Canaveral

Den sidste sne er ved at smelte. Det er sidst i februar, og flere hundrede mennesker er allerede hoppet over vandpytterne på vej til den gigantiske hal, hvor B&W engang byggede sine fire og fem etager høje skibsskrog. Vi er på vej til at se et langt mindre skrog. Det skal ikke ud på verdenshavene, men ud i verdensrummet.

Større billede

Større billede

På en tilgroet plads bag den nedlagte tørdok står folk og venter, pakker telelinser ud, drikker kaffe, tester deres kikkerter, stiller videokameraer op. Det, der skal ske, er historisk, forklarer en mand i ankellang læderfrakke. HEAT 1-X er den tredje raket, Copenhagen Suborbitals tester på land - og den største.

Mads ‘blærerøv’ Christensen er her for at filme til Gear og Lir på Kanal 6.

»En rumraket er den ultimative maskine,« erklærer han højtideligt og understreger, at »hvis kvinderne siger, size doesn’t matter, så lyver de«.

»Selvfølgelig betyder størrelsen noget, og selvfølgelig har alle drenge benzin i blodet. En raket er en kæmpe pik med ild i. Det ville Freud også have sagt, hvis han ellers havde levet i dag. Det er den største fallos af alle.«

140 kilometer op

I snart to år har Peter Madsen og Kristian von Bengtson arbejdet på fuld tid med at bygge en raket, der skal gøre Danmark til verdens fjerde rumnation. »USA, Rusland, Kina - og Danmark,« som Peter Madsen siger, mens han ligner én, der mener det.

Sammen med en hel hær af frivillige; videnskabsfolk, teknikere, matematikere og ildsjæle i al almindelighed, der hjælper dem med at bakse, skrue, regne og svejse, udgør de Copenhagen Suborbitals. Da tidligere transportminister Lars Barfoed sidste år ved et tilfælde kiggede forbi, troede han, at han var med i skjult kamera. Men Copenhagen Suborbitals mener det seriøst. Helt seriøst.

Det er derfor, de har været på Discovery Channel, i DR2’s Viden Om, i God Morgen- og God Aften Danmark, i Aften-showet, i Jyllands-Posten, Weekendavisen, svenske Expressen, tyske Focus, Ekstra Bladet, Ingeniøren, Ud & Se, Politiken … Sågar Wired Magazine, et af USA’s mest anerkendte teknologimagasiner, planlægger en tur forbi Refshaleøen.

Målet er bemandet rumfart, og den første, der om nogle år bliver skudt op mod stjernerne, er Peter Madsen. 140 kilometer op i rummet. Forbi den officielle grænse mellem atmosfære og rum, den såkaldte Kármán-linje, der ligger 100 kilometer over havets overflade.

»Da jeg mødte Peter, fandt vi ud af i løbet af nogle minutter, at vi havde en fælles drøm. For hvis vi hver især virkelig kan det, vi siger; hvis Peter virkelig kan bygge en raket, og jeg kan bygge et rumskib, så ville vi fortryde det resten af vores liv, hvis vi ikke gjorde det,« siger Kristian von Bengtson.

Rumskibet bliver kun 60 centimeter i diameter. Det er på størrelse med en olietønde. Peter Madsen - og senere hen Kristian von Bengtson - kommer til at stå op og kigge ud mod rummet fra en plexiglaskuppel i rumskibets top, for der bliver ikke plads til at sidde ned. Faldskærme sørger for, at Peter Madsen og rumskibet kommer sikkert ned igen. Alt i alt kommer turen til at vare fem minutter.

»Jeg gør det, fordi det er smukt,« siger Peter Madsen. »Jeg finder egentlig ikke rummet særligt interessant, min interesse for rumfart handler først og fremmest om interessen for raketter. Røg og damp - det er smukt. Det handler om jagten på skønhed. Stive luftskibe, som dem, Zeppelin byggede i Tyskland i 20’erne og 30’erne, er jo i virkeligheden teknologi, der ikke duer, men de er smukke,« siger Peter Madsen, der har ventet hele sit voksne liv på, at amerikanerne igen skal lande på månen.

»Men det sker ikke. Og nu er vi i tredje generation af no progress i rumfartens verden,« siger Peter Madsen. Det tænker han tit over, når han går og skruer i montagehallen sammen med sin makker.

En dansker i rumdragt

Rumfartsnationen Danmark arbejder blot 20 minutter fra Københavns centrum. Her går to af dens fremmeste repræsentanter rundt i orange kedeldrager for at holde kulden fra kroppen i noget, der mest af alt ligner et autoværksted.

Det er dansk rumforskning anno 2010.

Men det var næppe det billede, tidligere videnskabsminister Helge Sander så for sig, da han præsenterede sine visioner om at gøre Danmark til rumfartsnation. I 2002 udskrev han en astronautkampagne for at få ansøgere til den europæiske rumfartsorganisation ESA’s astronautkorps. Da den danske ph.d. og forskningsassistent ved Surrey Space Center Andreas Mogensen sidste år blev udnævnt til en af de seks nye ESA-astronauter, udvalgt blandt 8.400 ansøgere, sagde Sander, at der her blev skrevet danmarkshistorie. Intet mindre. Nu kunne danskerne endelig være med, hvor svenskerne havde været længe.

»Hvis man vil høre om den effekt, som en landsmand i rummet har, skal man blot drage over Øresund til Sverige. Siden Christer Fuglesangs første ophold på Den Internationale Rumstation for halvandet år siden er svenskernes interesse for rumfart steget mærkbart,« sagde Helge Sander, da han endelig fik sin egen astronaut.

Årligt bliver der afsat 200 millioner kroner til rumforskning, og ekstra 60 millioner kroner til klimarelateret rumforskning i 2009 og 75 millioner kroner i 2010.

»Hver krone, som investeres i rumforskning, skaber en omsætning på over fire kroner - simpelthen fordi rumfart har en stor afsmitningseffekt på resten af samfundet,« mente Helge Sander om, hvorfor Danmark skal satse på rumforskning. Pengene er simpelthen godt givet ud.

Og så er rumfart prestige. Det var derfor, det var så hårdt et slag for amerikanerne, da præsident Obama i februar annoncerede, at rumfærgeprogrammet skulle udfases i 2010 - efter 29 år og 134 missioner. Samtidig blev det bemandede rumfartsprogram, Constellation-programmet, og dermed også planen om at sende amerikanske astronauter til månen afbrudt. Fra nu af skal rumfarten privatiseres, og indtil der kommer et alternativ til rumfærgerne, må amerikanske astronauter være passagerer hos russerne. Et kæmpe nederlag for amerikanerne og et farvel til NASA’s storhedstid, skrev gamle rumpionerer i læserbreve og debatter, mens New York Times i en leder skrev, at »det er en kedelig tilstand for den organisation, der vandt kapløbet om månen«.

Pulverkaffe og håndstøvsugere

Det var også på tide, at Danmark kom på banen, mener flere forskere. Længe har Danmark bidraget for lidt til ESA. Og siden den første danske satellit, Ørsted, blev sendt op for 11 år siden, hvor Danmark, ifølge astrofysiker ved Tycho Brahe Planetarium Michael Linden-Vørnle, egentlig var godt med på et helt specifik område, er der ikke rigtigt sket så meget.

»Der ligger et enormt potentiale her, både kulturelt og samfundsmæssigt. Vi skal ud og blive klogere, det handler om alt lige fra satellitnavigatorer til at forstå, hvordan og hvorfor universet hænger sammen.«

Det er han selv i gang med som en af de danske forskere, der er involveret i det internationale satellitprojekt Planck. Den blev sendt op sidste år og skal kortlægge den kosmiske baggrundsstråling, der stammer tilbage fra lige efter Big Bang. Siden 1994 har forskere fra Danmarks Tekniske Universitet arbejdet på at udvikle de spejle, der skal indfange mikrobølgestrålingen fra universets barndom.

Rumforskerne selv fremhæver gerne forskningens mange gevinster, eksempelvis håndholdte støvsugere, pulverkaffe og benproteser. Men den hjælper os også til at forstå vejrsystemer, den har givet os GPS og mobiltelefoni, den giver os mulighed for at overvåge klimaet og at se konsekvenserne af naturkatastrofer. Den har gjort, at en kirurg kan operere på et andet menneske, selv om de befinder sig på hver sin side af Atlanterhavet. Ja, endda kræft kommer den måske engang til at kunne kurere.

»Vi får en større og større forståelse for kræft, og jeg tror, at man i fremtiden vil kunne kurere kræft ved hjælp af teknologi fra rumforskningen,« sagde forsker Ravi Margasahayam, der er ruminingeniør på NASA, da han sidste år var i Danmark.

Et rumskib af jern og kork

Men på Refshaleøen handler det hverken om kræft eller håndholdte støvsugere. Der er ingen hvide kitler i den lille montagehal, ingen spor af titanium, aluminium og keramiske carbonkakler til flere milliarder dollar, intet dyrt brændstof i løfteraketten. Copenhagen Suborbitals bruger flydende ilt som iltningsmiddel og polyuretan, et gummimateriale, som forbrændingsmiddel. Varmeskjoldet, der forhindrer raketten i at brænde op, bliver formentlig af kork; stearin på indersiden af plexiglaskuplen skal forhindre, at astronauten bliver blændet - og selve raketten bliver af jern. For deres projekt er et lavteknologisk amatørprojekt, et rumskib lavet af jern, kork og stearin.

»Vi prøver på ikke at gøre det mere besværligt, end det er,« siger Kristian von Bengtson og klapper sit rumskib, som var det en god ven.

»Der er godt nok mange tekniske udfordringer. Nogle gange stresser jeg over det. Jeg har efterhånden haft rumskibe roterende i mit hoved i to år nu,« siger han. For der er ikke kun selve raketten HEAT 1-X og rumskibet Tycho Brahe. Der er også faldskærme, antenner, kommunikationsudstyr.

Kristian von Bengtson er oprindeligt uddannet arkitekt med speciale i industrielt design. Siden tog han en master ved det europæiske rumuniversitet i Strasbourg og var i praktik på NASA i Houston, hvor han senere var kontraktansat. Peter Madsen har ikke nogen formel uddannelse. Han har læst til maskiningeniør, klejnsmed og maskinmester. Og så har han lavet projekter.

»Jeg var omkring ni, da jeg begyndte at arbejde med projekter,« siger Peter Madsen, der som 11-årig lå i sin seng og overvejede om han skulle benytte sig af balloner eller af raketter for at nå ekstreme højder. Først testede han balloner, nu er han på raketter.

På væggen i montagehallen hænger heltene: Burt Rutan, som byggede Space Ship One, det første private rumskib. James A. Lovell, som var kaptajn på Apollo 13. Werner von Braun, der godt nok havde arbejdet for nazisterne, men var en af det 20. århundredes bedste raketingeniører. Kristian von Bengtsons praktikdiplom fra NASA med en hilsen fra kollegerne. Skitser, der mest af alt ligner noget fra tegneserier, mapper med manualer, billeder af rumraketter, bøger om hybridraketter, gamle kaffekopper, værktøj, væsker i dunke, en snavset NASA-kasket og en crash test-dummy iført joggingbukser. Det er den, der skal ud og flyve til august, når de for første gang skal testskyde en raket op fra et militært område øst for Bornholm. 40 kilometer til at begynde med.

Raketten HEAT 1-X er pakket ind i beton og boltet fast i jorden, for den skal ikke nogen vegne. Ikke endnu, for den er stadig kun en testraket - med 165.000 hestekræfter og en topfart på 3.000 kilometer i timen. Den er frontløber til den 1.400 kilo tunge raket, der engang skal ud i rummet, og som er Copenhagen Suborbitals endelige mål. Brandbiler og udrykningskøretøjer står klar, i fald der skulle udbryde brand, når den til dato største raket skal fyres af på dansk jord. »Er du god til at punktsvejse?« lyder det bag os. »Det kan jeg vel godt finde ud af,« mumler den anden tilbage. »Vi mangler at bygge en platform til at skyde raketten op fra,« siger den første.

Højttaleren skratter. Der er åbenbart problemer. Det er trykket, den er gal med, det kommer ikke højt nok op. Testen er forsinket, minimum 60 minutter. »Far, jeg skal tisse,« lyder det bag os. En mand i kedeldragt med øresnegl mumler »børn, hvad skal de her, jeg kan ikke lide det.« »We have less liquid oxygen than expected,« skratter det fra højtaleren.

Om 10 år - eller aldrig

Der er videnskaben, og så er der nysgerrigheden. Det var den, der gjorde, at Andreas Mogensen, den første danske ESA-astronaut, lige siden barndommen har drømt om at blive astronaut. For ham har det altid handlet om de store spørgsmål: Hvor kommer vi fra, hvad er liv, hvor er der liv andre steder i universet?

»At se Jorden fra Månen, tænk bare på Apollo-astronauterne dengang i 1969, det må have været fantastisk. Da jeg blev udnævnt, var det ubeskriveligt, næsten euforisk,« siger han. For det ligger i menneskets natur at være nysgerrig, at søge efter det ukendte.

»Hvis vi ser tilbage på verdenshistorien, så har vi altid tænkt, hvad ligger der bag bjergene, og det her er bare det ultimative skridt: Hvad er der i rummet?«

Det kommer han formentlig til at opleve, når han engang bliver sendt op på den internationale rumstation ISS. Men det bliver nok ikke det fantastiske syn af Jorden, som han forestiller sig. Faktisk er der ganske få vinduer på ISS, forklarer han. Man er lukket inde og i et helt fremmed miljø.

Men Andreas Mogensen kan risikere at vente i 10 år, inden han kommer så langt. Eller endnu længere. Eller aldrig. Svenskeren Christer Fuglesang ventede i 14 år.

Og inden Mogensen overhovedet kommer så vidt, er der først grundtræningen i halvandet år. Han skal lære russisk, for ESA-astronauterne skal op sammen med russerne. Så er der avanceret træning hos NASA i Houston, og derefter venter han på opsendelsesmulighed. Og så begynder programmet med intensiv træning, hvor han igen og igen kommer til at træne det, han skal på sin mission.

»Det kan være, det handler om at indsamle videnskabelige data, eller hvis du skal være med på en rumvandring, eller være med til at dokke et fragtskib. Du træner det, indtil du kan det til perfektion.«

Brødrene Wright på Refshaleøen

Da Peter Madsen og Kristian von Bengtson skulle teste, om de kunne klare de g-påvirkninger, deres kroppe ville udsættes for ved en raketopsending, brugte de Tivolis nye forlystelse Vertigo.

Alligevel er den første danske ESA-astronaut fuld af beundring for Copenhagen Suborbitals.

»Det er et af de mest spændende projekter, jeg har hørt om i lang tid,« siger han. Det er næsten som flypionererne brødrene Orwell og Wilbur Wright, der arbejdede i et skur i baghaven og endelig fandt noget, der virkede.

»Det er opfindere, der arbejder alene derhjemme, der kommer frem med de mest kontroversielle ting. Jeg håber, de får succes.«

Foredrag, sponsorer, et par legater og 10.000 kroner for kaffekopper med logo på har indtil videre holdt Copenhagen Suborbitals oven vande. Men missionen til sommer kommer også ‘kun’ til at koste 50.000 euro.

»En tilsvarende NASA-mission ville koste to milliarder dollar,« siger Kristian von Bengtson.

At bygge raketter er ikke noget, man bliver rig af. Peter Madsens indtægt svarer til en SU. Det er ikke en omkostning, men en glæde, forsikrer han: »Jeg savner ikke noget. Mine ejendele er min cykel og noget tøj, og det har jeg det fint med. Alternativet til at leve sådan her er ikke nødvendigvis interessant.«

Ellers kunne det heller ikke lade sig gøre, mener Kristian von Bengtson.

»Min kone kan godt være træt af raketter, men hun forstår mig godt. Vi har altid levet sådan her. Nogle gange tjener hun pengene, nogle gange gør jeg.«

Et vanvidsprojekt er Bengtsons og Madsens projekt blevet kaldt. Debattører på Ingeniørens hjemmeside har kaldt projektet for uforsvarligt, Peter Madsen risikerer at blive dræbt. Nogen må stoppe det, lyder det. Men Peter Madsen selv ser mest af alt selve opsendelsen som en ekstrem situation på linje med at springe i faldskærm eller teknisk dykning. Døden er ikke noget vigtigt emne for ham, siger han. Det, man mister ved ikke at turde, er meget værre.

»Hvad med NASAs astronauter? De er nationale helte, selv om der er forholdsvist stor andel af dem, der dør. Risikoen for at dø i en rumfærge er 1:65, det er USA’s stolthed, men i virkeligheden er det en ufatteligt dårlig statistik. Vi regner med en risiko på 1:300.«

Men den er der, og derfor vil de ikke have andre astronauter end dem selv. Det ansvar kan de ikke tage på sig. De har ellers fået en del henvendelser, blandt andet fra Japan.

»Jeg trykker på den knap og tager det, som det kommer,« skrev Peter Madsen sidste år på sin blog. »Tro ikke jeg ikke er bange - tro ikke jeg ikke tænker over det, hver gang jeg dykker med vennerne i Nautilus - eller bare skal falde i søvn. Men ved siden af angsten føles en kriblende fornemmelse i kroppen - og jeg synes næsten, jeg kan høre Kennedy give den tale om raketten, de skal bygge i metal-legeringer, der endnu ikke er opfundet - eller Churchill om ‘deres største time’ - og så ved jeg, det er godt.« Hans familie har ikke noget at skulle have sagt, det slag tabte de, da han var fire. Men de kender ham også som det menneske, han er, og det menneske flyver i rumraket.

Ti, ni, otte …

Der er gået nogle timer. Mågerne skriger, det er blevet koldt, men snart skal der varmes op. Lige om lidt. »Ti, ni, otte …« lyder det i højtaleren, »syv, seks, fem, fire, tre …«. Pludselig lyder der en knistrende lyd, som når en gasplade bliver tændt op. »To …«. Lidt røg siver ud af raketten. »Et!« En gigantisk stikflamme og en øredøvende larm. I præcis 45 sekunder. Til sidst begynder flammen at blafre og afløses af røg. Testen er en succes, rumskibet Tycho Brahe er klar til at blive fyret af til sommer. »Det er mig, Kristian og Sir Isaak Newton. Naturlovene er vores eneste modstander,« som Peter Madsen så ofte har sagt det. Mod stjernerne.