For de fleste lød det stille og roligt, men én fransk kvinde hørte et brag:
»Det har sikkert ikke interesseret andre lyttere end mig. Men for mig havde det samme effekt som en lille bombe. Jeg forstod med det samme, at der nu var et pres undervejs mod kvinder for, at de skulle amme. At det nu ikke længere var et valg, en glæde, men en pligt.«
Den franske filosof og feminist Elisabeth Badinter er i gang med at svare på, hvad der fik hende til at skrive essayet Le conflit, la femme et la mère - Konflikten, Kvinden og Moderen.
Bomben var en meddelelse fra daværende sundhedsminister Bernard Kouchner, som udtalte sig i radioen en dag i 1998: Modermælkserstatning skal ikke længere som hidtil gives gratis til nybagte forældre i Frankrig. Samtidig skal det være forbudt at reklamere for pulvermælken. Ændringerne sker for at leve op til kravene fra EU og anbefalingerne fra verdenssundhedsorganistionen, WHO.
»Der skete et eller andet i det franske samfund, som var nyt. Det virkede, som om man ville indføre en ny model for moderskabet,« husker Badinter.
»Desuden var jeg samtidig i kontakt med en del unge kvinder, som fortalte om deres graviditet. Det, man forlangte af dem, var stadigt skrappere - en slags asketisme, hvor man ikke kunne gøre noget længere. For mig, der havde fået børn i 60’erne, var det absurd. Det gav mig lyst til at finde ud af, hvad der var, der foregik.«
Blodig debat
Stuepigen serverer kaffe for os. Vi sidder ved et stort rundt spisebord i den ene ende af en dejligt lys stue i ægteparret Badinters lejlighed. Det fem etager høje og smukke udsyn byder på en forårsgrøn Luxembourg-have i Paris’ sjette arrondissement.
Det er sjældent, essays om ligestilling, amning og moderrollen får bestsellerstatus. Men Konflikten er nu solgt i 150.000 eksemplarer og har ligget på boghandlernes top-10, siden den udkom i midten af februar.
Årsagen til de gode salgstal skal dels findes i budskabet; dels hos forfatteren. Begge provokerer og irriterer voldsomt. Til en start er essayets budskab én lang bevisførelse for, hvordan rollen som mor de seneste 30 år er blevet udvidet og fyldt op med krav om amning ad libitum, stofbleer og generelt en livsstil i pagt med naturen. Samtidig er det gået omvendt proportionalt med mødrenes personlige frihed og ligestillingen mellem mænd og kvinder. I bogen fremfører Badinter, at hvis ikke der ændres radikalt på familiepolitikken rundt omkring, vil stadig flere europæiske kvinder undlade at få børn. Der er med andre ord tale om en bramfri kritik af, hvad der mange steder opfattes som det gode og rigtige liv.
Så er der Elisabeth Badinter selv, der med løbende mellemrum har skabt polemik i den franske offentlige debat, siden hun for 29 år siden med knivskarpe argumenter punkterede myten om moderkærligheden i sit essay Kærlighed i tilgift. Moderkærlighedens historie.
Denne gang er absolut ingen undtagelse. For når man som hun med dødsforagt siger tingene, som de var, før sutteflasken blev bandlyst og plasticbleerne dømt ude, beder man selv om det. Og filosoffen har da også deltaget i et hav af debatter de seneste to måneder.
Hvordan har reaktionerne været denne gang i forhold til, da De udgav ‘Kærlighed i tilgift. Moderkærlighedens historie’?
»Dengang var der en enig front af kvinder, som mente nogenlunde det samme som mig. Der var også polemik, men mindre voldsom end den i dag. Måske mindre passioneret. Det var især mændene og mine kvindelige historikerkolleger, der protesterede. Med Konflikten er der et klart snit: Enten går kvinderne virkelig ind for det, jeg siger, eller virkelig imod. Jeg tror, det er, fordi alle kvinder stiller sig de spørgsmål, jeg rejser i bogen: Bliver jeg mor? Og har jeg lyst til det eller ej? Fra det øjeblik, man har truffet valget, er det uudholdeligt at stille spørgsmålstegn ved det igen.«
Hurra for dem, der virkelig vil
Det er især kvinderne, der har reageret på ‘Konflikten’?
»Hovedsagligt. De kvinder, som har valgt en mere eller mindre økologisk tilgang til deres graviditet, er meget vrede på mig. For økologien præsenterer sig selv som en ny moral eller ideologi om, hvad der er godt og ikke godt. Derfor mener de, at de selv er l’avant garde. Og derfor provokerer det, når jeg f.eks. kalder et kapitel for ‘De reaktionæres hellige alliance’« (om de bevægelser, der sammenlagt udøver et voldsomt pres på kvindernes valg i forhold til graviditet, fødsel og moderskab. F.eks. foreninger, der vil fremme amning, og økologien, der tilsiger genbrug af bleer og amning i lang tid, red.).
Hvem er det, der advokerer for den økologiske graviditet?
»For en stor dels vedkommende er det jordemødrene. Det bekymrer mig meget. De bliver påvirket kraftigt af WHO og bevægelser for økologi og amning, som siger: Intet er bedre for barnet end det, der kommer fra naturen, nemlig modermælken. Og det er sandt, at moderens mælk er perfekt tilpasset barnets behov, og derfor er det fremragende fysisk set …«
» …E vangéline, undskyld, men kunne De finde det hvide askebæger? Tak.«.
Badinter holder pause i argumenterne i omtrent to sekunder, mens hun taler med stuepigen. Og så:
»… Men det er overhovedet ikke fremragende psykisk set, hvis moderen ikke finder nogen glæde herved. Det er bedre at give sutteflaske med glæde. Modermælkserstatning er virkelig godt. Det er ikke naturlig mælk, og den er dyr. Men den betyder, at kvinder undgår at gå fuldstændig i ét med moderen. Og det er betingelsen for frihed.«
»Hvis det glæder en kvinde at give sit barn bryst og nærmest være fusioneret med det i alle døgnets 24 timer; hvis hun kan lide at være et pattedyr - og sådan er visse kvinder - så bravo! Det er fint. Men den store fare er, at man begynder at bruge denne model til alle kvinder.«
Det er politisk ukorrekt at sige?
»Ja!«
I Danmark har der netop været en debat om kejsersnit over for naturlig fødsel. Mange har ment, at kvinder bør føde på den naturlige måde, fordi kejsersnit er dyrere.
»Det er, som om der er et ønske om eller en forpligtelse til at vende tilbage til det autentiske. Og med autentisk menes noget, der er sandt eller godt. Det er meget bekymrende. Når alt kommer til alt, retfærdiggør man dermed den guddommelige straf: Du skal føde i smerte. Det er det, der er det autentiske. Det er grufuldt.«
En anden dansk debat har gået på, om karrierekvinder og mødre, der har au pair-piger til at hjælpe sig, i virkeligheden udnytter andre kvinder til lav løn for selv at være frie.
»Det er et job. Er det udnyttelse? Der findes værre job end det. Hvis man siger, det er udnyttelse, vil der være flere kvinder, som ikke får børn.«
Den børnefri kvindelighed
I bogen skriver De netop, at kvinder vil føde færre og færre børn. Nogle, fordi de ikke orker at leve op til nutidens krav til de perfekte mødre …
»Ja …«
Elisabeth Badinter tænder en cigaret med sin orange plasticlighter,
»… fordi det er for hårdt.«
Men De nævner også kvinder, som bare ikke har lyst til at få børn. De børnefrie. Fordi ideen om børn virker underlig, eller fordi de ikke synes, det er feminint at være mor. Er der tale om forskellige grupper af kvinder?
»Ja. Det, de har til fælles, er, at de begge har en stærk forestilling om deres interesser som kvinder. Og de finder deres personlige tilfredsstillelse andetsteds end i graviditeten. Men hvis man lagde mindre pres på dem, som siger nej på grund af de tunge krav, ville de få børn. Hvis man accepterer, at moderskabet ikke er helligheden, den komplette altruisme.«
Hvad er det for kvinder, der til gengæld aktivt vælger børn fra?
»Det drejer sig om et lille mindretal. Ifølge studier fra USA og England mener de, at de langt bedre inkarnerer kvindeligheden end moderen med sine børn. De føler sig langt mere tiltrækkende, og de har mere tid til deres kæreste eller sig selv.«
»Og det er her, der sker et eller andet med definitionen af kvindeligheden, som man kun svagt skimter i dag, men som uden tvivl vil tvinge os til at gentænke tingene i de kommende årtier. De kommer til at genrejse spørgsmålet om kvindeligheden, hvor netop moderskabet er det essentielle kriterium. Man kan nu være ekstremt feminin og kvinde uden at få børn, uden at være en syg person, et patologisk tilfælde. Kan man så fortsætte med at sige, at moderskab er tegnet på den fuldendte kvindelighed? Jeg tror det ikke.«
Nogle af disse kvinder ser også det at være mor som afseksualiserende. Hvorfor?
»Jomfruen, som altid har symboliseret moderen, har ikke noget køn. Brystet tilhører barnet og er derfor ikke længere erotisk. Hvis kvinden forsvinder fuldstændigt bag moderen, er hun dermed afseksualiseret. Og nogle kvinder ser det at give bryst som en dyrisk ting. Og lad os være realistiske: Når man ammer, mister man mælk, det lugter og er ikke nødvendigvis specielt sexet.«
Et helt ny valg
De skriver, der er tale om højtuddannede kvinder?
»I Tyskland er det 38 procent af de veluddannede kvinder, som ikke vil have børn. Det fører til et spørgsmål, som vil blive stadig mere aktuelt: Hvis disse kvinder realiserer sig selv andetsteds end i moderskabet, fordi de har muligheden kulturelt, intellektuelt og økonomisk - betyder det så, at de mindre bemidlede ikke har andre muligheder for at realisere sig selv end at få børn? Som om - en anelse skematisk, det indrømmer jeg - det er de fattige, som bliver mødre, og de bedre stillede, som bemægtiger sig verden? Og er der så intet andet end moderskabet tilbage til de mindre bemidlede kvinder? Det er forfærdeligt.«
De skriver i bogen, at denne gruppe af kvinder vil vokse og udgøre en tredje bølge af feminister. Vil de manifestere sig som en reel feministbevægelse?
»Der vil i hvert fald være en refleksion over, hvad det vil sige at leve uden børn. Hvad der er fordelene og ulemperne. Det vil føre til en retfærdiggørelse [af det børnefri liv], som vil få de andre, der ikke overvejer spørgsmålet, til at stille det.«
Elisabeth Badinter hæver stemmen:
»I øjeblikket er der ikke noget alternativ, det siger sig selv, at man vil have børn. Ikke at få børn er et meget personligt spørgsmål, og f.eks. skal man modstå presset fra sine forældre:, der siger ‘Åh giver du mig aldrig et barnebarn?’ Men disse kvinder kommer til at konstruere noget. Og jo flere der kommer af dem, des mere vil de, der kommer efter, spørge sig selv: Vil jeg have et barn eller ej. Og det er nyt.«
Elisabeth Badinter
Født: 5. mars 1944
Filosof, ekspert i oplysningstiden og feminist.
Storaktionær i et af verdens største kommunikationsselskaber Groupe Publicis, som hendes far har grundlagt.
Tilhører den franske venstrefløjs intellektuelle klasse og er gift med tidligere justitsminister under François Mitterrand, Robert Badinter, med hvem hun har tre børn.
Har bl.a. udgivet:
‘Kærlighed i tilgift. Moderkærlighedens historie’, 1981.
‘L’un est l’autre. Des relations entre hommes et femmes’, 1986.
‘XY eller: hvad er en mand? Om mandens identitet’. 1992.
‘Fausse Route’, 2003 .
‘Le Conflit. La femme et la mère’, 2010.
Født: 5. mars 1944
Filosof, ekspert i oplysningstiden og feminist.
Storaktionær i et af verdens største kommunikationsselskaber Groupe Publicis, som hendes far har grundlagt.
Tilhører den franske venstrefløjs intellektuelle klasse og er gift med tidligere justitsminister under François Mitterrand, Robert Badinter, med hvem hun har tre børn.
Kommentarer
Vær nu lidt glad….! Stuepigen har 3 sunde & stærke børn.
Citat:
hvis hun kan lide at være et pattedyr
Tænk, jeg troede sgu, at mennesker faktisk var pattedyr fra naturens hånd! Men det har jeg åbenbart misforstået. Det er tilsyneladende en social konstruktion eller et frit valg.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Hans
Jeg er ret sikker på der er et par reptiler iblandt os.
Vi får somme tider, men kun sjældent, besøg af små firben i haven, særligt når solen bager ned.
Men der er nu ingen af dem, der benægter, at de er firben, og i stedet, sådan rent socialkonstruktivistisk, af princip, og på egomelanomisk vis, erklærer sig som pattedyr.
Man kan sige det ganske kort:
Badinter er talskvinde for den totale fremmedgørelse.
For fornægtelsen af menneskets (in casu: kvindens) natur.
generelt en livsstil i pagt med naturen
Fy for satan, hvor ulækkert! Lad os dog straks få sat en stopper for det.
I pagt med naturen!
Solveig Gram skriver:
Elisabeth Badinter tænder en cigaret med sin orange plasticlighter
Socialrealisme, så det basker.
Eller ren og skær dumhed.
- og herhjemme bliver mændene hellige om det med ‘kvindens natur’, mens de er på arbejde?
*fnis*
Badinter har jo ret. Indse det dog :o)
Badinter fanger meget fint den nye kvindeundertrykkelses essens: Kvinde, vend tilbage til naturen!
Det lyder så uskyldigt, ja ligefrem som en gave til kvinderne. For hvordan kan naturen ville kvinderne noget ondt?
Tja… hvis ‘naturen’ er ensbetydende med at føde uden smertestillende behandling, amme til brystvorterne falder af eller til mælken bliver fyldt med blod, bage hjemmebag om natten til sin mødregruppe, fordi det er eneste tidspunkt det er muligt, og ruinere sig selv økonomisk ved at købe udelukkende økologisk og i øvrigt tage hele barselsorloven (fordi barnet har det bedst ved kvinden og man skal jo amme et helt år helst) for derved at miste dyrebare pensionspenge og forhindre barnets far i at få et forhold til sit barn - ja, så er naturen da godt nok en underlig størrelse.
Nature is sick!!
Somme tider må man undre sig, endda over flere forskellige ting.
Blandt andet over afstanden, den himmelråbende afstand mellem intellektuelle fremmedgjorte og fremmedgørende kvinder som Badinter og så almindelige, sunde, normalt tænkende og følende kvinder.
Dernæst må man undre sig over, at kvinder som Badinter og hendes proselytter overhovedet vil have børn, ja, at de kan holde noget så ulækkert og naturligt ud som at have kønslig omgang med mænd.
Man forestiller sig, at deres utopi er at bestille 1 stk. barn af nærmere beskrevet design på klinikken, få det leveret til aftalt tid, betale regningen (evt. sammen med den for brystforstørrelse eller -formindskelse), og så ellers overlade produktet til en au pair for kun at tage det frem til beskuelse ved festlige lejligheder.
Vi andre bollede på livet løs, og kom der et barn ud af det, jamen, så var det jo pragtfuldt. Gad vide, hvad livsglæde er for disse kønsløse kvinder?
Hans-Jørgen, nu om dage er det heldigvis muligt at bolle på livet løst uden at der kommer børn ud af det …
Jeg kan ærligt talt ikke se, hvorfor, når vi som kultur dyr har formået, skridt for skridt og helt bevidst, at bevæge os så langt væk fra naturen som vi har, død og pine skulle forvente at kvinderne skulle presses tilbage i den …
Niklas
“heldigvis”?
Den forstår jeg sgu ikke.
Niklas mener åbenbart, at børn er en pestilens, en helvedes plage.
Det gør jeg ikke.
Jeg mener, at de er en velsignelse, en berigelse.
Sådan ser vi så forskelligt på livet. Nogle ser negativt på det, andre positivt.
Til Hans Jørgen Lassen:
Du stiller tingene op for sort/hvidt.
Kvinder kan i dag sagtens elske deres børn ubeskriveligt højt og så samtidig frabede sig jordemødres amme-tvang.
Kvinder kan i dag sagtens elske deres vidunderlige børn så højt, at de knap kan finde ord for det, og samtidig ønske sig den frihed selv at vælge, om de vil føde vaginalt eller ved kejsersnit.
Alle de mødre, jeg kender, tænker stort set ikke på andet end deres børn 24 timer i døgnet, og de er fantastiske mødre, og samtidig vil de gerne have frihed til at bestemme over deres egen krop og selv definere, hvad det er for dem at være mor.
Så ægte og dybtfølt mødrekærlighed kan sagtens eksistere uden for naturlighedens tvangsdiskurs :-)
Som kvinde i dag kan man blive helt skræmt af alle de krav og forventninger, man møder mange steder, når man skal være mor. Nu ved jeg ikke, hvor gammel du er, eller hvilke sociale miljøer du færdes i, men verden kan jo se meget anderledes ud for andre mennesker end en selv.
Så jeg vil lige citere Depeche Mode: “Try walking in my shoes. You’ll stumble in my footsteps”.
Anne skriver om
jordemødres amme-tvang
Nu er det der med amning jo altså ikke noget, som jordemødre har fundet på. Det er ganske naturlig kropsfunktion hos kvinder (og mange andre pattedyr), og ikke en social konstruktion.
Hvis man ikke kan lide sine egne kropsfunktioner, herunder noget så smukt som at amme sit eget afkom, så skal man nok alvorligt overveje slet ikke at få børn.
Til Hans Jørgen Lassen:
Det er rigtigt, at det kan være en meget smuk oplevelse at amme sit barn. Jeg er helt enig med dig i den betragtning, og jeg har selv været så heldig at opleve det. Det kan til tider også gøre meget ondt, og i visse tilfælde kan brystbetændelse føre til meget høj feber, blod i mælken og hospitalsindlæggelse. Så igen: det er ikke sort/hvidt.
Jeg vil råde dig til at lade være med at idyllisere de naturlige kropsfunktioner hos kvinder såvel som mænd. For nogle kvinder går det rigtig godt, og nogle kvinders kroppe fungerer bare utrolig godt. Andre kvinders kroppe har flere udfordringer. Sådan er det også for mænd.
Husk på hvor mange kvinder (og tit også deres børn), der i gamle dage døde en naturlig død under fødsler. Det var jo en naturlig død, kan man sige. Er det så godt, bare fordi det skete på en naturlig måde? Nej vel.
Ja, det er også en naturlig kropsfunktion at dø og at lide i forbindelse med det. Ergo skal vi ikke smertebehandle døende kræftpatienter? Ergo skal vi ikke prøve at udskyde døden?
Det er også en naturlig kropsfunktion at alder fører til øget tissetrang. Ergo skal man ikke behandle det?
Det er også en naturlig kropsfunktion at få hæmorider. Ergo må man leve med det?
Okay, lidt vilde eksempler, men det er altså sådan din logik kan føres videre. Min pointe er: Naturen er altså ikke altid perfekt designet. Nogle gange kan kærlighed og omsorg godt gå hånd i hånd med moderne tiders opfindelser og menneskerettigheder.
Helt fundamentalt er brug af redskaber og snedighed et af menneskets bedste overlevelses-træk. Eller sagt på en anden måde: Det er naturligt for mennesker at bruge genveje til at gøre deres liv nemmere. På sin vis var det vel også “unaturligt”, da stenalderfolk fandt ud af, at man ved at varme kød ved hjælp af ild kunne slippe for at vente en uge eller to til det blev, ahem, modnet nok til at være let fordøjeligt.
Men nej, i Moderskabets hellige navn må der ikke springes over nogle gærder, og gør man det, er det tegn på At Man Ikke Elsker Sine Børn! At det i dag er muligt for kvinder (/mennesker!) at få og passe børn på måder, som ikke kræver af dem at de skal ofre alle andre talenter og interesser, synes jeg er et smukt og udmærket udslag af menneskehedens bedste og smukkeste talent. Javist, man skal da passe godt på lille bebs og ikke stopfodre med opløsningsmidler og stråforkortere, men i det lange løb har bebs også gavn af forældre, som ikke er på randen af et nervøst sammenbrud. Eller i alt fald en mor på sammenbruddets rand, for det er jo hende, der i Naturens navn hænger på størstedelen af den moralske forpligtelse til at være uudholdeligt perfekt.
Kunne ikke skrive det bedre selv, Troels. Smukt :-)
Jeg har en gang læst, at det at amme bl. a. er med til at give barnet evne til nærhed, at føle kærlighed og empati for andre, at mindske angst hos barnet, og i det hele taget stimulere et sundt følelsesliv, men det er måske endnu en skrøne…
Lars, det er jo nok ikke en skrøne, men ren og skær natur.
At nogle vil fornægte naturen, forstår jeg ikke.
Den er sgu da smuk og dejlig.
Denne kommentar er anbefalet af:
At det i dag er muligt for kvinder (/mennesker!) at få og passe børn på måder, som ikke kræver af dem at de skal ofre alle andre talenter og interesser
Og hvem passer au pair pigens unger? Nej vel, ergo er det stillet op som et socialt skel, igen et billede af at vestens kvinder lever i en illusion om at jorden er til for dem.
Det er ikke naturen der er noget galt med, det er samfundet der er skruet helt forkert sammen, det er der man skal lede efter en modernisering, Ikke i det at være kvinde.
Jeg ser dog absolut ingen grund til at kvinder skal lide under fødsel, eller gud forbyde det får feber og andet af at amme. Men at stille det op som om at mennesket skal tilpasse sig en forældet model er utopi.
Men givet Anne kun synes at kvinder med magt og penge har krav på selv at vælge, mens den fattige bare skal lade sig naturens gang. Så Anne køb lige et par nye sko ;)
Det er nu også små tricks som engangsbleer i stedet for besværlige genbrugs og at mor ikke nødvendigvis skal på vegansk udrenselsesdiæt i to år, der er tale om. Og at man efter tre-fem måneders tid kan gå over til sutteflaske, så far og bedsteforældre også kan være med, der er tale om, hvis I lige vil komme ned fra den høje hest et øjeblik.
Det er ganske almindelige hverdagsløsninger på det problem, at det højideologiske moderskab hælder alt ansvaret og besværet over på mor, ikke kun tiltag for rige folk med tyende. Far og resten af familien og venner må også godt være med, ikke kun filippinerne. Men det var da en kreativ læsning!
Til oplysning
Elisabeth Badinters påstår i sin bog bog ’Kærligheden i tilgift’
at moderkærlighed er en ren social/kulturel konstruktion - noget tillært.
Det er heldigvis ikke meget der tyder på holder. Vi kan dybesr set ikke lære at føle kærlighed hvis der ikke i forvejen er ‘banet vej’ i vores psyke. Neurale og homonale mekanismer danner basis for det der sker -og tjener det fornuftige formål sikre det nyfødte barns overlevelse. Skulle moderen først lære at elske sit barn var dets overlevelse i fare
Det betyder ikke at morderkærligheden er ubetinget og at erfaringer intet betyder. Men under de rette betingelser opstår den helt af sig selv. Det er dette ‘under’ som Badinters socialkonstruktivisme ikke kan forklare
At leve op til andre menneskers forventninger til hvordan man vil leve sit liv og løse sine hverdags problemer er måske en naturlig stræben, men også undertrykkende for den mangfoldighed af muligheder, der jo er for at at leve et godt og rigt liv. Jeg var sidst i tyverne da jeg, hjemvendt efter en del rejsen rundt i verden, strandede til en fest med en masse nybagte nordjyske mødre og i timevis høfligt hørte på pamperssnak og ammeproblemer…Da en ,syntes jeg, ikke særlig høflig forespørgsel faldt i min retning “Om ikke det snart var min tur” måtte jeg respondere:”Jeg behøver ikke at skide en unge for at have et liv!”
Der gik en gysen gennem forsamlingen!
Der kommer ikke noget godt ud af evindeligt at ville overføre sine egne lommeløsninger på tilværelsens udfordringer på andre mennesker. Det er vel også en af Badinters fine pointer.
Der findes også mange kvinder der ikke KAN få børn eller som kæmper for at opnå graviditet, det er faktisk et meget personligt spørgsmål..
(Det skal siges, at jeg snart her 8 år efter med glæde “skider” nummer tre.)
Der bliver stillet spøgelser og skræmmebilleder op her, også i den grad.
Nogle mener tilsyneladende, at de bliver truet og intimideret af andre mennesker, f.eks. jordemødre, til at gøre frygtelige ting, som de ellers aldrig ville have drømt om at gøre. Frygtelige ting, så som at amme deres eget barn.
Uha, uha. Det er jo den rene terrorisme. Tænk, at amme sit eget barn! Hvor lavt kan man dog synke!
Så er der os andre, der opfatter amning som en ganske naturlig ting.
Det er sgu ikke bare at amme. Det er at amme i rigtig lang tid, og i øvrigt underkaste sig et asketisk klosterregimente fra undfangelse til sidste dråbe. Det er ikke amning, der er et problem, som driver mange kvinder til at fravælge børn, det er det enorme batteri af krav og forbud, som under trussel om fordømmelse som uværdig mor knytter sig til moderskabet, og som gør at moderskab (hvis man underkaster sig kravene) ikke er foreneligt med hverken job eller andre interesser end moderskab, for det bliver der ikke tid til.
Men det er vel bare naturligt, at kvinder ikke skal have andre interesser end børn, og hvis de alligevel har det, er de ikke ordentlige kvinder. Eller hvad?
Troels skriver om noget
som driver mange kvinder til at fravælge børn
Hvor mange kvinder? Hvor har Troels mon fundet disse tal? Ingen steder, formentlig. Det er fri fantasi.
Ligesom dette:
det enorme batteri af krav og forbud
Hvilket batteri? Hvem har fremsat disse forbud? Og hvor er de fremsat? I Information eller Alt for Damer, Ekstrabladet eller Børsen?
Myter, myter, myter.
Derimod har Troels ret i, at det er et stort ansvar at få børn. Man påtager sig ansvaret for et andet menneske, og det er voldsomt. Her må man glemme sig selv i vidt omfang, eller rettere blive sig selv ved at være noget for en anden, for barnet. Det harmonerer naturligvis dårligt med den narcissisme, som Badinter hylder, men det er netop her hun er frygtelig indskrænket i sin menneskelighed.
Jeg mener egentlig, at jeg først blev voksen, da jeg blev far (i en alder af 24, præcis som min far før mig og min søn efter mig), og det skønt jeg dog havde mindre søskende, som jeg havde haft et vist ansvar for, men ikke det fulde ansvar.
I øvrigt er det også noget vrøvl, at man som mor (eller far) ikke både kan tage sig kærligt af barnet og lave andre ting ved siden af. Som bekendt sover spædbørn temmelig meget.
Denne kommentar er anbefalet af:
Man kan sige det meget enkelt:
Hvis man ikke bryder sig om børn, så kan man lade være med at få børn.
Denne kommentar er anbefalet af:
Troels: Lad os dog ikke ende i en unuanceret ‘for eller imod amningsdebat’. Der er selvfølgelig mødre som af den ene eller anden grund ikke ammer (f.eks. fordi de ikke kan) Det gør dem nødvendigvis ikke til dårlige mødre ligesom ammende mødre ikke nødvendigvis er gode mødre. Der er så meget andet som er lige så vigtig og der er i dag mange andre alternativer til amning som mødrene kan benytte sig af
Men man kan sige at amning er en enestående mulighed for at mor og barn hurtigt udvikler et tæt og fortroligt forhold - simpelthen fordi både mor og barn er ‘præprogrammeret’ til det sammenspil. Det er derfor uforståeligt hvis mødre vælger amning fra af hensyn f.eks. til deres karriere - især hvis de tror at alternativerne er lige så gode for det er de ikke
Hvorfor gøre det besværligt for sig selv og barnet og risikere at forholdet udvikler sig dårligt når nu naturen har stillet en veludviklet og gennemtestet facilitet til rådighed for mødrene som ikke kun sikre at barnet får den optimale kost (modermælk er lavet til menneskebørn og der er ikke noget alternativ der er bedre) og som giver de bedste rammer for at et tæt mor og barnforhold kan udvikle sig? Det er afprøvet i millioner af år og det virker!
Vel talt, Ole!
Det er da svært så kloge de mandlige debattører er - men ok, jeg ville skam også hjertens gerne have haft børn hvis jeg havde været en mand.
Samfundet er skabt på mænds præmisser og indrettet efter mænds behov og livsforløb - som vi har set kan kvinder nemt gøre sig gældende indenfor disse rammer, sålænge de ikke har børn.
De mænd der vælger at tage en del af ansvaret for børnene, ryger ofte også af i svinget, som de mange sager om fyringer og andre problemer med arbejdsgiverne viser.
Den måde vi har indrettet os på kræver af nogen, hvad enten det er kvinderne eller mændene eller air pair pigerne eller andre, tager sig af børnene og dermed bliver sat af i forhold til resten af samfundet.
I de lande, Frankrig fx, hvor kvinderne stadig ikke er på arbejdsmarkedet i samme omfang som fx her i Norden, er det oplagt at søge at løse problemet ved at skabe ideologier der bevirker at kvinderne accepterer at blive sat af i forhold til samfundet og vælger at bruge deres liv på børn.
Charlotte:
Det er jo dejligt at blive rost men kunne du være mere specifik mht. hvor det er vi mænd er så kloge?
Der er vist lige en småting, der skal på plads: Jeg er ikke imod amning, for pokker da!
Men en håndfuld af mine venner er blevet forældre inden for det sidste par år, deriblandt et par kvindelige venner, og mellem livsstilsblade, mødregrupper og anden almindelig kulturel påvirkning er der en meget høj barre i spil for, hvordan man skal være den perfekte økologiske mor, og rigeligt med hån og social straf til de, der ikke er perfekte (eller i det mindste lader som om). De officielle anbefalinger er såmænd ikke i sig selv vildt urimelige, men de løber af og til løber ind i nogle af arbejdslivets realiteter. Delvis amning indtil 12. måned lyder måske ikke af så meget, men ikke alle arbejdspladser er lige vel indrettede til at håndtere ammende, og et 15-måneders afbræk i karrieren er i alt fald en ordentlig pind til ligkisten for professionelle ambitioner, hvis man måtte have sådan nogen. De fleste normale arbejdspladser vil kunne indrette sig på, at man en gang i mellem tapper ud og stiller i køleskab, men allerede her er vi jo ved at bevæge os væk fra det perfekte Mor og Barn ammeforløb.
Det er, igenigen, ikke fordi jeg vil se amning afskaffet, og uden i øvrigt at have læst hende tvivler jeg også stærkt på, at det er Badinters ærinde. Hvad jeg ønsker er, at alle andre hensyn ikke i alle situationer skal underordnes det ideélle og perfekte moderskab. Alt med måde. Også moderskab.
Og det bringer os til Ole Falstofts lille bemærkning:
.”Det er derfor uforståeligt hvis mødre vælger amning fra af hensyn f.eks. til deres karriere…”
Hvad i alverden er der grundlæggende uforståeligt ved at kvinder kan have andre ambitioner ved siden af moderskab? Kvinder er ikke kun omvandrende rugekasser. De er mennesker. Med bryster, jovist, men mennesker, med alt hvad dertil hører af længsler, ambitioner og så videre.
Troels: De ambitioner og drømme kvinderne har burde vel ideelt også omfatte børnene? Hvem siger de ikke kan have en karriere og amme deres børn samtidig? det er jo trods alt sjældent i dag at kvinder får over 3 børn. Det vil vel samlet give en ammeperiode på 9 - 18 måneder. Hvis kvinder ikke mener de vil bruge så meget tid på amning burde de måske overveje om børn er noget for dem? Der er kvinder der vælger børn fra det har jeg respekt for. Mændene kan nu engang ikke fuldt ud dele den del af opgaven med kvinderne - så ‘uretfærdg’ er naturen nu engang
Tja, hvis kvinder får børn kan man antage, at det er fordi de vil have dem. Nuvel, men hvor svært skal det være at for eksempel blive forsker eller køre en virksomhed samtidig med at man som kvinde har børn? Disse ambitioner har i sig selv intet at gøre med moderskab. Er det OK at kvinder har ikke-moderlige ambitioner ved siden af deres moderskab? Hvor højt vi sætter barren for det acceptable moderskab har en hel del at sige for, hvor nemt moderskab og andre hensyn kan sameksistere.
Hvis vi som samfund vil have, at ambitiøse og ressourcestærke kvinder også får børn, ville det nok være en god idé at så vidt muligt indrette sig så tingene ikke udelukker hinanden. I stedet for bare at sige, det er Naturens Orden (TM) at kvinder får børn og ikke så meget andet, og vil de ikke underkaste sig Naturens Orden (TM) er det bare ærgerligt. At indrette sig, så det er muligt for mænd at tage en ret pæn del af besværet vil netop være en måde at få de forskellige hensyn til at hænge sammen. Det kræver dog at andre hensyn ikke i alle tilfælde taber i mødet med det ideélle moderskab, men at man i det hele taget prøver at anlægge en afbalanceret tilgang til tingene.
Og for at forebygge “sjove” læsninger, nej, jeg siger heller ikke hermed at moderskabet altid skal tabe ethvert sammenstød af hensyn. Jeg tror bare det er vigtigt at holde sig for øje, at tingene VIL støde sammen, og så må man indrette sig undervejs, så en rimelig sameksistens af hensyn kan opretholdes.
Selvfølgelig kan man forudse, at tingene vil ramle sammen. Og tage højde for det - men så af og til på andre måder end de fodformede synes er rigtigt.
Der er også det med generationstingen, Hans Jørgen … jeg fik min ældste i 1981 og den yngste i 1994. Jeg skal da ellers lige love for, at der var forskel! Og når jeg ser på de unge, der får børn i dag, er det endnu værre!
Anbefalingerne fra officielt hold har ikke ændret sig stort, bortset fra holdningen til alkohol og graviditet/amning, men det man bliver bombet med fra alle andre hold er altså mere fanatisk end et hold forfulgte Talebanere.
Dengang i 1981 var det OK at drikke et halvt glas vin, evt. med vand i, af og til. Sådan hveranden uge eller lignende. I dag er det nærmest lig med omgående fosterdød så meget som at snuse til en vinprop, både mens man er gravid og mens man ammer. Ligeså med rygning, men det er jo nærmest generel forfølgelse ;o)
For slet ikke at snakke om kost … i 1981 blev man advaret mod skrappe krydderier, som kunne influere på mælken og rådet til at fase dem langsomt ind i sin kost når man ammede. I dag kan man nærmest blive beskyldt for bevidst at ville give ungen hjerneskader, hvis man spiser en vingummibamse eller nogetsomhelst der ikke er økologisk (helst biodynamisk). Krydderier er da bare lige til lossepladsen, for de er både gasset, bestrålet og garanteret dyrket ved hjælp af børnearbejdere.
Malke ud og gemme, når man er begyndt på arbejde igen (hvis man altså er en Så Dårlig Mor (TM) der ikke har taget forældreorlov)? Er du da tovlig? Sutteflasker indeholder farlig kemi, ødelægger tandstillingen permanent, og så videre og så videre.
Nej, Badinter har helt og aldeles ret.
“Modermælkserstatning er virkelig godt. Det er ikke naturlig mælk, og den er dyr. Men den betyder, at kvinder undgår at gå fuldstændig i ét med moderen. Og det er betingelsen for frihed.«
Hvis man først begynder at give sutteflaske betyder det mere arbejde og mindre frihed. Arbejdet kan man selvfølgelig dele med faderen, men det er altså nemmere at hive brysterne frem hver fjerde time uden at skulle rense, skolde, temperere, blande, ryste.
At modermælkserstatning er dyr giver jo også mindre frihed, nemlig friheden til ellers at kunne bruge de penge til noget bedre.
Er man først kommet ind i den rette rytme, kan man, når en ammesession er overstået, overlade bebsen til faderen de næste4 timer og tage sig en dejlig cykeltur imens.
Man kan også tage ud at rejse i barselsorloven. Jeg har f.eks. nydt at rejse langs Moselfloden og i Grækenland, mens jeg ammede de små. Det føltes som en stor frihed, en særlig fase af livet, som ikke kommer igen.
Og hvis nogle kvinder bliver skræmt fra at føde: hvad så? Det må være deres eget valg.
Med hensyn til krydderier osv.: man skal bare spise varieret, og som man plejer. Børn,der i fosterlivet og med ammemælken har været udsat for mange forskellige smage bliver mindre kræsne.
Denne kommentar er anbefalet af:
Badinter er bare prototypen på feministen, den evindelige kværulant, hvis filosofi forsent opdager hvad ligestilling i virkeligheden medfører. Når så de opdager, at ligestilling går begge veje, så trækker de bremsen, fordi de tror de kan stoppe, hvad de selv har sat igang.
Pludselig så går det op for dem, at de ikke længere har eneret til børnene, og så vælter de 180 grader rundt i ren og skær frustration over tabt terræn, forlanger særrettigheder, som de ekstremister mange af dem er, og så hælder de vand ud af ørene som dette:
»Jomfruen, som altid har symboliseret moderen, har ikke noget køn. Brystet tilhører barnet og er derfor ikke længere erotisk. Hvis kvinden forsvinder fuldstændigt bag moderen, er hun dermed afseksualiseret. Og nogle kvinder ser det at give bryst som en dyrisk ting. Og lad os være realistiske: Når man ammer, mister man mælk, det lugter og er ikke nødvendigvis specielt sexet.«.
Lad os være realistiske siger Badinter, men magen til urealistisk vrøvl er netop hvad man kan forvente fra den front.
@Charlotte Primdal
Jeg ved ikke helt hvor du vil hen med dit indlæg, men fødselsraten i Frankrig er lavere end den er i skandinavien. Så der er jo ikke rigtig nogen pointe i dit argument.
Den er også lavere i Italien, så man kunne jo vove den påstand at gode og billige pasningsmuligheder fremmer fertiliteten.
Jeg mener stadig at det er samfundet der skal tilpasses, netop som nævnt tidligere, at gøre det ok for mænd at deltage i det at få børn. Uden der står en chef og ånder en i nakken.
Det er sgu lidt for fessent at smide den på kvinderne, der skal 2 til en tango.
Og man fornemmer at så snart amningen er afsluttet, så er det ok at parkere sine unger i en 24/7/265 døgn institution, det er jo helt i hegnet. Ikke noget under at ungdommen er helt forskruet i disse tider.
Og selvfølgelig skal kvinder da aflastes efter behov, de er jo ikke robotter, nogen finder glæde ved at sidde med deres unger hele tiden, andre gør ikke. Men det gør dem jo ikke til dårlige mødre.
Verden er ikke sort og hvid, det er en gråzone. Solen skinner jo heller ikke hele dagen vel?
Så der skal tænkes i nye baner for at tilgodese alle parter, og ikke mindst de mødre der skal høre på alt det retskafne pis der bliver sagt. Men det går også den anden vej rundt, debatten lander på at det er kvinder der tager beslutningen, det finder jeg ganske problematisk.
@Stig Larsen
Jamen så tager vi den da lige en gang til ☺
Accepterer man at det er ok at kvinder netop IKKE bruger uanede mængder tid på børn, må der siges at være en direkte sammenhæng mellem pasningsmuligheder og fødselsrate.
Men skabes der en diskurs som bevirker at kvinder skal bruge mere (læs:uendeligt meget) tid på graviditet/fødsel/amning/børnepasning, betyder det ikke noget om det er i et land med gode eller dårlige pasningsmuligheder - for i begge tilfælde vil kvinden skulle bruge den tid hun ellers ville bruge på andre ting, som at arbejde, skabe kunst eller hvad man nu laver, på at tage sig af sin graviditet/sit barn.
Det Badinter siger er at når kravene bliver så store så begynder kvinder (måske) at vælge børn fra.
Det jeg siger er at som samfundet er indrettet, hvad enten der er gode eller dårlige pasningsmuligheder, skal nogen tage sig af børnene. De skal jo ikke bare “passes” de skal også hentes og fodres og til håndbold og i biografen og hen og besøge farmor. Fra et samfundsperspektiv er det naturligvis ikke så smart at kvinderne ikke gider bruge deres tid på at reproducere, da vi så hurtigt ville blive et samfund af meget gamle mennesker (hov, var der noget med en “ældrebyrde”) derfor er det SMART at der skabes en diskurs som bevirker at kvinderne i stigende grad påtager sig ansvaret for reproduktionen, altså simpelthen bare er vandt til at bruge alt deres tid på børnene.
@Ole Falstoft
Mænd der kloger i hvor meget tid kvinder bør bruge på reproduktion svarer til at sætte en person m/k til at bestemme om vedkommendes rige arveonkel skal have aktiv dødshjælp.
Mænd vil gerne have glæden og prestigen ved børn og et smukt hjem, men de bidrager ikke til det ulønnede arbejde det kræver at skabe det. For god ordens skyld skal det tilføjes at der trods alt efterhånden er en mindre gruppe mænd som faktisk tager ansvar for de reproduktive områder og respekt til dem.
Men stadigvæk falder byrden tungt på kvinderne på grund af den lille forskel I er så glade for at fremhæve og personligt vil jeg til enhver tid opfordre kvinder til ikke at få børn.
Jeg er helt enig med Charlotte.
Hvis kvinder ikke bryder sig om børn, men opfatter dem som lutter besvær og problemer, så skal de naturligvis lade være med at få børn.
Hvis de (eventuelt sammen med en mand) vælger at få børn, så må de lige så naturligvis på den anden side gøre, hvad de formår, for at børnene trives.
Den intellektuelle Badinter har åbenbart et problem med, at mennesket er et biologisk væsen, men det er vi jo altså, og et pattedyr. Hun synes formentlig også foruden brystmælk (lugter - vel, gør det da ej), at kussesaft, menstruationsblod og sperm er modbydelige, ulækre væsker.
Fremmedgørelse, så det basker.
Stakkels, indskrænkede kvinde.
Charlotte Primdal
Accepterer man at det er ok at kvinder netop IKKE bruger uanede mængder tid på børn, må der siges at være en direkte sammenhæng mellem pasningsmuligheder og fødselsrate.
Vi kan tage den ligeså mange det er nødvendigt før du forstår pointen.
Den nye trend hos de mest obsessive feminister, og dem er der en hel del af, går jo netop ud på at kvinder skal være hjemmegående for børnenes skyld. Det er da udmærket, for intet er mere skadeligt for et barn end at være for meget overladt til sig selv.
Men når så en fader, ved en skilsmisse, vil tage sit ansvar alvorligt, så vrimler det med tåbelige bemærkninger som:
Man kan ikke se bort fra biologien,
Underforstået at han fa’me ikke skal have del i forældremyndighedsansvaret, uanset om han er erklæret som en lige så god forældre som hende.
Samtidig vil de have særrettigheder på arbejdsmarkedet, hvor kvalifikationer skal underlægges kønskvotering, hvis virkning medfører at, en dårlige kvalificeret jobansøger skal forfordeles med begrundelse i køn.
Kvinderne kan ikke få begge dele, og det kan mænd heller ikke. Af samme årsag, er det derfor helt centralt at lovgivningen afspejler den nødvendige ligestilling, der medfører at begge køn må afgive fortidige forstillinger om kønnenes rollefordeling, hvor det foregår på frivillig bassis.
Og det er her det kikser for disse tvangstænkende delvist ekstremistiske radikale feminister. Deres forsøg på både at blæse og have mel i munden er derfor patetisk, og intet andet end et forsøg på ar retfærdiggøre deres egen næsten dysfunktionelle chauvinisme.
Hans, tillad mig en upassende bemærkning, og jeg indrømmer på forhånd, at den er upassende, men jeg kan sgu ikke styre mig.
Hvor du skriver “forfordeles”, mener du vel “favoriseres”? Eller tager jeg fejl?
Hans Jørgen
Forståeligt nok - ja du har ret
@Rachel Henderson,
Jeg blev i rigtigt godt humør af at læse dit indlæg og kipper med flaget.
@ Charlotte Primdal,
Du er med dit valg ikke bedre kvalificeret til at udtale dig vedrørende moderskab og hvad deraf følger end ”de kloge mænd” også du har (og kan kun have) kun et teoretisk forhold til problemstillingen.
Du udgør ikke noget ”ligestillingsproblem” for samfundet, da du er frit stillet (har frit stillet dig selv). Den problemstilling vi som samfund kan og bør koncentrere os om, er problemstillingen med, hvordan kan vi forsøge at kønsligestille under hensyntagende til kønsforskellene (biologien) og ikke på trods af disse.
Kønsforskelle er ikke kun en socialkonstruktion, de er givne biologiske livsbetingelser.
Udmærket indlæg Svend…
Jeg er også enig med Rachel Henderson, og netop omkring amning - ikke som et lokalt dansk problem - men på verdensplan, er det hensigtsmæssigt af sundhedsmæssige årsager, at fremme amning.
Der mange børn der dør på grund af modermælkserstatning, ved forkert anvendelse, dårligt vand osv. og det er jo derfor der er anbefalinger fra WHO om at fremme naturlig adfærd, og amme børnene.
At forbyde Nestle at reklamere for produkter, hvis anvendelse er med til at øge børnedødeligheden i afrikanske lande, (hvor man også kan se fransk TV) og hvor kvinderne prøver at efterligne kvinderne i Vesten, “der jo lever på den helt rigtige måde!!!”.- ikke at forglemme, er vel i grunden ikke så galt.
Ja, nu må I altså undskylde, hvis jeg skejer ud. Jeg kan ikke tage al denne der vanvittige narcissisme og klynkende selvoptagethed, fornægtelsen af vores dyriske natur.
Min søns mor var absolut afslappet omkring de der ting, som om så meget andet.
En aften ved middagsbordet, hvor jeg som sædvanlig fyrede vittige bemærkninger af, replicerede hun sgu ved at hive lidt ned (eller op) i blusen og sende en sjat mælk i hovedet på mig, hen over bordet.
Nej, de der kønsforskrækkede, intellektuelle, fortænkte kvinder, dem har jeg ingen respekt for.
Jeg foretrækker kvinder (dog i ental) med humor og sanselighed, eventuelt, men ikke nødvendigvis med jord under neglene.
OK - lad mig prøve at holde tungen lige i munden her.
Jeg har læst alle kommentarer, efter at jeg læste artiklen.
Som jeg forstår Badinter, så er hendes hovedpointe, at jo større pres, der lægges på kvinder om, at “Det perfekte moderskab” er lig med (langvarig) amning, asketisk levevis i pagt med naturen, jo større risiko er der for, at nogle kvinder vælger moderskabet helt fra.
Så Badinter slår på tromme for, at vi skal undgå, at vores pattedyrsrace på sigt uddør (eller kun reproduceres af den sociale underklasse, fordi de ikke har andet end moderskabet at realisere sig selv i), ved at lade kvinderne – altså de velstående af slagsen – selv bestemme deres ”moderskabsstil”: fravælge amning, lade deres børn passe af au-pair piger, købe billig og usund mad uden etiske overvejelser om det nu er produceret af børnearbejdere, vælge unaturlig fødsel, hvis bare de vil avle den fucking unge!
Det interessante (uhyggelige) for mig er egentlig, hvilke værdier, der ligger til grund for “Badinter-bevægelsen.”
For hvornår blev naturligheden lige så stille noget negativt, noget besværligt – noget, der begrænser kvinders frihed?
FORTALERNE for retten til dels at fravælge naturligheden (amning og fødsel), dels at vælge bekvemmeligheden og friheden (modermælkserstatning, usund mad og au-pair piger), for at undgå fravælgelse af børn i det hele taget, fremføres argumenter om, at det perfekte moderdyr får:
– dårligere vilkår ift. karriere/arbejdsmarked og endda ringere pensionsopsparing
– indskrænkning af muligheden for at dyrke andre interesser og hobbies
– afseksualisering af kvindekroppen (ildelugtende, blodige brystvorter)
ØHHH HALLO!
Hvad handler det om, hvad handler det om?
MIG SELV OG MIG SELV OG MIG SELV
Det er tidens ånd – at vores behov er selvberigelse, selvdyrkelse og selvforherligelse.
Vi skal være lækre at se på (og lugte til), koste hvad det vil, fordi….?
Bestemt ikke for andres skyld, nej, det er ikke politisk korrekt at sige. Det er for min egen skyld, så jeg bliver glad, når jeg kigger i spejlet eller på alle mine statusobjekter – nåh nej, det har da intet med status at gøre, for det handler jo om, hvad andre synes – om jeg ER noget.
Og jeg forventer nu af erfaring, at der kommer et ramaskrig om, at jeg er hellig, puritansk, misundelig, ikke har et liv.
Fordi jeg bare ikke er overbevist?
Fordi jeg ikke vælger at købe ind i kvindeidealet om at stræbe efter at være evigt ung og smuk. For hvad? For at behage Leth’ske mænd, der ikke kan få den op at stå, hvis kvinden ikke giver tilstrækkelig æstetisk nydelse?
Jeg kan ikke se værdien i at kunne købe designer-tasker til at tage med på café efter fitness-centeret, mens au-pairen har maden og børnene klar, når mor (og måske far, hvis det ikke går for meget ud over deres personlige frihed at være i et parforhold) kommer hjem til realiseringen af familieidyllen.
Ikke når det betyder, at jeg skal være tvunget (for sådan har JEG det altså) til at knokle mig op ad karriere-/indtægtsstigen, passe på ikke at blive en af de der forhånte sjuske-dorter, som forstyrrer facaden, og nærmest ikke kende mine egne børn.
@Hr. Jensen
Nu udtaler jeg mig ikke om “moderskabet” - det kunne jeg ikke drømme om for intet er mig mere ligegyldigt. Jeg udtaler mig om baggrunden for at jeg har valgt det fra. Hvis jeg forstår Badinter ret er det lige præcis hvad hun interesserer sig for: Hvad baggrunden for at kvinder vælger børn fra, er.
De fleste debattører her på sitet, har ufatteligt travlt med at knæsætte en biologistisk tolkning af den menneskelige realitet.
For 100 år siden sagde man “Gud” som I nu siger “biologien” - I forklarer jeres egne tanke, følelser og oplevelser med en ekstern realitet, som er uforanderlig. Dermed er enhver holdning som er anderledes på forhånd forkert for “man kan ikke ændre på “biologien”.
Som mennesker er vi påvirker af, og underlagt, en lang række forhold - men hvis der er noget historien viser os, så er det at der er meget få konstanter, og de konstanter der er, tolkes forskelligt fra æra til æra.
Der har altid været en procentdel af den samlede mængde af kvinder, der har fået børn - men de konsekvenser det har haft for dem har varieret voldsomt.
De konsekvenser det har at få børn i dag (i den vestlige verden i alt fald) er i bedste fald dybt problematiske.
Hatten af for de kvindsker der bare får børn og har det godt med det - hatten af for alle som tager et livsvalg og formår at gennemføre det på en god måde og uden at sprede lidelse.
Men med den måde de vestlige samfund er struktureret på idag, vil jeg til enhver tid anbefale kvinder at lade være med at få børn - for omkostningerne er simpelthen for store og fordelene er stort set ikke-eksisterende.
Og så kan I brøle biologi eller gud lige så tosset som I vil.