Nogle gange sætter beslutningstagere sig selv i en position, hvor de risikerer at blive udsat for hård kritik. Det kan de selvfølgelig forsøge at undlade. Men de kan også bare lukke munden på kritikerne.

Regeringen har vundet de seneste valg på udlændingepolitikken, og siden 2001 er udlændingeloven blevet strammet 14 gange eller gennemsnitligt hver ottende måned. Men regeringen skal gå balancegang på udlændingeområdet. På den ene side er der mandater fra Dansk Folkeparti i en stadig barskere politik. På den anden side risikerer V og K at støde vælgere fra sig, som abonnerer på en borgerlig anstændighed, hvis alt for mange alt for grimme enkeltsager bliver taget op i offentligheden.

Regeringen og Dansk Folkepartis seneste forslag til ændringer af loven bliver førstebehandlet i Folketinget i dag, men er i realiteten allerede vedtaget. Denne gang skal det blandt andet gøres sværere for asylansøgere at få humanitær opholdstilladelse. Og samtidig skal det gøres sværere for læger at kritisere myndighederne i sager om lige netop humanitær opholdstilladelse.

Integrationsministeriet kan give humanitær opholdstilladelse, hvis »væsentlige hensyn af humanitær karakter« taler for det, hvilket med få undtagelser betyder, hvis asylansøgeren er syg nok. De seneste år har ministeriet givet stadig færre humanitære opholdstilladelser, og ingen kan være i tvivl om, at praksis længe har været restriktiv. Det viser for eksempel sagen om den 72-årige svært demente iraker Hassan Gardi, som Information har fulgt tæt.

Hidtil har Integrationsministeriet givet opholdstilladelse i sager, hvor alvorligt syge asylansøgere i realiteten ikke vil kunne få lægelig og medicinsk behandling i deres hjemland. Men med de nye lovændringer vil ministeriet alene tage hensyn til, om der findes behandlingsmuligheder i nogen som helst form i asylansøgernes hjemland, ikke om de i realiteten vil være tilgængelige.

Med andre ord vil ministeriet se bort fra alle økonomiske, sociale og geografiske faktorer, og da det er de færreste lande i verden, hvor ingen som helst behandling er tilgængelig et eller andet sted for en person med uanede ressourcer, vil det i realiteten betyde, at alvorligt syge mennesker sendes tilbage til lande, hvor de i realiteten ikke vil kunne blive behandlet.

Det vil give nogle rigtig grimme sager. Asylansøgere med aids og kræft i terminalstadiet vil blive sendt tilbage til lande, hvor de ikke har råd til den medicin, de har brug for. Og så videre.

Mange af despeciallæger, der har undersøgt asylansøgerne, kunne derfor finde på at ytre sig kritisk om de mest horrible sager.

Ifølge lægeløftet og de lægelige vedtægter har de ligefrem pligt til det, hvis de vurderer, at en person risikerer at blive udsat for noget sundhedsmæssigt uforsvarligt.

Men lægerne skal holde mund, lyder meldingen i det nye lovforslag. Integrationsministeriet vil fremover kunne kassere lægeerklæringer, der lægges til grund for asylansøgeres anmodninger om humanitær opholdstilladelse, hvis lægen »efter afgivelse af erklæringen eller udtalelsen henvender sig til pressen og kritiserer ministeriets sagsbehandling, samtidig med at lægen udtaler, at hans eller hendes patient bør meddeles opholdstilladelse.«

Som Information har påvist, har praksis dog allerede længe været endnu mere vidtgående, end selv de nye lovbemærkninger lægger op til. Således fik overlæge i psykiatri Søren Juul-Nielsen i 2008 kasseret en erklæring om en torturtraumatiseret asylansøger.

Ikke fordi ministeriet havde noget lægefagligt at udsætte på erklæringen, men fordi overlægen efter at have afgivet erklæringen udtale til en avis, at patienten for længst burde være blevet behandlet, hvilket ifølge Integrationsministeriet såede tvivl om hans uvildighed.

Når praksisallerede er sådan, må man frygte, hvilke indgreb i lægers ytringsfrihed det nye lovforslag kan legitimere. Selvfølgelig skal lægeerklæringer være uvildige. Det nytter for eksempel ikke noget, hvis en læge allerede har plæderet for opholdstilladelse til en asylansøger før sin undersøgelse af vedkommende.

Men omvendt er det en grov mistænkeliggørelse af lægestanden at nægte netop den læge, der kan udtale sig mest kompetent om en asylansøgers helbredstilstand, deltagelse i den offentlige debat om sagen - alene fordi man mener at kunne slutte sig til, at lægens udtalelser ikke er fagligt funderede, men udtryk for politiske holdninger, som allerede kan være kommet til udtryk i erklæringen.

Spørgsmålet om humanitær opholdstilladelse er ikke indviklet jura. Det handler om, hvor syg asylansøgeren er.

Men hvis en læge i en bestemt sag vurderer, at det er sundhedsmæssigt uforsvarligt ikke at give opholdstilladelse, må lægen altså ikke sige noget. Det er en kynisk, men klog foranstaltning, nu hvor der kommer flere grimme sager.