Sjældent føler vi større sårbarhed, end når vi er strandet og afskåret fra vores hjemlande. Den moderne flyvnings mirakel hævede os over tyngdekraft, atmosfære, kultur og geografi. Den fik alle steder til at virke lokale og indbyrdes udskiftelige. Men så greb naturkræfterne ind, og nu opdager vi - for nogle med fatale følger - realiteten i tusindvis af kilometers adskillelse. Det går op for os, at vi alligevel ikke kunne vriste os fri af den fysiske verden.
Komplekse og velforbundne samfund er mere modstandsdygtige - til en vis grad. Under de østafrikanske tørker i begyndelsen af 1990’erne kunne jeg ved selvsyn konstatere, hvad antropologer og økonomer længe har vidst: De befolkninger, som har færrest handelspartnere, rammes hårdest af kriser. Forbundethed medfører også forsikringer. Jo større et geografisk område, de kunne få tilført fødevarer fra, desto mindre smertelige og fatale blev de regionale udbrud af hungersnød.
Men ud over et bestemt niveau bliver forbundetheden også selv til risiko. Jo længere og jo mere komplekse kommunikationslinjer vi har, og jo større afhængighed vi udvikler af produktions- og handelssamkvem med andre steder, desto større potentiale for sammenbrud og forstyrrelser. Dette er en af erfaringerne fra bankkrisen. Uerholdelige boliglån i USA - sommerfuglens vingeslag over Atlanten - var lige ved at knække den globale økonomi. Hvis Eyja-fjallajökull-vulkanen - som på ingen måde er i monsterklassen blandt vulkaner - bliver ved med at udspy askeskyer, vil følgerne kunne blive lige så alvorlige.
Og vi har flere af disse sårbarheder. Den mest katastrofale kunne blive et soludbrud - en voldsom eksplosion i Solens korona, der udslynger magnetiske spiraler, som sætter transformerstationer ud af spillet og lammer vores elforsyning. En sådan begivenhed vil kunne ske på få sekunder, men skaderne vil kunne blive enorme og tage år at afbøde. Meget hurtigt vil vi blive gjort opmærksomme på, at vores hyperkomplekse samfund behøver elektricitet, på samme måde som levende væsener behøver ilt.
Nødplaner?
Som New Scientist har påpeget, vil et af disse periodiske forekommende udbrud kunne slå de fleste af de systemer, der holder os i live, ud. Det vil stoppe vandværker og pumpestationer, paralysere olieindustrien og energisektoren og snart sagt enhver erhvervsaktivitet - selv fremstilling af stearinlys og petroleumslamper. Nødgeneratorer ville kun være i drift, indtil de løber tør for olie. De udbrændte transformatorer vil ikke kunne repareres, men vil skulle udskiftes.
Jeg har brugt det meste af et år på at sende forespørgsler og begæringer om akt-indsigt til elselskaber og forsyningsvirksomheder for at få afklaret, hvilke nødplaner de har, og om de har sikret sig et lager af reservetransformatorer til at udskifte alle dem, som måtte blive ødelagt af et massivt soludbrud. Jeg har ikke fulgt op på alle besvarelser, men foreløbig tyder intet på, at de har truffet de nødvendige forholdsregler.
En lignende mangel på planlægning gør sig gældende i forhold til det mulige scenarie, at olieproduktionen skulle toppe for derefter at falde brat. Spørgsmålet forbliver et interesseområde for skæggede miljøflippere såsom … øh, den amerikanske generalstab. I generalstabens seneste rapport om mulige fremtidige konflikter forudses det, at »en pludselig og alvorlig energiknaphed er uundgåelig, medmindre der sker omfattende udbygning af produktions og raffineringskapaciteter«.
Rapporten skønner, at »fra 2012 kan kapacitet til overskudsproduktion af olie fuldstændig forsvinde, og så tidligt som i 2015 kan underskuddet i produktionen nå et så højt niveau som 10 mio. tønder olie per dag«. En global olieknaphed vil hurtigt udstille svaghederne ved vore økonomiske systemer. Som kulturantropologen Joseph Tainter har vist, er disse systemers afhængighed af rigelig og billig energi en af de faktorer, som gør komplekse samfund sårbare over for sammenbrud. Tainters arbejde har bidraget til at vende den gamle antagelse, at social kompleksitet er en følge af overskudsenergi på hovedet. I stedet, hævder han, er kompleksitet blevet motor for stadig mere energiproduktion. Og selv om kompleksitet kan løse mange problemer - såsom afhængighed af rent lokal og derfor sårbar fødevareproduktion - kan de stigende omkostninger ved at opretholde disse systemer med tiden få dem til at kollapse.
Ruineret imperium
Tainter anfører som eksempel Det Vestromerske Rige. I det 3. og 4. århundred e.v.t. forsøgte kejsere som Diokletian og Konstantin at genoprette deres svindende imperiemagt. »Det Senromerske Riges strategi for at imødegå det 3. århundreds skæbnesvangre udfordringer var at forøge størrelse, kompleksitet og magtapparat, hvilket gjorde kejserriget desto mere omkostningstungt. Gradvis forskød forholdet mellem omkostninger og fordele sig i Romerriets disfavør, så det til sidst ikke længere havde råd til at finansiere sig selv.« >
Imperiet blev ruineret af de skatter og udskrivninger af arbejdskraft, som Diokletian og Konstantin gennemtvang for at opretholde deres massive system. Invasioner og kollaps var de uundgåelige følger.
Tainter sætter dette i kontrast til strategierne hos det byzantinske imperium fra det 7. århundred og frem. Svækket af pest og invasioner reagerede det kejserlige styre ved at iværksætte et systematisk forenklingsprogram. I stedet for at skulle opretholde sin hær gav det sine soldater jord til gengæld for militærtjeneste, og herefter måtte de oppebære egne omkostninger. Dette tiltag reducerede administrationens kompleksitet og overlod det til folk at klare sig selv. Imperiet overlevede og ekspanderede sågar i nogle århundreder.
Det svageste led
En lignende strategi er taget i brug i de højt udviklede lande, som forsøger at slanke deres offentlige sektorer, men i de samme lande bestræber både stat og den private sektor sig på at forøge den øvrige økonomis kompleksitet. Hvis finanskrisen var vores eneste udfordring, kunne dette måske give mening, men vores superspecialiserede samfunds energiomkostninger, miljøpåvirkninger og sårbarhed over for sammenbrud er givetvis ved at nå det punkt, hvor de ikke står mål med fordelene ved forøget kompleksitet.
For tredje gang på to år har vi måttet sande, at flytrafik er et af de svageste led i vores overanstrengte system. I 2008 fik de stigende udgifter til brændstof flere flyselskaber til at lukke. Recessionen gjorde ondt værre, og nu kan denne vulkan medføre yderligere krak. Energihungrende, vejrfølsom og sårbar for afbrydelser, som den er, er flyindustrien en af de vanskeligste sektorer at opretholde. Jo mere afhængige vi er af at kunne flyve, desto mere sårbare vil vi blive.
Den forestående energiknaphed, flyindustriens miljømæssige omkostninger og sårbarhed i øvrigt betyder, at det aktuelle niveau i flytrafik - for slet ikke at tale om den vækst, som forudses - næppe kan opretholdes i al fremtid.
Vi har et valg: Vi kan begynde at nedgradere vores afhængighed af komplekse og overanstrengte systemer som flytrafikken, mens tid endnu er. Eller vi kan vente på, at de fysiske realiteter forenkler systemet på mere brutal vis.
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
Hvad jeg læser; Vi er afhængige af uholdbare systemer… Korrekte, men kunne nok gøres kortere.
En omvej fra Wall Street til Den kinesiske mur.
Først leder man efter kategoriseringen: “Vilde analyser”, men finder så efter få liniers læsning frem til kategorien med den mindre mundrette benævnelse: “Rehabiliteringen af finanskapitalismen som samfundsbærende system”.
Pseudofilosofi og videnskab i én pærevælling: antropologi, økonomi, tyngdekraft, atmosfære, kultur og geografi, samt et enkelt psykologisk tryghedsgivende memo: sommerfuglens vingeslag giver en fornemmelse af kaos…
Det at Uerholdelige boliglån i USA - sommerfuglens vingeslag over Atlanten knækker vores økonomi, og brandskatter befolkningen i økonomisk svage lande, er ikke så naturligt som at ‘skide i nælderne’.
Vi har et valg - påstår artiklen: Vi kan begynde at nedgradere vores afhængighed af komplekse og overanstrengte systemer Eller vi kan vente på, at de fysiske realiteter forenkler systemet på mere brutal vis.
Den korrekte formulering af sommerfugle-metaforen stammer fra dengang i slutfirserne da man søgte forståelse af kaosteorierne: “En sommerfugls vingeslag, ved den kinesiske mur, kan skabe en storm i Vesten”…. og der blev uddannet kaospiloter - sågar kaosastrunauter - i Århus - og fraktalberegninger sendte hjemmecomputeren i deadlock…
…man forstod sidenhen at kaoshåndtering skal opdeles i universelle og menneskeskabte kaos’er og i de menneskeskabte kaos’er er navigering et spørgsmål om styrring… - det tredje valg… og Kinas valg.
sry: Styring
Hvor er denne artikel dog sand.
interessant at flytrafikken var blokeret mens den polske regering, medlemmer af den polske generalstab og medlemmer af underhuset, vist i alt 85(?) personer, skulle begraves.
også interessant at den polske (og tyske) stamfader, i følge hebræerne, bar navnet aske (ashkenazim).
Hvis det havde været Barcelona`s fodboldhold der var styrtet ned havde der været mere polemik om denne sag - altså en næsten rekordstor skammelig autisme fra borgere og medier efter min mening.
men snak i bare om vulkaner…
Denne kommentar er anbefalet af:
Kaospiloterne i Århus … ja, det var tider: Danskerne jublede over kaos. Fra skateboarder til IT-innovator. Fra stålvalsearbejder til Stein Bagger. Ned med kaos!
Uanset hvad er det er uholdbart system, det tjener de få og udstøder de fleste. Man kan kun håbe naturen lærer os at spille på samme hold.
Igen en tankevækkende artikel af Monbiot.
Det vrimler med kommunikationsrådgivere i samfundet. Lider de mon alle af behagesyge? Det burde jo være nogle af dem, der skrev det, som Monbiot gør. Fremtidsforskere (?) - det er jo ikke betalte eksperter, det skorter på, og hvem kommunikerer sandheden ud til os? Her tænker jeg på den sandhed, der ikke kører os direkte i afgrunden.
Nu taler nogle om at splitte de store banker op, for det kan de selvfølgelig ikke selv finde på. Det skulle man lige have sagt for 10 år siden, så var der blevet rystet på hovedet, som der blev af dem, der advarede mod finansboblen.
”Vi har et valg: Vi kan begynde at nedgradere vores afhængighed af komplekse og overanstrengte systemer som flytrafikken, mens tid endnu er. Eller vi kan vente på, at de fysiske realiteter forenkler systemet på mere brutal vis”.
Nemlig, og vi vælger tilsyneladende at køre videre med hele vores overanstrengte system, indtil det ender på brutal vis. Artiklen føjer sig smukt til begrebet modvækst. Vi burde stemme os til nogle politiske ledere, der turde kigge ud i fremtiden, eller nogle der simpelthen ville se på, hvad der gavner os som mennesker her og nu, og hvad der ikke gør.
Thor Pedersen: Vi kan købe hele verden (det sagde han altså, og det blev citeret jublende i regeringspressen uden antydning af hovedrysten).
Søs Marie Serup, spin doktor. Er der andre end mig, der ikke kan tage den vulkan alvorligt?
Anders Fogh Rasmussen: Ikke en fisk, ikke en fugl, ikke en frø har fået det dårligere, siden …
Bjørn Lomborg. Nyd det!
Diagnose: De kan ikke tage noget alvorligt. Ren ansvarsløshed. Storhedsvanvid.
Monbiot falder ikke rigtigt uden for den sygdom, han prøver på at diagnosticere. Han har ikke nogen teori.
Det moderne samfund er sammenhængende, gensidigt betinget i kaskader af forskellige former for interdependens. Det er organiseret, fyldt med teknik (fremmedorganiserede fænomener, som det er afhængigt af) og selvorganiseret, dvs. autopoietisk. Alle former for orden koster. Det er en naturlov. Det er termodynamikkens anden lov, den der handler om at enhver proces, enhver form for orden etablerer sig på bekostning af orden.
De ricisi der handler om det tekniske, ligger i at det tekniske kræver langt mere af det sociale, end det sociale normalt har øje for, når det tænker teknisk:
”Det moderne menneske tror, at teknikken kan løse dets problemer med forurening, klimaændringer, ressourcemangel, kulturbetingede sygdomme og de tiltagende uforudsigelige effekter ved selv samme teknisk betingede indflydelse på samfund og omverden. Men når man beder det moderne samfund om at tage højde for sig selv i forhold til arrangementet, sig selv og sin egen uforudsigelige adfærd, og når man har gjort det klart for det moderne menneske, at dets egen uforudsigelighed er teknikkens uforudsigelighed, fordi teknikken svigter og ændrer sig i takt med det sociale, så opdager det moderne menneske, at det tekniske i sig selv måske nok er i stand til at virke, så længe man kan isolere det, udgrænse det fra sin omverden, dvs. bevare det i sin ideelle og tilsigtede løsrevede ramme, men at det bryder sammen, når grænsen mellem det tekniske og det ikke tekniske ikke længere lader sig opretholde, når det sociale afslører sig selv, som forudsætningen for at det tekniske virker.
Den megen snak om risikosamfundet og det allesteds nærværende behov for sikkerhed fortrænger opmærksomheden omkring det sociale som en del af nødvendigheden bag kontrollen.
En anden uheldig lovmæssighed handler om, at jo mere kompliceret teknikken bliver, jo mere kompliceret må kontrolteknikken også være, for at kunne kontrollere det tekniske. Det er surt, for det betyder, at jo mere avanceret teknikken bliver, des mere avanceret må den teknik være, som skal overvåge og kontrollere den. A-kraftværket kræver en kraftanstrengelse at få til at virke. Men det kræver endnu højere teknologi at overvåge det og et stabilt og toptrimmet samfund af eksperter og viden at forhindre det i ikke at blive en katastrofe for samfundet selv.”
Globaliseringen i det økonomiske system, realiseringen af det ideal, der sigter på at muliggøre mødet mellem enhver form for økonomisk efterspørgsel og udbud uanset afstande i tid og rum, er sindssygt omkostningsfuldt, hvad energi, kulturelle og naturlige forskelle (kvaliteter) angår. I termodynamisk forstand er dette ideal udtryk for bestræbelsen på at realisere den mindst økonomiske verden af alle verdener, dvs. udtryk for bestræbelserne på at reducere et maksimum af kvaliteter og forskelle til fordel for den ekstremt fattige form for værdi, der lader sig måle i økonomisk mainstream forstand. Det fatter Monboit ikke en hujende fis af. På den måde adskiller han sig ikke fra elendigheden
Det er nok den mest fede form for selvbedrag, mennesket endnu har skabt for sig selv, når det indre øje, med dets patetiske økonomiske rationalitet, dikterer det ydre øje kun at se væksten i nominelle mål, pengeværdier, når udviklingen i den globale samhandel iagttages.
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-39.pdf
Enig med Steen Rasmussen…
Vi må tage et bevidst ansvar for samfundsøkonomien…
“Imperiet blev ruineret af de skatter og udskrivninger af arbejdskraft, som Diokletian og Konstantin gennemtvang for at opretholde deres massive system. Invasioner og kollaps var de uundgåelige følger.”
Vi lader den stå et øjeblik, inden vi hopper over i tudetråden:
http://www.information.dk/230545
Flytrafikkens sårbarhed er bare en lille parentes.
Vores ultimativt største sårbarhed hedder OLIE.
1) Olien er en særdeles knap ressource
2) Oliens affaldsprodukt - CO2 - giver ødelæggende klimaproblemer
3) Øget produktion af varer, infrastruktur osv, medfører øget afhængighed af olie
En forbrugt tønde olie indebærer mindre restolie, ødelægger klimaet og gør os endnu mere sårbare.
Trods disse negative konsekvenser så medfører det øgede olieforbrug paradoksalt nok en forøgelse af BNP og dermed vores såkaldte velstand.
Det er måske derfor vi luller os i søvn, og ikke vil se den truende oliekatastrofe.
Med turbo på den økonomiske globalisering og udviklingen af en uigennemskuelig finanssektor er det blevet tydeligt, at en global indbyrdes afhængighed med komplekse systemer har øget sårbarheden. Hændelser (herunder naturkatastrofer) kan antage dynamiske dimensioner, konsekvenserne vise sig særdeles vanskeligt gennemskuelige og ”genopretning” umulig.
Befolkningsudviklingen, olieafhængigheden samt væksten og den dermed forbundne globale opvarmning fører derfor til et valg – som George Monbiot også når frem til – mellem nedgradering af afhængigheden af komplekse systemer (f.eks. i form af lokal community resilience) eller ”at de fysiske realiteter forenkler systemet på mere brutal vis”.
Transition Towns (www.transitionnetwork.org) præsenterer sig som et socialt eksperiment ”on a massive scale”. Her fokuseres på at udvikle nye fællesskaber, der understøtter en relokalisering i form af ”community resilience”, idet man har denne holdning: ”.What we are convinced of is this:
if we wait for the governments, it’ll be too little, too late; if we act as individuals, it’ll be too little,
but if we act as communities, it might just be enough, just in time.”
Men der kan være gode grunde til nærmere at studere karakteren af den indbyrdes afhængighed og her nævnes bl.a. olien. Joseph Tainter (”The Collapse of Complex Societies”) peger i den forbindelse på det særlig kritiske ved “peak oil”, hvorefter oliemængden vil være reduceret. Se et interessant interview med J.T. her: http://varnelis.net/blog/interview_with_joseph_tai…
På internet findes et omfattende materiale om Peak-oil, hvor måske Collin Campbell og Richard Heinberg særligt kan anbefales. Men også George Monbiot har bidraget. Se: http://www.countercurrents.org/monbiot171109.htm
I Danmark er denne vinkel med “en positiv vision” særlig varetaget af Omstilling Danmark, se http://transitiondenmark.ning.com/
Godt at der tages fat på tingene i en sammenhæng - for det er nødvendigt at se på sammenhængen mellem alle disse risikofaktorer.
Fra mit perspektiv har vi faktisk tekniske løsninger til at løse energikrisen - men vi har spildt 10 år hvor vi kunne have brugt opsvinget til noget reelt i stedet for varm luft og bobler.
Hvis de samme penge havde været investeret i energiinstallationer baseret på kendt vedvarende energiteknologi og infrastruktur baseret på bæredygtige energiformer, ville vi have været langt bedre sikret.
At vi har skullet høre på det galimatias med at vi var verdens bedst sikrede økonomi baseret på “vil ikke se og høre på eksperter”-regeringen er jo kun udtryk for grænselø naivitet - og nu er det tid til at betale regningen. Spørgsmålet er om vi kan nå det? Lige nu er det vigtigste at snakke burka og indvandrerpolitik - hvordan kan vi så forvente langsigtet strategi og handlekraft på noget som uoverskueligt og stort som kræver at politikerne indrømmer at de ikke hørte alarmklokkerne undervejs?
Ikke mange kan sige sig helt fri for at have deltaget i festen som var baseret på varm luft?
Monbiot´s tekst ved siden af “videokonferencer” som løsning til kompleksitetet og organisationer er faktisk godt eksempel om situationen i dagens Vestrømerske Rige. Den har altså satelliter, radarsystemer, højst avanserede militærflyve, der giver utrolige tekniske muligheder. Af noget skæl bliver de ikke brugt selv om det skulle ha varet let til at lokalisere farlige regioner og højder. Det skulle ha varet let til at ha mindst 80 procent af flytrafiken i gang, med meget præcise begrænsninger.
Men Ikke noget om denne klarhed kan findes i aviserne. I Information har man dog fundet videokonferencer - som en løsning? Eller hvad? Skulle billederne blive med eller uden farve?
Tainter´s “The Collapse of Complex Societies” er sikkert en god og vigtig bog. Men her er det spørgsmål af enkel og ubegribelig dumhed. Hvorfor brugte man ikke gode, store og dyre resurser til at løse et problem, der faktisk var enkelt. Svaret kan måske findes i bogen ved “table” numero 2 (to): British Admiralty satistics 1924-67.
De beskriver tilstadet også i dags Vestrømerske Rige, eller EU, eller hvad?
@Niels Johan: Tak for linket ‘Omstilling Danmark’. Jeg vidste ikke, det eksisterede. Glæder mig til at kigge nærmere på det.
Postmodernisme eller ej: Jeg går ud fra, at alle er enige om, at vulkanen er “virkelig”. Uanset om man spiller PlayStation. Hvis ikke, har jeg ikke fulgt ordenlig med i “timen”. Eller også ser det først rigtigt sort ud.
Janus,
Hvis du er en af dem som tror at alt kan løses alternativt og vedvarende vil jeg gerne henvise dig til at læse denne bog anmeldelse:
http://online.wsj.com/article/SB100014240527487034…