Meddelelsen om irakiske og amerikanske styrkers vellykkede likvidering af al-Qaedas ledelse i Irak blev i går bekræftet af Iraks fungerende premierminister Nouri Al-Maliki. Han oplyste, at Al-Qaedas tre øverste ledere i Irak - Abu Ayyub al-Masri, Abu Omar al-Baghdadi og Ahmed al-Obeidi - var blevet dræbt og fremlagde en række fotos som bevis. Bekræftelsen kom, kort efter en domstol havde givet Al-Maliki medhold i kravet om genoptælling af en del af de afgivne stemmer ved sidste måneds parlamentsvalg.
De to begivenheder ses som tegn på, at al-Maliki ønsker at styrke sin position og ruste sig til kommende magtkampe med rivalen Ayad Allawi, der besejrede Maliki med ganske få stemmer ved valget i marts.
Den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, kaldte tirsdag likvideringerne af de tre al-Qaeda-ledere for »et ødelæggende slag mod Al-Qaeda i Irak«. Biden roste i den forbindelse den irakiske ledelse. »Irakerne stod selv bag denne operation, og det var efterretninger fra de irakiske sikkerhedstjenester i forbindelse med pågribelsen af en højtstående al-Qaeda-leder i sidste måned, der skabte gennembruddet,« sagde han.
Dræbt for femte gang
Moed Fayad, der er redaktør for det ansete tidsskrift Middle East International, kalder imidlertid likvideringerne for »cowboyjustits«, der har til formål at give omverdenen indtryk af, at USA forlader et land, der kan tage vare på sin egen sikkerhed.
Nouri al-Maliki, oplyste på et pressemøde, at to af de tre al-Qaeda ledere angiveligt blev dræbt ved et raketangreb mod et hus i Tikrit, hvor de holdt sig skjult, mens den tredje, Ahmed al-Obeidi, angiveligt blev dræbt ved en militæroperation i den nordlige Nineveh-provins.
Moed Fayad er imidlertid skeptisk over for de amerikanske og irakiske myndigheders påstand.
»Det er femte gang, at Iraks regering hævder at have dræbt Abu Omar al-Baghdadi - det skete også i 2007, 2008 og 2009«, siger han.
»Men uanset om det er rigtigt denne gang, er sigtet tydeligvis at styrke al-Maliki i magtkampen efter valget og at give legitimitet til den amerikanske tilbagetrækning.«
Fayad påpeger, at ved sådanne operationer plejer en repræsentant for Iraks Forsvarsministerium eller en repræsentant for de irakiske styrker at udtale sig til pressen, men at det ikke er sket i dette tilfælde. »Hvad er det, der gør, at det er en af præsidentkandidaterne, der præsenterer billederne af de dræbte for pressen,« spørger han. Joe Biden sagde i går til flere internationale medier, at aktionen er et bevis på de irakiske sikkerhedsstyrkers voksende styrke og kapacitet. Men det passer ikke, siger Moed Fayad.
»Ifølge mine oplysninger var der tale om en amerikansk operation, og nu forsøger USA at overbevise det internationale samfund om, at den irakiske sikkerhed er forbedret,« siger han.
»Den irakiske regering har hverken kampvogne eller kampfly, og den eneste dræbte i forbindelse med denne operation var en amerikansk soldat. Hvordan kan de så påstå, at det var en irakisk sikkerhedsoperation,« spørger han.
Usikkerhed om identitet
Da Maliki i går fremviste billeder af de to lig for pressen, hævdede han, at de var blevet identificeret ved hjælp af DNA-prøver. Men det overbeviser ikke den irakiske journalist.
»Hvordan kan vi være sikre på, at de to personer virkelig er højtstående Al-Qaeda medlemmer. De havde intet på sig, som beviser dette, siger han. »Da de amerikanske myndigheder i sin tid meddelte, at Saddam Hussein var taget til fange, kunne man bevise det ved hjælp af dna-prøver, som tidligere var taget på et irakisk hospital, og dna-prøver fra hans to sønner, men i denne sag er der ikke noget at sammenligne med.«
Moed Fayads tidsskrift, der udgives i London, mener, at de dræbtes identitet bør bekræftes af al-Qaeda i Irak, før man kan være sikker.
Tirsdag besluttede Iraks Uafhængige Valgkommission i øvrigt, at en del af stemmerne fra parlamentsvalget skal tælles om. Beslutningen kommer efter klager over uregelmæssigheder i forbindelse med valget for seks uger siden. Da der ikke er fundet bevis for omfattende eller systematisk valgsvindel på landsplan, har kommissionen besluttet kun at håndoptælle stemmerne i Bagdad.
Oversat af: Niels Ivar Larsen og Charlotte Aagaard







Kommentarer
Det er en mærkværdig sump af konspirative forestillinger, fuldstændigt afsindige påstulater og karikerede motivanalyser, som denne artikel bærer præg af. Kritisk sans er altid god at bevare, men det sker ikke her.
Betragtningerne fra omh. Moed Fayad (hvis tilknytning til MEI tilsyneladende hverken er redaktør eller korrespondent) er ekstremt useriøse, alene af det forhold, at han kalder aktionen som et udtryk for for »cowboyjustits«. For det her er krig mod terrorister.
Omhandlede Moed Fayad betragter så tilsyneladende al-Qaeda som et sandhedsvidne og udtalelserne fra terrororganisationen som troværdige; en ære, som Moed Fayad ikke mener USA er værdige til.
At lade en artikel hvile på konspirative påstulater af værste skuffe er ganske enkelt ikke seriøst.
I forbindelse med disse to militæraktioner, hvor ved tre af de mest prominente al-Qaeda og al-Qaeda-relaterede lykkeligvis er blevet udslettet, ville det have klædt Informatíon at bringe en form for analyse, i stedet for blot at bringe nærmest uredigerede nyhedsspots.
For dette er et sønderknusende slag mod al-Qaeda og deres støtter blandt de militante islamister i Irak. Og det må nødvendigvis også være lige så knusende et nederlag for al-Qaeda sympatisører i Vesten, der gennem flere år nu har haft netop de to terrorister som idoler på højde med Osama Bin Laden.
Og det er den største sejr, som den irakiske befolkning kunne have håbet ville komme.
Jeg synes det er godt at give Moed Fayad en stemme, maaske isaer i Information. Det forventer jeg.
Men jeg forventer ogsaa en kritisk behandling af artiklen fra et andet medie.
Hvis Johannes Aagaard har ret, saa er det noget beskaemmende, at der ikke er taget stilling til dette elleer givet udtryk for den side af sagen.
Saa hvad mener Information og hvad har man selv researched sig til?
Og nu kunne man måske have forventet, at Informatíon og Hana al-Khamri havde fulgt denne historie til dørs, men det gør jeg så:
Nu bekræftes dødsfaldene af irakisk al-Qaeda på Abu Ayyub al-Masri og Abu Omar al-Baghdadi.
Her fra to kilder:
http://www.al-shorfa.com/cocoon/meii/xhtml/en_GB/f…
http://www.longwarjournal.org/archives/2010/04/al_…
Og her endda en bekræftelse fra et militant islamistisk site:
http://kavkazcenter.com/eng/content/2010/04/27/119…
Når Informatíon bringer sådan en konspiratorisk bold i spin, så mener jeg også, at Informatíon har en forpligtelse til at følge sagen op.