I Information den 15. april kan man læse et indlæg om den projekterede Imam Ali-moské i København, som rummer både fejlagtige oplysninger og grundløse beskyldninger imod Den Islamiske Republik Irans ambassade i København.

Artiklens forfatter (Hussein Ferdowsipour, red.) præsenterer sig selv som leder af en forening, der kalder sig Frit Iran. Det er ironisk, at medlemmer af terrororganisationen MKO (‘Folkets Mujahedin’, red.) føler sig kaldet til at udtale sig om et frit Iran. I den af Irak påtvungne krig i 1980’erne forsvarede iranerne imod alle odds deres land med deres blod. De måtte i denne bestræbelse samtidig værge sig imod forrædere i egne rækker, der agerede som femte kolonne for fjenden og hvervede uskyldige unge til at slutte sig til en særligt oprettet hærdivision i Irak, som skulle angribe deres landsmænd. De, som var så heldige at undslippe MKO’s sikkerhedsapparat i Ashraf-lejren i det nordlige Bagdad, søgte politisk asyl i Vesten med påstande om at være forfulgt. På deres asylansøgninger skrev de imidlertid aldrig noget om det forræderi, de havde begået imod deres land eller om MKO’s terrorisering af den iranske befolkning i en krigens og strabadsernes tid. Snarere fyldte de deres ansøgninger med historier, der appellerede til danskernes humanitære instinkter og frihedselskende bevidsthed.

De er terrorister

De fleste iranske borgere i Danmark er anstændige og lovlydige borgere, som er velintegrerede i det danske samfund, men en lille minoritet af disse borgere har en forhærdet baggrund som terrorister, og deres nyeste rekrutter handler som fodsoldater og talerør for interessegrupper, som er opsatte på at udøve omfattende tilsværtning af Iran. Det er overraskende, at en anset dansk avis vil stille sig til rådighed som platform for et sammenrend, hvis eneste bidrag til det danske samfund har været at organisere demonstrationer og optøjer ud for Irans ambassade.

Det er et faktum, at det i Iran sjældent er regeringen selv, som bygger moskeer. De fleste moskeer bygges takket være donationer fra troende. I det islamiske Iran udgør khoms - en religiøs skat, som andrager en femtedel af borgernes årsindtægter efter de faste udgifter er betalt - grundlaget for det meste velgørenhedsarbejde, herunder opførelse af hospitaler, moskeer, børnehjem og andre humanitære aktiviteter. Imam Ali-moskeen har muligvis forsøgt at skaffe finansiering fra sådanne kilder, men Irans Ambassade i Danmark må kategorisk afvise, at vi på nogen måde har ydet bistand til at finansiere, projektere eller opføre moskeen på Vibevej.

Engageret i dialog

Det er værd at notere, at en shiamuslimsk moské har opereret i København i næsten ti år uden nogensinde at have prædiket vold eller ulydighed imod danske værdier og love. Tværtimod har den til stadighed været engageret i dialog med lokalsamfund, kirkeledere og menighed for at fremme bedre dialog mellem trossamfund samt integration og religiøs tolerance. Det er svært at se, hvordan opførelsen af en moské i ordentlige arkitektoniske rammer kan ændre på disse funktioner, som da også er godkendt af de danske myndigheder.

Iranerne har arvet tolerance over for andre racer og religioner fra deres forfædre. Da perserkongen Cyrus den Store erobrede Babylon i år 500 f.v.t., frigav han alle slaver og fanger og proklamerede, at alle var frie til at praktisere deres foretrukne religion. Dette dekret er indskrevet på en cylinder (som findes på British Museum) og er internationalt anerkendt som den første menneskerettighedserklæring.

De, som modsætter sig opførelsen af en moské i København, ville gøre klogt i at besøge iranske byer og se deres kirker og synagoger og andre tilbedelsessteder. Det kunne lære dem en ting eller to om religiøs tolerance og frihed til at dyrke sin tro, hvilket er grundlæggende principper for individuel frihed og menneskerettigheder.

Hvad angår terroristbeskyldninger, er det så ikke på tide, at de danske medier hører op med at formidle disse latterlige stereotyper om Iran, som søges udbredt af modstandere af den iranske nation, lakajer og andre, som kun forsøger at aflede opmærksomheden fra deres egne forbrydelser i Mellemøsten.

Det er beklageligt, når dansk presse kolporterer beskyldninger, der ikke kan underbygges af kendsgerninger.

Ali Reza Jabbari er førstesekretær på den iranske ambassade i København
(Den oprindelige artikels forfatter, eksiliraneren Hussein Ferdowsipour, afviser, at han på noget tidspunkt har været medlem af MKO, red.)

Denne artikel er anbefalet af: