Det trættende spil

Mærkeligt, at en mand som Morten Sabroe, der nogle gange har skrevet så godt, kan skrive så ringe en roman som Det 13. spil.

Bogen vil både være forfaldsroman og thriller og på én gang fjollet farce og dæmonisk drama. Den lykkes ikke med nogen af delene.

Den velhavende københavnske bilforhandler Ar­-thur Hellmann tager sin kone i utroskab. Hun er kulturredaktør på Politiken og stikker for egen vindings skyld stængerne i vejret for en estimeret og svært selvfed litteraturkritiker. Samtidig spiller Ar­­-thurs teenagedatter et blodigt computerspil, og det skal vise sig, at arkitekten bag spillet er en islamist, som vil hende til livs i den virkelige verden. Noget med, at hun i hans øjne er en dekadent luder, som ikke ærbart gemmer sig til manden i sit liv.

Efter et foreløbigt klimaks rejser Arthur til Thailand og derfra videre ind i Cambodja, hvor han stjæler en motorcykel, ser sig gal på en gruppe tyskere og stikker ild på et bordel.

Af og til falder der en reference til Joseph Conrads Mørkets hjerte, og pointen er vist, at rejsen dybt ind i det eksotiske ukendte ligesom i Conrads mesterværk går hånd i hånd med en tiltagende galskab.

Nogen indre kohærens er det svært at få øje på. En roman behøver ikke følge et stringent plot eller samle alle handlingselementerne i en afrundet helhed.

Det er nok netop thrillerens værste børnesygdom, at den som oftest forsøger netop det. Men de enkelte dele skal give hinanden noget. De skal ikke bare sættes sammen.
Hjemme i Danmark mæsker Politikens kulturradikale elite sig til middage, hvor de bekræfter hinanden i, at Israel er et kolonialistisk magtmonopol og Muhammed-tegningerne en grov krænkelse af den muslimske verden. Den eneste, der turde sige, hvordan tingene jo i virkeligheden hænger sammen, var Arthur, der før sin rejse til Thailand dukkede op til et af selskaberne og satte »ridderne af den hellige tolerance« på plads.

Hverken skarp eller sjov

Bilforhandleren er nemlig ikke nogen verdensfjern bogorm, og han er ikke bange for at sige sandheden om de »bevægelser som vil undertrykke kvinder, dræbe homoseksuelle, dræbe jøderne og etablere et inkvisitorisk regime hvor religionsfriheden og ytringsfriheden fjernes.«

Karikaturen af Politiken, eller Puritaneren, som avisen også bliver kaldt i bogen, er hverken skarp eller sjov. Tag for eksempel chefredaktøren.
Han bebrejder den borgerlige regering alt, selv om den borgerlige regering jo slet ikke er skyld i alt.
Virkelige personer skal romanens figurer vist ikke mime. Det 13. spil er ikke nogen nøgleroman. Det er alene institutionen Politiken, som står for skud. Det kan man så synes er modigt, særlig når nu romanen udkommer på Politikens Forlag, og Morten Sabroe i hvert fald tidligere har skrevet for avisen.

Man kan også synes, det er lidt trættende.

Morten Sabroe vil rapkæftet drille det politisk korrekte Danmark og samtidig fortælle en eksistentiel historie. Som roman fungerer forsøget ikke. Kritikken af tossegod tolerance forbliver på banaliteternes plan, og bilforhandleren Arthur fremstår mest af alt som en romanfigur, der er sat i verden for at binde en lang række løsrevne scener sammen.