»Må man stadig gerne kalde en negerbolle for en negerbolle? Det er jo sådan et godt gammelt dansk ord, og det kan der vel ikke være noget galt med, vel? Det må du da vide!«.
Et uskyldigt spørgsmål? Eller en irriterende påmindelse om, at hudfarve betyder noget, og at man som del af en minoritet i Danmark skal stå til ansvar for mange fordomme og ideer om ens baggrund og kultur?
Der findes i Danmark en fortælling om, at hudfarve ikke har nogen betydning. At vi i den forstand alle er farveblinde, og at vi alle bliver behandlet lige. Det hænger sammen med en forestilling om, at Danmark er et tolerant og åbent samfund.
Sådan forklarer Lene Myong, ph.d. og ekstern lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, den såkaldte idé om ‘farveblindhed’, som hun mener er kendetegnende for det danske samfund.
»Det er vigtigt at anerkende, at racisme er et væsentligt problem i det danske samfund. Ikke kun i form af enkeltindividers fordomme, men også på et strukturelt niveau, og det kan for eksempel være, hvis politiet på Nørrebro automatisk visiterer unge mænd med brune kropstegn, eller når nogle danske dameblade ikke vil bruge sorte forsidemodeller. Og i den sammenhæng bliver det problematisk at benægte, at hudfarve får betydning i menneskers liv, for det gør det rigtig vanskeligt at tale om erfaringer med diskrimination,« siger hun.
Hysterisk og nærtagende
I forbindelse med sin forskning har Lene Myong interviewet 35 koreansk-adopterede mænd og kvinder i Danmark. De fleste har erfaringer med racisme, men også med, hvor svært det er at snakke om, fordi den dominerende fortælling om farveblindhed gør det vanskeligt at rejse spørgsmål om forskelsbehandling.
Det bekræfter en kilde med afrikansk baggrund til Information. Hun ønsker at være anonym.
»Jeg har mange oplevelser med diskrimination i Danmark - på mange forskellige niveauer. Og det kan være rigtig svært at sige højt, for eksempel hvis det er noget, der forekommer på ens arbejdsplads. Man kan hurtigt blive stemplet som hysterisk og nærtagende. Det kan sammenlignes lidt med sexchikane; grænsen er hårfin, og det kan hurtigt virke som om man selv skaber - eller er - problemet,« siger hun.
I USA har man historisk set langt større erfaring med racisme og multikultur, end det er tilfældet i Danmark.
Myten
Michael Brown er professor i politilogi ved University of California og medforfatter til bogen Whitewashing Race: The Myth of Color-blind Society (Hvidvaskning af race: Myten om et farveblindt samfund, red.), og han mener, at der ikke findes noget som et farveblindt samfund: »I bogen var vi optaget af at kritisere og gendrive en speciel farveblind ideologi, der har rodfæstet sig i USA siden borgerrettighedsrevolutionen i 1960’erne. Ideologien hævder, at borgerrettighederne fra 60’erne sørgede for lighed for loven, og at det var alt, hvad der var nødvendigt. Øvrige uligheder skyldes enkelte individer og deres syn på race. Vi argumenterer imod dette og for, at racisme stadig præger USA på flere niveauer. Så derfor vil jeg kalde farveblindhed for en ideologi, i hvert fald i USA, et trossystem og ikke en beskrivelse af, hvordan et samfund virker,« siger han.
Michael Brown er enig med Lene Myong i, at fortællingen om farveblindhed kan være med til at bevare en vis form for ulighed - for eksempel når offeret for racisme bliver anklaget for at være overfølsom eller tage fejl.
»En ideologi om farveblindhed kan ligefrem retfærdiggøre en fortsat ulighed,« pointerer Brown og forklarer, hvordan man i et samfund, hvor der skal forestille at være lige muligheder for alle, nemt kan skyde skylden på enkelte individer »som bare ikke formår at udnytte de muligheder«.
Med andre ord, så er det ikke samfundets problem, at en minoritet klarer sig dårligere på for eksempel jobmarkedet, men individernes eget problem.
Hverdagsracisme
Racisme er ikke kun et fænomen, der findes på arbejdsmarkedet, på gader og stræder efter mørkets frembrud eller hos nynazisterne i Greve, pointerer Lene Myong:
»Hverdagsracisme findes mange steder og er ikke koncentreret til bestemte områder i samfundet«.
Informations kilde er enig:
»Én ting er tilråb på gader og i busser. Men racisme er ofte skjult og kommer til syne i små bemærkninger, og det gør den ikke mindre ubehagelig. Jeg synes, det er et meget omfattende problem i Danmark - selv om kommentarerne måske ikke bliver sagt i ond mening. Jeg tror, at man i andre lande er mere bevidst om, at den slags input ikke nødvendigvis skaber kontakt,« siger hun og fortsætter:
»Den helt typiske kommentar lyder: ‘Jeg tænkte på, du som er fra Afrika. Hvordan er det med de afrikanske mænd og deres tissemænd?’ Jeg føler tit, at jeg står over for et valg; skal jeg bryde ind nu og ødelægge samtalen ved at sige fra - eller skal jeg lade som ingenting. Jeg har for eksempel haft en oplevelse, hvor vi sad nogle stykker og ventede, og der var en, der spurgte, om jeg ikke kunne danse og underholde lidt, når nu jeg var fra Afrika. Jeg synes, det var så ubehageligt, og sagde det, men han slog det hen som dansk humor. Og det tror jeg er meget typisk for Danmark.«
Hvis danskerne skal gøre op med fortællingen om farveblindhed, er første skridt, ifølge Lene Myong, en erkendelse af, at race har betydning i menneskers liv. Også Michael Brown pointerer, at alle uligheder bør konfronteres lige på:
»Ideen om et farveblindt samfund er simpelthen en undvigelse og en fornægtelse af virkeligheden,« siger han.
Den anonyme kvindes identitet er redaktionen bekendt
Kommentarer
Glimrende artikel af Maria Skov.
Det er forfærdelig indlysende, og det har mange udtryk, f.eks. den med at man ikke skal give særbehandling pga. dit eller dat. Her overser man, at man selv i forhold til de andre får særbehandling, bare fordi det passer med ens egne behov, ser man det ikke.
Den største faktor til hinder for integration i Danmark, er den florerende racisme, der er til stede alle vegne i vores samfund. Derfor er det et enormt paradoks, at vi på den ene side taler så utroligt meget om integration, samtidig med at det på den anden side er belagt med tabu, at italesætte den danske racisme.
når nogle danske dameblade ikke vil bruge sorte forsidemodeller
Jamen, dog! Skal man nu til at bekymre sig om Alt for Damerne, Femina og Tidens Kvinder?
Det er da frygteligt, at de ikke er politisk korrekte!
I Danmark er racisme jo netop lig med politisk korrekthed. Racismen er stureren lige fra Dansk Folkeparti og over til SF.
Jeg er så heldig at have en smuk kone med asiatiske træk. Vi oplever ind i mellem implicit racisme når vi går på gaden - dels nogle typer af mænd, der glor liderligt på hende som om hun var en prostitueret til fri benyttelse - og dels nogle iskolde blikke fra danske kvinder (især dem over 40 år).
Selvom det ikke er noget der bekymrer os særlig meget, er det da utrolig uforskammet og dårlig stil.
Danmark er IKKE et tolerant og åbent samfund. At foregive dette er derfor noget vrøvl.
Denne kommentar er anbefalet af:
Racismen florerer i Danmark. Man behøver blot at følge den elektroniske debat i Dagbladet Information et par dage, for ved selvsyn at kunne konstaterere, hvor grelt det står til.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er godt set!… og præcis samme indstilling som møder de ‘hysteriske feminister’ i Danmark. For ‘vi har jo ligestilling’….
Denne kommentar er anbefalet af:
@Alexander Carolinus
Vi mænd ser skam lidderligt på smukke kvinder af alle racer og ligeledes gælder de iskolde og misundelige blikke fra kvinderne alle slags smukke og især udfordrende kvinder.
Desværre er det sådan - jeg synes vi hver især skal gøre vores lille del til at modvirke oplevelsen af at dette er “dansk humor” og at “dem der kommer hertil må leve med at blive latterliggjort - det er jo i en god mening”. Sig fra ved middagsborde, på arbejde, i offentlige områder hvor den lille racisme desværre trives.
Det er ganske enkelt god gammeldags mobning - og ligesom med mobning - hvem ved - måske er det dig der rammes næste gang? Den utryghed er ikke i nogens interesse. Den der udøver vold har oftest størst risiko for at blive udsat for vold selv - derfor giver det god mening at hjælpe vedkommende til at lade være.
Vi skal dele overskud - ikke underskud. Dette er udtryk for et nationalt underskud - at vi håber i stedet for at dele - men det trives jo desværre også i bedste velgående i den politiske klase vi har valgt ind?
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg har oplevet, at når man siger klart fra uden at være ubehøvlet, går det faktisk ofte op for den anden person, at der er en problemstilling at tage fat om. Hvis man gør det til en vane, at man altid siger fra, bliver det lettere i hver enkel situation.
Desuden får man det bedre med sig selv.
Denne kommentar er anbefalet af:
jamen dog - jamen dog!
jeg er 193 cm høj, jeg er slank, bruger størrelse 47 i sko, er grænsende til det magre, og jeg har stærkt vigende hårgrænse, for blot at nævne nogle af mine fysiske træk.
som jord&betoner i mine unge dage, var mit øgenavn “Arme & Ben”, småfolk spørger stadig spøgende “Hvordan er luften deroppe?”, og de rigtigt morsomme spørger mig om jeg ikke har strammet hestehalen får hårdt.
Med andre ord: de fleste af os får kommentarer om vores fysiske fremtræden. Om man så vælger at opleve alle kommentarer ens, er en hel anden ting.
Jeg er da ikke i tvivl om, at en del af de kommentarer jeg har modtaget , har været fremsat i ondskabsfuldt øjemed, men flertallet har jeg nu bare oplevet som ret uskyldige jokes. Jeg valgte derfor engang i tyverne, at jeg ville opfatte alle den slags kommentarer som jokes, og helst svare igen med en tilsvarende replik om afsenderens fysik.
Er der forskel på at spørge mig, om sådan nogle tynde arme ikke brækker nemt, eller at spørge en afrikaner om det er rigtigt at afrikanske mænd har store pikke?
Eller for at spørge mere specifikt: er der noget galt i at have fordomme? Jeg har da ihvertfald selv mange, selvom jeg har gjort en del for at udfordre og udrydde dem.
Derfor kan jeg ikke fordømme andre mennesker for at nære fordomme, uanset om det er overfor smagen af gedeost, intelligensen hos fede mennesker, eller størrelsen på afrikaneres lem.
Man kan kræve, at alle grupper behandles ens, men man kan ikke forlange at individer tillægger sig blindhed overfor andres individualitet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Danskerne skal gøre op med den indbildte sandhed om, vi er farveblinde over for medmennesker, kolleger, venner af en anden genetisk herkomst end flertallets leverpostejsfarvede hår og mælkehvide hud. Race har betydning i menneskers liv. Alt andet er en benægtelse af fakta. Spørg bare indvandrere eller adopterede, siger eksperter. Foto: Finn Frandsen/Polfoto
Dejlig med en så politisk korrekt og ikke spor racistisk udtalelse.
Uanset hvor træls det er, så er det ikke mobning at modtage den samme irriterende kommentar, fra 10 forskellige mennesker i 10 forskellige situationer, - mobning er derimod, når den samme person eller gruppe kommer med 10 nedsættende kommentarer.
Jeg går da bestemt ind for, at man er varsom med at gøre sig munter på andres vegne, men alt afhænger altså af situationen. Hvis jeg f.eks. er i en arbejdsgruppe eller andet socialt fællesskab, hvor vi har en naturlig hård tone om alt mellem himmel og jord, så anser jeg det for en lokal social kodeks, som måske nok skal påpeges overfor nytilkomne, men ikke nødvendigvis kan kræves ændret af en enkelt.
@Sven Karlsen
“Jeg er da ikke i tvivl om, at en del af de kommentarer jeg har modtaget , har været fremsat i ondskabsfuldt øjemed, men flertallet har jeg nu bare oplevet som ret uskyldige jokes. Jeg valgte derfor engang i tyverne, at jeg ville opfatte alle den slags kommentarer som jokes”
Netop, og det gør sgu livet en hel del lettere at leve.
At være nærtagende er ikke ubetinget en kvalitet.
Danskerne scorer formentlig højt i drilleri, men lavt i ægte racisme.
Selv er jeg da blevet mobbet med min vestjyske dialekt - og sjovt nok er det altid middelklasse/akademikersegmentet der er intolerant. Altså dem der ligger længst fra DF.
På den nordvestjyske hjemmebane er jeg derimod blevet drillet med at være for klog, og af min egen familie fordi jeg var tynd.
Der er grund til at skelne mellem ægte diskrimination og drilleri. Det gør artiklen ikke noget forsøg på.
Jeg mener i øvrigt ikke drilleri altid er sjovt eller gavnligt - men man må leve med det. Det er jo ikke alle der er lige så seriøse som mig - så ville verden nok også være lidt kedelig.
Denne kommentar er anbefalet af:
Og så den der floskel om “tilråb på gader og i busser”.
Helt ærligt, hvornår har I sidst hørt racistiske tilråb mod ikke-danskere på gader og i busser?
Det er langt hyppigere med tilråb, chikane, truende adfærd og hån fra unge muslimer mod danskere.
Det bliver bl.a. bøsser og lyshårede kvinder ofte udsat for.
Jeg vil dog medgive at kvinder med tørklæde kan blive generet - men det sker med halvskjulte bemærkninger, egentlige tilråb har jeg ikke set så tit. Og her skal man i øvrigt huske at tørklædet er selvvalgt, og hvis man endelig vil gå med det, findes der jo også mere diskrete måder at sætte det på. Jeg bryder mig bestemt ikke om at nogen bliver udsat for sårende behandlig pga. påklædning, men et religiøst symbol kan naturligvis virke provokerende.
På den skole jeg er ansat fik vi en ny kvindelig lærer. Hun er fra Holstebro og har kurdiske rødder i Tyrkiet. Hvad tror I hun blev drillet med ??? Sproget selvfølgelig, som alle vi andre bonderøve er blevet det.
Casper Udemark:
Man kan godt både være dansker og muslim.
Man kan også godt både være dansker og opleve racistiske tilråb.
Medlidenhed og politisk korrekthed er da det sidste vi har brug for..
Det er da netop vores hudløse ærlighed, medfølelse og sunde fornuft, der gør vores samfund frit og frugtbart..
Det skal indvandreres nærtagenhed da helst ikke stå i vejen for..
Jeg kan ikke se hvorfor vi skal ændre vores måde at behandle og snakke til hinanden på.. Vi skal blot lære hinandens kulturer bedre at kende, så vi forstår hinanden bedre..
…skadefryd og racisme er blevet en fast bestanddel af Dansk humor, til gengæld er frisindet forsvundet……! Meget relevant artikel. Th~~
Denne kommentar er anbefalet af:
Er frisindet forsvundet..?
.”Det skal indvandreres nærtagenhed da helst ikke stå i vejen for..”
De små bemærkninger i bussen og den slags er ikke problemet som sådan, de er et hverdagssynligt tegn.
Hvis der står efternavne som Cengiz eller Abderrahman på en ansøgning, ryger den fra i rigtig, rigtig mange grovsorteringer. Når de når frem til samtaler er det oftest ikke så galt, for ansigt til ansigt er vi jo gennemgående flinke, rare og fordomsfrie mennesker, men når vi grovsorterer folk uden helt at gøre os vore kriterier klart, er det altså surt at være “fejlfarve”.
Og skulle nogen udtale sig om, at de oplever et problem, er de, som artiklen påpeger, bare nogle nærtagende idioter, som skulle tage sig sammen. For vi er jo ikke racister, vel? Næ, kun når vi ikke tænker over det og taler om det.
Denne kommentar er anbefalet af:
Er en mands følsomhed vigtigere end en anden mands ærlighed..?
Kære Tommy Pedersen,
“nærtagenhed” er ikke et indvandrerfænomen, ligesom det heller ikke er hverken et højre- eller venstrefløjsfænomen.
Når jeg tager klar afstand fra artiklens sammenkædning mellem egentlig racisme og “små bemærkninger i hverdagen”, så er det så absolut ikke en afvisning af, at der findes racisme i Danmark.
Eller sagt på en anden måde: at spørge en person om “Hvordan I mener/gør …”, er en bearbejdelse af en fordom, mens en udtalelse om “Hvordan de mener/gør …”, er et udtryk for en fastlåst fordom.
Det er ikke følsomheden, der er pointen.
Følsomheden er over for udtryk for en tendens, som også har andre, mindre harmløse konsekvenser. Racisme er ikke kun et spørgsmål om fornærmethed og “pigesurhed”, men også om reélle konsekvenser for folk, som vi, flertallet, har magt over. Og det er en magt, som på mange, subtile måder BLIVER udøvet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære Tommy Pedersen,
“Er en mands følsomhed vigtigere end en anden mands ærlighed..?”, spørger du, og svaret er naturligvis nej.
Du må mene og sige hvad du vil om andre mennesker, så længe du anerkender gensidighedsprincippet: at andres meninger og udsagn er ligeså gyldige som dine.
Jo, nærtagenhed kommer ret naturligt, når man mødes med en kultur man ikke er vant til.. Især en forholdsvis frisindet kultur som den danske, hvor vi ikke holder os tilbage for at være kritiske sige vores ærlige mening om hinanden..
jeg tror at alle kulturer internt har en veludviklet tradition for gensidig kritik, - at andre kulturer ikke gør det efter vores principper, betyder ikke at det ikke sker, men blot at det sker på andre måder.
Skal vi se på vores nærmeste naboer, så har danskere altid beskyldt svenskere for at være “stivere i betrækket” end os, men når jeg har bevæget mig i Sverige, så har de interne “drillerier” imellem f.eks. stockholmere og skåninger ikke været meget forskellige fra spillet imellem københavnere og århusianere.
Kulturelle adfærdsnormer er ligesom sprog, - og bare fordi en siumut ikke har sit eget ord for “niogfyrre”, betyder det ikke at antallet ikke eksisterer i Grønland.
Alt er relativt.. Jeg tror til gengæld at de mellemøstlige landes befolkning er langt mere solidariske end de vestlige landes.. Deres religion er en integreret del af deres kultur, så enhver der skiller sig udenfor bliver i bedste fald set ned på og i værste slået ihjel..
Der er forskel på at kritisere “hinanden” og at kritisere “de andre”..
Jeg vi gerne citere Casper Udemark:
“Helt ærligt, hvornår har I sidst hørt racistiske tilråb mod ikke-danskere på gader og i busser?”
Og svaret er - aldrig. Behøver man sige mere?
Tja, der kan jeg svare: “Sidste november”. Og jeg tager ret sjældent bussen…
Refrasering:
Alt er relativt.. Jeg tror til gengæld at USAs befolkning er langt mere solidariske end de mellemøstlige landes.. Deres religion er en integreret del af deres kultur, så enhver der skiller sig udenfor bliver i bedste fald set ned på og i værste slået ihjel. ??
Jeg tror det er bedst hvis vi holder kommentar-sektionen fri for gættelege..
Jeg er helt enig med dig Sven
I det daglige samkvæm med kollegaer og venner har man da en vis jargon.
Når jeg f.eks. hører om verbal sexchikane, må jeg da nok indse at jeg står til vand og brød resten af mit liv, hvis jeg blev anmeldt, men sådan var omgangstonen på arbejdspladsen, hård men hjertelig…
MEN jeg orienterer mig da først, inden jeg kommer med kommentarer, drillerier overfor folk jeg ikke kender godt nok, f.eks. en ny kollega.
Derfor var/er debatten om ytringsfrihed contra streger på et stykke papir, fuldkommen latterlig, som Anden så glimrende beskrev det”hvis jeg går hen til en HA’r og sviner ham til, ja så må jeg jo finde mig i de reprisalier der kommer, og så kan jeg ligger der krøllet sammen og mumle om min ytringsfrihed.
Jeg er af det princip at man da ikke skal såre eller nedgøre andre mennesker uanset hvad.
Lene Myong har ret i at der er masser af racisme i det danske samfund.
Hendes analyse tager udgangspunkt i at det primært er etniske danskere som er racistiske.
Dette er selvfølgelig alt for ensidigt og udtryk for manipulation.
Der florerer masser af racisme i indvandrermiljøerne rettet mod etniske danskere.
Men hos Lene Myong er det ikke stuerent at påpege dette forhold.
Hendes forskning virker tendentiøs og leflende for det politisk korrekte.
Denne kommentar er anbefalet af:
Som Sven Karlsen tidligere i tråden så strålende påpeger, så er det menneskets natur, at registrere, tage afsæt i og påpege personers afvigelse fra “normen”.
Således får vi alle nogen over nakken gennem livet. At gøre disse mekanismer til et udtryk for racisme, er at drive, en i forvejen anstrengt krænkelseskultur, helt ud i ekstremen.
Det var sgu’ ikke småting jeg selv skulle lægge ryg til, da jeg en overgang i teenageårene var blevet lige lovligt buttet. Og jeg var ikke den eneste. Der var det “røde apparat”, “Hatlefanden”, “friluftsgebisset”, “stinkdyret”, “Neger-John” etc.
Der blev givet og taget, og i sjældne tilfælde blev der varmet ører, efterfulgt af samtale på rektors kontor. Det var dog ikke værre, end at man senere på dagen kunne følges hjem fra skole, og der var da ingen der i deres vildeste fantasi drømte om at gøre det til en politisk- eller straffesag.
Senere, i diverse ufaglærte jobs, gentog mønsteret sig (dog uden ørevarmningen!), og endnu senere som akademiker ligeså, dog i mere subtile, diskrete former.
Sådan er livet. Acceptér det, eller tag på DPU / RUC, bliv bitter og forsøg at udøve sindelagskontrol via politisk korrekthed.
Overordnet set, er det da egentlig en underlig, kontraproduktiv beskæftigelse, nærmest manisk at eufemisere almenmenneskelige fænomener om til diskrimination og racisme. Se glasset som halvt fuldt, så kan det være vore svært integrerbare medborgere vælger at gøre det samme.
Måske er dette blot Lene Myongs måde at tilbagebetale skolegårdens prøvelser på, eller også har hun drukket for meget urtete i fredagsbaren, i selskab med de forkerte. Uanset hvad ,ser hun spøgelser hvor der ikke er nogen, og skyder langt over målet.
Max Andersen: Jeg er enig med dig i at man tit mobber, driller og chikanerer folk mere end godt er.
Jeg er ikke enig med dig i at det er “menneskets natur”. Mennesket kan både opføre sig godt og ondt, men har en fri vilje. Adfærden kommer meget an på hvor dannet og vidende man er. Vi har et dannelsesproblem. Og jeg taler ikke om akademisk dannelse.
Jeg mener den slags er præget af kultur, og som jeg har påpeget ovenfor, mener jeg danskerne er ret slemme til at mobbe hinanden - og især bagtale.
Jeg mener ikke det er så uskyldigt som du gør, da den slags kan ødelægge mennesker.
Men det er ikke egentlig racisme. Det er en hån mod ofrene for den egentlige racisme, når man blander det danske drilleri ind i det. Ægte racisme er apartheid, slaveri og lynchinger i USA’s sydstater, Kong Leopolds rædselsregime i Kongo og den øvrige kolonihistorie.
At blive udsat for morsomme spørgsmål om afrikaneres penisstørrelse er ikke racisme, men blot upassende humor. Tilråb som f.eks. “negersvin” er racisme, men det er primært tegn på danskere der føler sig marginaliseret. At kalde en kvinde med tærklæde for “hættemåge” er næppe racisme. Systematisk vold og trusler mod en gruppe er nok racisme.
Giacomo Matteotti: Hvor har jeg påstået at en dansker ikke kan blive udsat for racisme, og hvor har jeg påstået at en dansker ikke kan være muslim?? Det fremgår af mit indlæg at jeg taler om danskere mod muslimer - det gør jeg fordi rigtig mange muslimske indvandrere primært definerer sig selv som muslimer (især de yngre, hvilket tyder på at islamismen vinder frem) - og de definerer sig IKKE som danskere.
Pressen har taget denne skelnen til sig, den taler i dag oftes om “muslimer” som om det var en etnisk gruppe med særlige rettigheder til at pille sin navle og afgrænse dig. Det er en nyere udvikling. For 15-20 år siden talte man stadig om arabere og Mellemøsten, nu hedder det “muslimer” og “den muslimske verden” i pressen. Og vi i vesten kaldes “de kristne”, selv om rigtig mange af os, inklusive journalisterne, ikke er en sk*d kristne. Det er en uhyggelig opdeling, nærmest racistisk - hvis man nu vil bruge en bred definition af ordet racisme.
Det får mig til at tænke på:
http://www.youtube.com/watch?v=nnXk_hyuquA&feature…
Niels Hausgaard taler sandheden!
De sædvanlige forsøg på at bagatellisere alvorlige problemer. Danskerne lever i den vildfarelse, at løsninger kommer af sig selv; men løsninger kommer ALDRIG af sig selv, de kræver hård og målbevidst indsats. Lug ud i de dårlige vaner. Analysér, hvornår et intimt frisprog er i orden, og hvornår det er ren Klodshans.
Og husk så lige på, at der også er en kedelig hierarkisk ting indbygget i denne gøren sig lystig på andres vegne: man gør det jo ikke overfor mester eller direktøren, vel?
@Peter Hansen
Sikke noget vrøvl.
Hvis mester/direktøren ikke kan tåle lidt modsigelse/gas så er han da ikke værd at arbejde for, dermed ikke sagt at det er det første man gør, når man starter på en ny arbejdsplads, eller får ny direktør jvf. mit tidligere indlæg
MVH
Martin Vindum
Kære Peter Hansen,
på sin vis har du jo fuldstændig ret, - men at man har nogle differentierede grænser, som betyder at man måske ikke punker sin chef eller sin kunde ligeså hårdt som man punker sin makker/kæreste/whatever, hænger jo for det meste nok sammen med, at man sjældent har en nær social relation til chefen/kunden.
Men jeg vil stadig påstå, at modtageren har et stort ansvar for at tolke afsenderens motiv for at fremsætte et udsagn.
F.eks. har min hustru et andet sprogbrug end jeg har. Kommer jeg ind i et rum og taler til hende, mens hun taler i telefon, så vil hendes refleks typisk være at sige “hold lige kæft, jeg taler i telefon!”. I min baggrund er det en meget grov sætning, og jeg ville nok tage den anstødelig fra de fleste. Men istedet for at prøve at opdrage hende til at tale på en måde der ikke støder mig, har jeg valgt bare at vænne mig til hendes sprogbrug.
Den reaktion klassificerer mig selvfølgelig som en vatpik, men sådan en etiket er nem nok at leve med, når bare jeg slipper for at skulle bruge en masse kræfter på at opdrage mine medmennesker, - jeg er nemlig et dovent menneske, som vælger den nemmeste løsning ;-)
Sådan en holdning kommer selvfølgelig ikke af sig selv, og i mit eget tilfælde må jeg nok give min mor og far skylden for det. De havde nogle vanvittigt gammeldags opfattelser af omgangsform mellem børn og voksne, og forlangte at jeg skulle tale til dem i en anden tone, end jeg brugte overfor mine kammerater på gaden og i skolen. Den slags medfører naturligvis en tvangsvane med (næsten) altid at tænke før man taler, og det dræber jo megen spontanitet … men jeg tror egentlig også, at det har sparet mig for lidt øretæver i tidens løb ;-)
Ah, Sven Karlsen, det er vist lidt en gliden af på problemstillingen, du præsterer her.
Du indfører den præmis, at der skal være tale om en tæt relation; men det er der jo heller ikke i eksemplet i artiklen; faktisk kan man vende det på hovedet, så at det frisprog, du må døje fra din kone, er beseglingen af den tætte relation.
Hvad der er tale om her, i artiklen, er accepten af andres vaden ind uden at tørre fødderne på måtten, stikke fingeren i jorden eller hvad vi har af lignende metaforer for at gøre det, du så fornuftigt er blevet oplært til: at tænke dig om, før du taler. Som Cleo i sin tid sang: “Det’ en gammeldaws facon, men den er kattenknurre’me go’”.