Det var ikke forkert det, de så. Det var heller ikke rigtigt. Grimt var den danske regerings knæfald for Kina, men det blev alligevel kaldt for godt. For det blev set som overgang fra Fogh Rasmussens idealisme til en ny statsministers pragmatik. Ethvert kompromis er ikke længere den kompromitterende afslutning på en værdikamp, det er blevet starten på en politisk forhandling.
Under karikaturkrisen hævede Fogh vores idealer over de danske eksportinteresser. Nu står hans efterfølger i Kina og synger om, at vi sandelig ikke har noget at bebrejde kineserne efter COP15 i København, og at vi bestemt ikke har politiske problemer med den nye økonomiske stormagt. For ikke længe siden støttede vi stolt Tibets modstandskamp, og statsministeren mødtes med Dalai Lama. Nu blander vi os ikke i interne kinesiske forhold. Mens Fogh var statsminister, blev samarbejdspolitikken under den tyske besætelse set som national falliterklæring. Han kaldte det for »småstatsmentaliteten«. For ham var det skandaløst skamfuldt, at vi ikke alle samlede os til væbnet kamp som modstandsfolk under Anden Verdenskrig. Uden frygt for at virke latterlig roste Fogh for nylig sig selv for have afskaffet »småstatsmentaliteten«. Han sagde ikke noget om vores nye holdning til Kina; for den ligner akkurat den opgivelse af egne idealer i mødet med overmagten, som Fogh har kaldt de svages »sejlads under bekvemmelighedsflag«.
Er de rigeste de frieste
Men andre er anderledes positive: Nu er idealismen afløst af realisme. Vi vil ikke føre krig for godheden selv, men bare anstrenge os for at få det bedst mulige ud af verdens konflikter. Det er ikke forkert at se det som en forandring fra Fogh Rasmussen til Løkke Rasmussen.
Men det er heller ikke rigtigt at se det som en personlig præstation. Over hele den vestlige verden er de demokratiske ledere, der prøvede at gøre Olympiaden i Kina til parade for vores politiske korrekthed, i knæfald for kinesisk kapitalmagt. Den franske præsident Nicolas Sarkozy truede med boykot af de Olympiske Lege, og han mødtes personligt med Dalai Lama. Men da det så ud til at koste afsætning for Carrefour i Kina, blev også Sarkozy forvandlet fra stor idealist til lille realist. Sidst Dalai Lama var i Paris, så han ikke noget til den franske præsident. Heller ikke Barack Obama fandt anledning til at tale om menneskerettigheder og Tibet sidste gang, han var i Kina. Og han sagde ikke det, som amerikanske økonomer og hans egen finansminister hele tiden taler om: Den kinesiske valuta er så nedskrevet, at det ‘kunstigt’ favoriserer kinesiske selskaber. Det ødelægger ‘den frie verdenshandel’. Obama sagde derimod, at han ikke så nogen modsætning mellem amerikanske og kinesiske økonomiske interesser. Og han takkede kineserne for hjælpen med at løfte den amerikanske økonomi ud af krisen.
Uden automatik
Vi er med andre ord vidner til en slags global tilpasningspolitik. Det er ikke et spørgsmål om nationale personer, men om globale positioner: Det lyder som en rimelig realisme, men det kan også ses som et radikalt brud. Den vestlige selvforståelse har længe været præget af troen på, at økonomisk vækst vil føre til politiske reformer. Kapitalismen hyldes som forudsætning for demokrati, og demokrati regnes for konsekvensen af kapitalistisk succes. De rigeste lande bliver i denne optik også til de frieste, og politiske frihed regnes for en betingelse for at gøre borgerne til effektive kapitalistiske entreprenører. Økonomi og demokrati er i vores selvopfattelse verdenshistoriske tvillinger. Vi skal ikke vælge mellem kapitalisme og demokrati, Vestens valg er kapitalisme & demokrati.
Det står efterhånden klart, at den globale strategi for kapitalistisk succes i lande som eksempelvis Argentina og Sydafrika endte med at ødelægge den politiske stabilitet. De radikale reformer, som skulle skabe økonomisk succes, førte til fiasko for retsstaten. Det var et ideologisk nederlag, som ramte en række udviklingsøkonomier. I tilfældet Kina adskilles økonomisk vækst og demokratiske fremskridt endnu mere markant: Det økonomiske mirakel har ikke ført til politiske forandringer. Den kinesiske gennemsnitsløn er endnu under en tiendedel af den amerikanske gennemsnitsløn, men det er stadig over tre årtier lykkedes at frigøre 500 millioner kinesere fra fattigdom. Det betyder ikke kun, at man ikke kan regne demokratiske reformer for den automatiske konklusion på økonomisk vækst. Det betyder omvendt også, at det ikke kan tages for givet, at den demokratiske kultur skaber de bedste betingelser for økonomisk vækst. Som den amerikanske forfatter Thomas Friedman har bemærket: Der er politiske problemer med et udemokratisk et-parti-system, »men når det ledes af en oplyst gruppe mennesker, som i Kina i dag, kan det have enorme fordele. Det ene parti kan gennemføre politisk vanskelige, men vigtige reformer, som er nødvendige for at bevæge et samfund fremad i det 21. århundrede.«
Modsætninger - ikke tvillinger
Demokratiet bliver udlagt som en belastning. Kineserne kan reformere deres samfund radikalt, fordi borgerne ikke skal overbevises om, at det økonomisk rigtige er det politisk retfærdige. De opfører storbyer på måneder, bygger hundredvis af nye universiteter, og når lederne bestemmer, at alle skal lære engelsk, bliver hver kinesiske skoleelev tildelt et engelsk navn som ny obligatorisk parallelidentitet. Vestlige ledere, som herhjemme ikke kan se en folkeforsamling og en flaske rødvin, uden at hylde demokratiet, kommer imponerede hjem fra rejser til Kina og fortæller om de fantastiske forandringer. De er chokerede over hastigheden og fascinerede af effektiviteten: De er misundelige på den politiske handlekraft, som ikke er belastet af demokratisk bøvl. Dette afslører en alarmerende foragt for demokrati i vores økonomiske og administrative overklasser, at »nødvendighedens politik« uden folkeligt mandat dyrkes som den sande politik. Men det gør også noget tydeligt, som længe har været tilfældet: Kapitalisme og demokrati er ikke historiske tvillinger, men ofte politiske modsætninger.
Spørgsmålet bliver, om vi stadig vil være politisk frie, hvis det ikke gøre os økonomisk rige? Det er ikke forkert, men heller ikke rigtigt at kalde det en global værdikamp: Det er en global demokratikamp.
Kommentarer
Ja, det bliver spændende hvor mange knæfald vi skal se for etpartisytemet fra vestlige ledere.Ledere som historisk og officielt har fordømt Kinas mangel på demokratisk forståelse mm.
Jeg tror nu der ligger noget historik i ,især USA’s diplomati, med de kinesiske ledere.Præsident Nixon, en af de mest ultraliberale præsidenter, havde allerede i sin tid et godt øje til Kina. Obama takker i dag ligefrem kineserne for deres sunde økonomi og ekspansion…det er sku en ny verden som vokser frem…….Kommunismen & USA i samme båd, dybt afhængige af hinanden.Det er vist det man kalder konvergens i sin fulde potens. Hvad med demokratiet og markedet i fremtiden, hvad kom først hønen eller ægget ?
Efter en del indledende filosofisk gætværk om Kina …og de tibetanske munke… samt påstande om at ‘økonomisk vækst og demokrati’ fører til ‘frie rige mennesker’ argumenteret med tautologien De frieste mennesker bliver også de rigeste. fordi De rigeste lande bliver…også til de frieste når RL - uden refleksioner over kapitalismens iboende systemfejl, eller om hvad frihed er, eller for den sags skyld om andre demokratiske modeller end de vestlige - frem til følgende:
Spørgsmålet bliver, om vi stadig vil være politisk frie, hvis det ikke gøre os økonomisk rige?
Det virkelige spørgsmål - og det der stilles blandt andet i Østeuropa lige nu - er: Vil vi være politisk frie i liberalistisk forstand, hvis det gør os økonomisk fattige?
Lad mig slå fast: korruption, censur og centraliseret propaganda umuliggør demokrati…
Lad det system der er rent kaste den første sten…
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære Rune L,
Det er pænt af dig at foregive at tro på, at Anders Fogh førte ‘idealistisk’ udenrigspolitik. Mht. Kina har du overset, at Anders Fogh i 2004 gik ind for at ophæve embargoen mod EU våbensalg til Kina. Indrømmet, at det var før karikaturkrisen, og at der bagefter var strid om han bare citerede andres ønsker. Men Berlingske Tidende citerer ham for på en pressekonference at have udtalt:
Vi synes, det er rigtigt, at vi fastlægger en fælles EU-linje i Kina-politikken på det som såvel på andre spørgsmål, og den danske beslutning er altså, at vi i sidste ende ikke vil modsætte os en ophævelse af våbenembargoen, sagde statsministeren.
- Jeg ved ikke, om han var følgagtig over for Kina eller specielle danske interesser. Eller hvad ‘i sidste ende’ skulle betyde.
Man kan få den tanke at den samlede vidensmængde om Kina er for lille i Danmark til at vi kan føre en nuanceret debat, der kan være med til at skabe indsigt og forståelse omkring Kinas politik vedrørende økonomi, arbejdsmarked, befolkning og udvikling…
Det gør det ikke bedre at journalisterne dækker deres uvidenhed om fænomenet Kina ind under et stivnet forsvar for et forældet munkesystem i Tibet…
Uvidenhed går hånd i hånd med racisme…
Ja Bill
Helt enig, men jeg tror, at inde i folks hoveder dannes et billed af skaldede,orangeklædte,glade munke der trommende på deres tamburin synger Hare Krishna på gader og stræder, når de hører ordet Dahlai Lama.
Uvidende om det inhumane, forældede munkesystem i Tibet. MVH
Demokrati og kapitalisme er bestemt ikke hinandens forudsætninger - for kapitalismen stjæler den tid, som mennesker skulle bruge på samfundsopbygning, til mere eller mindre ligegyldig produktion, administration og servicering.
Det er et stort problem, at min egen klasse nu synes, at det er godt, at politik udøves af nogen, ‘der er uddannet til det’ - for hvis der er noget, man ikke kan i et demokrati, er det at kvalificere sig til magt. Selv valget er en suspekt modus, lodtrækningen er den ægte demokratiske udpegningsmetode, fordi princippet er pars pro toto: den enkeltes interesse på samfundets vegne er sammenfaldende med alles interesse.
I et sådant system er der ikke plads til at gå for meget op i, hvad man har og hvad man erhverver til sig selv. Den stat, der praktiserede dette med succes i flere hundrede år, gjorde da også rask væk udlæg i byens rigmænds formuer til fælles bedste - mod behørig respekt for pgl. rigmænd, selvfølgelig.
Hvad skal en stat med økonomisk aktivitet, hvis ikke sikre dens borgere et ordentligt liv?
Denne kommentar er anbefalet af:
@Peter Hansen
Hvis vi et samfund, betragter det at der findes en leder der er fuldstændig objektiv og human i sin ledelsesstil, så er det vel givet at demokrati ikke altid er den bedste løsning men at en sådan skikkelse ( nogle kalder den for gud,guden,guderne ) kunne være den perfekte leder af et samfund.
Men hvorom alting er så findes denne leder ikke og vil aldrig kunne findes, så vi må indtil videre leve med demokratiet, og håbe på at det vil lykkedes for folket at erobre magten, og fordele den, og dens goder ligeligt mellem os
Pointen, Martin Vindum, er altså, at demokrati står i modsætning til økonomisk frihed, fordi de kæmper om førstepladsen: skal den enkelte bruge sin tid på sit eget økonomiske projekt, eller skal han bruge sin tid til at indgå i de fælles politiske processer?
Efterhånden som produktionen bliver mindre og mindre mandskabskrævende, burde sidstnævnte blive mere gennemførlig; men den hindres tildels af den tanke hos folkevalgte politikere, at folk, der ikke er bundet til arbejde, vil sprede uro og ballade. Og selvfølgelig svække deres egen magtposition.
Allerede nu kan vi dog gøre noget: vi kan melde os ind i partier og tage magten tilbage, så vi ikke længere vælger folk til at lede os, men til at lede på vore vegne efter retningslinjer, vi ikke blot tilslutter os, men er med til at udvikle.
Og nu til udlandet .
Citeret fra artiklen:
“Det økonomiske mirakel har ikke ført til politiske forandringer. ”
(…)
“Kineserne kan reformere deres samfund radikalt, fordi borgerne ikke skal overbevises om, at det økonomisk rigtige er det politisk retfærdige.”
Så hvad er det der står mellem linjerne, bortset fra de tre prikker i en parentes ? For det første er det tvivlsomt at RL vil stå ved at det økonomiske mirakel ikke har ført til politiske forandringer (…) Det der står i artiklen, ovenfor citerede 1. sætning, betyder noget hen i retning af at den siddende regering i Kina ikke endnu har gjort et absolut ‘knæfald’ - mere konkret : Afskaffet det kinesiske sprog, fængslet samtlige korrupte embedsmænd, privatiseret alt, gjort Guangdong, Zhejiang, Tibet og Shanghai til selvstændige nationalstater, indført direkte demokrati til valg af politbureauets medlemmer, og meget meget mere . Derfor er det så enkelt at forstå at kineserne kan reformere deres samfund radikalt uden at opnå politisk eller økonomisk retfærdighed .
Og nej, Martin Vindum, ingen er så naive at tro, at de som mennesker kan undfly fristelsen til at tænke på egne interesser, heller ikke i Guds navn. Paven som fyrste var en anden end paven som Guds stedfortræder. Iøvrigt er tesen om ufejlbarlige udtalelser ret ung: fra 1870, selvom tanken selvfølgelig er ældre. Det vedrører altid kun teologiske spørgsmål, ikke verdslige.
Nej, det monarki, du taler om, er ideelt set naturligvis det bedste, hvis Suverænen - med Hobbes’s terminologi - styrer til alles bedste, først og fremmest for at holde stridende parter i ave.
Men det græske demokrati, som beskrevet i en påtaget kritisk form af Pseudo-Xenofon, er en konstruktion, hvor politikken står over alt. Faktisk var hjælp til dagen og vejen den berømte udbetaling af to oboler for deltagelse i folkeforsamlingen - det, som en familie kunne leve for én dag. Kød fik familierne i Athen på offerdage, som af samme grund var talrige, og hvis finansiering selvfølgelig var forlenet med megen goodwill.
Hvem ved, måske betyder det enden på Kina! De materialistiske excesser er utvivlsomt behagelige, men de ramler ind i kinesisk selvforståelse og årtusinder gammel livstydning. ‘Hvad nytter det manden, hvis han indtager alverden, men taber sin sjæl?’
men de ramler ind i kinesisk selvforståelse og årtusinder gammel livstydning
Sult og hungersnød?
Konfutsiatnisme, Lao-Tse m.m.m.
Tja vi tabte jo selv vores religiøse tendenser i det omfang vi industrialiserede, det kan jeg nu kun se noget positivt i.
Jeg er mere bekymret for hvad Kina agter at bruge den nyfundne magt til, de er ikke altid lige sympatiske på de kanter.
Jesper Wendt, her synes jeg, at du skal tale for dig selv. Men bortset fra det er konfutsianisme, zen-buddhisme m.m. altså i højere grad filosofiske retninger. De rummer et livssyn, der er langt mindre materialistisk end vores nuværende.
Det er vel et faktum, at der blev langt færre religiøse i vesten efter industrialiseringen.
Det var nu ikke for at smide sten efter de religiøse, det klarer de fint selv.
På spørgsmålet: »Betragter De Dem selv som religiøs eller religiøst søgende?« Svarede:
43 % sagde ja (15-34 år 35%)
53 % nej (15-34 år 62%)
Kilde: Kristeligt Dagblad 7.01.00
Tendenser ;)
AFR har guddødeme aldrig været ‘idealist’.
Idealisme forudsætter at man holder på at noget er det rigtige at gøre - også når det kan koste noget!
Det har AFR guddødeme aldrig gjort. Under karikaturkrisen gemte han sig bag USA, og rakte tunge af en milliard meget vrede, men på den anden side dybt magtesløse mennesker.
Det har intet med idealisme at gøre. Snarere er det i stil med mobberen der ved at han har magten på sin side, men kryber og logrer så snart en større fisk ankommer på scenen.
Jeg synes, artiklen stiller det for skarpt op med sit økonomi vs. demokrati og desuden blander to forskellige sitiuationer sammen: Kinas interne forhold og vestens forhold til Kina.
Mht. det første, så synes jeg det er for simpelt at se det som et valg mellem demokrati og økonomi. Vi har en hel stribe af østasiatiske lande, der har fulgt nogenlunde samme udviklingsmodel: Et mere eller mindre totalitært system, der udnytter den større handlingskraft i ikke-demokratiske samfund til at bygge økonomien op, hvorefter demokratiet overtager byggende på den nyeetablerede brede middelklasse. Det er sket i Japan, Korea og Taiwan, og hvis Kina kommer til at gennemløbe samme udvikling, har vi alle lyse udsigter.
Mht. til vesten forhold til Kina, så er spørgsmålet om, hvad der er mest produktivt: At ævle menneskerettigheder med dem, tvinge dem op i en krog, indføre sanktioner, straftold, og hvad ved jeg. Eller om vi simpelthen bare skal gøre vores bedste for at få tingene til at glide, i forventning om, at de med tiden vil følge samme udvikling som de øvrige østasiatiske lande.
Jeg hælder mest til det sidste. Jeg tror, at den kinesiske ledelse pt. er den bedste de har haft i flere hundrede år (siden Ming dynastiet), og jeg er mest tilbøjelig til at lade dem gøre arbejdet færdigt.
(at de fleste vestlige regeringer så er under pres fra erhvervslivet for at følge den linie, jeg skitserer, er en anden historie. Men det er også en gammel historie: Kapitalen interesserer sig mere for penge end for demokrati. Intet nyt der)
“Kapitalisme og demokrati er ikke historiske tvillinger, men ofte politiske modsætninger.”
Tusind tak for denne erkendelse! Præcis dette har jeg ment i længere tid, men dog ikke været fået taget mig sammen til at formulere i rette fora. Markedet og demokrati er modsætninger, eftersom markedet som en af de eneste tilbageværende institutioner i samfundet stadigvæk regeres enevældigt og ad gammeldags facon med få ledere i toppen og næres af en hel bunke proletarer bunden i en trekantet pyramidestruktur.
Under karikaturkrisen gemte han sig bag USA, og rakte tunge af en milliard meget vrede, men på den anden side dybt magtesløse mennesker.
Idealisme forudsætter at man holder på at noget er det rigtige at gøre - også når det kan koste noget!
Hvad med boykot og afbrændinger ?helt magtesløse var milliarden altså ikke.
Demokratiet er et problem, der helst ikke skal løses.