»Du må ikke slå ihjel.« Sådan lyder det femte bud i Det Gamle Testamente. Men det er ikke desto mindre det, Danmark sender tusindvis af unge soldater ud for at gøre i Afghanistan. Hver dag.
Oberst Lars Møller, der er kendt som dansk forsvars højest placerede provokatør, sender i næste uge en dybt kontroversiel bog på gaden om at slå ihjel i statens tjeneste. Her fortæller mere end 300 soldater om, hvordan det er at dræbe. Hvordan de har det, før de prøver det første gang, hvordan selve drabet opleves, og hvordan de har det med at have taget et andet menneskes liv, når de kommer hjem til Danmark igen.
Forsvaret har forsøgt at stoppe bogen, men Lars Møller, der i dag er chef for internationale operationer i Forsvarskommandoen har valgt ikke at lytte til sine overordnede. Han er træt af friserede meninger om, hvad soldaterne gør og ikke gør, træt af at han ikke må sige, at soldaterne slår ihjel, for det er jo det, de gør.
»Vi er i krig og det må vi hellere begynde og vænne os til,« som han skriver i bogen
Brutale sager
Og det er brutale sager, Lars Møller fremlægger i Vi slår ihjel - og lever med det, som udkommer på Informations Forlag på tirsdag.
Det er lettere at dræbe et menneske end en hund, siger flere af de anonyme soldater. En anden hungrer efter at komme tilbage til Afghanistan igen, fordi han endnu ikke har haft sit første kill. En tredje fortæller, hvordan han jubler, når bomberne og alt, hvad der er ondt, rammer Taleban.
Mange danskere vil mene, at man er syg i hovedet, hvis man er villig til at slå ihjel, men det er noget vrøvl, mener Lars Møller, der selv har været ansvarlig for 169 menneskers død under en operation på Balkan.
»Man er ikke afstumpet eller psykopat, fordi man er parat til at slå ihjel i statens tjeneste. Tværtimod. Folk, der ikke vil slå ihjel, har intet at gøre i hverken politiet eller militæret,« skriver han bl.a. i sin bog.
Information har sat sig for at spørge nogle af de soldater, der har haft fingeren på aftrækkeren i Irak og Afghanistan, om det er sådan, de tænker, og hvad de synes om, at der bliver sat fokus på en del af krigen, som de fleste danskere måske helst ikke vil vide noget om.
Nødvendig debat
Premierløjtnant Søren Sjøgren har været delingsfører i både Irak og Afghanistan og er begejstret over, at der nu bliver sat fokus på den pris, de danske soldater betaler.
»Det er en rasende god idé. Det er vigtigt, at vi forstår, at det ikke er gratis at sende soldater i krig. På den korte bane koster det menneskeliv, arme og ben, og på den lange bane psykiske reaktioner,« siger han. »Vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi lukker øjnene for, hvad krig handler om. Det er mennesker, vi sender derud og hvis vi bare lader stå til, får vi reaktioner, vi ikke har styr på. Det er bedre at tale åbent om det, det nytter ikke at feje det ind under gulvtæppet,« mener han.
Kaptajn af reserven, Nicholas Keller, er enig. Han er lige kommet hjem fra et halvt år som CIMIC-officer i Afghanistan og har tidligere været to år i Irak.
»Vi bliver nødt til tage den debat for soldaternes skyld. Det er en del af den aktivistiske udenrigspolitik, at vi tager ud i verden og slår ihjel på Danmarks vegne. Det er påfaldende, at vi ikke taler om det. Vi er ikke rigtig gearet til krig. Det er, som om mange hænger fast i, at det stadig er fredsbevarende operationer, vi er ude på,« siger han.
Vi slår ihjel …
Søren Sjøgren vil derfor også gerne dele ud af sine egne erfaringer.
»Ja, jeg har været med til at slå mennesker ihjel, men det har altid været dem eller os.«
»Som oftest har jeg skudt mod skygger eller mundingsild. Jeg har også været tæt på, men jeg har aldrig stået alene med det. Vi har altid været et par stykker, som har skudt i samme retning. Og hvem har så ramt? Det ved jeg ikke - og jeg er også ligeglad« siger han.
»Det vigtigste var, at vi ramte - og dermed kunne øge vores egne chancer for at overleve.«
Som chef for 30 mand var det Søren Sjøgrens opgave at »fordele volden, skrue op og skrue ned igen«, som han udtrykker det.
»Jeg er ansvarlig for, at mennesker er blevet dræbt. Men i min deling gjorde jeg meget ud af, at det var enheden, som løste en opgave. Dermed var det også enheden, som slog ihjel. Selv om det selvfølgelig var den enkelte soldat, som i sidste ende trykkede på aftrækkeren. Det var vores måde at håndtere det på,« fortæller han.
Også Nicholas Keller mener at have menneskeliv på samvittigheden, men sikker er han ikke.
»Det er overvejende sandsynligt, men jeg ved det ikke. Jeg har ikke set nogen, jeg har ramt. De fleste gange, hvor jeg har været i kamp, har jeg været ude på patrulje og er blevet angrebet. Så forsvarer vi os selvfølgelig, men det betyder ikke så meget for mig, om det er mig eller en kammerat, der rammer. Vi gør det i fællesskab,« siger han og understreger, at han ikke har noget problem med at dræbe Taleban, heller ikke hvis det en dag bliver på klos hold.
»Jo flere kammerater, man mister, og jo flere gange, man ser, hvordan de bruger børn til at plante miner og som skjold, når de selv går i stilling, des mere opsat er du på at ramme dem,« siger han.
… og lever med det
Men både Nicholas Keller og Søren Sjøgren pointerer, at det ikke er noget mål i sig selv at slå talebanerne ihjel.
»Det er et tabermål, for jo flere gange, vi er nødt til at slå ihjel, jo ringere er sikkerheden i vores område. Vi vil have det superlækkert med, at Taleban bare forsvandt, så vi kan komme i gang med at skabe de fremskridt, vi er sendt ud for at skabe,« siger Nicholas Keller.
Hjemme i Danmark bruger både Søren Sjøgren og Nicholas Keller en hel del af deres tid på at holde foredrag om deres indsats i Afghanistan. Men hverken tilhørerne, familien eller vennerne spørger, hvordan det har været at slå ihjel eller være ansvarlig for, at folk er blevet slået ihjel.
»Folk spørger ikke, om jeg har slået ihjel. De spørger, om jeg fortryder noget. Men det gør jeg ikke. Hvad skulle jeg have gjort i stedet for at skyde? Så ville jeg jo være død. Og jeg fortryder selvfølgelig ikke, at jeg er i live, eller at mine soldater er det,« siger Søren Sjøgren.
På den private front kan venner og bekendte have svært ved at forstå, at det er den Søren, de kender, der også går i krig og slår ihjel.
»Og jo, jeg er en yderst ubehagelig person at møde for en talebaner i green zone, men jeg er også kæresten Søren og vennen Søren. Man kan sagtens rumme flere forskellige roller, men det kan være svært for andre at sætte sig ind i.«
Forståelse eller accept
Hans familie forstår ikke, at han tager til Afghanistan, men de accepterer det, og det er det helt afgørende, mener han.
»Jeg kan vise dem glade mennesker, billedet af en lille pige, der er lykkelig, fordi vi har fjernet Taleban fra hendes landsby. Hun er startet i skole, lærer bogstaver, at læse og regne. Når jeg ser hende, så giver det hele mening. Så ved jeg, at jeg har gjort en forskel for i hvert fald et menneske. Jeg forventer ikke, at min familie skal forstå mit valg. Men jeg forventer, at de kan acceptere de valg, jeg træffer,« siger han og understreger, at det ikke er forståelse, soldaterne har brug for.
»Vi har ikke behov for forståelse, vi har behov for accept. Der er stor forskel på de to ting. Jeg ville ønske, at vi herhjemme blev bedre til at skille de to ting ad. Man kan godt være imod krigen i Af-ghanistan, men acceptere os for, at vi gør det job, vi er sat til.«
Nicholas Keller har også oplevet, at der mentalt er meget langt til Helmand.
»Jeg har været på en sindssygt hård mission, men jeg vil gerne af sted igen på et tidspunkt. Jeg tager af sted af idealistiske grunde, men også fordi det giver mig helt unikke oplevelser«, siger han, men kan godt forstå, at mange danskere har svært ved at sætte sig ind i, hvordan man kan have lyst til at komme i kamp.
»Det kan jeg sagtens forstå, men til gengæld har jeg svært ved at forstå, når folk herhjemme bliver oprørte over at se os huje og juble, når vi har ramt Taleban. Hvad skulle vi gøre i stedet, tage sørgebind på eller hvad? Det viser selvfølgelig bare, at de fleste danskere lever et rigtig godt liv herhjemme, og det er helt fint. Men det er et helt naturligt overlevelsesinstinkt at juble, når man slipper levende fra at blive skudt på,« siger han.
Et nyt Vietnam
Lars Møllers ærinde med sin bog er at undgå, at tusindvis af danske soldater vender hjem fra slagmarken og bliver traumatiseret, fordi resten af befolkningen ikke forstår de ofre, de har ydet, og accepterer, at de har gjort det i nationens tjeneste. Sådan som det skete for mange amerikanske Vietnam-veteraner, der vendte hjem som alt andet end helte.
Danmark er et demokrati, og soldaterne er sendt ud for at slå ihjel på hele den danske befolknings vegne, understreger han i sin bog og mener, at det dummeste, forsvaret kan gøre er at fortie, hvad der virkelig foregår. Det svarer i Lars Møllers optik til at lyve, og det holder ikke i længden, mener han.
Og det er Søren Sjøgren enig i.
»Danmark bruger 20 milliarder om året på forsvaret, og det betyder, at skatteborgerne har hyret et antal mennesker til at trykke på aftrækkeren. Det ærgrer mig, at vi ikke har været bedre til at fortælle, at det er et grundlæggende vilkår. Det vil både være til gavn for soldaterne og for offentligheden, at der bliver sat fokus på, hvad det er, krig handler om,« siger Søren Sjøgren.
Og der er Nicholas Keller enig i.
»De fleste danskere ved jo godt, at krig også handler om at slå ihjel. De missioner, vi er ude på i dag, handler om at indtage fjendtlige stillinger og fortrænge en fjende, men jeg tror ikke, vi som befolkning rigtig har vænnet os til at være i krig endnu,« siger han.
Men spørgsmålet er også, om danskerne virkelig ønsker at få serveret krigens bagside til aftenkaffen.
Forsvarets ledelse synes i hvert fald, det er en rigtig dårlig idé og har stemplet hele Møllers projekt som »usmageligt«.
Eller som Lars Møller med vanlig bramfrihed siger.
»De mener vist, jeg har lagt en bæ midt i den allerfineste country club.«
Vi slår ihjel - og lever med det
362 sider. 349 kr.
Informations Forlag
Om at slå ihjel
»Jeg nærmest hungrer efter at opleve kamp igen og ønsker at mærke på egen krop og sjæl, hvordan det f.eks. føles at tage et andet menneskes liv. Inderst inde ved jeg godt, at ønsket er unormalt, men jeg føler ikke, at jeg er hverken psykopat eller lider af noget psykisk.«
Anonym soldat
»Jeg har mentalt sværere ved at slå en hund ihjel end et menneske.«
Anonym soldat
»Det forberedte ’kill’ virker langt stærkere, men efter jeg har opfundet begrebet ’jeg har aldrig slået nogen ihjel, som ikke fortjente det’, er det blevet nemmere at acceptere det faktum, at jeg har taget livet af en anden person.«
Anonym soldat
»For mig er der ingen forskel på at slå en mus og en talebaner ihjel. De forpester alt omkring sig
Anonym soldat
»Jeg tager ikke af sted for primært at hjælpe det afghanske folk, men når taleban kan hælde syre i hovedet på børn, der er på vej til skole, så vil jeg bare slå så mange af dem ihjel som muligt.«
Anonym soldat
»Hvis man skal kunne leve med sig selv bagefter, er det afgørende at tro på nødvendigheden af at slå et andet menneske ihjel. Jeg troede fuldt og fast på nødvendigheden af at slå Taleban-krigere ihjel.«
Anonym soldat
»Jeg er selv ansvarlig for at have slået mindst 169 mennesker ihjel.«
Lars Møller, oberst
»Kompagnichefen mente, det ville være lettere, hvis vi ikke så, hvad vi havde slået ihjel.«
Anonym soldat
»Selv Taleban har en mor, men derfor vil han alligevel hellere se mig død end levende. Så er vi tilbage til hellere ham end mig.«
Anonym soldat
»Det er en del af jobbet, så jeg har ingen dårlig samvittighed.«
Anonym soldat
»Jeg vælger jeg at tro på, at det var en af de slemme, jeg fik ram på. Jeg kan ikke blive ved med at tænke ’hvis nu det ikke var’, jeg finder aldrig ud af det alligevel.«
Anonym soldat
»Når bomberne, skuddene og alt, hvad der er ondt, og som slår ihjel, rammer taleban, jubler man indvendigt. Desværre er det noget af det bedste, jeg har oplevet nogensinde. Fordi man ved, at nu er det ovre. Nu løber de hjem med halen mellem benene. Det er en fantastisk og samtidig frygtelig følelse. En ting, som mine venner og familie aldrig kan forstå, hvis jeg siger det til dem.«
Anonym soldat
Citeret fra bogen
Kommentarer
“Sket er sket” eller pladderhumanisme.
Med trang til at slå ihel kan man forklare meget, men ikke den ligeså tåbelige trang til at ville leve længere end naturen byder, soldatens våbenbror.
Begge tilbøjeligheder er udbredte i dag og var det i mellemkrigsårene, en higen efter at gøre det uoprettelige, at optræde som skæbne.
Umærkeligt bliver tonen rå, kynisk og ufølsom, mens ord og begreber bøjes og tilpasses tid og sted. I dag akcepterer verdens ledere den milde tortur, og mange bruger i det skjulte den grufulde og omtaler menneskerettighederne som øllebrødsbarmhjertighed.
Nogle unge mænd har dog altid følt sig draget til krig og til at slå ihjel og fortryder derfor ikke drab. De mænd meldte sig frivilligt til Frikorps Danmark, og de melder sig frivilligt til at slås i Afghanistan og får, hvis de meget mod forventning skulle dø, deres minde på Varde kaserne blandt Besættelsens faldne for Danmark ære.
Hvad er en sjæl? At slå ihjel er for soldaten en ordre, ikke hans egen beslutning, og for bødlen er tortur et stykke arbejde, som han har fået til opgave at udføre på klienten, sådan som en sygeplejerske standser blødning på en såret, og deres
jobbeskrivelse er anvisningen hen imod eller væk fra døden, kun i underordnet forstand draget af smerten hos en anden.
Lars Møller:
»Det er lettere at dræbe et menneske end en hund, siger flere af de anonyme soldater. En anden hungrer efter at komme tilbage til Afghanistan igen, fordi han endnu ikke har haft sit første kill.«
Tak til Lars Møller og information for at videregive disse oplysninger.
Det er rystende læsning, når man på den måde får sat ord på, hvad der i virkeligheden motiverer flere af de udsendte soldater.
Hvis der er hold i det Møller skriver, findes der danske soldater i Afghanistan, der har meldt sig til tjenesten, fordi de opfatter det som en slags spændende storvildjagt på levende mennesker.
Tænk sig at de er dernede med et dannebrogsflag på deres uniform og at storvildtjagten er betalt med vores skattepenge.
Det et emne som kun vanskeligt lader sig debattere meningsfuldt i offentligheden, især hvis bastante og ærlige udtalelser om at slå fjenden ihjel koncentreres og sammenhængen, hvori det sker udtyndes. Nuvel:
Brandmænd søger muligheden for at bekæmpe ildebrand, kirurger operere og soldater nedkæmpe fjenden - sådan er det.
Det betyder dog nødvendigvis ikke, at brandmænd ønsker ildebrande, kirurger sygdomme eller soldater krige, men snarere det at brandmænd, kirurger og soldater har erkendt fænomenerne ildebrande, sygdomme og krige eksisterer - og dermed nødvendiggør eller nyttiggør ens valgte profession.
Det er ikke brandmanden som skaber ildebrand, kirurgen sygdom eller soldaten fjender - husk det - og der er som sådan intet galt i professionelle udøver deres profession med en tilpas mængde professionel entusiasme.
Det er acceptabelt at forsvare sig.
Det er ikke acceptabelt at angribe andre under nogen omstændigheder.
Problemer løses ikke gennem vold, de forværres.
professionel entusiasme???
At sige det er lettere at dræbe et menneske end en hund er da helt ude at skide.
Den dreng der står bag de ord burde få noget hjælp.
Jeg har fuldt ud accepteret de danske soldaters gøren, jeg er imod krigen som helhed, og har ingen sympati for det lort vi har været med til at starte.
Men ikke at være ydmyg overfor det at slå ihjel skildrer mere om de personer end godt er. Fuld forståelse for at de er glade for at overleve, hvem ville ikke være det. Men nu er det måske heller ikke lige studenterhuen der trykker når man vælger det erhverv. En offentlig debat om dette emne gavner ingen noget, jeg kan ikke udtale mig om hvordan det er at være i krig, jeg har aldrig prøvet det. Ergo jeg har intet grundlag for argumenter, og det vil blive skildret ud fra min optik omkring menneskesyn.
Sonja Bautz,
Selv mener jeg bestemt, at det ikke bare er acceptabelt, men prisværdigt at forsvare sig selv og andre - danske soldater i Afghanistan forsvare danske interesser og den afghanske befolkning mod det menneskefjendtlige talibanske rædselsregime - visse problemer kan kun løses med en tilpas mængde voldsanvendelse.
Jesper Wendt,
Jeg kan sagtens forstå den formulering kan vække animositet, men man bør forsøge at forstå udsagnet i dets sammenhæng.
Vi taler jo ikke om mennesker i almindelighed, men talebanere som søger at påtvinge den afghanske befolkning et sandt rædselsregime og, mere afgørende på det følelsesmæssige personlige plan, forsøger at slå en og ens kammerater ihjel - i den situation er det ikke en følelsesmæssig belastning når talibanere slås ihjel - tværtimod.
Man kan så diskutere om, hvorvidt soldaten bør skåne den brede danske befolkning kendskab til den slags ærlige spontane følelser? Og i stedet skåne den brede danske befolkning ved kun at udtale sig i offentligheden efterrationaliserende, velovervejede og beregnende politisk korrekt humanistisk - og derfor forgive - at man på det følelsesmæssige plan ikke er ovenud begejstret når man får dræbt dem som søger at dræbe en og ens kammerater.
Selv er jeg en smule i tvivl.
Jeg tror vist jeg må formulerer det lidt bedre :
Det er acceptabelt at forsvare sig.
Det er ikke acceptabelt at forsvare sig ved at angribe.
Det er acceptabelt at forvare sig : Verbalt, parere stød, afværge, beskytte sig.
Det er ikke acceptabelt at angribe andre under nogen omstændigheder.
Problemer løses ikke gennem vold, de forværres.
*formulere
For nogle dage siden var der blandt nogle politikere en snak om, at man kunne spare på “forsvarsudgifterne” ved at ndlægge kaserner og fjerne værnepligten. Begrundelsen: Der var ingen nabolande/fjender, der ville angribe Danmark.
Ergo har vi ikke brug for at forsvare Danmark ved hjælp af soldater.
Mon ikke tiden så må være inde til at ændre betegnelsen “Forsvarsministeriet” til “KRIGSMINISTERIET”?
Denne kommentar er anbefalet af:
Danske soldater i Afghanistan forsvarer kun dansk imperialisme (for højrefløjen indbefattet S og SF), og den afghanske befolkning, bl.a. modstandsfolkene talebanerne, vil nok foretrække at forsvare sig selv.
Det er længe siden, at vi er blevet angrebet, men endnu husker nogen af os regeringens opgivende stemningsleje, Den dag kan komme, at vi angribes af andet end flygtninge (DF’s skrækscenarium), og da har vi forspltdt vores forsvarsevne, et historisk dansk nationalkendemærke.
Lykke Johansen:
.”Mon ikke tiden så må være inde til at ændre betegnelsen “Forsvarsministeriet” til “KRIGSMINISTERIET”?”
Ville det ikke være mere præcist at kalde det for ANGREBSMINISTERIET?
Denne kommentar er anbefalet af:
Sonja Bautz:
“Det er ikke acceptabelt at angribe andre under nogen omstændigheder”
Heri er jeg helt uenig - og regner et sådant pacifistisk standpunkt som helt igennem etisk uforsvarligt - hvis man har even til at gribe ind, men af pacifistiske årsager ikke har viljen, og derfor lader voldsmænd mishandle sagesløse, har man efter mine begreber indtaget en etisk uforsvarlig position.
Det bliver nok snart sådan at vi skal til at holde folkeafstemninger om hvilket land vi skal angribe og udplyndre næste gang.
Skal vi forsøge at stjælre iranernes olie eller skal vi gå efter diamantminerne i Sydafrika?
Ja, vi er uenige.
Der er en situation hvor jeg ville slå ihjel med sikkerhed.
Hvis nogle gør mine børn fortræd.
Men jeg vil straffes for min ugerning bagefter, og erklære mig skyldig.
Jeg går også ind for “KRIGSMINISTERIET” det lyder langt bedre end det tamme forsvarsministeriet…
Per Thomsen:
god ide efter vi har tømt Irak og Afghanistan for olie og andre værdier må og skal Iran og Sydafrika stå øverst på listen.. Hvis bare der var et land i nærdheden vi kunne angribe istedet for så vi slap for at bruge penge på transport… Norge måske??
Heri er jeg helt uenig - og regner et sådant pacifistisk standpunkt som helt igennem etisk uforsvarligt - hvis man har even til at gribe ind, men af pacifistiske årsager ikke har viljen, og derfor lader voldsmænd mishandle sagesløse, har man efter mine begreber indtaget en etisk uforsvarlig position.
Så Kina, Saudi Arabien, Nord Korea, Iran, Somalia, Zimbabwe, well listen er lang er de næste? Eller handler det i bund og grund ikke om at USA bekæmper deres egen dæmon. Vi er så bare hjernedøde nok til at hjælpe dem, fordi vi har en blåøjet pro USA regering.
Man kunne afhjælpe mange soldaters samvittighed, ved at anholde dem for drab når de kommer hjem.
Irak var ingen undtagelse, det var også en dæmon USA rejste fra skyggerne. Glem ikke hvor Israel ligger, og hvilke interesser der ligger i suez.
Men når det er sagt, kan man dårligt bebrejde unge knægte på 20 at de er draget af krig, jeg synes også det var spændende i den alder, det er så her at politikerne bør være de ansvarlige. De er så bare ikke deres opgave voksen i henhold til min mening.
Jeg kunne aldrig finde på at pege fingre af dem, hverken nu eller i fremtiden. Og jeg kan godt forstå din point Lars hvorfor man drages til at negligere dem til mindre værd end hunde, det ville jeg nok også hvis jeg havde mistet en kammerat til en fra en voldelig guerilla.
Men hånden på hjertet, den krig kan ikke vindes, det er den fundamentale holdning i landet der skal ændres.
Jesper Wendt,
Bemærk at jeg skrev: Hvis man har even til at gribe ind
Vi kan ikke (uden videre) intervenere militært mod alverdens totalitære regimer, men når og hvis et totalitært regime huser og støtter antivestlige og udfarende terrorbevægelser eller på anden måde truer verdensfreden har vi en naturgiven ret til at tage affære.
“Men hånden på hjertet, den krig kan ikke vindes”
Jo den kan - det er et spørgsmål om vilje - men det kan da være Afghanistan ikke ender som en demokratisk, velstående og fredelige oase i Centralasien - men vores sikkerhedspolitiske mål for indsatsen afhænger nødvendigvis ikke heraf.
“Jeg kunne aldrig finde på at pege fingre af dem, hverken nu eller i fremtiden”
Godt så - mere kan man vel ikke forlange.
All right, Bautz - så er det et held for de forældreløse børn, at der trods alt nogen som kan se ud over egen matrikel.
Lars Hansen
“Vi taler jo ikke om mennesker i almindelighed, men talebanere ….”
Den lader vi lige stå et øjeblik!
De mennesker har også kone og børn, og mødre og fædre - men det er selvfølgelig et smart retorisk trick at lade dem tilhøre underracen “de onde”!
Homo Sapiens var. talibanicus?
Det er dig der laver den sondring, Mosbak - ikke mig.
Niels,
hvis man skal have nogen til at slå andre ihjel, er det altid nødvendigt først at ophæve gængs moral.
Det handler altid om, at dem det skal gå ud over, enten fortjener at dø (hvis man er krigerisk) eller ikke fortjener at leve (den mere humanistiske variant). Propaganda der leder folk til den konklusion, er altid noget med at de er undermennesker, at deres overlevelse betyder lidelser og/eller undergang for en selv, osv. i den mol.
Som altid, er det galskab, designet til at få krigerne og befolkningen til at acceptere, at det er legitimt og nødvendigt at føre krig mod andre. Hvad der aldrig sker, er at de der har interesser i at der føres krig, afslører hvad deres faktiske motiver er. De får sjældent folkets opbakning, og får næppe nogen lyst til at slå andre ihjel og lide alsken afsavn i krigsførelsens tjeneste.
Aha.
Dansk soldat:
»Man kan godt være imod krigen i Af-ghanistan, men acceptere os for, at vi gør det job, vi er sat til.«
Man kan sandelig også lade være.
Det er patetisk at høre, hvordan professionelle soldater evigt og altid fabler om at de har krav på befolkningens respekt. Vel har de ej.
Det er soldaterne selv der har valgt en uanstændig og dadelværdig livsstil, og det er der bestemt ingen grund til at acceptere eller tolerere.
De kunne bare have ladet være!
Denne kommentar er anbefalet af:
Mosbak
Jeg gad vide om du udviste samme medlidenhed med de mange danske borgere, du uundgåeligt selv må have banket med din stav, - anholdt, tilbageholdt eller på anden måde pågrebet, i din tid som Uro-panser . incl. de mange narkomaner, hvis stoffer du utvivlsomt har konfiskeret … osv.
Det er da rørende, men særdeles naivt og måske ikke helt rationelt, at du nu viser medfølelse med Taliban,
der absolut ikke føler mere medfølelse med alle mulige andre almindelige afghanere, end at de bevidst angriber små skolebørn, brænder skoler, sprænger selvmords bomber direkte rettet mod civile afghanere - uden der er en eneste udenlandsk soldat i kilometers omkreds:
Lærere og elever skudt af Taliban:
http://www.independent.co.uk/news/world/middle-eas…
Gasangreb mod pigeskole - dags dato - : iflg. New Delhi News mere end 80 skolepiger ramt :
http://www.nydailynews.com/news/world/2010/04/25/2…
http://www.msnbc.msn.com/id/36763716/ns/world_news…
men det er langt fra første gang :
http://www.independent.co.uk/news/world/asia/girls…
Fjernstyret bombe på cykel dræber 13 civile på et marked :
http://news.bbc.co.uk/2/hi/8596312.stm
osv osv.
Heinrich R.
At slå ihjel er ikke noget mål i sig selv for en normalt tænkende dansk soldat, men kan - præcist som for en politimand eller enhver anden person, der handler i nødværge -
være en yderst uundgåelig værktøj, som man i professionel henseende skal være klar til trække i.
Alle og en hver, så da ubetinget helst at Tailban trak sig bagud, så snart ISAF afgav varselsskud - men jeg kan godt garantere,
at da Taliban selv netop altid skyder for at dræbe, gælder den simple overlevelse om at være ham, der skyder bedst den dag.
Heinrich
Det er en korrekt gengivelse du giver, og min holdning til Lars Møllers bog er, at det er fremragende at der bliver redegjort for baggrunden bag “successen”.
At soldaterne får love at udtale sig - så kan man undre sig, eller prøve at forstå.
Imidlertid bekymrer det mig, at det tilsyneladende er ærindet, at befolkningen skal være “søde” ved soldaterne og bakke dem op - ellers får de traumer!
Så hvis vi ikke synes at de er helte for os, er det vores skyld at de får psykiske traumer!
Det er simpelthen en værre gang “baljepis” for at blive i militærjargonen.
De får traumer at de voldsomme begivenheder de har været udsat for - længere er den ikke.
At krigen er upopulær og er ved at blive tabt - det kan befolkningen ikke lastes for, men de politikere der har rodet Danmark ind i denne imperialistiske krig.
“Du må ikke slå ihjel.” Sådan lyder det femte bud i Det Gamle Testamente. Men det er ikke desto mindre det, Danmark sender tusindvis af unge soldater ud for at gøre i Afghanistan. Hver dag.
Hvad f… er det her for en indledning? Helt ærligt, Information! Dette er den dårligste artikkel jeg har læst i avisen i lang tid!! Den oser jo af forudindtagede, ikke-underbyggede påstande og en masse tvivlsomme generaliseringer.
Der er for mange eksempler til at tage dem her, så kære læsere:
Læs artiklen igennem en gang til, prøv at sæt et kritisk spørgsmålstegn efter ca. hver tredje sætning, og bliv enig i at så ringe ‘journalistik’ ikke må finde sted i Danmarks mindst ringe avis!
Per,
så kan man vel også lade være med at respektere naive antimilitarister, som lader stå til og lader andre trække det tunge læs for at vi kan leve i frihed og fred? Det burde være strafbart at opføre sig sådan.
Blot for at komme med modsætningen til din og Sonjas kommentar.
Jep, bare vi allesammen kunne være venner. Det ville da være fedt, meen - æh……sådan er mennesket ikke indrettet.
Peter Pedersen
Nu har politiarbejde jo ikke som formål at forøve destruktion og død, i modsætning til det danske soldater er beskæftiget med i Afghanistan.
Og politiet skal jo tale med deres “modstandere” bagefter, hvorfor det ikke giver mening at frakende dem menneskelighed.
Og det der tvivlsomme gasangreb er jo blot et dække over, at der er dræbt adskillige civile ved et Nato-raid, og der er demonstrationer i Logar provinsen i den anledning.
Nå, men i øvrigt er Nato jo på vej ud af Afghanistan;-)
http://english.aljazeera.net/news/europe/2010/04/2…
Peter Pedersen:
“da Taliban selv netop altid skyder for at dræbe, gælder den simple overlevelse om at være ham, der skyder bedst den dag.”
Selvfølgelig. Når man står der i skudlinjen, skal der jo ikke megen selvopholdelsesdrift til at legitimere een til at skyde først.
Debatten befinder sig nu omkring 1950’ernes militarisme, hvor bladet Information spillede den rolle, som mange her fremhæver, en undergravelse af fredsbevægelserne som tåbelig adfærd. Vi var på vej ind i Nato, og fredsmålet var at forlige det aggressive USA og det kommunistiske Sovjet (der indtil da manglede a-våben) og ikke mindst at forhindre USA i at bruge atomvåben. Information fulgte Berlingerne i at bestemme fredsfolkene som kommunister. Derfor ser man i disse dage, at Information er blevet et partiorgan for SF, som endelig har tilsluttet sig Nato og krigen i Afghanistan. PET kan trygt arbejde videre med et stort mandat i de politiske partier, og både S og SF stempler i dag kommunister som landsforrædere - læs Informations kronik 9.april af Henning Tjørnehøj. Samtidig med arrestationen dengang af mange kommunister som antimilitarister og indsættelse i arrester, blev stornazister (Bovensiepen, Best og Panche) lukket ud før tid. I dag kalder nogen sig socialister, men undergraver socialismen. Anders Fogh Rasmussens deltagelse i den danske modstandskamp har virket. Splittelse og krig i alverden. Ethvert fornuftigt individ vil forsvare sig og sine, men begrebet forsvar er spoleret af angreb. Vi tror os faldet i baghold og kalder os et kulturfolk. (Hvilken mølle maler Møller når han viser respekt for de unge krigsmagere?) 50-60 års spildte kræfter på tåbelige fredsbegreber.
“…hvorfor det ikke giver mening at frakende dem menneskelighed”
Hvilket du hidtil da også er den eneste som har gjort, Mosbak
Lars Hansen
han har vel bare udført sit job, såvel som soldaterne gør. Nu er jeg ikke lige bekendt med hvad der ligger til grunde for den anklage, men alle har jo som regel nogen at stå til regnskab for, længere oppe i hierarkiet.
Mosbak
Ja naturligvis diskuterer NATO landene da løbende, hvornår man kan forvente, at afghanerne er i stand til at holde Taliban og Al Qaeda væk og forsvare deres spæde demokrati, på egen hånd - så man kan skære ned på antallet af ISAF-soldater.
Formålet har jo netop aldrig været at undertvinge sig Afghanistan for at tilegne sig landet eller som - fx. tyskerne i 1930’erne og 40’erne at skabe Lebensraum eller andet -
men tværtimod som bekendt at fjerne de mange uddannelsescentre for terror med Al Qaeda og andre,
samt nu som en forudsætning for at disse ikke vender tilbage - at bevare det spæde deomkrati,
der er direkte i modstrid mod Talibans opfattelse af Sharia -
og mindst lige så vigitgt : at der ikke skabes et momentum for det ekstremistiske Taliban nok til at undertvinge sig Pakistan - og dermed Pakistans atomvåben
- hvilket med meget stor sandsynlighed ville ske, såfremt ISAF-landene trak sig ud nu.
Det kan vel - for at blive i dine termer - bedst betegnes som en slags forebyggende “politiarbejde” - som er overordentligt vigtigt for sintet mindre end verdensfreden -
men forebyggende politiarbejde var måske ikke så udbredt i din tid i Politiet…?
Ansvarlighed er et vidtløftigt ord i den politiske debat, et psykologisk mordvåben, der ved endnu et valg vil forhindre, at krigen bliver et tema.
Af USA har snart alle politikere lært, hvor betydningsfuld krig og fremstilling af våben er for samfundsøkonomien og derfor at fastholde konglomeratet af mccarthyisme og antimuhammedanisme. På opdigtede farer og oppiskede trusler bygger oberst Møller og hans skydegale drenge ansvaret.
Sonja Bautz
“Der er en situation hvor jeg ville slå ihjel med sikkerhed.
Hvis nogle gør mine børn fortræd.
Men jeg vil straffes for min ugerning bagefter, og erklære mig skyldig.”
Nu ved du jo formentligt godt. at såfremt der reelt var tale om en nødværgehandling, ville du næppe kunne straffes, se således Straffeloven:
“§ 13. Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb
og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.
Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.
Stk. 3. Tilsvarende regler finder anvendelse på handlinger, som er nødvendige for på retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller tvangsanbragt persons rømning. ”
Det er ud fra præcist samme betragtninger, at soldater ikke kan straffes for at udføre det reelle formål, der har været med militære enheder, stort set siden mennesket begyndte at gå oprejst
- hvorimod enhver soldat naturligvis både kan og skal straffes, det øjeblik, han / hun går ud over den grænse, der er omfatter soldatens pligter ved fx.
med forsæt at angribe ubevæbnede civile personer,
Jeg er sikker på, du heller ikke selv i den situation, du selv nævner, ville have nogen som helst form for skrupler med at have slået nogen ihjel,
og det er reelt en tilsvarende situation, soldaterne dagligt står i, i Afghanistan.
Diepgen
At Pakistan har skydeklare atomare våben er et faktum, og er på ingen måde nogen “opdigtet fare” .
Pakistans arvefjende, Indien har taget denne trussel særdeles alvorligt, i årtier -
og selv Holger K. Nielsen måtte en gang sidste år på Folketingets talerstol belære Frank Aaen om,
at han på en rejse til Iran med Udenrigspolitisk Nævn
havde måtte høre på en lang række taler, hvor iranerne reelt udtrykte stor angst for, at Pakistan - og dermed netop at disse våben skulle falde i hænderne på Taliban.
“Es ist so schön Soldat zu sein”. Jeg husker den fra krigens tid og hører den igen sunget som akkompagnement til vores nye krig. Dengang var det ubehageligt at være skydeskive, er det i dag, og jeg foreslår, at sætte livet på spil igen for et modstandsarbejde i kampen mod idiotiet.
Diepgen
Jeg vil nu ikke gå så vidt som du at betegne uforbeholden militær-modstand som direkte idioti - men snarere som en vis betydeliger portion naivitet ;-)
Militærmodstanden leveres af de folk, som de danske soldaterdrenge angriber (men som aldrig har angrebet os). De tørste giver gerne deres liv, de sidste nødigt. Idiotiet gælder de sidste. Vi har svært ved at lære af en erfaring, som vi dog fik ind med skeer under verdenskrigen. Hver ny generation må gøre sine egne erfaringer. Naivt?
Diepgen
Det er lige præcist, hvad det er; - altså naivt, det du fremfører.
Når du siger, du kan huske nazistiske soldatersange fra “krigen” er det åbenlyst, at du som repræsentant for din “generation” netop intet har lært af ;
- at det dengang netop var - og fortsat er - idioti, at det internationale samfund antastet, og uden at tage de fornødne modforholdsregler (særligt mht. DK)
lod en galning som Hitler opbygge en kæmpe militær magt - ud fra ideen om, at “det hele rager overhovedet ikke os, danskere”.
Førstnævnte gælder i høj grad nu tilsvarende for galninge, som Taliban, der i stort omfang fortsat er ihærdigt støttet og infiltreret af Al Qaeda, der jo netop (modsat, hvad du hævder) direkte angreb
de danskere, der opholdt sig i WTC, en vis, særlig dag i september, 2001.
- Hvilket iøvrigt fik statsminister Nyrup til at love, at den danske Kongerige står skulder ved skulder med USA i kampen mod disse gerningsmænd.
Den daværende Taliban-regering i Afghanisan var bla. ihærdig i deres etniske udrensning; særligt af hazaraer i stort tal -
ligesom Taliban undertrykte enhver tænkelig form for menneskerettighed -
bla. ved at forbyde kvinder at gå uden for deres eget hjem,
for ikke at nævne forbuddet mod at kvinder måtte komme på hospitalet, når de blev syge,
ligesom det under piskestraf og fængslingsstraf var forbudt enker at arbejde - uanset, at det intet havde at leve af og deres børn døde af sult - ved gentagelse af forseelsen : henrettelse ved nakkeskud,
Det forhold, at Talibanregeringen forbød piger, der var fyldt 8 år overhovedet at modtage undervisning, samt at den eneste melodier, der var tilladt var et par enkelte hyldestsange for Taliban, men
ejerskab af musik instrumenter, radio og TV var ensbetydende med dusinvis af piskeslag og fængsling i ugevis,
piskestraf, hvis mænds skæg ikke var langt nok osv.
er naturligvis vand mod det, der efter enhver dansk lov betragtes som yderst strafbare overgreb mod kvinder og børn, der er en indgroet del af Talibans sharia.
Hvis disse besad magten over Pakistans atomvåben, ville det være endnu mere simpelt end Hitlers Weserübung, 9. april 1940 at udbrede Talibans lære til alle de omkringliggende lande i regionen for at opnå deres vådeste drøm om et Stor-Pashtunistan,
- samt dermed fortsat, at gøre hvad man kan, for at bekæmpe de vestlige demokrati-former og levevis.
Er sidstnævnte en totalt ubegrundet frygt ?
- Næh overhovedet ikke - læs bare i fx. i nærværende avis, hvor mange, der konstant omtaler de begrænsninger i vore egne demokratiske rettigheder, der reelt er indført efter
11. september-angrebene,
angreb på danske interesser, ambassader, danske borgere oma. efter JP’s fladpandede Muhammed-provokationer osv. osv.
At lade som om,- eller tro, at Taliban bare er nogle ufarlige langskæggede “hampbønder”, der vader omkring i sandaler og sort turban, og bor på den anden side af jordkloden, og som bare skal have lov til at dræbe og undertvinge deres landsmænd, som det passer dem, fordi det jo ikke rager os -
- på vanlig Danmarkshistorisk korrekt vis -
ville således være det eneste, der kunne betegnes som “idioti” i denne forbindelse, -
særligt i en så globaliseret sammenhængende verden, som tilfældet er i dag.
Peter,
Danmark føjede sig under den militært og økonomisk dominante storspiller omkring 1940, og godt 60 år senere, gentager vi succesen, denne gang som aktive støtter for en ny militær og økonomisk storspiller.
I begge tilfælde, i et forsøge på at pleje egne (nationale) interesser bedst muligt. Og i begge tilfælde, gambles der. Risici vurderes, og et valg er blevet truffet.
Al Qaeda har næppe mere at gøre med verdens ondskab og fortrædeligheden, end jøderne havde for 70-80 år siden.
Forskellen er, at Per Diepgens hukommelse rækker længere tilbage end din og min. Hukommelsen er intakt, og evner til at se mønstrene er ligeledes helt i top.
Heinrich R.
Det er jo ingen gavn til, at hukommelsen er fremragende, hvis det, man husker, ikke er en bibragt en dybere forståelse af den samtid man var - og nu er - en større del af.
Om det ene eller andet er mere eller mindre ondt, er jo irrelevant,
enhver form for ondskab af den karakter og omfang, bør bekæmpes med alle de midler, der er til rådighed.
Personligt er min hukommelse da god nok til at ihukomme og efterleve det rammende Martin Luther-King-citat:
“A man, who has’nt found a course worth dying for is not fit to live’
Peter Pedersen:
“A man, who has’nt found a course worth dying for is not fit to live”
Det citat har jeg ikke hørt før, og i øvrigt mener jeg, udsagnet er noget demagogisk sludder.
Men måske er de interesseret i udsagnet hos NOMA, som et slogan? ;-)
Der er jo også nogen der mener, at en god soldat er én, der er villig til at dø for sit land.
Også der mener jeg er noget sludder, og må tilslutte mig George S. Pattons kritik af samme ;-)
@ Heinrich
Du kom mig desværre lige netop i forkøbet med Patton! :-D
Og ja, hvor svært kan man gøre det med studentikost ævl?
Patton citatet står jo ikke i modsætning til - og er dermed ikke en kritik af - soldatens selvopofrelse i nationens tjeneste. Men pointerer blot, at man vinder krige “by making other bastards die for their country”.
Du har ret Lars, og jeg har heller intet det mindste mod uselviskhed, mod, integritet osv., og tanken om, at der er noget der er så vigtigt, at man vil forsvare det til sidste blodsdråbe, ligger mig heller ikke fjernt.
Jeg fatter blot ikke, hvad det er der er så vigtigt rent personligt for de udsendte danske soldater, at de risikerer liv og lemmer for det.