BBC, New York Times og Information

En af de store udfordringer for aviserne i disse år er at skabe kontekst ud fra en stadig hastigere nyhedsstrøm. Det ligger helt naturligt for Information at sætte nyhederne i perspektiv og sammenhæng, og derfor trives vi godt i en tid, hvor nyheder i stort omfang læses på internettet.

Udfordringen er kort sagt at skabe kontekst og at gøre de daglige nyheder til indsigt og viden.

Derfor lancerer vi nu et projekt, som kun to andre medier er lykkedes med - BBC og The New York Times (man kan læse mere om New York Times’ tilsvarende projekt og om Linked Data). Spørgsmålet om kontekst i nyheder var genstand for spændende debat på South by Southwest® konferencen i Austin.

Det semantiske web

Vi opmærker nu alle artikler semantisk og har således lanceret mere end 40.000 emnesider, der organiserer vores artikler tematisk (om personer, organisation, steder og emner) og binder dem sammen med relevant data fra Internettet.

Og netop det - at binde data på tværs af websites sammen - er den grundlæggende idé med det semantiske web. Ved på den måde at gøre internettet til én stor database, bliver det muligt at bruge data fra andre kilder sammen med Informations historier

Alle vores emner er nu forbundet til eksterne kilder. Eksempelvis er siden om Danmark bundet sammen med Dbpedia,  engelske Wikipediadanske Wikipedia og Geonames.

Til at starte med har vi integreret information.dk med Wikipedia. Prøv eksempelvis sider om organisationer som Nimbus Film og Forsvarets Efterretningstjeneste, personer som Dronning Margrethe II og Lone Scherfig eller steder som Damaskus og Island.

Ris og ros modtages

Fremover kan vi således kombinere vores egen dækning af eksempelvis krigen i Irak med New York Times’ dækning og lang række andre kilder. Brugerne vil opleve, at vi ikke blot skriver nyheder fra dag til dag, men sætter disse i sammenhæng og skaber viden, der giver mening og indsigt.

Vi vil snart tilbyde offentligheden at bruge Informations artikler som materiale. Eksempelvis kan udviklere bruge information.dk i programmer eller webprojekter - og på den måde bliver avisen en platform som andre kan bygge videre på.

Dette er kun begyndelsen, men til gengæld er det begyndelsen på et meget ambitiøst projekt.

Vi er i beta, så der kan være fejl undervejs. Send os gerne en mail, hvis du falder over en fejl eller endu bedre: Hvis du har en god ide til hvordan vi kunne bruge de nye muligheder. Man kan fange os her: web@information.dk

VH Nikolai

Opdatering:
Det er ikke pænt at rose sig selv, det ved vi godt. Men når det nu er andre, der har noget pænt at sige, så må men vel gerne linke, ikke sandt?

»Information er igen Danmarks mest innovative avis på web«
Henrik Føhn, vært for Harddisken på P1

»Endnu en gang er jeg stolt af at være Information-læser«
Anne B. J. Clausen, læser.

»Det er smukt. Enkelt. Og meget, meget elegant.«
Mads Kristensen, executive producer, MSN.dk

»Max street cred herfra.«
Henrik Moltke, Mozilla Drumbeat

»Fordybelse, overblik, endda på net ;-)«
Vidar Falkenberg, ph.d. med speciale i danske netaviser

»Det er mega-sejt lavet!«
Morten Gade, digital chef FDB

»Dagbladet Information har taget hul på et ambitiøst projekt.«
 ComOn.dk