Opslag til denne artikel

Emneord:etik, journalister, valg
Personer:Birthe Rønn Hornbech
Organisationer:Folketinget

Hermed sigtes ikke til sidste uges konstatering af at Birthe Rønn Hornbech med sine nye fremmedlove dag for dag stadig tydeligere fremstår som en af de den mest hårdhændede og hykleriske politikere i nyere dansk historie.

Fantasien udfordres ikke urimeligt, hvis man forestiller sig Rønn Hornbechs adfærd, såfremt et andet flertal og en anden regering end den, i hvilken integrationsministeren for tiden har sæde, på lignende vis og i ophøjet foragt for god skik og rimelige høringsvilkår tvang en omfattende og kontroversiel lov gennem tinget.

I den selvbestaltede rolle som folkestyrets ildsprudende drage forsvarede Rønn Hornbech før i tiden de parlamentariske farver, kæmpede indædt for folketingsmedlemmernes arbejdsvilkår og fremførte i skrift og tale gerne og længe og i aldrig svigtende selvforelskelse sin prægtige og utrættelige indsats til værn for folkestyrets værdier.

Nådesløs råhed

Som minister til og med for kirke og kristelige dyder har ministeren revideret idealerne.

Den hensynsløse råhed og kynisme med kommentarer frisk fra møgspanden, så såre fortvivlede over den systematiserede ondskab har indvendinger, åbenbarer Rønn Hornbech nu sine inderligste holdninger til de svageste i samfundet, til mindretallet og til demokratiets fundamentale forudsætninger. Støttepartiets forkvaklede menneskesyn er så åbenbart også blevet Rønn Hornbechs. Det har næppe krævet nogen overvindelse at nå dertil.

Uanset hvad, var det ikke i fremstillingen af Rønn Hornbechs sande politiske og moralske jeg, fejlen i sidste klumme var at finde.

Ej heller at Anders Fogh Rasmussen, som antydet, i sin tid som statsminister og Venstres formand blandt andet i miljøpolitikken snød sine partifæller og resten af nationen og af hensyn til sit internationale renommé vendte på en tallerken og blev grøn - hvad han jo overhovedet hverken var eller blev. Ej heller at Fogh Rasmussen som antydet med baggrund i den kreative bogføring aldrig burde have været sit lands førstemand. Det var en fejl at han blev det, ikke at dette blev antydet sidste lørdag.

Det var heller ikke en fejl at fremstille de fleste af den siddende regerings tidligere og nuværende ministre som de mest belastede i dansk parlamentarisk historie. Aldrig har så mange været fedtet ind i så meget så længe.

Social fup på højt niveau

Det var ikke en fejl, som også tidligere antydet, når klummen nævnte Folketingets formands - tidligere finansminister - snyd med bopælspligten; eller den nuværende finansministers grove lovbrud som beskæftigelsesminister. Eller den nuværende udenrigsministers sociale fup med Folketingets boligvederlag, den lille sag hun fik onduleret sammen med sit partis nuværende politiske ordfører og tidligere minister, hvis husholdning fuskede med afbetaling på havemøblerne.

Eller den tidligere vicestatsministers uheldige omgang med jagtkammerater og skydevåben og reklamer for biler og motorcykler, som han fik billigere eller gratis til lån.

Eller den nuværende fødevareministers omgang med annoncører.

Eller den nuværende transportministers vennetjenester for sin gamle skole og korruption mellem brødre.

En fejl var det heller ikke at fremhæve den førnævnte udenrigsministers uforklarlige og utilgivelige dumhed ikke at møde De Forenede Staters og tre andre store landes udenrigsministre i Canada for at drøfte vitale territoriale fælles problemer i det arktiske råstofrige og strategisk vigtige område.

Det var bestemt ikke en fejl at nævne dette og fundere en kende over, hvorfor en sådan person, der har det med at køre sagesløse cyklister over, med brask og bram har krævet selv at blive udenrigsminister og ikke i stedet ernærer sig som familieguide på Mallorca. At det ikke var en fejl at beskæftige sig med denne gåde i dansk politik, viser sig i at endog udenrigsministeren velvilligt stemte vælgere dumper hende i popularitetsmålingerne og bebrejder hende skulkeriet.

Det ville heller ikke være en fejl endnu engang at undre sig over den nuværende statsminister - som i modsætning til udenrigsministeren de færreste vil kalde dum - i de glade dage som sundhedsminister drak fadbamser, røg cigaretter og kiggede naturfilm på offentligt betalte bilag.

Lille Lars’ ‘rollespil’

I betragtning af den relativt pæne gage en minister oppebærer og meget andet taget i betragtning, har man ret til at bevare sin naive undren over en sådan adfærd, der kun vanskeligt skrives i glemmebogen, men dukker op i bevidstheden ved statsministerens joviale rollespil som lille »Lars fra Græsted«.

Det ville heller ikke have været en fejl, om skribenten i klummen havde erindret sine læsere om den ubodelige skade den nu tidligere videnskabsminister har påført de højere læreanstalter og forskningsmiljøerne.

Det havde bestemt heller ikke været en fejl at ophjælpe læsernes hukommelse med den tidligere ministers generøse optræden som plakatsøjle for et privat firma. Også han.

Vel havde det heller ikke været en fejl, om man i klummen havde gjort opmærksom på de vanskelige arbejdsvilkår i den danske folkeskole med ustandselige nye regelsæt og evalueringer og den aldrig svigtende mistænkeliggørelse af lærerne, som skolen blev budt i de år, den nuværende sundhedsminister residerede i Undervisningsministeriet, samt nedgøringen af det offentlige sygehusvæsen, sundhedsministeren nu fører videre fra forgængernes tid.

Mediekløe i knaphullet

Det var slet ikke en fejl, hvis klummen sidste lørdag havde forsøgt at slå koldt vand i blodet under indtryk af det opgejlede hysteri, de elektroniske medier leverede i anledning af dronningens fødselsdag. Voksne journalister med kløe i knaphullerne blamerede sig for åben skærm, guderne ved for, hvilken gang røgelseskarrene oser i kongehuset.

Snobberiet driver ud af skærmene, når disse levende dementier af journalistisk etik og moral slikker spyt i spande.

Det er ikke nogen fejl at tage afstand fra public service-mediernes folk, når disse spænder sig for sladder- og ugepressens vogn og tilsidesætter alle hensyn til sund og kontrær skepsis over for magtens symboler.

I det mindste må licensbetaleren forlange bare antydningen af neutralitet over for den kunstnériske monark samt hendes ophøjede familie på kontanthjælp.

Det havde ikke været en fejl at gøre opmærksom på at godt en fjerdedel af befolkningen rent faktisk mener, at det danske demokrati først kan benævnes som et sådant, når statsoverhovedet er på valg.

Alle de nævnte emner og beskrivelser, de trykte og utrykte, var så vidt vides fejlfri.

Det var en anden familie

Udenrigsministeren dukkede jo rent faktisk ikke op til det vigtige møde i Canada; Fogh Rasmussen begik rent faktisk kreativ bogføring; Løkke Rasmussen fik rent faktisk refunderet cigaretter, fadøl og naturfilm etc.

Nej, fejlen i klummen i lørdags sneg sig ind i omtalen af det danskeste af alle danske vilddyr, den nu som følge af regeringens forsømmelige miljøpolitik truede gråhare.

En venlig læser, hvis rosende ord klummisten i øvrigt labbede i sig som gratis fadøl, gjorde opmærksom på at haren på latin hedder: Lepus europaeus, hvor artsnavnet staves med lille og ikke med stort, som skrevet stod. Dertil kommer den graverende fejl, at teksten sidste lørdag hævdede, at haren er en gnaver som bæveren, musen, egernet etc., (Rodentia - ‘rodere’ er latin for ‘gnave’).

Gu’ er den ej. Den er af ordenen Lagomorpha, som kun omfatter hare og kanin, og er af familien: Leporidae - med andre ord harer.

Hermed er alt igen på rette plads.

Denne artikel er anbefalet af: