I 1980’erne arbejdede jeg i godt et år som landsdommer. Nogle måneder efter rejste jeg ned til et gæsteprofessorat i München. Under en fakultetsmiddag dér hørte jeg følgende historie: To tyske højesteretsdommere går tur i en park, da de et stykke væk ser en stor hund hoppe op ad en dame, som lidt efter kommer hen til dem og vredt siger til den ene dommer: »Se, min frakke er blevet helt snavset, så jeg vil have 100 euro til en rensning, ellers mødes vi to i retten, og så kan De ikke vide, hvordan det ender.«
Dommeren finder 100 euro frem fra sin tegnebog og betaler. Bagefter siger den anden dommer til ham:
»Jamen, det er jo slet ikke din hund?«
»Nej, ganske vist,« svarer han og tilføjer: »Men på den anden side har hun jo ret, i retten ved man aldrig, hvordan det ender.«
Alle mine tyske kolleger lo bejaende! Flere år efter hørte jeg den samme historie i Østrig, senere igen fik jeg den i engelsk version og for nylig i italiensk.
Er denne vandrehistorie kun en joke, eller siger den noget rammende? Efter min mening rammer den næsten plet. Det er rigtigt, at man i ikke så få tilfælde tager sig til hovedet over de domme, der afsiges.
Grov diskrimination
Det gælder bl.a. højesteretsdommen om Irak-krigen, hvor man afviste at lade borgerne få den danske deltagelse i krigen prøvet, og dommen om udlændingelovens 28-års-regel, som godkendte en krystalklar diskrimination mellem etnisk-danske og ikke etnisk-danske statsborgere.
Reglen medfører nemlig, at ikke etnisk-danskere skal have været danske statsborgere i 28 år, før de kan få deres udenlandske ægtefælle til Danmark; den pågældende danske statsborger ville derfor først kunne få sin ghanesiske kone hertil i 2030! At man tit undrer sig, betyder nu ikke, at man aldrig kan forudse en domstols afgørelse, kun at andre faktorer end de rent juridiske tit er afgørende.
Adskillige sociologiske undersøgelser viser, at man kan opdele mange retsafgørelser efter dommernes politiske og sociale baggrund. Og det er en almindelig erfaring, som til en vis grad kan underbygges talmæssigt, at borgerne i sager mod staten ikke har store chancer for at få medhold.
Sagt lidt firkantet: Staten vinder altid. Blandt advokater siger man, at staten har rettens øre! I en tilfældig årgangs samlede sager mellem det offentlige og borgeren vil man regelmæssigt kun støde på fem-syv pct., hvor borgeren får medhold, og mon ikke, der er grund til at antage, at forklaringen mere ligger i dommernes imødekommende holdning overfor deres arbejdsgiver end i selve sagerne?
Stol ikke på dommere
På trods af den nimbus (glans, red.), der - støttet af mediernes uvidenhed - står om Højesteret, kan vi altså roligt opgive tanken om dommerne, herunder højesteretsdommerne, som mennesker, der er strengt neutrale og objektive, besidder den højeste juridiske sagkundskab og altid træffer de juridisk eneste rigtige afgørelser.
Det er ikke altid forstanden følger med embedet, og realiteten er, at dommerne er ganske almindelige mennesker, der, som det gælder for alle os andre, får deres personlighed dannet gennem en langvarig socialiseringsproces, hvorigennem de opdrages til at have bestemte meninger, og holdninger - ikke sjældent fordomme - som mere eller mindre regelmæssigt styrer deres senere afgørelser og valg. Ingen tror vel alvorligt på, at frygten for at lægge sig ud med det politiske flertal var uden betydning for de to nævnte højesteretsdomme.
På trods af de virkelige forhold er det en fast bestanddel af det juridiske hokuspokus-sprog at lade som om, det er selve retten, der taler gennem dommen.
I virkeligheden betyder: ‘Thi kendes for ret’ blot: Vi, Hansen, Jensen og Olsen, synes sådan nærmest’.
Dette vil ikke ændre sig i fremtiden, men vi vil få færre højesteretsdomme at glæde os eller fortvivles over. Indtil for få år siden var Højesteret ordinær ankeinstans for enhver (civil) sag, der var afgjort i landsretten, men med procesreformen sidder Højesteret nu øverst i huset, mens resten af retssystemet er rykket en hel etage ned, så det nærmest er blevet umuligt for almindelige mennesker at få adgang til øverste etage.
Overbebyrdede byretter
Nu starter stort set enhver sag i byretten, og så er landsretten sidste instans. Det vil frigøre Højesteret for en masse sager, og landsretterne for næsten alle førsteinstanssager, og det er naturligvis rart for dommerne. Til gengæld er byretterne, som samtidig er skåret voldsomt ned i antal, nærmest druknet i sager, og mange af de gamle og erfarne kontormedarbejdere er flygtet langt væk. Det medfører bl.a., at den indledende sagsbehandling mange steder er overfladisk og juridisk forkert, og at behandlingstiden alle steder er grotesk lang.
Højesteretsdommerne får nu mere tid, og hvad skal de så bruge den tid til?
Sikkert til at tænke meget længe over de sjældne principielle spørgsmål, man nu kommer til at sidde og vente på, og selv om det foreløbig ikke viser sig i dommenes præmisser, der bliver stadigt kortere og mere intetsigende, tager den slags sikkert både tid og kræfter. Og hvis der skulle blive lidt tid tilovers, skal det være dommerne vel undt; de har jo også andet at tage sig til end at høre på retssager! Men om man vil eller ej, bliver resultatet, at almindelige mennesker afskæres fra at få landets højeste domstol til at høre på deres sager.
Det var svært nok før, men nu bliver det næsten umuligt. Det er meget få af os, der nogensinde får lejlighed til at føre sager, som domstolene vil anse for at være principielle. Befolkningen har imidlertid brug for en nogenlunde let og ubesværet adgang til at få en højtstående retsinstans til at efterprøve, om de er blevet mishandlet hos alle vore indviklede administrative myndigheder. Og folk har behov for at kunne henvende sig med sager om vores grundlov.
Til det første har vi i dag Folketingets Ombudsmand, hvis kompetence Folketinget snarest bør stoppe beskæringerne af.
Men vi har også brug for en domstol, som vil tage grundlovs- og menneskeretskrænkelser alvorligt. I sagen om Irak-krigen var der blandt de ni dommere kun én, som med rette kunne siges at have et specifikt fagligt kendskab til vores grundlov.
Et stort narrespil
I sagen om 28-års-reglen var der ikke én dommer med fagligt kendskab til menneskerettighedskonventionerne og den europæiske domstols omfattende retspraksis. Den manglende sagkundskab afholder imidlertid ikke på nogen måde Højesterets dommere fra at udtale sig, som om de besidder den indsigt, de notorisk mangler, og netop derfor har vi så hårdt brug for a second opinion fra rigtige fagfolk.
Vi ved, at regeringen og mange af vore politikere ikke interesserer sig for disse problemer, men hvorfor bliver vi almindelige borgere ved med at finde os i dette narrespil?
I de fleste andre europæiske lande kan enhver borger, som mener, at en administrativ beslutning eller en lov krænker hans grundlovsbeskyttede rettigheder gå direkte til en forfatningsdomstol, i hvis dommerpanel, der sidder kyndige forfatningsjurister, hvis afgørelser selv en højesteret må respektere.
Går i flyverskjul
Og adskillige lande har derudover i deres forfatninger omfattende kataloger af bestemmelser, som sikrer borgerens rettigheder og beskytter ham mod overgreb fra staten; ud fra den betragtning, som al erfaring bekræfter, at magt har en tendens til at korrumpere, betragtes staten i princippet som et organ, der skal ses på med argusøjne, som skal kigges efter i sømmene og på borgernes vegne kontrolleres.
Det moderne samfunds omfattende regulering af snart sagt alt mellem himmel og jord, der ofte griber groft ind i borgernes privatliv, gør i stigende grad en sådan kontrol nødvendig.
Borgerne mangler en vagthund, der kan bide statsmagten i haserne og prøve at ave dens trang til at blande sig i alt. Grundlovens paragraf 3 indeholder hjemmel for domstolene til at kontrollere statsmagten og Folketinget, men de vil eller tør ikke.
Danske borgere mangler i stadig højere grad at få en vagthund. Lad os nu snart få en domstol, som tør. Hvorfor ikke en forfatningsdomstol?
Højesteret vil naturligvis være imod at få en konkurrent, og de vil bl.a. henvise til, at de skam af og til giver borgeren medhold. Det er også rigtigt.
Problemet er blot, at Højesteret kun tør være modig, når det drejer sig om en parkeringsbøde, men nærmest automatisk går i flyverskjul, når det drejer sig om brud på vores forfatning.
Preben Stuer Lauridsen er professor og dr.jur.
Kommentarer
Hørt hørt hørt!!
Det mest vandvittige ved afvisningen af sagen om lovligheden af Irak-krigen det er, at sagen blev afvist med begrundelsen at den ikke var interessant i den demokratiske sammenhæng eller sådan noget vås.
Jamen, er det ligegyldigt at vi har en regering der lyver så stærkt som en hest kan rande?
Ja, det er det åbenbart.
Jeg har Højesteret mistænkt for at være indsat af regeringen, siden de slikker dem i røven konstant.
Og det er et kæmpe demokratisk problem.
Forfatningsdomstol nu!!
VH Heidi Madsen
En højst påkrævet bredside til retssystemet, Preben Stuer Lauridsen leverer. Mange tak for den.
For de ihærdige læsere, kan også Niels Bredsdorffs og Jørgen Vogelius analyse af en nylig og spektakulær højestersdom anbefales: http://www.rub.ruc.dk/rub/omrub/skrserie/skr53.pdf
Tak til Preben Stuer Lauridsen er for den ” Historik”. Håber at medlemmerne af Folketinget læser den og vil begynde at arbejde for en Forfatningsdomstol så vi kan få befolkningens retssikkerhed i fokus.
Hele lækagesagen vidner desværre også om, at hensynet til statsmagten er vigtigere end hensynet til befolkningens information.
Det er fortvivlende at befolkningens retssikkerhed nu kommer i anden række .
Rettelse: beklager at der kom et ”er” med i første sætning.
Også tak til Heinrich R. Jørgensen for linket .Det vil jeg læse med stor interesse.
Bump
Super link af Heinrich R. Jørgensen.
Rystende Højesteret.
Vi må, som befolkning, tage os vældigt sammen hvis ikke det skal lykkes folketinget “to fool all the people all the time”.
Med venlig hilsen Lennart
Jeg vil endnu en gang takke Niels Bredsdorff for at have postet linket i en anden tråd. Budskabet er så vigtigt, at det fortjener gentagelse mange gange endnu.
Fantastisk vigtig mandagskronik.
Jeg lever i Italien, hvor der netop findes en forfatningsdomstol, - som i disse tider kæmper en brav kamp sammen med “il presidente della Repubblica, Napolitano” for at holde Berlusconi inden for forfatningens (grundlovens) rammer.
I DK ses Berlusconi forståeligt nok som en skandale, hvilket har også er på mange måder.
Med hensyn til magtmisbrug er den danske regering dog fuld på højde.
Måske kunne Information lave en gennemgang af højesterets 18 -19 dommere, - hvad er det egentlig for en flok!!!!
Denne kommentar er anbefalet af:
Tak til Preben Stuer Lauridsen for en foruroligende kronik.
Heinrich R. Jørgensen:
Der burde være et forbud mod at poste links til interessante analyser her mandag morgen. Man har jo seriøst arbejde, der skal laves :)
Jeg er sikker på at min gamle onkel vender sig i sin grav. Det har taget mig nogle år at forstå nogle af hans udtalelser vdr. retssystemet, som i mine ungdommens år virkede provokerende.
Det som skræmmer mig er at MagtHundene har så godt tag i partierne på Borgen at VagtHundene ikke længere tør sige, hvad de vil for at stå vagt om de ting der er grundpillerne i vores samfund. Det gælder så både til højre og venstre i salen.
// Jesper
Jesper,
domstolene er en integreret del af statsmagten. På områder hvor en juridisk korrekt afgørelse kan true nationalstatens beståen, har domstolene ikke andre muligheder end at beslutte at staten har ret.
Højesterets pjattede kommentarer om Grundlovens § 19 i anledning af behandling af GH2003’s søgsmålskompetence, er dog under lavmål. Det var ingen som helst grund til, at de skulle udtrykke noget som helst om emnet.
Men det valgte de at gøre, og det de ytrede, var så uigennemtænkt, ahistorisk, forvrøvlet og forstokket systembevarende, at det er meget vanskeligt at tage Højesteret alvorligt fremover. Det har i vid udstrækning undermineret deres egen autoritet.
Der er sådan set ikke noget nyt under solen her.
Allerede Marx, eller hvem faen det nu var, udtalte sig om overbygningen, hvortil retssystemet hører, hvis funktion er at bevare samfundssystemet, at understøtte magthaverne.
Det groveste eksempel herhjemme i nyere tid er og bliver Højesterets støtte til og aktive medvirken til anvendelsen af kommunistloven under besættelsen. Den var klokkeklart grundlovsstridig, så klokkeklart som ingen lov før eller siden, og alligevel dømte man efter den.
Ingen dommere blev af den grund retsforfulgt senere, og det gjorde heller ikke de der bæster i Rigsdagen, som havde vedtaget denne ulovlige lov.
Højesterets daværende præsident skrev tilmed en artikel, der forsvarede loven. Men efter sigende var der nu flere af kollegerne, der ikke var udelt begejstrede for at gå så vidt.
Hans Jørgen,
enig i dine kommentarer vedr. kommunistlovene fra 1941.
Hvad mener du om Preben Stuer Lauridsens indspark? Og om Niels Bredsdorffs og Jørgen Vogelius’ ditto? Nogen mening? Tager de fejl, og i så fald, hvor?
Hans Jørgen Lassen:
“Allerede Marx, eller hvem faen det nu var”
Marx — Karl, ikke vores fælles idol — hævdede det. Om der er nogen der har udtrykt det samme før ham, ved jeg ikke. Men mon dog ikke?
Danmark er iikke en morderne stat, når det kommer til statsgrundlaget.
Staten og dens magtstruktur bygger på enevældets principper: Altså i bund og grund facisme, statens interesser er vigtigere end borgernes rettighedder.
Der er godt nok inger der længer er blevet dømt for majestætsfornærmelse, men så har vi jo fået en terrorlov istedet.
Og hvis staten krænker dine rettighedder, har du intet krav på at få din sag bedømt af en domstol.
Demokrati bygger på lighed og retfærdighed i loven, er Danmark demokratisk?
Heinrich,
ja, jeg har en mening, men jeg er ikke sikker på, at den holder, altså min mening. Så dette er kun foreløbige betragtninger - vent bare til de endelige kommer!
Jeg mener, at Højesteret går galt i byen, helt galt, hvor de skriver dette:
“En forståelse som hævdet af appellanterne ville
indebære, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN’s Sikkerhedsråd – med vetoret
for de permanente medlemmer – at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situ-
ationer ville kunne anvende militære magtmidler. ”
Det er jo netop meningen (om vi andre så kan lide det eller ej) med at tilslutte sig overnationale organer, at landet afgiver suverænitet, i et vist omfang (men der er mange detaljer, overnationalt, mellemfolkeligt, og jeg skal komme efter dig).
Her, lige præcis her, mener jeg, at Højesteret kokser totalt. Sagens kerne i en nøddeskal. Her er fokus.
Danmark (de tilstedeværende undtaget) har ved at tilslutte sig FN-pagten accepteret visse regler, herunder også begrænsninger i brugen af militær magt.
Hans Jørgen,
vi er så helt på bølgelængde hvad angår Højesterets besynderlige kommentarer om substansen i den sag, ingen måtte føre ved Højesteret.
Uden at være jurist, kan jeg slet ikke få Højesterets udsagn til at hænge sammen. Og desuden burde de uanset hvad de i øvrigt måtte have været enige om at mene om sagen, have holdt deres mund.
Hvis Højesteret ikke kan tage stilling, da Højesteret ligesom alle andre i kongeriget ikke har retlig interesse eller anden grund til at få behandlet emnet, må de være solidariske med alle andre, og lade emnet ligge.
Heller ikke det kunne de finde ud af. Det er sgu jammerligt…
Lige Danmark har Finland og Sverige heller ikke Forfatningsdomstol selv om de har både Justitiekansler og Ombudsmand. Men i alla tre nordiske lande er det praktisk umulig til en individuel at føre en sag mod staten.
Ifølge personlig erfaring kan alle tre begynde med at tabe eller forfalske dokumenter. Alle tre kan ordne politiet til at arrangere trusler, sociale myndighed til at stæmple mentalt og hospitaler tll at skrive vildledende “journaler.”
Og ingen myndighed har noget ansvar i en eneste del af det hele. Og en Højesteret der udtaler lige den Danske gør ved Irakkriget er jo latterlig. Hvor er dommere blevet udannet? Hvorfor kræver man ikke engang lovens primære logik?
Enhver dommer, der ifører sig kappen, er sig bevidst, at klæ’r skalber folk, og ‘domme á la carte’ kan vel kun sættes på spisesedlen af en professor cand.jur. “Vi civilister”, vi evigt potentielt anklagede for at bryde enhver lov, vi må klynge os til en eller anden uvis forestilling om tilstedeværelsen af en fælles retsbevidsthed. måske endog en foretilling om retfærdighed, en slags menneskeret og -rettighed.
Kan det overhovedet ske, at de domme, der fældes i højesteret (forvaltningsret) kommer i overensstemmelse med folk retsbevidsthed, uden at krænke nogens retsfærdighedssans? Næppe, og da må “vi” kunne henholde os til, at domsafsigelsen er sket på et fagligt grundlag, med eller uden kappe på.
En meget fin kronik der adressere en af de vigtigste grundpiller i vores samfund. Det må være på tide med nogle ændringer.
- Arash
Arash Shariar:
“Det må være på tide med nogle ændringer”
Helt enig, Arash. Det er uværdigt for et påstået folkestyre, at det slår så sløjt til på det område.
Hans Jørgen Lassen:
“Danmark (de tilstedeværende undtaget) har ved at tilslutte sig FN-pagten accepteret visse regler, herunder også begrænsninger i brugen af militær magt”
Herom er alle vist enige - stridsmålet står jo om, hvorvidt regeringen og folketing har underlagt sig nævnte begrænsninger i brugen af militær magt under grundloven eller ej.
Jeg mener bestemt højesterets bemærkninger herom var korekte - altså dersom Danmark har forbrudt sig mod FN-pagtens artikel omhandlende væbnede konflikter - er det et spørgsmål for FN-systemet, ikke de nationale domstole.
“Demokrati bygger på lighed og retfærdighed i loven, er Danmark demokratisk?”
Det ville være naivt at sige, men jeg er desværre sikker på de fleste opfatter det sådan.
Det er her den frie presse gerne skulle yde en indsats til det mondæne “fællesskab”.
Men noget tyder på “fællesskabet” går i arv, og er for de få.
At man skal have penge til en god advokat samtidigt, er jo heller ingen hemmelighed, der finder jeg heller ingen lighed, eller demokratisk løsning, hvorom den rige altid vil have en fordel.
Grundloven bør skrives til folket, og ikke til staten/kongen. Men når det bliver ekstremt nok, ryger de på bålet som i Rumænien, Så ret vil ske fyldest, men ville jo være rart det kom fra sund fornuft.
Lars skriver:
dersom Danmark har forbrudt sig mod FN-pagtens artikel omhandlende væbnede konflikter - er det et spørgsmål for FN-systemet, ikke de nationale domstole
FN-systemet har ingen sanktioner i et tilfælde som dette, hvor USA er involveret.
Med hensyn til grundloven: ved fortolkning af kortfattede bestemmelser tillægges forarbejderne, betænkninger, bemærkninger til lovene osv. normalt betydelig vægt. Og forarbejderne til 1953-loven (som jeg har læst) peger på dette punkt i en anden retning end Højesterets udtalelser.
Nå, det er jo ganske normalt i ethvert retssystem, at funktionen er, altså generelt, at forsvare og bakke op om magthaverne.
Per Diepgen,
Applaus til dit sidste indlæg.
Hans Jørgen Lassen:
“FN-systemet har ingen sanktioner i et tilfælde som dette, hvor USA er involveret”
Ja - sådan er FN-systemet jo hele vejen rundt - hvorfor det er et held, at højesteret ikke har fundet at Danmark har givet dette systemet grundlovssikrede vetoret i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
HJL:”Med hensyn til grundloven: ved fortolkning af kortfattede bestemmelser tillægges forarbejderne, betænkninger, bemærkninger til lovene osv. normalt betydelig vægt. Og forarbejderne til 1953-loven (som jeg har læst) peger på dette punkt i en anden retning end Højesterets udtalelser”
Det kan du da muligvis have ret i. Men den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik var jo i den periode en helt anden under indtryk af truslen fra Østblokken - den danske peacenik ordgejl i lovarbejdet var givet et forsøg på at påvirke de internationale normer for anvendelsen af våbenmagt - det blev dog efter min opfattelse klogeligt ikke nedfældet i grundloven med nogen grad af bestemthed - og det må være det afgørende her.
Jeg vil mene, at lovgrundlaget bevidst er udfærdiget således, at der efterlades rum til fortolkning - ikke kun af formuleringerne i forarbejderne mv. til grundlovens vedtagelse, men sandelig også de politiske hensigter bag disse - under hensyntagen til datidens udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation.
Men jeg skal da ikke udelukke det at Folketing og regeringer, i hvert fald i tre tilfælde, har besluttet at anvende våbenmagt mod fremmede magter uden et klart FN-mandat også har haft væsentlig betydning for nutidens lovfortolkning og højesterets bemærkninger i dens kendelse.
National - international handling.
At FN har givet tilladelse til militær intervention, gør vel ikke Danmark forpligtet til at handle, hvis vi mener, at militærmagt er den forkerte form for forintervention. En krigserklæring er næppe et demokratisk middel eller måden, hvorpå man får venner frem for fjender.
Problemet i denne sammenhæng var netop, at FN ikke ønskede eller gav tilladelse til militær intervention.
Mener også netop FN forsøgte at stoppe det overgreb, USA m.fl fik jo aldrig det mandat de søgte i sikkerhedsrådet, til en lovlig krig.
Den burde jo PR automatik være ulovlig.
Det muligt, men grundlovsstridig har den danske deltagelse aldrig været - desuden kan man sige, at krigen i FN-regi blev lovliggjort på efterbevilling.
I magt-filosofisk forstand er der heller ikke noget nyt under solen i relation til artiklen. Det kræver faktisk ikke meget engagement at forudskikke Højesterets domme…
Med venlig hilsen
I 1940 ville regeringen ikke forsvare landet, halvfjerds år senere erklærer regeringen et fremmded land, som ikke har angrebet os, krig.
FN har i nogle tilfælde sanktioneret militærintervention, dog aldrig beordret krig.
Partiet SF har bevæget sig over til Nato, EU og Peterberg-operationer og altså ligesom S til at medvirke i krig mod fremmede folk, endog uden FN-mandat. (“Ad hoc-krige, slå først, det bedste forsvar er et angreb, forebyggende krige” - krige for enhver trang til magt!). Hvad stræber vi efter?