Opslag til denne artikel

Emneord:diplomati, marked, vesten
Personer:Dmitrij Medvedev
Organisationer:EU
Steder:Danmark, Rusland

»Min hovedopgave i Danmark bliver fuldført i disse dage, når Ruslands præsident Dmitrij Medvedev kommer på officielt statsbesøg i København,« siger den russiske ambassadør Teymuraz Ramishvili i besøgsværelset på den gamle russiske ambassade på Kristianiagade i København. En ambassade, der rummer historien om sovjetisk hemmelighedskræmmeri, spionage og kold krig i forhold til den amerikanske ambassade lige på den anden side af kirkegården. Den Kolde Krig lurer stadig, og forholdet mellem Danmark og Rusland har været dybfrosset, siden Danmark i 2002 nægtede at udlevere tjetjeneren Akhmed Sakajev og tillod afholdelsen af Den Tjetjenske Kongres i København trods rasende protester fra Moskva.

»Da jeg kom hertil som ambassadør for to et halvt år siden, var forholdet mellem vore to lande på det absolutte nulpunkt. Men det var både min regerings pålæg og min egen opfattelse, at forholdet mellem Danmark og Rusland, som er det længst varende diplomatiske forhold i Verden, måtte genoprettes,« fortæller Teymuraz Ramishvili, en livlig og venlig 55-årig og heftigt gestikulerende mand med glimt i de mørke øjne.

»Min opgave var at genoprette forholdet - ikke på danske betingelser, men heller ikke med russiske krav om undskyldning eller noget i den retning. Jeg skulle analysere, hvorfor det var sket, forklare hvorfor det ikke burde være sket, hvorfor krisen ikke blev afværget. Jeg vil ikke kritisere min forgænger eller de danske myndigheder, men fakta er, at de ikke formåede at finde et fælles sprog. De manglede simpelthen gensidig forståelse. Ikke at jeg eller Rusland glemmer, hvad der skete i 2002, hvor Danmark midt i en af Ruslands værste krisetider, hvor hundreder blev taget til fange af terrorister i et teater i Moskva, og hundreder døde, midt i Ruslands krise og tårer, lod vore modstandere afholde et møde i København.«

Har brug for Danmark

»Vi var nødt til at finde en pragmatisk løsning og det bestræbte jeg mig på,« fortsætter Ramishvili: »Jeg spurgte direkte i det danske udenrigsministerium: ‘Har I brug for Rusland, hvis ikke, så vil jeg læne mig tilbage og nyde cocktailpartyerne i tre-fire år. Hvis ja, så lad os finde de første fælles berøringsflader’. De svarede ja. Og jeg må give danskerne, at de aldrig - i modsætning til visse andre europæiske lande - har ladet det dårlige bilaterale forhold gå ud over EU’s og NATO’s forhold til Rusland som helhed. Desuden så er det blevet mere og mere klart i Moskva, at det ikke kun er lille Danmark, der ikke kan leve uden store Rusland. Store Rusland kan heller ikke klare sig uden lille Danmark. Uden Danmark findes der ikke et komplet billede af Europa i Rusland Danmark er også en del af EU, NATO og Vesten i det hele taget. Og Danmarks hæderlige og pålidelige opførsel, Danmarks ukorrupte og effektive demokrati gjorde, at jeg forstod, at det ville kunne lade sig gøre via direkte diplomati at genoprette forholdet og undgå nye skandaler.«

Ifølge Teymuraz Ramishvili faldt hans valg af fælles udgangspunkt på det økonomiske samarbejde imellem Danmark og Rusland. Da han kom til Danmark som ambassadør fra en ambassadørpost i Sydkorea, kendte han H.C. Andersen, Andersen Nexø, kejserinde Dagmar, Den Lille Havfrue, Niels Bohr, krigs-historien og de mange års socialdemokratisk styre i landet. Det var alt.

»Men jeg fandt hurtigt ud af, at Danmark er et af Verdens mest veludviklede industrilande, har førstepladsen inden for grøn teknologi, har verdens største containerselskab, har Novo Nordisk, Grundfos, et ekstremt effektivt landbrug, Danfos og meget mere. Alt sammen noget, der kan være med til at fuldføre præsident Medvedevs plan om en kraftig modernisering af Rusland.«

Medvedev den første

Det førte til et russisk udenrigsministerbesøg i Danmark, to statsministerbesøg i Rusland, Medvedevs besøg i Danmark her i april, Putins senere besøg, og til næste år dronning Magrethes statsbesøg i Moskva.

»I har nu flere kontakter med Moskva end I har med Tyskland. I øvrigt er præsident Medvedevs officielle statsbesøg i Danmark det første i historien. Tsarerne kom på familiebesøg hos det danske kongehus, men aldrig officielt. Nikita Khrustjov kom på besøg, men ikke officielt, han kom her som partileder, ikke statsleder. Medvedev er den første, og det siger noget om den betydning, vi tillægger tøbruddet mellem vore to lande.«

Den russiske ambassadør fortæller endvidere, at man fra russisk side vil satse på samtaler mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og præsident Medvedev om Danmarks medvirken til Medvedevs plan om modernisering af Rusland, bl.a. danske investeringer i højteknologi i Rusland.

»Der er i forvejen store danske investeringer, men vi vil gerne se yderligere danske tiltag. Der vil bl.a. blive underskrevet en aftale om oprettelsen af en meget stor Novo Nordisk fabrik i Rusland, som kan producere ren insulin til det russiske marked. Præsidenten og regeringen ser med stor tilfredshed på, at Danmark i modsætning til andre europæiske lande ønsker at se Rusland som et udviklet og moderne europæisk land. Ikke alle ser sådan på det, men Danmark forstår, at et udviklet og demokratisk Rusland er stabilt og mindre farligt og en god partner. Den danske tilgang er, at sådant et land er godt at samarbejde med og investere i.«

Ifølge ambassadøren spillede det en stor rolle i tilnærmelserne, at «Danmark uden at politisere sagen var det første land til at underskrive aftalen om Nordstream« - dvs. tilladelsen til, at den nye gasrørledning mellem Rusland og Tyskland må gå gennem dansk farvand.

Russisk imagepleje

Han indrømmer, at Rusland har et problem med sit image i verden. Og det ønsker han at gøre noget ved: »Det dårlige image skyldes, at Rusland stadig har mangler i sin demokratiske udvikling. Rusland var simpelthen ikke klar til demokrati efter knap 80 års kommunistisk diktatur. Men med Putin fik vi stabiliseret økonomien, og nu under Medvedev foregår der små, men vigtige skridt fremad for demokratiet.«

Til spørgsmålet om, hvem der egentlig er hans chef og Ruslands egentlige leder, Putin eller Medvedev, svarer Ramishvili: »Det er svært at svare på direkte. Putin udnævnte mig, da han var præsident, men Medvedev er i dag min øverste overordnede. Begge er populære i Rusland, Medvedevs popularitet er stigende. De siger, at de vil afgøre internt, hvem der stiller op til præsidentvalget i 2012, men jeg synes, det ville være mest spændende og demokratisk, hvis begge stillede op imod hinanden og imod andre kandidater.«