Glansbilledet falmer i Lejre

I svinget ligger gadekæret, det stråtænkte bindingsværkshus og Spar-købmanden. Set fra den rigtige vinkel er Kirke Sonnerup i Lejre Kommune et glansbillede af en dansk landsby. Set fra en anden vinkel er den et eksempel på en døende samfundsform, der måske har fået sit banesår.

Bag bakketoppen og den gamle kirke ligger byens skole. Den har før været lukningstruet, og med de nye sparekrav til kommunerne frygter købmand Kim Christensen det værste.

»Lukker skolen er der ingen, der gider flytte hertil. Kun pensionister. Så vil jeg helt sikkert også overveje, om det er værd at fortsætte. Så bliver det en soveby, en død by,« siger den gråhårede købmand i den rødstribede skjorte.

På den anden side af disken byder en kunde ind i samtalen, midt i dagens brødindkøb.

»Så er det gjort med byen. Folk har allerede problemer med at sælge deres huse,« supplerer kvinden.

Lejre Kommune er hverken den økonomisk mest trængte i Danmark eller blandt de yderst beliggende. Alligevel mærker kommunen de hårde konsekvenser af, at man i forbindelse med kommunalreformen forsøgte at modgå centraliseringen og forblive en landkommune.

Sparekrav

Da kommunalreformen kom, holdt de tre gamle kommuner - Bramsnæs, Hvalsø og Lejre - afstemning, om man skulle koble sig på Roskilde Kommune eller lave en landkommune uden noget naturligt bycentrum. De små 27.000 borgere valgte det sidste. Nu risikerer Lejre Kommune alligevel at skulle samle skoler, biblioteker og børneinstitutioner i de større byer, der er.

På borgmesterkontoret arbejder man allerede på at finde besparelser for 50 millioner kroner. Det svarer til fem procent af næste års budget, og det er alene for at overholde regeringens krav om nulvækst i økonomien. Derudover kommer de i gennemsnit 40 millioner kr., som alle kommuner skal spare i 2012 og 2013. Men dem er borgmester Mette Touborg (SF) slet ikke begyndt at bekymre sig om. Der er rigeligt at tænke på i forvejen.

»Det her er ikke omkostningsfrit. Der har været, og der vil være kommunale ydelser, hvor det kan mærkes på servicen. Det kan vi lige så godt melde ærligt ud,« siger Mette Touborg.

Sidste år gik både SF og det tidligere borgmesterparti, Venstre, til valg på at frede kommunens skoler. Mette Touborg håber stadig på at kunne holde sit løfte, men man er nødt til se på, om kommunen har råd til at have ti skoler, tre rådhuse og fem biblioteker, forklarer hun.

»Vi kan være tvunget ud i strukturbesparelser, men det bliver ikke nødvendigvis på skolerne,« siger hun.

Og som sagt har hun slet ikke taget de nye besparelser med i sine overvejelser, for dem vil hun først forholde sig til, når forhandlingerne om kommunernes økonomi er overstået til juni.

Skolekamp

På gangen i Kirke Sonnerup Skole hænger avisudklip fra sidst, skolen var lukningstruet. Det var for halvandet år siden, hvor den tidligere Venstre-borgmester overvejede at lukke kommunens tre mindste skoler. Med 110 elever er Kirke Sonnerup Skole anden mindst. I 0. til 6. klasse går der hver 12-19 børn, og efter 6. klasse skal børnene til den nærmeste større by, fire en halv kilometer væk.

Artikler og talrige læserbreve fra familien Jepsen, familien Hansen, familien Jeppesen og familien Clay vidner om den lokale kamp, der fik kommunen til at droppe lukningen.

Skolelederen kigger ud i gangen. Han vil gerne sludre lidt om, hvordan det gik for sig, men han har ikke lyst til at sige noget til avisen.

I stedet henviser han til formanden for skolebestyrelsen, Ulla Uhrskov.

Hun var også aktiv i kampen dengang, og hun er klar til at blive det igen.

»Det er naivt at forestille sig, at skolelukninger ikke skulle komme på tale igen. Det ligger i kortene,« siger Ulla Uhrskov.

Hun flyttede til Kirke Sonnerup for otte år siden. Det var gennem skolen og børnene, at familien blev en del af byen, fortæller hun.

»Det er en pendlerby, hvor folk flytter til med små børn. Det er til at betale og tæt på motorvejen. Men det er ikke attraktivt, hvis der ikke er nogen skole. Alt socialt liv udgår fra den,« siger Ulla Uhrskov.

Hun tror, man i første omgang vil foreslå, at kun administrationen bliver slået sammen med en anden skole, mens børnene får lov at blive i Kirke Sonnerup som en slags filial til den større skole. Men hun ved, det kan ende værre end det.

»Vi frygter i hvert fald, diskussionen bliver åbnet igen. I vores lille by er der en kirke, en købmand, en børnehave, en SFO, og så er der skolen. Så alt foregår i forhold til børnelivet.«