Byens psykolog

Når byens kreative krise knækker er det godt, der er hjælp at hente. I den samme mand. Jeg tør desværre ikke skrive hans navn. Eller nummer. For jeg overvejer stærkt selv at ringe.

Åh, jeg ville ønske, jeg hed Michael Jeppesen, Mads Brügger eller Morten Vammen, for jeg har alletiders gode historie, og der er sgu gods i den - og alligevel er den fuset sært ud mellem mine hænder og linjer i den uge, jeg har siddet med den. For jeg har åbenbart ikke gonzonosser nok til at skrive en skarp spionhistorie, der kan stå og blinke og give lidt mediedebat. Der er for meget lys og lygte og lup på alle tænkelige vinkler. Ak for endnu en dag med tvivlen på kontoret.

Men jeg hedder altså Maria. Og i sidste uge sad jeg i et køkken. Helt tilfældigt. Var kommet derop af afveje, og fordi jeg lige skulle se en ny vens nye lejlighed, og det var hyggeligt, og hyggen trak ud, og tid er jo en mærkelig størrelse, når man ikke har et otte til fire-job. Åh, den helt trygge funktionærstilling, som alle dem, jeg kender, ser så meget ned på. Dem med chef og regler. Fy for helvede. Dem, der ikke var dygtige nok til at skabe sig en kreativ karriere, man selv er herre over. Hvor man er arbejdsnarkoman den ene uge og lagengymnast den næste. Læg i øvrigt mærke til at unge børnefamilier bliver skilt på stribe - for at køre samme stil. De fleste bliver først lykkelige med partner nummer to, når man kan ugeopdele børnene og skiftevis køre fuldt køleskab og kærlighed den ene uge, og sex og champagne den anden.

Min kæbe røg i bordet

Nå, men jeg sad i det køkken, og inde ved siden af øvede et af byens sejeste bands - tilfældigvis fyldt med piger, fyldt med problemer. Og de kom daffende ud med tunge skuldre og rullesmøger, og man kunne ligesom fornemme, at der var andet på spil end at indspille debuten. Og så kom der historier om aborter og åndssvage kærester og andre ting, der jo sker i alles liv, men som harmonerer temmelig dårligt med hele rockstjerneideen om at stå stærk og scenevant og levere. »Nå men vi dealer med det« sagde den ene. »Ja vi går i terapi hos X,« sagde den anden. »Men jeg har godt nok hørt, at din kæreste har nederen over vores kommende succes,« sagde den tredje, og så røg min kæbe ned i bordet, mens historier om guru’en langsomt foldede sig ud. Ikke nok med at pigerne havde hørt om deres indbyrdes problemer, de havde også luret de andres klienters, fordi han åbenbart snakker rigtig meget, og jeg strøg da lige harmdirrende hjem og spurgte offentligt, om det er rigtigt, at X opfører sig som en klassisk stærk sektleder, der bryder alle de unge tvivlende kunstnere/narkomaner ned - for derefter at bygge dem op på fuld løn og (for) tæt knyttet til sig, og han derefter triumferende (han arbejder jo med semikendte) ikke kan holde sin tavshedspligt?

Svage sjæl og forskruet ego

Så væltede det ind i indbakken med historier. Gode som dårlige. Men flest fra folk, der virkelig synes, at han havde hjulpet dem til et klart bedre liv. Hans metode er en hjemmelavet blanding af klassisk freudiansk psykologi, græsk filosofi og snusfornuft. Altså få styr på både barndomstraumer og fjerne alle flasker og askebægere - før man går i seng. Hans speciale er hashpsykoser - hvilket jo er ret belejligt, når hans praksis ligger på Christianshavn. Og hvad, der heller ikke virker så tilfældigt, er, at det åbenbart bugner med kunder i disse tider med internetkultur, økonomisk reccesion og metaltræthed. Folk i den kreative branche har jo seriøst svært ved at tjene penge på det, de laver. Især dem, som fra starten har afskrevet at lugte af mainstream eller sponsorship. Nu kommer iPaden og presser forfatterne, ligesom filminstruktørerne og musikerne allerede har fået fjernet et markant økonomisk eksistensgrundlag. Der, hvor man kan tjene sine penge, er ved at optræde i real life, koncerter, dj’ing, foredrag, oplæsninger osv. Det er der, man skal møde sit publikum, og der skal man være stærk og one of a kind. Og i en tid hvor alle plagierer alle, og tyv tror hver mand stjæler, og hipsteralliancerne skifter hurtigere end i fængselshierarkierne i filmen R - så der rigeligt med små, svage sjæle i store forskruede egoer, der må tage plads på briksen og tilmed indse, at ude på gaden venter en hel generation, der er totalt ligeglade med, hvad der har været før dem - og vil selv og kan selv. Så hvis man havde håbet, at trække sig lidt tilbage og være lidt mentorlækker med gamle akkorder og vidensbibliotek - så kan man godt tro om igen.

Så medmindre du har skabt dit helt eget lille landbrug af whatever, hvor du sår - også nye talenter, og I sammen er et totalteam og selvforsynende; eller du, koste hvad det vil, selv vil betale for udgivelse af diverse brændende stykker musik, litteratur, kunst og ligende; eller du er sportsmand forklædt i restaurationsbranchen - tillykke til en anden christianshavnerfavorit, Noma … Eller du er glad for bare at være med, og du koger glad rundt på mindsteløn, frynsegoder og gratis bar. Så skal du nok overveje at kigge dig om efter et helt almindeligt arbejde. Otte til fucking fire. Hmm, jeg tænker, jeg kunne blive en ok psykolog.