Jeg spørger hende, om hun har lavet lektier, og jeg ser hendes øjne vende sig, det hvide peger på mig. Hun korser sig indvendigt, jeg kan bare mærke det. Hun synes, jeg lyder som en nar, der er ingen tvivl, jeg kan se det på hendes kropsholdning. Hun er 16 år.
Jeg trækker mig, tænker, at det heller ikke er nemt at være ung i dag. De bliver pacet frem, får tudet ørene fulde af, at de skal hurtigt igennem uddannelsessystemet, så de kan komme ud i det virkelige liv. Videre, videre, tjep tjep tjep. De er, på alle mulige måder, blevet fortalt hvor vigtigt det er, at de er noget særligt, noget helt specielt, at de har x faktor. Samtidig er de, fra de var cirka et år, blevet presset ind i institutionskasser, hvor de helst skal være nøjagtig ligesom alle andre. Ingen afvigelser, tak, det er der hverken tid eller råd til! Deres liv har på den måde været et paradoks fra begyndelsen.
Vuggestuen kommer de vist så nogenlunde igennem, uden de skal laves for meget om, der er de jo kun små, man kan næsten ikke være andet bekendt, vel? Men allerede i børnehaven kommer den samfundsmæssige ensretning og afretning voldsomt på banen - alle skal kunne noget bestemt på helt bestemte tidspunkter i deres udvikling. Således skal fire-årige helst kunne gå tur i snorlige rækker med hinanden i hænderne uden at blive så frivole, at de f.eks. løber og leger på fortovet. Og fem-årige skal i al fald mindst have finmotoriske færdigheder, der gør dem i stand til at lægge perleplader - uanset om perleplader er noget, der interesserer dem eller ej, de skal kunne det (pokkers besværlige de der perleplader - slippery little suckers).
Hen mod slutningen af tiden i børnehaven skal de kunne binde snørebånd, kende a fra b, sidde stille i laaaang tid og vente på, det bliver deres tur, før de siger noget! Kan de ikke de nævnte ting, ja, så er de ikke det, der hedder skoleparate. Så der er bæven i forældrerækkerne, når tiden nærmer sig, og foråret sætter ind. De fleste styrter videre til næste kasse, folkeskolen. Og her er der ingen kære mor.
Hvis man troede, børnehaven var vild, så er folkeskolen the real deal. Der bliver testet, til alle er blå i hovedet af det, og til mindst 30 procent af børn og forældre har fået det dårligt og er blevet rigtig skidt tilpas. Havde man ikke kvalme før, så får man det nu, for der er selvfølgelig en del, der ikke kan sige hele alfabetet op til jul, og det er altså ved den tid, man skal kunne det. Støn, suk og sved, sved, sved.
Sirenen hyler
Hvad gør vi? Udskillelsen er i fuld gang, og følelsen af ikke at slå til, af ikke at være god nok, er nu effektivt plantet i rigtig mange. Tillykke med det! Som alle ved, er følelsen af utilstrækkelighed jo en følelse, der inspirerer til store bedrifter og kærlige handlinger. Det er samtidig en følelse, der kan være utrolig svær at komme af med igen, så den følger trofast barnet resten af vejen. Undervejs bliver den næret, effektivt og systematisk, for det er straf, og ud med dig, hvis kassen på nogen måde føles snæver, og en eller anden (ofte en dreng) skulle få lyst til at slå sig i tøjret.
Sirenen, der hyler over deres hoveder, om hvordan man bliver til noget, bliver mere og mere skinger, efterhånden som fremtidens små engle vokser til. Tonen skærpes, og det lyder fra de voksne: de populære gymnasier håndplukker deres elever, du skal tage dig sammen, der skal knokles, at du ved det, det er en katastrofe, hvis du ikke får en videregående uddannelse, i fremtiden vil der være færre og færre ufaglærte jobs, risikoen for arbejdsløshed er betydelig større for dem uden uddannelse. En løftet pegefinger er, hvad de møder, og den peger én vej, videre frem mod næste kasse i systemet, og skulle barnet få den sindssyge tanke at springe bare én kasse over undervejs, ja, så er konsekvensen ikke til at tage fejl af. Er du yder eller nyder - samvittighedsfuld borger eller taberagtig nasserøv?
En slags hoppepude
Og ja, indrømmet, jeg har selv sunget med i koret - lige ind i de hvide, himmelvendte øjne. Men hun har tydeligvis fået nok nu. Hun har sendt mig en fristil, hun har skrevet. Titlen er ‘Den lige vej’, inden i den står jeg nævnt ved navn, ‘mor’, faktisk inden for samme sætning som hendes UU vejleder.
Jeg læser hendes ord og fordøjer foragten over for alle de advarsler og formaninger. Pludselig husker jeg hende gå der med en kammerat i hånden, hendes blonde hår, hendes finurlige smil, hendes lille urolige krop i den postkasserøde flyverdragt, på tur med børnehaven, i snorlige rækker, og jeg mærker en sær lettelse. Trods kasser og snævre rammer, trods perleplader og nationale tests, tænker hun alligevel selv, hun argumenterer, og hun vil noget.
Hun slutter sin stil med at fortælle, at hendes UU-vejleder har forklaret, at det at blive voksen er som at klatre på stejle klipper. Skolen, gymnasiet og universitetet er en slags hoppepude for foden af klippen, hvis man falder, er der noget blødt at lande på, og så spørger hun alvorligt: hvordan får man lige forklaret sådan en UU-vejleder, at man faktisk mere er free fall typen? Det er faktisk et ok spørgsmål.
Renée Toft Simonsen er psykolog og forfatter
Kommentarer
Renée.
Skide godt skrevet.
Men det er ikke så overraskende med denne lorteregering vi har, og har haft de sidste 9 år.
Det er sports-mentaliteten der stikker sit hoved frem igen og igen.
Det er hele denne pop-kultur der er alle vejne i det moderne samfund der har skylden i et og alt.
VH Heidi Madsen.
hvis man har lyst til en historisk uddybning, kan jeg anbefale “Det forsømte forår ” af Hans Scherfig.
Noget er ændret - men systemet kværner videre.
De unge mennesker (og vi andre for den sags skyld) skal bare lære, at deres kreative tænkning, innovation og tænken-ud-af-boksen skal gøres på nogle helt bestemte tilrettelagte måder. For hvis de ikke tænker kreativt på den rigtige måde, så er der ikke tænkt kreativt - og de dumper med et brag.
De er nødt til at lære det, for når de kommer ud i arbejdslivet, vil de opdage, at arbejdsgiverne søger innovative medarbejdere. Men de søger kun medarbejdere med samme tænkning og samme stringente uddannelse som de kender til og ved hvad er.
Hvorfor skulle skolesystemet og resten af livet ikke hænge sammen. Hvis man i handling viser ungerne at deres særlige evner modtages positivt gør man dem jo en bjørnetjeneste = når de bliver voksne får de sig et chock, når de kommer ud og tror at der er sammenhæng mellem det udsagte og handlingen på arbejdsmarkedet.
Lyt til Supertramp’s The logical song. For mig er det sangen der fortæller alt om at kreativitet og sensibilitet sættes i system i skolen - for vi skal være kreative på den samme måde … allesammen, ellers er det ikke kreativitet.
Jamen, Steen Ulf Tommerup, du overser én ting: at hvis man bryder med denne ensretning og vender tilbage til metoderne fra de gode år i 70erne - ikke den røde indoktrinering, men den åbenhed og den mangfoldighed, datidens skole afspejlede - så får vi også et arbejdsmarked baseret på andre værdier og et samfund, der giver arbejdslivet den passende rolle lidt i baggrunden i en tilværelse, hvor mennesker først og fremmest er noget for hinanden.
@Peter
Dét er jo en rædsom tanke!
Så er nok fint og godt, at vi har et (ud)dannelsessystem der er…som det er :-)
Den lige vej = Du skal have dine børn under uddannelse, så du ikke belaster erhvervslivet med barsel, du skal have studierelevant arbejde under uddannelse … og du må for alt i verden ikke bruge længere end nomeret tid på dette.
Man begriber sagtens, at folk får pre-traumatisk stress :-D
Jeg kan såmænd godt leve med, at mennesker ikke er så frygteligt meget for hinanden, hvis bare der kunne bruges lidt flere kræfter på, at lære dem, at vi kun er noget i kraft af hinanden, - at medmennesker er vores vigtigste ressource, og at vi derfor bør passe på dem.
Glimrende artikel. Men det lyder, som om pointen er, at børnene nok skal klare sig alligevel.
Men desværre er der jo netop en hel del, der netop bliver: tabere!
Vi skal alle være innovative og selvledende. Rutinearbejdet sender vi ud af landet til fattigere (såkaldt uudviklede) dele af kloden.
De mennesker, der herhjemme ikke er raske nok eller intelligente nok, stødes ud, betragtes med foragt og sendes på tvangsarbejde.
(På den anden side må man jo heller ikke være alt for intelligent - så ender man jo bare som ekspert og smagsdommer, og fy føj, det kan vi heller ikke have.)
Renée Toft Simonsens børn er så heldige at have selvstændige, kreative forældre, og selvfølgelig smitter den slags af.
Hvis alle andre børn var lige så heldige, behøvede vi ikke at bekymre os for fremtiden - men nu er der al mulig grund til det.
vi kunne jo starte med at kræve
at politikere arbejder for os , vi , folket
og ikke som den politiske dagsorden ,
folket for politikerne ,
og kræve et rimeligt tempo til at føde , nære og uddanne vores yngel i !
det er jo os der bestemmer , ikkesandt !
Vi starter lige i djævelens hjørne.
For et samfund af vores kompleksitet er det nødvendigt med visse færdigheder, som desværre kun kan slavisk indlæres. Læse og skrive, husmandsregning og så alle de kulturelle normer som folk tager anstød af, hvis man bryder dem. Det er den grundlæggende civilisering, som nu er så omfangsrig at man end ikke er selvstændig i juridisk forstand før man fylder 18.
Dertil kommer en, ikke uanseelig, række bedrevidende som har deres mening om hvad livet går ud på, og indretter samfund og individ derefter. Fælles for dem er at de er enige om at barndommens simple glæder ikke skal videreføres til voksenlivet - her er det ansvar og pligter der tæller.
Det er både fornuft og vanvid. Fornuft, fordi vi voksne ved af erfaring hvad der virkede og ikke virkede for os. Vi videregiver vores erfaringer så børnenes liv ikke bliver en gentagelse af vores fejltrin. Vanvid, fordi vi kun kan belære om allerede etableret praksis, og ofte reagerer reaktionært imod trends og tendenser vi ikke genkender eller kan gennemskue.
Og det er nok det store problem i disse år. Verden undergår en grundlæggende forandring, der udfordrer alle vores forudsætninger, vaner og praksis. Vi har smarte ord for det; globalisering, internet, konvergens osv, men vi har endnu meget ringe forståelse for hvad det overordnet betyder. Den unge generation er, som andre ungdomsgenerationer før dem, fanget i en opbrudstid hvor fremtiden synes usikker, fordi de fortidige mønstre ikke længere er gyldige. Men magten ligger hos den forudgående generation, som endnu tænker og handler som vi har lært. Og frygten for at miste magten gør at vi kæmper endnu hårdere for at bevare status quo - og derved den position vi har i det velkendte system.
Den lige vej er en god fortælling som vist kun giver mening i retrospekt. Vores liv er alt for præget af tilfældigheder til at vi kan planlægge fremtiden særligt nøje. Det kan være en inspirerende lærer som vækker vores interesse, uheldig indflydelse i en påvirkelig periode, kærlighedens overraskelser eller andre uforudsigelige hændelser der afgør vores videre skæbne.
Desværre minder samfundsopbygning i den henseende om programmering. Vi kan kun programmere forudsigelige hændelsesforløb ind i systemet, så både systemtænkere og håndhævere forsøger at afgrænse den menneskelige adfærd til de parametre de har medregnet.
Faren er at den lige vej bliver så snæver at de fleste falder fra, eller at den bliver så rigid at den bliver skrøbelig. Det ser vi tendenser på nu, efter et halvt århundredes ensretning hvor alt fra statskassen, familiedannelsen, de sociale ydelser og til årets højtider har indrettet sig efter arbejdsmodellen.
Men karrieremulighederne er ikke så vidt forgrenede og grænseløse som for blot få årtier tilbage. Mange giver tidligt op ved udsigten til et livslangt fokus på dette ene vækstpotentiale. Andre forsøger sig, men bliver ramt af virkeligheden når denne ikke stemmer overens med deres forventninger eller forudsætninger. Og dem som klarer den trods udfordringerne, ender med at blive kendt af prinsessen og det halve kongerige, som de eneste eksempler til efterfølgelse.
Så det bedste vi kan gøre er nok hvad Renée også glæder sig over. Vi kan lære vores børn at tænke selvstændigt og reflektere over deres valg, og de valg der foretages for dem. Når det en dag er dem som skal tage beslutningerne og vi som går med ble, skal de gøre det ud fra deres samtids præmisser - resultatet af den meget krogede lige vej vi har berejst for at overleve og forbedre os.
Jeg læser dine artikler med interesse, R.T.S.
Paradokset er, at mange voksne elsker det stressede liv - lige indtil det går i postkasserødt.
Se, hvor mange børn der er i gang med stress-livet og har mobiltelefoner, som de hele tiden tjekker. Børn er ikke børn mere. Se børneprogrammerne i TV hvor opstyltede og hysteriske, de er.
Hvad smager en stress-kylling af? Hvad er træ værd, der er stresset frem?
Vi kan jo se, at det er galt. Alligevel bliver vi ved. Det kræver en modbevægelse, men jeg kan godt høre latteren, ha, ha! Men jeg mener det sgu.
Denne kommentar er anbefalet af:
Vi bliver jo også bombarderet med vinder-taber mentaliteten daglig.
Snart sagt hver dag produceres der en taber i en eller anden modbydelig robinson-agtig udskilningskonkurrence, hvad enten den så hedder vild-med-det-ene-eller-andet, x-faktor, scenen er din eller noget helt syvende.
Endelig har man så en “vinder”, der lige så hurtigt er glemt igen for den næste.
Hvis mennesket var sådan indrettet, som dette overdrevne konkurrenceidioti vil bilde os ind, ville menneskeheden aldrig have klaret sig i 200.000 år.
Det er samarbejde, ikke konkurrence, der har sat os i stand til at overleve.