I sidste uge kunne man opleve SF-veteranen Steen Gade bl.a. på TV sige undskyld til Pia Kjærsgaard. Hvori bestod dog mandens brøde? Jo, Gade og hans partifælle MF Kamal Qureshi stod begge som medlemmer af en anti-DF-gruppe på det sociale medie Facebook med det svulstige navn ‘Danmarks Løver - modstandsbevægelsen mod DF’s besættelsesmagt’, hvor et enkelt medlem på Facebook-gruppens forside havde postet tegninger af Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup i umiskendelige nazistiske gevandter.

Imidlertid har Steen Gade en pæn track record, som en både saglig og omgængelig politiker, der nyder almen respekt i Folketinget. Hvordan kan SF-politikeren så havne i en sådan uvant situation, hvor han føler sig nødsaget til at bede Pia Kjærsgaard om en undskyldning for noget, som det er tydeligt for alle, at han på ingen måde har del i. Er dansk politik blevet forrykt? Svar: Ja og nej.

Facebook-fænomenet

Medierne er i vildrede mht., hvordan de håndterer Facebook-fænomenet. Pressen skelner derfor reelt, hverken mellem private skriverier eller løse tanker og forberedte officielle holdninger. Har man udtrykt et synspunkt på Facebook, så tages det ligeså alvorligt som en pressemeddelelse. De seneste måneder har vist, at politikere og deres medarbejdere - uanset hvad - skal kunne forsvare enhver ytring på Facebook. Og reglen gælder så åbenbart også udbuddet af Facebook-grupper, man i tidens løb har meldt sig ind i. Dertil kommer, at sagen i sidste uge viser, at politikere alene i kraft af deres medlemskab nu også skal stå inde for, hvad alle øvrige medlemmer af en gruppe poster af synspunkter og tegninger.

I SF forudså man åbenbart hurtigt, at diskussionen ikke kunne vindes. Måske ud fra en enkelt analyse om, ‘at det man ikke kan forklare - det kan man heller ikke forsvare’. Dvs. havde Gade omvendt besluttet sig for at tage slagsmålet, så havde han uforvarende måttet se sig selv stå og forsvare ‘nazitegningerne’. Det var trods alt bedre at få sagen overstået i al hast ved at gå i medierne og bede om forladelse. Et studie i krisestyring.

Den hårde måde

SF’s strateger har for længst opdaget, at tidligere DF-vælgere i stort tal er på vej henover midten i en grad, at det kan afgøre folketingsvalget. Men én ting kan forhindre, at de stemmer på SF, og det er, hvis SF-politikere river vælgere i næsen, at de tidligere har stemt på et parti, som »ikke er stuerene« eller dets ledere som nazister. Poul Nyrup Rasmussen lærte lektionen på den hårde måde ved valget i 2001, hvor vælgerne stemte ham ud af statsministerstolen. To tabte valg senere - og 10 års politisk ørkenvandring for centrum-venstre klogere - behøver ingen skære det ud i pap for Steen Gade. Hvis det kan hjælpe SF i regering, at han ydmyger sig her og nu, så gør han hjertens gerne det. Gade kan evt. søge trøst i Jesu ord fra Lukas-evangeliet om, »at den der ydmyger sig selv, skal ophøjes«.

Der er dog stadig enkelte SF’ere, der ikke deler analysen af, at SF skyder sig selv i foden, hvis man dæmoniserer DF. På landsmødet for nylig skabte de kortvarigt støj på linjen, ved at forsøge at sætte et forslag til afstemning med det engang ukontroversielle budskab, at SF skulle gå til valg på at sætte DF uden for indflydelse. Den idé mødte ifølge SF-lokalformænd imidlertid kraftig modstand fra gruppeformand Ole Sohn, der helt nægtede at debattere forslaget på landsmødet. De samme kilder hævdede i øvrigt, at Sohn på grov vis truede forslagsstilleren MF Özlem Cekic med at fratage hende titlen af socialordfører. En udlægning af sagen som Sohn blankt afviste.

Intet skal stå i vejen for SF’s kurs mod regeringsbænkene.