Græske demonstranter har ingen løsning

Tre mennesker omkom i forbindelse med demonstrationer i Athen mod den græske regerings spareplaner. Den radikale venstrefløj er parat til hvad som helst for at blive hørt, men har ingen alternativ løsning, mener en ekspert i græske forhold

Protesterne mod regeringen i Grækenland og dens spareplan
nåede i går et nyt og skræmmende niveau, da tre mennesker omkom
under en påsat brand i en bank
i en af Athens forstæder.

Aris Messinis

Protesterne mod de offentlige besparelser i Grækenland kostede i går tre dødsfald. Demonstranternes molotovcocktails antændte brande i to offentlige bygninger og en bankfilial, hvor to kvinder og en mand omkom.

»Det er svært at sige, hvordan situationen nu vil udvikle sig. Det er dog sandsynligt, at nyheden om dødsfaldene vil lægge en dæmper på demonstranterne,« siger Nick Malkoutzis, chefredaktør for den engelsksprogede udgave af Grækenlands største avis Kathimerini, til Information og påpeger, at en vis eftertænksomhed er begyndt at brede sig i den græske befolkning:

»Folk vender deres vrede mod politikerne, men de har jo selv stemt på dem. Mange er nu begyndt at forstå, at landets aktuelle situation hænger sammen med politikernes løfter om offentlige ansættelser og andre sociale privilegier, som vælgerne har nydt godt af.«

I dag ventes regeringsflertallet at vedtage en spareplan for at imødekomme krav fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF), der efter måneders tøven valgte at redde Grækenland fra statsbankerot med tilskud på 820 milliarder kr. Regeringspartiet Pasok, som har flertal i parlamentet, vil gennemføre offentlige besparelser for 225 milliarder kr. over de næste tre år. Det vil bl.a. medføre, at pensionsalderen for offentligt ansatte hæves fra 53 til 67 år, at momsen forhøjes fra 21 til 23 procent, og at en række statslige institutioner nedlægges. Endvidere kan grækerne imødese et løn- og ansættelsesstop i den offentlige sektor og øgede afgifter på alkohol, tobak og benzin:

»Politisk set er det en meget svær situation. Dele af det græske samfund er stærkt utilfredse med besparelserne, hvilket er ganske forståeligt. Et samfund, som er vant til relativ velstand, kan nu imødese en meget mager periode. Men man må ikke glemme, at EU-landene har valgt at hjælpe Grækenland, fordi de har en interesse i at undgå en græsk statsbankerot. Det er ikke nogen straf,« siger Spyros Economides fra Hellenic Observatory ved London School of Economics.

Forsinket indgreb

De voldsomme protester fandt sted i forbindelse med forårets tredje generalstrejke i Grækenland. Arbejdere, kontoransatte, landmænd, studerende, lærere, pensionister og anarkister gav udtryk for deres vrede mod regeringen, EU og IMF. Demonstranter forsøgte at trænge ind i parlamentet for at forhindre vedtagelsen af regeringens spareplan: »Nøglen til en fredelig løsning er at overbevise den del af befolkningen, der vil opleve et fald i deres indkomst, om, at de ellers vil miste deres job. Det kan godt lade sig gøre. Det handler om at få folk til at acceptere det mindste onde,« siger Spyros Economides.

Mange års offentligt overforbrug medfører nu smertefulde besparelser. Derfor kan grækernes vrede virke uforståelig set med nordeuropæiske øjne, men de græske lønmodtagere mener, at de bliver tvunget til at betale prisen for udbredt klientelisme og korruption.

I Tyskland har dele af pressen ført en kampagne mod Grækenland, hvilket ifølge flere iagttagere har forsinket EU-landenes indgreb:

»Den græske regering burde langt tidligere have erkendt, at den ikke kunne nedbringe statsgælden, når man samtidig slås med et stort budgetunderskud, og markedet i øvrigt er så omskifteligt og uforudsigeligt. Hvis de på et tidligere tidspunkt havde søgt en international løsning, ville problemet ikke have haft det samme omfang. Så ville man måske også have undgået, at redningsplanen mødte så stor politisk modstand i Tyskland, hvor forenklede forestillinger om dovne og ødsle sydeuropæere har vundet indpas. Det har helt klart været med til at forsinke indgrebet. Problemet vedrører jo ikke kun Grækenland, men hele eurozonen,« påpeger Spyros Economides.

Den tyske kansler, Angela Merkel, understreger, at hjælpen til Grækenland er nødvendig for at sikre valutasamarbejdets fremtid. Samtidig fortsætter ikke blot de græske statsobligationer, men også Spanien og Portugals med at tabe værdi.

Ingen alternativer

Inden den 19. maj skal den græske regering genfinansiere offentlig gæld for 67 milliarder kr. for at undgå statsbankerot. Derfor har premierminister George Papandreus Pasok-regering ifølge Spyros Economides ikke andre muligheder end at acceptere de betingelserne, som EU og IMF har stillet:

»Hvad er alternativet, hvis ikke det lykkes for regeringen at overbevise et flertal i befolkningen om, at man nødt til at gøre tingene på denne måde? Alternativet er statsbankerot. Det vil betyde nedskæringer i lønninger og pensioner på 60 procent i stedet for 10-20 procent, hvis man overhovedet får noget udbetalt. Det er politikerne nødt til at forklare meget tydeligt,« siger han og tilføjer: »Selv de mest aparte forslag, f.eks. ideen om at man kan forlade eurozonen og genindføre den græske drakmer, vil øjeblikkeligt medføre en devaluering på 50-70 procent og dermed en total ødelæggelse af økonomien.«

Efter dødsfaldene opfordrer Papandreu til nationalt sammenhold og fordømmer drabsmændene:

»Ingen har ret til at slå ihjel, og de skyldige vil blive straffet,« udtaler premierministeren. »Det, som vi har set i Athen i dag (onsdag, red.), er et eksempel på, at der er elementer på den radikale, ideologiserede venstrefløj, som er parat til hvad som helst for at blive hørt. De protesterer, fordi EU og Den Internationale Valutafond stiller krav til regeringen og befolkningen i Grækenland. Men de vil protestere uanset hvad og har ingen alternativ løsning,« mener Spyros Economides.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Markus Lund

Jo de har. Mange af dem vil givetvis af med kapitalismen, som primært er den der har forårsaget den enorme statsgæld. Husk nu på at en statsbankerot ikke betyder noget som helst for den faglige solidaritet og befolkningens - det store flertal - sammenhold. Den betyder kun noget for de riges og dem med økonomiske interessers pengepung.

Man kan begynde på ny ved at smide alle finansspekulanterne og direktørerne på porten og lade arbejderne overtage (kollektivisering - ikke nationalisering) virksomhederne og genoptage produktionen i en decentral planøkonomi med medarbejderstyre, økonomisk demokrati og kollektiv virksomhedseje, med faglige råd og korporationer som bindeled i mellem de forskellige virksomhedsinstanser. Altså kort og godt et økonomisk samarbejde til gavn for samfundet frem for usund konkurrence.

Og så kan det godt være at andre kapitalistiske stater bliver sure på Grækenland og at landet bliver isoleret til at starte med, men når alt kommer til alt er det hele jo bare ubetydelige tal...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Markus Lund

@Bo
Det tror jeg desværre ikke, men taget i betragtning af den store andel af anarkister der findes i landet skal der nok blive kamp om magten bagefter i tilfælde af at befolkningen overtager styringen og iværksætter en revolution.

Jeg er samtidig meget bange for det stalinistiske KKE (det græske kommunistparti), hvad de har tænkt sig at gøre i forbindelse med disse protester og særligt bagefter, om de skulle erobre magten. Om Grækenland vil komme til at gennemgå endnu en fascistisk periode af sin historie. De har jo netop hængt bannere op på Akropolis hvori de har opfordret den europæiske civilbefolkning til at rejse sig imod deres magthavere, og jeg har hørt fra nogle at de er begyndt at organisere deciderede folkehære, så alt i alt tyder det da på at de engagerer sig meget i konflikten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Troels  Panduro

Nej demonstranterne har ikke noget alternativt inden for systemet. Deres løsning er væk med kapitalisme som har forårsaget krisen, og ind med et demokratisk styret økonomi.
Denne artikel er jo en joke - langt under Informationens niveau.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for David Verco

At en fyr fra Såyros Economics ikke mener demonstranterne har svaret på problemerne er vel næppe en overraskelse.

Jeg synes også denne artikel er langt under Informations niveau. Det præsenteres som en analyse når det bare er fordomsfuldhed og uvidenhed. Det må i kunne gøre bedre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jannik Sørensen

Ja, ja - fjern bare kapitalismen, men fortæl mig lige engang, hvordan I mener, at grækerne skal betale næste termin?

Jamen, "når alt kommer til alt er det hele jo bare ubetydelige tal". Javel, men når grækerne ikke betaler regningen til kreditorerne, så mangler der jo noget i kassen. Penge der skulle være brugt til finansieringen af långivernes egne udgifter som fx overførselsindkomster.

Gad vide om de, der er afhængige af overførselsindkomst, har samme afslappede holdning til antallet af cifre på udbetalingen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Falstoft

Der er ikke et spørgsmål om kapitalisme eller ej
Grækerne har levet over evne og politikerne har svigtet deres ansvar fordi det var upopulært at mane til om mådehold på det tidspunkt hvor det begyndte at gå galt.
Lidt lige som herhjemme blot en grad (eller to) værre.
Det er nemt at skyde skylden på politikerne men mange alm. grækere red med på bølgen og nød godt af 'kapitalismen' så længe det varede. De der råber op nu ville sikkert også have råbt op hvis regeringen for 2 år siden greb ind med stramninger.
Man kan ikke føre politik på folkestemninger de svinger lige så hurtigt som vejret i april
Hvor har afskaffelse af kapitalismen løst noget somhelst?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo S. Nielsen

Markus Lund:
"Jeg er samtidig meget bange for det stalinistiske KKE (det græske kommunistparti), hvad de har tænkt sig at gøre i forbindelse med disse protester og særligt bagefter, om de skulle erobre magten. Om Grækenland vil komme til at gennemgå endnu en fascistisk periode af sin historie."

Jeg skal lige forstå dig ret her: afviser du pr default den største og historisk mest aktive og erfarne venstrefløjsbevægelse i en forestilling om, at KKE vil udvikle sig til en eller anden fascistoid undertrykker (af bl.a. anarkister)?

Jeg vil da ikke håbe at en sådan sørgeligt konspiratorisk holdning gør sig gældene blandt flertallet af de anarkistisk oreneterede grækere, for så vil en evt magtovertagelse da vise sig at blive en pyrrhussejr. Hvad blev der af at tænke lidt progressivt og forestille sig andet end hvad der står sort på hvidt i hhv marxistiske og anarkistiske teoretiske værker fra 1800-tallet? Ja undskyld, men i virkelighedens verden skal samfundet jo også køre rundt, ellers kommer modrevolutionen da buldrende på no time. Uden samarbejde og pragmatisme vil det hele være ligegyldigt. Spanien er et fint eksempel på hvordan ideologisk stivsind kan ødelægge en historisk mulighed for at starte forfra med en ny sund demokratisk indstilling til tingene. Det blev Francos fribillet. Anarkisterne er ikke bærere af en eller anden apriorisk retfærdig og velfungerende idé, der vil få demokratiet til at blomstre blot fordi, de er imod ledere og statsdannelser. Men de har en radikal og grundlæggende sund idé om fællesskab og udbredelse af demokratiet, som i den rette docering kan skabe den nytænkende socialisme i samspil med kommunistiske og andre bevægelser.

Jeg blir ærlig talt så trist, når jeg hører den slags sekterisk navlebeskuende politisk 'analyse'. Det er ikke en skid bedre end diverse småpartier af såkaldt ML-observans, der hagede sig fast til Albanien, Kina eller hvem det nu var der havde den rette tro. Den slags er ganske umuligt at samarbejde med, når politik skal op på et makroplan i landestørrelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo S. Nielsen

Ps. det er selvølgelig en rent spekulativ diskussion, da det indtil videre ikke er andet end revolte, hvilket bestemt ikke er - eller for den sags skyld nødvendigvis fører til - revolution.

Jeg synes der er meget mere inspiration at hente i moderne progressive bevægelser i latinamerika, særligt i Bolivia, hvor græsrødder, fagforeninger, venterfløjsgrupper af en meget bred vifte har samlet kræfterne i kampen for at udvikle en anden samfundsform, der bevæger sig væk fra de liberale og kapitalistiske dogmer i 'moderne' statsdannelser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Jensen

BO - jeg er HELT enig med dig. Men det kræver, at den græske venstrefløj hurtigt fatter begrebet alliance-politik og handler derefter. (Det hjælper altså ikke særligt meget at flambere en højgravd bankansat).

Hvis grækerne kender deres besøgstid, kan dette udvikle sig til en spændende situation ;-

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Roar Tiim

Det er jo rendyrket vandalisme, vi ser ske i gaderne i Athen. Hvorfor undskylde det eller forklare, at uskyldige mennesker mister livet p.g.a. nogle personers vrede?? Det er uacceptabelt, hvad der sker, ud fra enhver civileseret standard, og fremmer ikke noget. Men kan ske, det kun er begyndelsen. Social uro og opstand i Europa anes i horisonten. Advarselslamperne blinker.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Charlotte Harder

Når turisterne slænger sig i poolen eller spiser middag på restauranten, så kunne det hjælpe gevaldigt på økonomien, hvis ejeren og ansatte betalte skat, men den sorte økonomi er ufattelig stor og har været det i årtier. Der har heller ikke været grund til at betale ejendomsskat eller lignende ubehageligheder... og grækerne har malket det til sidste dråbe. Økonomien er der, men det vil koste at gøre den hvid!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Falstoft

Hold da kæft hvor revolutionsretorikken blomstre på denne tråd. Det er jo altid omkostningsfrit at drømme om revolutioner i andre lande. Men hvorfra ved de herrer at det er det grækerne ønsker? Fordi de er trætte af deres politikere er det vel ikke det samme som at de ønsker den store omvæltning - måske ønsker de blot at der er andre som betaler regningen?
Når man kender til de græske kommunisters svinerier i Grækenland efter 1945 tror jeg næppe at der er mange grækere der ønsker dem til magten

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Græske demonstranter har ingen løsning

Statsbankerot er løsningen - al import vil stoppe med en drachmer i frit fald - Grækenland kan sagtens brødføde sig selv og turisterne vil strømme til ... hvorfor skal den græske befolkning brandskattes for at redde de tyske, svejtiske og franske banker?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nic Pedersen

@ Charlotte Harder

Hvis restauratøren og tjenerne ikke gider betale skat for at deres korrupte offentlig ansatte medborgere kan gå på pension som 53-årige, så kan jeg egentlig godt forstå dem!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo S. Nielsen

Ole Falstoft:
"Hold da kæft hvor revolutionsretorikken blomstre på denne tråd. Det er jo altid omkostningsfrit at drømme om revolutioner i andre lande. Men hvorfra ved de herrer at det er det grækerne ønsker?"

Det har du ret i, det er der vel ingen, der ved. Men økonomen, der udtaler sig i artiklen postulerer, at demonstranterne (som selvom de er virkelig mange, ikke nødvendigvis er oversætteligt med "grækerne") ikke har noget bud på, hvad der skal ske i stedet. Det er i tråd med artiklen demonstranternes krav og løsninger, der kommenteres på. Og det er vel næppe nogen hemmelighed, at meget store dele af demonstranterne er revolutionære.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Marie Jensen

Hej Markus Lund

Jeg kan ikke lade være med at kommentere på dit indlæg. Jeg gætter på, du ikke har sat dig særligt godt ind i græske forhold eller for den sags skyld kender særligt meget til venstrefløjen uden for Danmark. Det er en fordom fra min side og du må undskylde, hvis jeg lyder nedladende. Men det er noget vrøvl, at anarkisterne skulle være særligt klar til at overtage noget som helst. Jeg har selv en fortid i anarkistisk og venstredikal politik og lad os bare sige, at jeg kender ret godt til det politiske miljø på den del af fløjen. Anarkismen i sin rene form som du taler for kan ganske enkelt ikke lade sig gøre udenfor ganske afgrænsede miljøer. Så med mindre du er totalt ligeglad med helt almindelige menneskers liv og velfærd bør du overveje udtalelser som "Og så kan det godt være at andre kapitalistiske stater bliver sure på Grækenland og at landet bliver isoleret til at starte med, men når alt kommer til alt er det hele jo bare ubetydelige tal…"
Ubetydelige tal? Det tror jeg ærlig talt ikke flertallet af de mange arbejdere, arbejdsløse, immigranter, unge under uddannelse, børnefamilier, nedslidte industriarbejdere og mange andre, der rammes benhårdt af økonomiske kriser nødvendigvis vil være enige i. For ved du hvad, Markus? Den økonomiske krise forsvinder ikke med et trylleslag blot fordi man lader produktionen og administrationen overgå til kooperativer og selvregulering. Økonomi er langt mere komplekst end som så. Der bliver den græske venstrefløj i tilfælde af en evt magtovertagelse død og pine nød til at arbejde sammen om at styre landet nogenlunde ud gennem en bankerot og derfra opbygge demokratiske institutioner og produktionsapperater. Og guess what? KKE er ikke til at komme udenom. Jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget af at skulle overlade mit civilsamfund og samfundsøkonomiske midler i hænderne på en flok søde og velmenende uni-folk der har læst Proudhoun og kan Negris bøger forfra og bagfra og er åh så netværks-aktivistiske. Anarkisme og autonom politik er alletiders i modstandsform (EZLN og antiglobaliseringsbevægelserne etc), men at tro at et land som grækenland med 11 mio indbyggere og stærke katolske traditioner sådan lige kan springe alle led over og gå over til det klasseløse samfund er i bedste fald tegn på uvidenhed om samfundsforhold og politisk børnesygdom (jeg har selv været der, så tag det ikke personligt ;-)) og i værste fald kan det set fra den græske venstrefløjs perspektiv være et regulært selvmål. Jeg var som sagt selv engang helt med på at bryde med både borgerligt pis og den dumme stat - men jeg blev klogere. Hvis man vil skabe bedre forhold for det store flertal i verden så er man nød til at styrke og forbedre stater. Jeg ved det kan være en bitter pille at sluge, men socialisme og demokrati i sin fine og jomfruelige tilstand findes kun i bøger og i små hyggelige kollektiver på nørrebro ;)
Jeg hepper på anarkisterne OG KKE og tænker gid de finder melodien sammen med alle de andre fede talentfulde mennesker der er derude på fløjen.

kh AMJ

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Nu er Kathemerini jo af mere konservativ observans.

Man kunne måske mistænke den gode økonom for at være ligeså.

Grækenlands befolkning protesterer over at få trukket neokonservativ økonomisk politik ned over hovedet.
Der er jo ikke 100.000 anarkister i Athen - det er befolkningen der er på gaden, de vil ikke finde sig i at blive misregeret!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Sohn

Det er muligt, at demonstranterne ikke har nogen løsning, men man kan vel forstå frustrationen. Som Søren Søndergaard (MEP) sagde til internetdagbladet "Arbejderen" i går:

– De græske og de franske banker har udlånt enorme summer til Grækenland. Derfor ser vi nu, at Tyskland og andre lande i EU kommer den græske regering til undsætning med en lånepakke på, hvad der svarer til 820 milliarder kroner.

Altså: Bankerne får penge, de mindre bemidlede betaler.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Marie Jensen

Er der nogen, der har adgang til nye politiske oponionstal fra Grækenland? Jeg læste, at et massivt flertal på 62% afden græske befokning er imod PASOK regeringens handlingsplan. Det interessante er at PASOK ved valget sidste år opnåede knap 44% af stemmerne ved parlamentsvalget, hvilket har betydet, at partet enehændigt har kunnet stemme den neoliberale hestekur og IMF/EU lånepakken igennem. KKE fik til sammenligning ved samme valg blot ca 8% og det mere 'venstreradikale' SYRIZA fik blot 4.60%. Mon ikke der sker spændende bevægelser mellem fløjene lige nu?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Markus Lund

@Bo Nielsen
Du siger nogle kloge ord, men i forhold til at underbygge min 'konspiratoriske analyse' vil jeg gerne have lov til at poste dette link for ligesom at understrege at det ikke er helt uden belæg at jeg fremsætter påstanden:
http://news.infoshop.org/article.php?story=02/03/26/6395646
Læg særligt mærke til afsnittet om KNAT.

Men ellers medgiver jeg dig at der skal håndfast organisering og dygtige faglige aktivister samt visionære teoretikere til at mobilisere befolkningen til heftige protester der kan udarte sig til revolution. Sådan som det er nu har du nok ganske givet ret i at disse massive sociale protester næppe fører til andet end en, i borgerliges øjne, meningsløs revolte - i hvert fald ikke til at starte med.

@Anne Marie Jensen
Min drilske kommentar til den sårbare økonomi og brugen af udtrykket 'ubetydelige tal' skal ses i lyset af at jeg ser på samfundsøkonomi ud fra et marxistisk udgangspunkt. Selvfølgelig er tallene ikke ligegyldige, men ud fra en revolutionær optik er de, eftersom endemålet er en helt anden slags økonomi der ikke er bundet op på bl.a. børsmæglernes finanscirkus.

Jeg deler din kritik af både nutidens og datidens autonome miljøer, der hårdnakket påstår at de repræsenterer den rene anarkisme. Jeg ser selv åben anarkistisk organisering med klare mål og en politisk platform som den eneste mulige vej til succesfuld, frihedsorienteret revolution.

Men på det punkt hvor du taler for reformisme og styrkelse af den eksisterende stat, kan jeg kun sige til dig at den slags (i lighed med Enhedslistens projekt i øvrigt) kun kan føre til en eller anden form for kommunisme eller statssocialisme. Om den bliver autoritær eller 'human' afhænger selvfølgelig dybt af magthavernes indstilling til samfundsorganisering i balance med folkets krav og demokrati, men jeg tror desværre ikke på projektet. At du antyder at jeg en dag skulle skifte mening tror jeg til gengæld er naivt af dig. Jeg plejer nu at være ret håndfast i mine meninger når jeg først har fundet dem. Og derfor taler jer hellere for anarkistisk organisering med klart endemål, som netop er realistisk, snarere end autonom ad hoc-organisering med en snæver, modkulturel samfundsforståelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Marie Jensen

Hej Markus

Tak fordi du svarede på mit spørgsmål :)

"på det punkt hvor du taler for reformisme og styrkelse af den eksisterende stat, kan jeg kun sige til dig at den slags (i lighed med Enhedslistens projekt i øvrigt) kun kan føre til en eller anden form for kommunisme eller statssocialisme. Om den bliver autoritær eller ‘human’ afhænger selvfølgelig dybt af magthavernes indstilling til samfundsorganisering i balance med folkets krav og demokrati, men jeg tror desværre ikke på projektet."

Se det er jo rigtig interessant, ik? For betyder det, at man kun kan kæmpe udenomsparlamentarisk og for en statsløs socialisme? Nej vil jeg sige. Og der kommer du og andre libertære socialister ind i billedet! Nu er vi så heldige at have et parti som Enhedslisten, så vi har allerede en revolutionær bevægelse hvor de mere 'anarkistiske' organisationsformer er en grundlæggende ideologisk base for udviklingen af demokrati. Men der er brug for mange flere unge med et nyt og frisindet syn på politisk arbejde. Der er da også en del tidligere anarkister og autonome, der med tiden bløder op og ender i EL. Simpelthen fordi partiet står for netop den rette blanding, der giver et alternativ til gammel stiv leninisme og topstyring.

Du 'tror desværre ikke på projektet', skriver du. Det er virkelig en skam. Men også lidt svært at se hvorfor. Selv når jeg kigger rigtigt grundigt efter, kan jeg ikke få øje på lighederne med de 'statssocialistiske og kommunistiske' systemer, du trækker frem som skrækeksempel. Og vid, at jeg ville være en af de første til at råbe vagt i gevær, hvis de begyndte at minde om SED, SUKP eller andre fossiler.

"Og derfor taler jer hellere for anarkistisk organisering med klart endemål, som netop er realistisk, snarere end autonom ad hoc-organisering med en snæver, modkulturel samfundsforståelse."

Fint nok, ad-hoc er jo et andet ord for lassaiz faire og kaos i politisk arbejde. Den slags er ikke til at bruge, hvis der skal laves andet end sjove happenings og bannere osv. Men anarkistisk organisering er jo nærmest et oxymoron. I fraværet af ledelse af nogen som helst art, kan der heller ikke køres helt grundlæggende samfundsfunktioner som hospitaler osv. Og så alligevel, overvejende horisontale strukturer i de beslutningstagende organer er jo muligt. Hvilket praksiseres i EL. Men en verden helt uden ledelse er en utopi, der i en realisering er en art liberalisme, hvor kun vold kan dæmme op for den stærkes ret. Mennesker er ikke grundlæggende uselviske og gode, og derfor vil anarkisme kun virke i de sammenhænge hvor der er en altomfattende opbakning til idéen og hvor alle er 100% politiske og selvopofrende i det de foretager sig.

Statssocialisme? Jeg er ikke længere bange for at erklære mig som tilhænger. Staten er som sagt ikke fjenden. Staten er heller ikke målet (som stalinisterne). Den er et middel. Og derfor må den vindes tilbage og demokratiseres. Måske kan der om generationer geares ned for staten, men indti da skal den sikre arbejdspladser, velfærd og en demokratisk opbygning af en bæredygtig grøn produktion. Alt andet er sympatiske drømmerier :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Markus Lund

Vi er ikke enige, men du har naturligvis ret til at mene hvad du vil. :b Dog er jeg lidt skuffet over at du tror jeg er partout imod alle slags ledelser ligesom 'anarkisterne uden fortegn'. Det passer ikke. Magt korrumperer ganske vist, men det gælder tværtimod om at omfordele magten så folk ikke har mulighed for at blive fordærvet af den.

Når magten ikke kan undgås og alternativet er at den bliver et repressivt værktøj til at opretholde usynlige sociale hierarkier, må magten om nødvendigt demokratiseres og lægges ud på flere hænder. Og derfor bør de autoriteter der måtte være i et post-kapitalistisk samfund være så flade og demokratiske som muligt og indgå i frivillige føderationer og internationalt samarbejde.

Konkret snakker jeg om basisdemokratiske beboerråd og arbejdsråd på tværs af produktionsselskaber. For hvis man vil det stats- og klasseløse samfund, så må man også bevise at det rent faktisk er muligt at realisere sideløbende og uden om en accept af staten som en aktør til at reformere en hæmningsløs og destruktiv kapitalisme.

Eksemplets magt og begreber som solidaritet, gensidig hjælp og direkte aktion er de eneste legitime våben og overbevisningsmåder den arbejdende klasse har for at kæmpe for sin ret til at være fremtidens fokuspunkt i denne verdens magtbalance.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Marie Jensen

"Konkret snakker jeg om basisdemokratiske beboerråd og arbejdsråd på tværs af produktionsselskaber. For hvis man vil det stats- og klasseløse samfund, så må man også bevise at det rent faktisk er muligt at realisere sideløbende og uden om en accept af staten som en aktør til at reformere en hæmningsløs og destruktiv kapitalisme."

Jeg har svært ved at se hvorfor de to ting ikke kan gå hånd i hånd.

anbefalede denne kommentar