Opslag til denne artikel

Emneord:DDR, kultur , populisme, ytringsfrihed

De taler om den som et absolut: ytringsfriheden. Som med friheden, når hyperliberalister leverer deres uimodsagte skåltaler til mikrofonholderne. Som om disse magiske ord repræsenterer selve uimodsigeligheden og alle forbeholds dementi. Som om loven om altings relativitet ophæves ved begrebernes tryllekraft. Som om tænksomt forbehold og sund skepsis over for disse og andre absolutter er ensbetydende med fornægtelse af ordenes og begrebernes direktive ideal.

Skeptikeren hænges ud med nidkær demagogi, som den der i den blotte antydning af forbehold over for håndfastheden i udsagnene, hylder de positive frihedsbegrebers modsætning.

Den der ikke fast i fodslaget og klar i mælet og entydigt fanesvingende er med må jo så være imod. Den der tvivler på frihedens absolutte hævdelse i tusindårsriget og bekender sig til valgfriheden som et mantra i alle livets forhold kan jo kun ønske sig DDR, Berlin-muren og Stalin tilbage.

Den der forsigtigt gør opmærksom på ytringsfrihedens tvetydigheder og dens forvaltnings tvivlsomme karakter samt frihedens og valgfrihedens og ytringsfrihedens indlysende og ofte ønskværdige begrænsninger, må jo være tilhænger af mere end selvcensur, ja selve statscensuren genindført.

Sagen om Muhammed-karikaturerne fik fra første færd besværgelserne op i omdrejninger, helt derop, hvor tandhjulene hviner og tænderne knækker, før værket brænder endeligt sammen.

30’erne stereotypi

Ytringsfrihedskampagnen blev af Jyllands-Posten - der i pressehistoriens gang nu og da har boltret sig i fordomsfulde diskriminerende ekstremer med det slet skjulte finale formål at lukke munden på uønskede synspunkter - sat i søen med det udtalte formål at krænke andre menneskers (læs: muslimers) religiøse og kulturelle værdiopfattelse.

Før i tiden var det jøderne der på lignende vis måtte finde sig i fornærmende og forulempende stereotyper om deres påståede jødiske væsen i anklagerne om vranglære og falskhed i deres gudstro samt ikke at forglemme i vreden over tilintetgørelsen af Jesus Kristus. Religionen konstituerede samtlige af slagsen. Mødte man én jøde, kendtes resten på det urene trav.

Nu var det islamofobien det gjaldt, vore dages udgave af jødeforagten - denne åbenbart uudryddelige trang til at hæve sig op ved at nedstøde andre. Som bekendt i form af en bombe som turban. Især den.

Det var så budskabet: Grove insinuationer som selve ytringsfrihedens inderste væsen, måtte de krænkede lære at acceptere og leve med.

Dette synspunkt lanceredes gang på gang af JP’s redaktører. Samt af dem der havde gjort sig politisk ærinde i sagen, de fleste i rollen som sidste dages hellige med umisforståelige anklager mod også den ikke fundamentalistiske side af islam. Og ikke at forglemme til civile forsvarere af nydanskeres ret til uanfægtet at fastholde og dyrke egen oprindelige kultur og religion i deres eget danske hjemland.

Fornærmet? Så skrid

At kunne og burde optage krænkelserne med åben pande og højt humør var en væsentlig pointe i ytringsfrihedens velsignelser; således sang de sangen fra det kolde nord. Såfremt islams danske børn og resten af den islamiske verden ikke forstod dette, måtte de finde sig et andet bageri, hvor de kunne tåle lugten.

En sådan direkte bekendtgørelse stod at læse i den store jyske avis i den famøseste af mange famøse ledere. Den er værd at erindre sig med mellemrum.

Finde sig i det, måtte de udskældte, finde sig i at de i ytringsfrihedens navn og i de indforskrevne tegneres streg, ifølge avisen jo således som fremstillet, tilhørte en terroristisk religion, og at deres profet pr. definition var at ligne med en selvmordsbombemand.

Når hjemlige og moderate muslimer protesterede - her se vi bort fra fanatikere der brændte flag og ambassader af og var af en anden verden - fik de og andre der mente noget andet om tegningerne og den redaktionelle disposition, besked på at de ikke fattede ytringsfrihedens særligt umistelige værdi i det danske samfund. Politikerne kan jo, det ved vi især efter erfaringerne med den siddende regering, ikke nære sig for ustandseligt i ord og handling at værne om ytringsfriheden, den frihed der ikke kan gradbøjes, som de siger.

Det ses af respekten for kritik, hvis modsvar er det vedholdende Fogh Rasmussen’ske udsagn, som regel støttet af vennerne i det store O: at der ikke er noget at komme efter. Herefter runger tavsheden.

Ytringer kan gradbøjes!

Når det er værd at erindre om karikaturkrisen igen igen, skyldes det netop denne politiske side af sagen, og hvordan det gik siden hen. Ja, siden blev ytringsfriheden jo slagnummeret for populismen.

Den hele, rene, hjertebankende, skinbarlige, uforkortede, gradbøjningsumulige sakrosankte ytringsfrihed. Visse danske politikere kan ikke åbne munden uden i muskelsvulmende ord og vendinger at forsikre om deres respekt for den totale ret til uindskrænkede ytringer. Altså når ytringerne ikke rammer dem selv i nakken.

Og ytringsfriheden er i munden på fortalerne det hele på én gang, alle værdiers moder rørt ud med husblas og kogt godt ind til sammenhængskraft.

For nylig viste det sig for et medlem af Venstres aparte propaganda-afdeling på Christiansborg at den totale ytringsfrihed for pålydende ikke er uden omkostninger og i den forstand i praksis ikke er for hånden.

Vedkommende blogsendte bramfri ord om en række politiske modstandere, ord man må formode til daglig, når gækken går løs, cirkulerer i Venstre. Ingen ansvarlige i partiet turde diskutere, hvor ytringsfriheden ophører, skønt konsekvenserne var klare nok, da bloggeren, som følge af at have taget ytringsfriheden bogstaveligt, blev fyret.

Det tragikomiske Trykkefrihedsselskab kaldte ikke til forsvar for den pubertære Venstre-medarbejders ret til at sige, hvad hun ville i det elektroniske karlekammer. Her var anledningen ellers til at skabe debat om de nye mediers muligheder og umuligheder, deres fortsat manglende moralske og etiske dimensionering, osv.; her valgte de ellers så nidkært ytrende udi ytringsfrihedens sag at holde bøtte.

Der var jo i denne historie heller ingen muligheder for at svine muslimerne til.

Ingen kunne anfægte medarbejderes ret til at skrive, hvad hun og andre VU-ungfolk, havde lyst til om askesky, Frank Jensen og andre hadeobjekter. Det står fast.

Ingen ville ej heller betvivle JP’s ret til at trykke tegnernes tegninger, akkurat som disse i den kunstneriske friheds navn havde ret til at tegne dem. Men var det rimeligt i disse fald at anvende ytringsfriheden fuldt ud - og for venstrepropagandisternes vedkommende sprede gylle om andre samt reelt i partiets navn bagatellisere alverdens flysikkerhed?

Og var JP’s begrundelse for tegningerne, hvori den aktive krænkelse af andre var nedfældet, en ret og rimelig forståelse af ytringsfriheden? Den diskussion var åbenbart ikke fristende, skønt det hele tiden har været og fortsat er det centrale i hele historien: den formelle ytringsfriheds materielle grænser.

Moral er værd at diskutere, ikke så meget de principper, hvorom alle forstandige er enige: At ytringsfriheden ikke kan anfægtes.

At den derimod kan gradbøjes og altså også bliver det af dem der pludselig står med skægget i skuffen som følge af andres dumhed eller misforståelse af den grænseløse frihed, dét drejer det sig selvfølgelig om. Hver gang. Og hykleriet er lige så mange gange nærliggende.