Regeringen har besluttet at lette de planlagte energiafgifter for erhvervslivet med en milliard kroner. I regeringens skattereform, ‘Forårspakke 2.0’, der trådte i kraft 1. januar 2010, blev der indført afgift på virksomheders ‘procesenergi’ - den energi, der går til fremstilling. Ifølge pakken skulle afgiften forhøjes i 2013.

Men nu har regeringen og Dansk Folkeparti valgt at lempe de planlagte afgifter med en mia. kr. af hensyn til virksomhedernes konkurrenceevne. Det vækker kritik fra oppositionen og den grønne tænketank Concito.

»Det er som at tisse i bukserne i frostvejr,« siger Martin Lidegaard fra Concito. Han mener, at lempelserne af de planlagte afgifter »hverken gavner klimaet eller konkurrenceevnen’:

»Der er et stort potentiale i energibesparelser, som vil gavne vores konkurrenceevne fremover. Det handler ikke om at brandbeskatte erhvervslivet, men om at give dem et økonomisk incitament til at rykke på energiområdet,« siger han.

I Folketinget mener oppositionen, at det blotlægger regeringens egentlige strategi:

»Det viser, at regeringen ikke mener det alvorligt, når den siger, at den vil prioritere miljøet. Regeringen sagde, at den med skattereformen ville lette personskatten, men til gengæld øge afgifterne på miljøområdet. Men i stedet for at lave en grøn skattereform, letter man skatten for erhvervslivet,« siger Per Clausen, Enhedslistens miljøordfører.

SFs skatteordfører Jesper Petersen mener også, at forslaget svækker regeringens grønne profil. Han undrer sig over, at regeringen ‘konkluderer på forhånd’, inden den planlagte analyse af afgifternes betydning for virksomhedernes konkurrenceforhold er blevet lavet.

Venstres skatteordfører Mads Rørvig afviser, at regeringen svigter miljøet ved at lempe de planlagte afgifter. Det er nødvendigt i den nuværende økonomiske situation, mener han.

»Hvis vi ikke gør det, vil det koste arbejdspladser i Danmark. Og hvis virksomhederne flytter til Polen og udleder energi der, har man alligevel ikke opnået noget i klimaregnskabet, der jo er globalt,« siger han.

Per Clausen deler bekymringen for arbejdspladser, men mener ikke, at den nødvendiggør lavere afgiftsstigninger. »I stedet bør man fremskynde omstillingen til vedvarende energi. Hvis man skyder afgifterne, vil det kun føre til større miljøbelastninger fremover,« siger han.

Martin Lidegaard fra Concito mener, at bekymringer for konkurrenceevnen kan imødegås, hvis man tilbagebetaler de opkrævede afgifter til virksomhederne, alt efter hvor energieffektive de er.

»Hvis man gør det efter en fast fordelingsnøgle, kan man straffe de mindst energieffektive og tilbagebetale mere til grønnere virksomheder,« siger han.

Ønsker selv omstilling

Det afviser Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo. Ifølge Vesselbo gør regeringens planer om mere vedvarende energi, at den reducerede afgiftsstigning ikke får betydning for miljøet.

»Vi kan nå vores reduktionsmål på forskellige måder, og man kan sagtens omstille til vedvarende energi uden de højere afgifter,« siger han.

- Men vil afgifterne ikke tilskynde virksomhederne til at vælge nye energiformer?

»Hvorfor skulle de ikke gøre det? Virksomhederne ønsker jo selv at omstille sig,« siger han.