Åh nej, en opera om Sandholmlejren. Det lyder som et stille, søndagsselvmord i gråtoneskalaen. Det var i hvert fald min første reaktion på den forestående premiere på kammeroperaen Waiting in nowhere i Skuespilhuset i søndags.
Chileneren Rubén Palma var tilbage i 2005, da Det Kongelige Teater havde søsat sit projekt ‘Nydanskerne og kulturinstitutionerne’, blevet kontaktet af operachef Kasper Bech Holten og daværende chefdramaturg Henrik Engelbrecht og spurgt, om han ville skrive en opera til teatret med frit emne. Han kunne altså have skrevet om hvad som helst, men endte til sin egen overraskelse ved at vælge det mest indvandreraktuelle emne, Sandholmlejren, hvor han selv har arbejdet i 20 år, og hvor stort set alle flygtninge, der kommer til Danmark, opholder sig i en kortere eller længere periode.
Det lyder som realitetsteater, men ved et kig i forfatternes noter til forestillingen, blev min nysgerrighed alligevel vakt. For kort og godt, som Palma skriver, så vil han aldrig i sin helhed kunne gengive »de brutale, absurde, latterlige, dramatiske, komiske, rørende begivenheder«, han har været vidne til i sin tid i Sandholmlejren. Og ved nærmere eftertanke: Hvad kan være mere oplagt som dramatisk emne end dette limboland? Og hvilken anden genre ville kunne beskrive noget så højteatralsk og til tider tragisk som livet i en flygtningelejr end netop opera? Måske var dette den perfekte, moderne opera.
Og det var det. I hvert fald viste de 50 minutter, som den velopførte premiereforestilling varede, et drama og en musikalsk fortælling, der gik lige ind og samtidig gjorde opera som genre både værdig og moderne.
Suggererende musik
Edina Hadziselimovics musik var smuk og stemningsmættet og mere suggererende end påtrængende. Både skæbnesvangre ord og mundrette replikker havde deres egen melodi og musikalske indhold, mens et lydtæppe fra det lille firemandskapel hele tiden understøttede dramaet og sangernes skuespil - mere end deres sang måske, men således at stykket aldrig manglede dramatisk nerve, heller ikke i de hverdagslige kontorscener eller når den kvindelige politibetjent snakkede jysk.
Klaus og Sidsel, to Røde Kors-medarbejdere i lejren, får problemer, da én af lejrens beboere melder en voldtægt. De tilkalder politiet og underretter centerleder Hanne, men tager sagen i egen hånd, da det viser sig at være en falsk anklage. Ingen er blevet voldtaget, men en kvindelig flygtning har haft stævnemøde i vaskeriet med sin elskede, der står for en udvisning. Klaus og Sidsel vælger at skjule de elskende og lade manden flygte. Politibetjenten gennemskuer til sidst situationen, men vælger også at lade ‘voldtægten’ forblive uopklaret. Jeg ved ikke, hvad der er mest tragisk: flygtningenes angst og ulidelige tilværelse eller den grå danske hverdag lige fra Sidsels venten på toget på Nørreport, set på widescreen, til kontorets røde ringbind i stakke, en arbejdspladsromance, der nu er blevet til kold luft mellem Sidsel og Klaus, centerleder Hannes medieskræk og det at leve i et land, hvor den eneste sympatiske løsning er »alt, alt for langt væk fra reglerne«. Rubén Palma skåner ikke os gammeldanskere i sin beskrivelse, men er til gengæld smertensfuldt realistisk og udsøgt dokumentarisk. Edina Hadziselimovics følger op med at lade de elskende flygtninge synge i mere gammeldags harmonisk tonesprog sammen, mens Klaus og Sidsel i deres anstrengte forhold synger i tritonus’ens, disharmoniske interval.
På den anden side er selve skurken Graco, der af jalousi opfinder voldtægten, for hvor der er flygtninge, er der som regel forbrydere, som Palma siger. Men alle får lov at handle ret til sidst.
Hele forestillingen manøvreres med gode talenter i alle roller, velsyngende og velspillende sangere over hele linien ligesom en kompetent musikerbesætning med den unge dirigent Jesper Nordin til at føre operaen sikkert hjem.
‘Waiting in nowhere’. Musik: Edina Hadziselimovic. Libretto: Rubén Palma. Medvirkende: Klaus: Sten Byriel/Jakob Bloch Jespersen (2., 4., 7. juni). Graco: Jens Bruno Hansen. Sidsel: Elisabeth Halling. Abdon: Michael Kristensen . Karen: Johanne Bock. Larisa: Anna Rydberg . Hanne: Benedikte Hansen (talerolle indtalt på bånd). Medlemmer af Det Kongelige Kapel: Harpe: Angelika Wagner. Klarinet: Bertil Andersson. Cello: Anders Öberg/Therese Åstrand Radev. Slagtøj: Mathias Friis.Hansen. Musikalsk ledelse: Jesper Nordin. Iscenesættelse: Christoffer Berdal . Scenografi og kostumedesign: Stine Martinsen. Lysdesign: Mikael Sylvest
