Det væsentligsteog mest overraskende element i det økonomiske oplæg, som Socialdemokraterne og SF i går præsenterede, er uden sammenligning, at det tilsyneladende er lykkedes de to partier at overtale fagbevægelsen til at ville indgå i et trepartssamarbejde, der skal munde ud i, at almindelige lønmodtagere skal arbejde mere - nærmere bestemt en time om ugen i gennemsnit.
Det er historisk af flere grunde. Dels fordi arbejdstiden i et århundrede eller mere kun er gået den anden vej, den er blevet kortere og kortere, dels fordi det ser ud til, at parterne på arbejdsmarkedet igen kan stå i centrum for arbejdet med at løse store samfundsproblemer. Lykkes øvelsen med en aftale om længere arbejdstid, er det at sammenligne med det paradigmeskift, der skete, da fagbevægelsen i 60’erne accepterede indkomstpolitik. Det var erkendelsen af, at fagbevægelsen ikke varetager sine medlemmers interesse ved blot at kræve ind, men ved at tage ansvar for hele samfundsøkonomien. I den henseende giver det god mening at acceptere længere arbejdstid i en periode, hvor der er udsigt til mangel på arbejdskraft.
Derfor skal man også lægge mærke til, hvad LO-formand Harald Børsting siger til Information i dag, nemlig at han ikke kan forestille sig, at fagbevægelsen vil indgå en lignende aftale med en borgerlig regering. Det betyder både, at S og SF har et ganske stærkt kort på hånden - alliancen med fagbevægelsen, som skal yde ofret - og at Lars Løkke Rasmussen ikke blot kan kopiere oppositionens politik. Løkke Rasmussens midtersøgende forgænger var mester i at opsluge udspil fra Socialdemokraterne, som han ikke ideologisk havde problemer med. I dag ærgrer regeringstoppen sig sikkert over, at den ikke kom først med forslaget om længere arbejdstid og kunne have bearbejdet fagbevægelsen til at indgå i et trepartssamarbejde. Det er også i det lys, at man skal læse de lidt forskellige meldinger fra Venstre og De Konservative i går. Skal man skyde det hele ned med den store kanon eller kopiere det - begge dele er ikke muligt.
For LO betyder det, at man igen er inde i centrum af reformarbejdet i dansk politik. Den danske model er vækket til live. FOA’s formand, Dennis Kristensen, har ganske vist helt ret, når han siger, at det strider mod de erklærede mål med fornyelsen af LO kun at ville samarbejde med den ene fløj, men dels er han i mindretal i LO’s daglige ledelse, og dels giver det en vis mening, at fagbevægelsen forlanger modydelser, som kun en S-SF regering kan levere, det gælder blandt andet garanti for praktikpladser og efterløn og ændringer af dagpengesystemet, der betyder højere ydelse i begyndelsen af en ledighedsperiode.
Anders Fogh Rasmussen brugte i sin tid fagbevægelsen med stor succes til at legitimere reformforslag i forhold til Socialdemokraterne. Det betød, at fagbosserne blev inviteret med i kommissionsarbejde og lovforberedende råd. Men egentlig medbestemmelse og den gensidige forpligtelse, der ligger i en aftale mellem regering, arbejdsgivere og lønmodtagere, var der sjældent tale om. Med det økonomiske udspil fra S og SF er man tilbage ved en klassisk måde at føre reformpolitik på, nemlig ved at ansvarliggøre fagbevægelsen og få den til at stå fast på, at det er i lønmodtagernes interesse, at der er styr på samfundsøkonomien både på kort og lang sigt.
Det er enbanalitet at fastslå, at udspillet er et led i den valgkamp, som for længst er skudt i gang. Alt handler fra nu af, om det bliver Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen, der kan sætte sig i Statsministeriet efter næste valg. Men det handler om andet og mere end hvis plan, der er mest spiselig for befolkningen, om de vil have besparelser og skattelettelser med VK eller skattestigninger og højere arbejdstid med S-SF. Det handler i den nuværende fase mest om at demonstrere magt og lederskab. Hvem har skoene på, og hvem tager ansvaret for at bringe Danmark frelst gennem krisen.
S og SF har med deres udspil i går vist, at de har kreativiteten og modet til at bede danskerne yde et offer, hvis de til gengæld får et løfte om, at der ikke bliver skåret ned i den offentlige service, og at efterlønnen ligger nogenlunde fast. At Lars Løkke Rasmussen ikke i den nuværende dybe krise for økonomien kan komme op med andet end store offentlige besparelser, kan man undre sig over. Det er den impotens, oppositionen har udnyttet, og det må skabe dyb frustration i regeringskontorerne.
Når manser på udspillet, står det ikke umiddelbart klart, hvorfor de radikale ikke kunne være med. De tre partier har forhandlet om et fælles udspil i nogen tid, men det endte med et brud, og at S og SF nu går alene. På tre vigtige områder har S og SF dog imødekommet de radikale - ved at sløjfe den forhøjede selskabsskat, ved at forsøge at begrænse tilstrømningen til efterlønnen, og ved at åbne for reformer af dagpengene. Margrethe Vestager (R) tog i går positivt imod udspillet, men greb altså ikke chancen for at være med i et fælles udspil. Spørgsmålet er, om hun overhovedet når at slå til inden næste valg. bew
Kommentarer
Flot udspil. ærgerligt at De Radikale ikke havde modet!
Okay forklar mig det lige som om jeg var 4 år… vi har galoperende arbejdsløshed. Både blandt unge nyuddannede akademikere, og blandt ufaglærte.
Hvordan kan det så lige være at arbejdstiden for de øvrige skal sættes op fordi ‘der er mangel på arbejdskraft’?
Jamen det er jo også, hvad regeringen siger: Vi skal arbejde mere!
Kan nogen længere kende forskel på S, SF, V og K?
Man forstår jo, at SF aldrig anvender deres fulde partibetegnelse - de skammer sig over at hedde noget med “socialistisk”.
Arbeit macht frei!
Og ja, det ER skepsis man kan spore i ovenstående indlæg, men jeg er da helt klar over at der måske er nogle store linjer jeg ikke lige har begrebet. Vil nogen forklare?
Formidabel styrke i denne artikel, som også afspejler netop styrken i det tætte samarbejde mellem fagbevægelsen og de to socialistiske partier.
Det var også på tide!!
Efter først 10 år med Schüter og nu snart det samme med Minimalstaten (eller smalhalsenene Fogh og Løkke), så er det godt at se et alternativ, der vil noget.
Ikke så mærkeligt, at de borgerlige aviser og TV2 Njews harcellerer imod S-SF’s gedigne tankegang.
Hvad angår den stigende arbejdsløshed, så er det korrekt, at en ekstra time om ugen ikke hjælper - men Nyrup/Lykketoft viste i 90’erne, at man kunne knække Schlüter’s arbejsløshedskurve - så mon ikke man også har tænkt på det?
Lad endeligt de unge travle børnefamilier arbejde noget mere, så deres forældre kan få forbedret deres handicap på golfbanen.
Det ligner tyveri ved højlys dag.
Hvis der er arbejdsløshed er forslaget i bedste fald virkningsløst, i værste fald vil det generere endnu flere arbejdsløse.
Hvis der ikke er arbejdsløshed, fosvinder figenbladet for at bevare efterlønnen.
Forrygende.
68’erne bliver et dyrt bekendtskab.
Men når idealerne smuldrer, må man jo se lidt mere nuanceret på tingene.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvis man ikke yder en stor indsats for at skabe arbejdspladser, så ser det problematisk ud. Men det skulle undre mig det ikke er hensigten.
Ellers er det meget svært at se det positive signal i at dem der allerede har et job, nærmest forhindrer nye jobs. Men nu har jeg så heller ikke læst deres udspil, og det kan jo sikkert nå at ændre sig, som tiden nærmer sig valg dagen. Det er jo trods alt politikere, røde eller blå, de har det med at have en ny mening når morgenen gryr.
Det er ikke svært at få ideer til fornuftige samfundsinvesteringer, fremrykning eller omlægning af den gammeldags erhvervsstøtte (ikke mindst landbrugsstøtten, som næppe kommer til at skabe mange nye arbejdspladser på sigt) og med henblik på de kommende årtiers fortsatte udvikling af videnssamfund, den internationale konkurrence og ikke mindst ændringerne i befolkningssammensætningen. Skal man eksempelvis servicere fru Jensen på 7. i privaten i byen eller på landet i naturskønne omgivelser.
En optimist kan håbe, at de 2 partier har konkrete investeringer i tankerne som vil kunne matche tidligere tiders spring i velfærd og planlægning, noget som der ikke er grund til at melde detaljeret ud pt men som skal komme drypvis som led i den lange valgkamp for ikke at blive kopieret. Den overordnede køreplan var tilsyneladende at skaffe gang i beskæftigelsen ved investeringer for derefter at arbejde mere og efterfølgende gennemføre reformer, afbureaukratisere mv.
@ Marie Spliid Clausen
For det foerste er betegnelsen “galoperende arbejdsloeshed” - i hvert fald i en historisk og international kontekst - maaske lige overdrevet nok. Ikke sagt at stigende arbejdsloeshed ikke er et problem, men bare for at faa proportionerne paa plads …
Mht. “manglen paa arbejdskraft”, kan du fx kaste et blik paa Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2009/NR228.pdf
Bemaerk at udviklingen for +65-aarige selvsagt er forholdsvis sikker, mens fremskrivningerne af yngre befolkningsgrupper er behaeftet med en vis usikkerhed - i hvert fald paa lidt laengere sigt.
En time mere om ugen er ét forslag til en loesning, oeget indvandring et andet og baeredygtigt fald i produktion samt forbrug et helt tredje. Haaber at linjerne er store nok … Mvh
S og SF fremfor DF?
At indskrænke fritiden med mere arbejde er vel at spare på den dyrebare frihed, og at indskrænke de offentlige ydelser er dog sparemålet i kommunerne, en S-SF-realitet.
Sammen med lederen (weis) og adkillige tidligere indslag forsøger Information for tiden af finde sit eget ståsted i densk politik og kan vise sig velvillig over for S og sågar SF, der blandt meget andet demonstrerer den styrke i Afghanistan, der kan tænde den gamle koldkrigers nationaltidendegnist for en regulær krig. Håbet fra 45 om en forsoning synes igen druknet i et had til, ikke Dansk Folkeparti, men til socialismen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvad med at få det offentlige op på samme timer som det private. Fuld tid istedet for de standard 34,5 eller hvor meget det nu egentligt er? Det svarer jo til mange tusind arbejdspladser hvis man måler i samlet antal timer…
Det synes at forbigå de fleste, at der er tale om en time om ugen “i gennemsnit”!
Er der ikke en journalist som gider undersøge, hvad den gennemsnitlige arbejdstid er i dag?
Hvis vi medregner alle de danskere som går ledige og de mange som er på deltid, vil jeg gætte på, at den ligger betydeligt under 37 timer om ugen.
Så stop den snak om, at lønmodtagerne skal til at arbejde en time mere.
Alene en målrettet indsats imod nedslidende arbejdsmiljø, vil kunne give de fornødne ekstra arbejdstimer. Sammen med en god gammeldags socialdemokratisk indsats imod ledigheden.
I bund og grund er det hele et valg imellem, at arbejde aktivt for at bevare velfærdssamfundet, eller passivt lade landet gå til grunde!
Ja, samtalen om at arbejde mere forekommer søgt i en tid med arbejdsløshed, og hvor mange får besked på at arbejde mindre.
På foranledning af for- og bagsidelederen satte jeg med eksemplet fingeren på den redaktionelle orientering. Ligesom Information og Søren Krarup i en menneskealder har haft brug for hinanden og nu Information og Dansk Folkeparti (med undtagelser som Morten Messerschmidt, men absolut ikke Jesper Langballe, mener David Rehling), således har Information fået brug for SF.
Denne kommentar er anbefalet af:
Leif Rasmussen,
Er der ikke en journalist som gider undersøge, hvad den gennemsnitlige arbejdstid er i dag?
Jeg er godt nok ikke journalist, men jeg fandt engang en officiel opgørelse på nettet omkring arbejdstider i Danmark fordelt på mænd og kvinder og sammenlignet med andre lande, men det var svært at fæstne lid til tallene uden også at kende metoderne. Mange er ansat på faste timetal men udfylder ansvarsområder og arbejder indimellem temmelig meget oveni uden nogle registreringer. Særligt de senere år med hjemmearbejdspladser, bærbare pc’er, mobiltelefoner og problemet med den nye race, de arbejdsafhængige som ikke kan give slip. Dertil funktioner og tidsforbrug, der ikke figurerer som arbejde.
Hvis man er privat-ansat har man som regel ikke betalt frokost; derfor arbejder man altså ca. 40 timer om ugen. Hvis man er offentligt ansat arbejder man ca. 37 timer om ugen. Ofte hedder det dog ‘37 timer i gennemsnit’; en uge arbejder man måske 74 timer, en anden uge holder man fri, en tredje uge arbejder man måske 25 timer, en tredje uge arbejder man 45 timer.
Og i langt de fleste overenskomster er der afsat tid til det, der hedder fleksibel arbejdstid, dvs. man kan faktisk arbejde ca. 42-45 timer om ugen, hvis situationen kræver det, f.eks. hvis man er ansat på et projekt i et arkitekt-firma og det bare skal være færdigt.
Hvis man f.eks. er afdelings-leder, har man ingen højeste arbejdstid, til gengæld får man jobløn. Dette er en udvikling man også (desværre) ser inden for andre brancher og indenfor andre jobs end afdelings-ledere mm.
Når nu de offentligt ansatte skal arbejde 3% (1 tm) mere end i dag og de skal have løn derfor, så stiger de offentlige udgifter til lønninger da 3%. De penge skal vel ind eller skal vi låne og så forvente at de kommer ind engang i fremtiden.
Hvorfra ved SSF at de stegte duer flyver ind vore munde om føje år, at vor investering forrenter sig og ikke går ud over vore børn, som så skal betale vores gæld. Har SSF alieret sig med spåkoner?
En time om ugen lyder af lidt - FOR lidt, hvis vi og vore børn skal kunne konkurrere med horder af ærgerrige asiater. Vi må overveje, om vi ønsker at læne os tilbage og lade kineserne spæne fra os i velstand og udvikling, eller om vi vil tage kampen op. Man kan argumentere for at vi allerede har den velstand vi har brug for, men det argument holder ikke, fordi vores velstand grundlæggende bygger på underbetalt arbejde i fjerne lande. Når disse lande nu svinger sig op, vil det medføre højere pris på deres arbejde og dermed lavere købekraft for os. Med mindre vi vælger at svinge med.
Offentlige ansatte med betalt frokostpause kunne evt. starte med at betale for den tid selv. Det bruger de vel omkring 30 minutter på om dagen. Det geniale ved den plan er, at det ikke vil ikke betyde stigende lønudgifter for den hårdt trængte statsøkonomi, og som bonus vil det betyde at der lægges 18 minutter mere om dagen end anbefalet af SSF. Jamen, den ligger jo lige til højrebenet!
Sorry… jeg har tænkt på det med den demografiske udvikling, og jeg synes stadig ikke det giver mening.
Måske havde jeg snarere en forestilling om at vi rent faktisk skulle åbne vore grænser lidt mere og begynde at løfte i flok sammen med EU.
Angående det galoperende, så må jeg sige at det er min opfattelse, al den stund at der tales en hel del om hvor umuligt det er for unge nyuddannede at komme i arbejde for øjeblikket.
Det kan godt være at der på længere sigt, om 10 år, bliver behov for en længere arbejdsuge, men timingen i indførslen af dette, sådan set i kontekst af finanskrise osv., forundrer mig en hel del. Det kan da ikke forbedre produktivitet og økonomi at gøre det sværere for alle hænder at komme i arbejde. Med mindre altså at de der udelukkes bare forventes at lægge sig til at dø i en grøft og ikke ligge det offentlige til last.
Denne kommentar er anbefalet af:
Fagbevægelsen viser jo ikke ansvar, når de kun vil gennemf’øre forslaget med S - SF, ikke med regeringen. Så er det jo stadig bare udtryk for en politisk kamp.
Derudover virker det som et underligt regnestykke. Funktionærer og andre ikke timelønnede arbejder i forvejen til jobbet er gjort, så de kan ikke tælles med, og dem er der nogle hundrede tusinder af.
I det offentlige vil det give mening, men det gør os ikke rigere, vi får bare mere service for vores skat.
Jeg hørte en SF’er sige, at det selvfølgelig var med fuld lønkompensation. Måske hørte jeg forkert, for i så fald er det helt tåbeligt. Så får det offentlige øgede lønudgifter, og det bliver vi heller ikke rigere af.
Denne kommentar er anbefalet af:
Der vil jo være både øget produktivitet og skat der giver afkast. Men nu er der intet der hentyder til det kun er det offentlige.
Øget produktivitet i det offentlige giver os mere velfærd, men det gør os ikke rigere. Der skal øget effektivitet til. Skatten fra offentlige medarbejdere gør os selvfølgelig heller ikke rigere, da vi selv betaler den.
Produktiviteten stiger ikke i det private, blot fordi vi arbejder en time mere. Virksomhederne producerer jo kun hvad de kan sælge, og øget produktion medfører ikke øget salg.
Det giver da fint mening i det omfang af at vi mangler arbejdskraft, det mener jeg jo så ikke vi gør. Vi mangler at uddanne folk.
Hvis de borgerlige har ret i, at statens udgifter stiger, når de ansatte arbejder længere, så er det mærkeligt, at man ikke hører dem foreslå, at de offentlige ansatte skal have en kortere arbejdsuge, længere ferier og en tidligere tilbagetrækningsalder.
Virkeligheden er jo, at vi i stigende grad mangler arbejdsressourcer i det offentlige: sosu-assistenter, sygeplejersker, lærere. Det eneste, vi ikke kommer til at mangle, er borgerlige politikere.
CEPOS fantaserer, at vi kan hente, hvad der svarer til 30.000 ansatte ved at fjerne den “betalte frokostpause” i det offentlige. Nu er det langt fra alle offentlige ansatte, der har en betalt frokostpause (den figurerer i hhvert fald ikke i mit timeregnskab). Og under alle omstændigheder er der i mange funktioner være en gevinst ved, at den ansatte er til rådighed i frokostpausen.
SSF vil låne penge til offentlige renoveringsprojekter, skoler, veje, vindmøller mv. Hvis nu investeringerne slår fejl, så skylder vi stadig pengene til kineserne, araberne eller hvem det nu er, som køber danmarks statsobligationer.
Tør vi virkelig gøre os mere afhængige af verdens rige økonomier?
Pengene skal, efter SSFs mening, gå til lønninger inden for byggesektoren og specielt til LO og 3F’s medarbejdere. Også selvom vi kan hyre polske mederbejdere til det halve, for slet ikke at tale om indiske medsrbejdere. Giver det mening at hjælpe byggesektoren, når der overskud af byggeri.
Man kan selvfølgelig forsøge at inddrage de 30 minutters betalt frokostpause som de offentlige har. Det vil helt sikkert give noget. Inden man beregner gevinsten skal man dog huske
1)
At ikke alle offentlige ansatte er på denne ordning
2)
At det kan meget vel føre til et lønpres. En del af årsagen til forskellen på offentlige og private lønninger er netop den betalte frokostpause.
3)
At mdarbejderen så ikke står til rådighed i pausen.
Det er samme mønster som med diskussioner omkring efterlønnen. Der er gevinster at hente, men de overdrives tit ganske voldsomt.
Ideerne var vel bl.a. at fremrykke investeringer og løfte aktiviteten generelt, ikke mindst i det private og som grundlag for finansieringen, med efterfølgende afbureaukratisering og reformer i den offentlige sektor samt en arbejdsvant arbejdsstyrke parat til fremtidens udfordringer. Selvfølgelig er der udgifter når man arbejder mere i det offentlige, f.eks. til de nødvendige mere tidssvarende institutioner, fleksible åbningstider, uddannelser, forskellig understøttelse af det private erhvervsliv, forberedelse på fremtidens udfordringer, forebyggelse, tidlig indsats etc. Desuden skal de ikke længere have dagpenge o.lign. og så må det forventes at de ansatte bruger deres løn i landet og her er det ikke længe siden, at hånlige kritikkere selv mente vi skulle forbruge os ud af krisen med frigivelse af pensionsmidler og skattelettelser.
Men det er et kompliceret regnestykke. Hvad koster det mon, hvis langtidsledigheden sætter sig som den tidligere gjorde og ikke længere lader sig sminke med ledighedstal. Under den forrige borgerlige regering var man meget apropos også stærkt imod at investere i forhold til langtidsledigheden med kurser. Det skulle arbejdsmarkedets parter selv finde ud af, mente man, uden at noget dog skete i meget lang tid før den nuværende opposition kom til og på helt ’uforsvarligt’ vis investerede og omskolede folk med forældede uddannelser. Men mange forhold spiller ind. For eksempel er det næppe særlig godt at have meget lav arbejdsløshed og gang i alle kedler, hvis det ser anderledes ud i omkringliggende lande og deres virksomheder effektiviserer og bliver mere konkurrencedygtige.
@George. Selvfølgelig stiger statens udgifter, hvis de ansatte skal arbejde længere med fuld lønkompensation. Så det skaffer os ikke penge til at klare krisen. Og hvis de gør det uden lønkompensation, så får vi mere velfærd, men ikke flere penge til at klare krisen.
Hvis du vil have flere sosu-assistenter, sygeplejersker og lærere, ja så følger der en regning med.
Så min pointe er ganske enkelt, at jeg ikke kan se, hvordan forslaget om længere arbejdstid kan skaffe de penge S mener det kan.
Når nogen snakker om finansiering og investering, så er det sød musik. Specielt hvis investeringen er for forslagsstillerens egne midler. Når man så begynder at tale om at investeringen skal ske for mine penge, så bakker jeg ud. Måske tager jeg fejl, men andres fantastiske gode profitskabende investeringer for mine personlige penge stiller jeg mig meget kritisk over for.
Det er dog en besynderlig holdning, de borgerlige har til arbejde. Man mener åbenbart, at det kun er privat ansatte, som skaber værdier gennem produktion!
Sandheden er imidlertid, at de offentligt ansatte er en forudsætning for en væsentlig del af det “private” erhvervsliv.
Hvor mange vindmøller eller svin ville vi kunne sælge til udlandet, om producenterne selv skulle bygge de fornødne motorveje og broer?
Så vidt jeg læser kommentarerne, har vi kun én vej, én løsning, én verden; den kapitalistiske.
Det synes som om ham der sagde: Man kan narre alle noget af tiden, og nogle kan man narre hele tiden, men man kan ikke narre alle hele tiden -
sært nok tog fejl !
–
At befolkningerne i stedet for at sige: nu kan det i marx navn g… dølme være mere end nok !
synes dele af fagbevæglesen, villy og helle og andre kapitalistlakajer - at få befolkningenerne til at æde: at de skal betale regningen, for følgerne af en økonomisk politik, som de fleste ved: at ikke folkene, men kun en lille gruppe topkapitalister har haft den virklige magt over.
@Leif - ja, en velfungerende offentlig sektor er en medvirkende til at erhvervslivet kan skabe værdier, men i den konkrete situation, hvor vi skal finde 24 mia kr. på kort sigt, nytter det ikke at ansætte flere i det offentlige eller udbygge infrastrukturen, så S-SF’s plan og lederen her i øvrigt er svag.
@Per - så længe vi lever i et kapitalistisk samfund, så skal vi agere med kapitalistiske virkemidler. Det er vel ikke så sært?
Børge Outze ville aldrig være faldet for svindelnummeret. Kan lederskribenten ikke bruge de indvendige dele af hovedet ?
S-SF forslaget er fup fra ende til anden.
Hvis man tror, at man umiddelbart kan skaffe 1/37 del (= 2,7 %) mere arbejde. Hvorfor så ikke straks reducere arbejdsløsheden med 2,7 % ?
Det kan enhver se er umuligt. Derfor dette sindsyge spin.
Utroligt at de radikale ikke har gennemskuet det !
I både Grækenland sænker man de offentliges lønninger over en kam. Begge steder har man nogenlunde nyvalgte socialistiske regeringer. Kunne Helle og Villy finde på det samme, hvis de indtager ministerkontorerne? Man kan jo blot sige at man har overtaget et fallitbo efter de borgerlige. Så er der frit slag for lønnedsættelser og skatter.
@Karl - se nu på tallene. Der er ikke noget fallitbo her. Arbejdsløsheden er stadig meget lav, udgifterne i det offentlige er på niveau med 2007 selv efter besparelserne, og så vidt jeg mindes var vi ikke fallit dengang? Det eneste der driller er, at vi har levet en anelse over evne, hvorimod landene omkring os åbenbart har levet en hel del over evne. Derfor bliver vi nødt til at holde lidt igen for en kort tid, altså ikke have vækst i udgifterne. Det har intet med et fallitbo at gøre.
Og i øvrigt, har du bedre ideer når det gælder Grækenland?
Denne kommentar er anbefalet af:
Både kapitalismen og krigen fungerer på en misforståelse af løsning folk og folk imellem. (Og Børge Outze fra hedengangne Nationaltidende var om nogen kapitalist og blev straks efter krigen koldkriger. Måske kunne redaktionen på dagbladet Information ændre kurs?)
længere arbejdstid fordi der er mangel på arbejdskraft og arberjdsløsheden har aldrig været større?
Ja, erhvervslederne har kronede dage, men tager fejl, når de i deres gammelkapitale model om tilbud og efterspørgsel antager, at større arbejdsløshed udløser lavere løn. Dernæst forsøger erhvervslederene i dag en grænseoverskridende (global) udbytning mellem arbejdstagere. Ingen af delene medfører tilskyndelse til at arbejde mere. Heller ikke politikernes udsultning via dagpenge m.v. vil indskrænke arbejdsløsheden. Men modellen fastholder den kapitalistiske styring og forhindrer andre løsninger.
Man anser det for utænkeligt at indgå en sådan aftale med en borgerlig regering.
Ja, jeg tror også kun den kan lykkes for en S-ledet regering, men hvor ER det dog uansvarligt!
Fagforeningerne ved også, at den store pris S-SF har måttet betale for deres opbakning, vil aldrig ske med borgerlige ved roret. Klaus Hjorts smarte træk om at medtage ideen om højere arbejdstid til forhandlingerne til foråret, har afsløret den beskidte aftale. Det kunne der naturligvis ikke blive tale om - kunne man allerede sige fra fagforeningerne. Ok? Fagforeningerne er de rødes semi-politiske organ, og medlemmer skal naturligvis ikke stavnsbindes til at yde bistand til S-SF, hvis man ikke stemmer på dem. Vi må kræve større indflydelse for uafhængige fagforeninger. Denne betændte sag må have åbnet øjenene for danskerne - forhåbentlig.
S og SF er efterhånden ikke blevet andet end en flok vattede og elitære pamperpartier med deres forslag om øget arbejdstid. For første gang i historien modarbejder de direkte vores - deres traditionelle vælgeres kamp gennem årtier for at få nedsat arbejdstiden og få flere ledige i arbejde, på en måde så det ikke kan undgå at få mærkbare konsekvenser for nutidens unge og nye på arbejdsmarkedet med udsigt til en ferieuge mindre grundet bittert generationstyveri til fordel for nogle golfspillende efterlønnere.
Det her er ren borgerlig, neoliberal krisepolitik og en relanceret udgave af Danmark for Folket, der kunne få selv Thorvald Stauning til at vende sig i sin grav. Jeg spår at Enhedslisten får en voldsom fremgang ved de næste overenskomstforhandlinger for deres kompromisløshed på dette område, hvor man for en gangs skyld må give dem ret og at det kan betale sig at stå fast på sine principper, for sæt nu vi alle sammen pludselig skal til at betale for de riges skattelettelser og øget ulighed gennem kollektiv afstraffelse. Baglandet må rejse sig og sige fra over for dette middelklasseidioti!
Lad hellere bankdirektørerne og børsspekulanterne betale for deres eget krakelerende finanscirkus og boligbobler inden det er for sent. De har ikke brug for flere dyrebare hjælpepakker stjålet fra statskassen ved højlys dag (mens der stadig var overskud) og med alles stemmer fra SF til DF. De må sgu klare sig selv ligesom alle os andre, og parlamentarikerne skal bare holde nallerne fra arbejdsmarkedet! Nødderne knækker vi selv - man må stadigt huske sig selv på at det bestemt ikke var på Christiansborg at klassekampen blev født.