Ved hjælp af fakta om den amerikanske kødindustri, private historier og reportager prøver den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer i bestselleren Om at spise dyr at gøre os opmærksomme på de horrible forhold, som dyr lever under i kødindustrien. Dyr, der mishandles og dræbes, så vi kan spise dem.
Bogen tiltaler ved at frastøde, mener Ole Thyssen, professor og filosof ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS:
»På samme måde, som vi godt ved, at der dræbes mennesker i Afghanistan, men alligevel ser det som en skandale, når en oberst fortæller, at det rent faktisk sker, så er der ting, som vi godt ved, med hensyn til dyrs forhold i kødindustrien, men ikke har lyst til at vide. Når vi får det serveret i koncentreret form, som man gør i Foers bog, så reagerer mange.«
Herhjemme er Foer også blevet populær, siden hans bog udkom på dansk i januar. Med et oplag på knap 6.000 bøger og et nyligt udsolgt arrangement på Den Sorte Diamant i København med 600 tilskuere - og en efterspørgsel så stor, at han kunne have holdt et til - er der interesse for at høre hans budskaber. Flere læsere har endog lagt deres madvaner om efter at have læst bogen.
Foers mål er ikke at omvende os alle til at blive vegetarer (som ham selv), men blot at få os til at tænke, inden vi kaster os over det industriproducerede kød. En af måderne, han gør det på, er ved at lære os, at dyr også har ‘følelser’. Han stiller f.eks. spørgsmålet om, hvad det er, der retfærdiggør, at vi spiser grise, men ikke vores eget kæledyr, hunden, selv om de har samme følelser. Den skildring er et udtryk for et underliggende skred i fortolkningen af, hvordan vi placerer os i forhold til andre levende væsener, forklarer Lotte Holm, professor og sociolog ved Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
»Det, der er kommet de senere år, er nogle mere radikale fortolkninger af forholdet mellem mennesket og naturen, hvor den traditionelle vestlige tankegang om, at mennesket står under Gud, men over naturen, er i opløsning. Det har den været i mange år i kraft af bl.a. miljøbevægelser, feministiske bevægelser og andre. Men det, som jeg aldrig er stødt på før, er, de radikale fortolkninger af dyrerettigheder, hvor dyr ses som ligeværdige eksistenser med samme rettigheder som mennesker,« siger Lotte Holm.
Hun ser, at tankegangen har udviklet sig til en ny gren inden for vegetarismen. Traditionelt bliver man nemlig vegetar af sundhedsmæssige eller etiske årsager.
»Hvis du tænker på Peter Høegs bog Kvinden og Aben, så tilskriver han også dyrene nogle andre kvaliteter. Hele kritikken af det vestlige rationalistiske billede af naturen, hvor naturen er et reservoir, vi kan bruge, som det passer os, det er under beskydning. Jeg tror, det her er en meget mere gennemgribende forandring af vores forhold til naturen, hvor det at spise kød er en del af det,« siger Lotte Holm.
Appel til vores følelser
Ole Thyssen mener, at det især er Foers fortælleteknik, der er medvirkende til den store opmærksomhed. F.eks. bliver kyllingernes følelser og forhold inden en slagtning beskrevet således:
»Prøv at forestille dig, at du befinder dig i en elevator, der er så overfyldt, at du ikke kan bevæge dig. Efter et stykke tid mister de andre i elevatoren deres evne til at tænke på, hvad der bedst tjener den samlede gruppes interesser. Nogle begynder at blive voldelige, andre går fra forstanden og bliver sindssyge. Nogle bliver kannibalistiske af mangel på føde. Der er ingen lindring at finde og ingen udfrielse fra dine lidelser. Dørene vil kun gå op én gang, nemlig når dit liv er forbi, og din sidste tur - til slagteriet - vil gå til et om muligt endnu værre sted.«
At Foer vækker identifikation og følelser i os, har en afgørende betydning.
»Man kan sammenligne det med en indsamling. Her ved man godt, at hvis man skal have pengene op af folks lommer, er det en babysæl eller et negerbarn med store øjne og en flue i mundvigen, der skal vises. Det rummer bare en meget stærkere appel, end hvis man læser om 10.000 kinesere, der er druknet i en flod,« siger Ole Thyssen og fortsætter:
»Samtidig virker en appel til patos, altså vores følelsesdimension, meget mere motiverende, fordi det bevæger os. Kan man skabe medlidenhed omkring dyr, deres leveforhold og den måde, de bliver opbevaret og slagtet på, så har man fat i vores hjerterødder. Kan man oven i købet forstærke det med, at det skader kroppen at spise kød, har man endnu stærkere fat. Kan man endelig påvise, at det heller ikke gavner miljøet at spise kød, så begynder det pludseligt at batte.«
Alle tre kriterier opfylder Foer i sin bog.
Tendens eller trend
Lotte Holm vurderer, at Foers popularitet kan skyldes god timing. Klimadebatten har i den grad sat det at spise mindre kød på dagsordenen - og med en anden styrke end tidligere. Samtidig er der fra sundhedsfronten stærke kræfter, som argumenterer for at nedsætte kødforbruget gevaldigt. Det er for eksempel sket i den sidste store rapport fra de internationale cancerinstitutioner.
Lotte Holm mener derfor, at budskaberne om at fravælge kød er en nyere tendens.
»I vores undersøgelser kan vi se, at den måde, som kød indgår på i måltider, er i forandring. I den traditionelle danske madkultur var kødet i centrum. I mange af de nye hverdagsretter er kød derimod ikke centrum længere, men er blevet en ingrediens blandt andre. Så på samme måde, som vi skal have dåsetomater i lasagne, skal vi også have kød i. Kødet har dermed fået en anden status i dag,« siger Lotte Holm.
Hun vurderer, at flere personer inden for visse kredse af befolkningen vil vælge at blive vegetarer i fremtiden. Som helhed tror hun dog ikke, at man vil kunne spore en nedgang i salget af kød fremover.
»Danmark udmærker sig ved at have et af verdens højeste kødforbrug, der stiger år for år. Så selv om der kan være kulturelle skred og mange, der vælger kødet fra, betyder dét, at det er billigt og nemt at få fat i, at mange køber mere.«
Ole Thyssen ser vegetarismen og fravælgelsen af kød som en kortere trend i forbindelse med klimadebatten.
»Man har tit sagt, at først når vi er tvunget til at lægge vores liv om - når der f.eks. kommer en katastrofe - vil der ske markante ryk i vores livsstil. Så længe det ikke er kommet så tæt ind på livet af os, at havene begynder at stige, har det en luksuskarakter på den måde, at vegetarisme er noget, man kan vælge, fordi det er sjovt, sexet og sødt,« siger Ole Thyssen og fortsætter:
»Jeg tror, det handler om at få en ny og anderledes måde at leve på, hvor man måske oven i købet får det lille tilskud af identitet, som gør, at man føler sig som noget særligt - man er ikke længere bare som alle andre, man er vegetar og den, der får først mad på flyveren.«
Fødevarestyrelsen vurderer, at cirka én procent af befolkningen lever som vegetarer.
32-årige Jonathan Safran Foer er blandt USA’s mest roste unge forfattere med de to succesromaner ’Alt bliver oplyst’ og ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’.
Det var hans kones første graviditet, der fik ham til at skrive bogen ’Om at spise dyr’. Han ville undersøge den skepsis, han altid
havde haft over for kød, og finde ud af, hvordan kødet blev produceret, så han bedre kunne træffe beslutninger om, hvilken slags mad hans søn skulle spise.
’Om at spise dyr’ er efter Jonathan Safran Foers eget udsagn det første og sidste stykke faglitteratur, han skriver.
Kommentarer
Én procent vegetarer er vist en undervurdering af antallet.
Men fortset fra det så er det jo tydeligt, at biologerne hænger fast i gamle mekaniske forestillinger om dyr. Selvom forskningen gang på gang - nu, hvor den endelige foregår, og alt ikke baseres på a priori antagelser - viser, at dyr har følelser, hukommelse, socialitet, sprog, endog humor, kultur (forstået som lokalt opståede normer, der varierer geografisk eller socialt), accepteres det stadig ikke af måske størstedelen af forskerne, at Pavlov ikke beskrev virkeligheden fuldt ud.
Med Darwin er det imidlertid sandsynligt nok, for når mennesket er så enestående succesfuldt på de egenskaber, der kendetegner os, så kan man vel godt tænke sig, at andre arter har overlevet på en fremavling af præcis de samme egenskaber over tid.
Journalisten har åbenlyst ikke læst bogen særligt grundigt. Safran Foer skriver rigtigt nok på en facon der skal fremkalde en form for empati med de fabriks-slagtede dyr.
Men hans argument har også en omvendt dimension:
Nemlig at kødspisere spiser kød af følelsesmæssige grunde og ikke af rationelle.
Safran Foer præsenterer nemlig kernen i debatten om kødspisning: at der ikke er én eneste god grund til at spise kød, men at kød er blevet en del af vores historie og identitet, på en måde der gør det følelsesmæssigt svært at fravælge for de fleste.
Dermed er det ikke vegetaren der tager en følelsesmæssigt funderet beslutning, men kødspiseren.
En skam at der slutttes af med at negligere vegetarisme som en kortvarende trend der blot vælges fordi det er “sjovt, sexet og sødt”.
Gælder det samme for økologi? Vedvarende energi? Miljøvenlig transport? Er det alt sammen noget der blot tilvælges som identitets-definerende elementer?
Eller er der måske snarere tale om, at nogen har forstået seriøsiteten i de konsekvenser vores forbrugs-valg har på verden?
Det er altså synd for en formodentlig rigtig god og interessant bog at den får så overfladisk en behandling som her er tilfældet. Hvorfor får vi ikke en ordentlig præsentation og diskussion af bogens absolut relevante budskab? Hvad er det for nogle argumenter som Foer har for sin indstilling til problemerne ved at spise kød? Hvordan stiller de os, som forbrugere? Istedet må vi nøjes med et tapet af kulturanalytiske lommefilosofi-citater der handler om alt andet end bogen selv. Det er ikke seriøst.
Hvis vegetarisme er en kort københavnsk (fordom ;-) “se mig” trend er det kun beklageligt.
Jeg har de sidste 25 år været light-kødspiser (fisk og mælkeprodukter, og ved meget “festlige” lejligheder noget fjerkræ).
Har de sidste 3-4 år holdt æglæggende høns, kaniner (nam!), samt lidt ænder og gæs. Hele striben af årsager bl.a. opremset i artiklen har været med i overvejelserne, samt den romantiske tanke om selvforsyning (Hurra for Irma når man opdager hvor svært det er!)
Jeg har købt og læst Foers bog, og finder den generelt er lettere irriterende, men den har nogle enkelte virkelig gode kapitler og et par klare spørgsmål og pointer der trods alt gør bogen vær at læse. Jeg har endog overvejet at blive veganer, ikke alene pga. de få “højdepunkter” i bogen, men de har givet et bidrag til egen intern debat.
At vælge vegetarisme alene på baggrund af en bog og et par tanker den dag eller uge det tager at komme igennem bogen er ikke godt nok - Men det er heller ikke godt nok at afvise at der ikke er et meget stort etisk og miljømæssigt problem i verden ved den måde vi behandler andre levende ting på.
Jeg tror enhver der har prøvet at havde egne husdyr (og måske ikke være afhængig af en indkomst fra dem?) kender den enorme livsglæde sådanne dyr kan udfolde. At lukke en hønseflok ud i det fri efter en fugleinfluenza-karantæne er underholdning der vil noget - Hovedparten af høns i verden er i dag spærret inde i “overfyldte elevatorer”, men hensynet til en stabil leverance af billige æg vejer tungt i den hellige menneskelige behovsopfyldelse. Og sådan kunne man blive ved, eller man kan så evt. læse Foers bog der er noget mere alsidig end artiklen giver udtryk for. Og så kan begynde at stille spørgsmålstegn allerede ved etikken ved min lille
hønseflok.
Jeg starter hver dag i en tro på at vi lever i en verden, der i bund og grund, og på trods, ønsker at udvikle sig mod noget der er lidt bedre end i dag, og noget bedre end i går. Alt hænger sammen. Der skal ikke være en børnearbejder, der bliver smidt ud af fabrikken efter at have fået knust en hånd i en maskine, der produksere puder stoppe med dun pillet af levende gæs… for nu at appellere til “følelsesdimensionen” (jeg mangler en panda, men kan ikke lige få sparket den ind).
Det er meget irriterende i tide og utide at blive stemplet som en person der ønsker at skille sig ud og være noget de andre ikke er, bare for at ja… “skille sig ud”. Jeg håber og tror på at jeg når (ikke hvis!) jeg vælger veganer vejen, som jeg allerede har valgt bil, flyrejser etc. fra, at det så i overvejende grad er et oprigtigt valg, der forhåbentlig kan inspirere en anden til en gennemtænkt beslutning.
(Forkortet idet flere indlæg der udmærket repræsenterer min holdning, er tikket ind på noden
mens jeg har skrevet dette.)
ja det kan være meget godt, men er detikke mest fordi vi fuldstændigt har mistet pejlemærkerne at vi ender med sådan en filosofi?
Næsten alle ikke-industrielle folk spiser kød på en respektfuld måde.
Denne kommentar er anbefalet af:
Når den mest populære tese inden for kunstig intelligens (AI) er, at enhver proces der har en ydre manifestation, også har en indre oplevelse, kan det virke skørt overhovedet at diskutere om dyr har følelser.
De ligner os trods alt mere end både skak-computere, maskiner vi snart kan tale med, mobiltelefoner og kompostkværne.
Om Jack The Ripper følte respekt mens han dissekerede sine ofre er ikke til at vide - men disse London-prostituerede havde trods alt haft friere opvækstvilkår end eksempelvis burhøns.
Det vil faktisk også være til gavn for planterne.
Det samlede produktion med efterfølgende nedslagtning af planter, vil blive mindre hvis vi spiser dem direkte i stedet for at have dyrene som “mellemværter”.
Måske er det hele omsonst. Måske er enhver indsamling med efterfølgende spredning af solenergi forbundet med lidelse. Måske betyder det intet hvordan disse processer er koreograferet.
Skal man nu til at bede fader vor, inden man sætter tænderne i en ko?
Der er flere aspekter i det, i norden er det lidt begræset med grøntsager etc, så helt naturligt har man overlevet i tidernes morgen ved at holde dyr der kunne græsse. Ergo er det blevet en del af vores kultur, det ser jeg som sådan intet galt i.
Men lad os da bare blive forargede over at vi spiser kød, mens 24.000 mennesker dør hver eneste dag på grund af sult.
Jeg har ikke læst Jonathan Safran Foers bog, da jeg har beskæftiget mig med emnet i en årrække og derfor ikke fandt det nødvendigt, idet jeg antog at de fleste af hans både logos- og patosargumenter, allerede er mig bekendte. Derfor er nedenstående mine egne overvejelser.
Enhver der måtte påstå at have en rationel tilgang til livet, men som samtidig dagligt indtager animalsk protein, må indfinde sig med det implicit selvmodsigende i dette. Vores indtagelse af animalsk protein er vane- og kulturbaseret snarere end grundet på fornuft, for der er ikke noget fornuftigt ved det.
Animalsk protein er ikke en nødvendig energikilde. planteprotein er som aminosyrekilde, grundlaget for kroppens proteinsyntese,nemmere for kroppen at nedbryde og derfor optage. Dertil skal også adderes, at den animalske protein som oftest kommer indhyllet i særdeles usunde transfedtsyrer som er en direkte årsag til overvægt, ekstrem fedme og hjerte-kar sygdomme. Arla har herhjemme tudet ørerne fulde hos alle i den yngre generation med, at mælk er en god kalkkilde. Der findes bedre kalkkilder end mælk, idet disse ikke rummer hverken mælkesukker, som er hårdt for mange maver at fordøje, eller usunde fedtsyrer. Går man til en diætist med allergi vil vedkommende med stor sandsynlighed eliminere mælk fra kosten som det første.
Den mere etiske dimension spænder både fra humanistisk omsorg for medmennesket, til en omsorg for følende væsner og sidst men ikke mindst tanken om en bæredygtig omgang med grundlaget for vores eksistens, dens livsopretholdende biosfære. Disse er alle sammenhængende.
Vi bruger omtrent en tredjedel af verdens opdyrkelige jorder til at producere mad til dyr fremfor mennesker. Der er altså mao. en direkte sammenhæng mellem de sultende menneskemasser og produktionen af kød, æg og mælk.
Den enorme kød og mælkeproduktion er yderst skadelig for miljøet i og med at køers prutter består af metangas som er en langt mere koncentreret drivhusgas end CO2 hvorfor kødproduktionen globalt er blandt de højeste udledere af drivhusgasser. Regnskovsområderne fældes fortsat dagligt for at skabe jord til kvæghold. Udover, at dette yderligere reducerer biosfærens evne til at modvirke den globale opvarmning er det også muligt, at vi med denne rovdrift på naturen mister muligheden for at finde naturlige forekomster af eventuelle gavnlige medicinske effekter af regnskovsplanter.
Sidst men ikke mindst kan det ikke benægtes, at en meget stor del af kød- æg or mælkeproduktionen foregår på en yderst forfærdelig og forstyrrende måde. Specielt pattedyr er som os mennesker følende og bevidste væsner med et rigt indre liv, hvorfor en behandling, som den vi finder i det industrielle landbrug, er vanskelig at forsvare hvis man ejer blot skyggen af empati og medfølelse.
Med fare for at lyde meget hellig vil jeg lige nævne, at jeg skam spiste ostemad her til morgen og nød det, men jeg har skåret drastisk ned på mit kødforbrug da et dagligt eller sågar ugentlig kødforbrug er unødvendigt, ja endog skadeligt for alle implicerede parter.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jesper Wendt, kødspisning er rigtigt nok en del af vores kultur, ligesom det er og har været en del af så mange andre kulturer, på mere eller mindre rituelle måder.
Men vores kødforbrug er eksploderet de sidste 70 år, allermest de sidste 30. Og med forventninger om lave kødpriser og masser af kød, har forbrugerne skabt en kød-industri der virkeligt ikke er særligt tiltrækkende i sin måde at opdrætte, transportere og slagte dyrene på. Alt sammen langt fra de romantiske billeder på nethinden vi har når vi står i supermarkedet.
Men hvis vi ikke er villige til at betale hvad der skal til for at få ordentligt produceret kød, så har jeg svært ved at se hvad meningen med kødspisning overhovedet er.
Vi er ansvarlige for dette som forbrugere, og derfor bør enhver også overveje om kød virkelig SKAL være en del af ethvert måltid.
Men Jesper Wendt kan måske præsentere et argument for at vi BØR spise kød hver dag i store mængder til billig penge?
De pattedyr , fugle og fisk, som er vegetarer, har et fordøjelsessystem, der er specifikt indrettet på denne form for ernæring.
De dyr, der er “kød-ædere” , har et fordøjelsessystem, der er specifikt gearet til kød.
Mennesket er en slags “blandings-maskine”, hvilket ses af vores fordøjelsessystem , vores tandsæt o s v.
Jeg mener , vi mennesker skal være tro mod hvordan naturen nu engang har formet vores udvikling ,til hvad vi er i dag - d v s for så vidt angår vores mad og drikke, så skal vi have både kød , mælk , æg og grøntsager m v for at fungere optimalt.
Vegetarisme har ikke videnskabeligt belæg - det er en trossag ligesom det at være buddist, muslim kristen o s v.
Faktisk peger de nyeste seriøse undersøgelser hen i retning af, at det ikke er “superklogt” at fravælge kød - og specielt ikke , hvis man er kvinde og gravid eller skal igennem en operation med efterfølgende behov for heling og opbygning af nyt væv.
Spøjst nok, så kan man faktisk ud fra en filosofisk vinkel godt sige, at hvis der ikke er en “gud” og en “guddommelig hakkeorden” , så er mennesket logisk set også bare en del af naturen, og dermed er alt hvad mennesket gør også ren natur ( brintbomber, haveredskaber, betonsiloer , babybleer , parcelhuse , grisefester på Mallorca , fodboldkampe o s v) ?? Filosofi er morsomt - og af og til generende?
En filosofi der mener at hvis der er en Gud, ja så er mennesket ikke en del af naturen ?
Hvis det er filosofi så er ordet “generende” da vist en mild underdrivelse.
Denne kommentar er anbefalet af:
Afkræftende diæt, mad for dem der vil være svæklinge.
Behandlingen af slagtedyr skal være den beste, så er det sagt.
Som ung, begyndelsen af 1970erne, indlevede jeg mig med vegetarene, syvendedags adventister, kvækere, teosofien, Steiner antroposofi, Martinus.
I to år spiste jeg efter deres anvisninger, stor var min overraskelse da jeg fandt ud af at deres viden ikke var baseret på viden, i 1920erne var der en ernærings katastrofe blandt vegetarer, de kunne ikke føde levedulige børn, det blev til opdagelsen af mangel på b 12 vitaminet, to veganere kan ikke avle et barn, idag får alle gravide en indsprøjtning.
Hvor havde de så deres tro/ viden fra, jo,fra side to i biblen, hvor jødeguden fortæller dem hvad de skal spise.
Kimen i frøet er også liv, liv kommer af liv.
Fedt opløsnende vitaminer, mangel på fedt gør dem underernærede, og forstyrrede i hjernen.
Mennesket er omnivore, og iflg vores tandsæt og fordøjelse også bygget til at indtage kød - omend primært fra mindre dyr, såsom høns, kaniner og fisk.
Løven, bjørnen, ulven og ræven spiser også kød. Sådan er naturen indrettet så vi alle er afhængige og lever af hinanden. Dette forudsætter en respekt og en fornemmelse for intern forbundenhed med hvilken vi mennekser ganske rigtigt er kommet grueligt out of touch.
Den måde vi idag skaffer os vores kød på, og det fuldstændig løsrevne (faktisk manglende) følelsesmæssige forhold vi har til de medskabninger vi spiser, er dybt forkasteligt.
Når man spiser andre skal det gøres med respekt for mysteriet i denne akt. Det mysterie, at du giver dit liv til mig for at nære mig - uanset om du er dyr eller plante. Ethvert måltid er i og for sig en nadver, anskuet på denne måde.
De indledningsvis nævnte mindre dyr kan man holde/fange selv - det har langt mindre indvirkning på CO2 balancen og så kan man sørge for at dyrene har det godt.
For hovedproblemet i mine øjne er, at de dyr vi spiser bliver behandlet med så stor respektløshed, ja nærmest foragt. Der kan ikke komme noget godt ud af at pine og plage det man selv skal leve af. Det er ikke godt kød der kommer ud af det, og man bliver ikke lykkelig eller føler sig forbundet med sine medskabninger af at spise det.
Kød i rigtig gamle dage var en festspise; man spiste f.eks. brød til forret, eller efterret, kartofler, sovs, og så måske 2 små frikadeller eller 2 små kotelletter - til hver. Hvis man var heldig.
Mht. det at spise kød, er vores tænder og vors natur indrettet til at spise kød, mest dog kød fra fisk, hønseføgle, kaniner og harer. Og en sjælden gang kød fra større dyr som f.eks. buffaloer, okser, eller vildsvin.
Mht. mælk, så drikker masser af folk altså gedemælk uden at tage skade af det. Ang. ko-mælk er det dybt perfidt, hvis ikke ligefrem perverst, at vi tillader, at koen får en kalv om året, bare fordi vi skal bruge koens mælk - til at drikke selv.
Mht. svinene er det sådan, at mange svin (ca 1/3 mener jeg det er) rent faktisk har skader på skulder, nakke, og bagben, når de ankommer til slagteriet. Og mange svin bliver kasseret, fordi de ikke lever op til kvalitets-forskrifterne.
Mht. køerne finder jeg det dybt betænkeligt, at kun økologiske køer (i Danmark) skal på græs om sommeren. Det er faktisk lang bedre for naturen at køerne går på engen og æder græs (og ukrudt) end alt muligt andet.
Og hvad angår hønsene, er det sådan at i Danmark har vi da heldigvis et valg mht. til at købe æg fra økologiske eller æg fra burhøns.
Det har aldrig (sådan som jeg ser det) været naturens mening, at vi skulle spise så meget kød som vi gør i dag. Men det er svært at opdrive gode frugter, gode grøntsager eller endog gode hasselnødder….til rimelige priser…
I andre lande , f.eks. Tyskland eller Italien kan man godt have måltider stort set uden kød; man laver fremragende pasta-salater, fremragende hvidkåls-salater, og italiens pasta er som regel indrulleret i snittede grøntsager. Eller pasta bolognese med 80% pasta og 20% kød; I Danmark er det omvendt.
Svært er det altså ikke…
vi har evnen til at bortforklare dyret i os,
men dyr er og bliver vi ,
vi slår ihjel for ussel mønt og magt og ikke sult ,
hvilket vel sætter os i et rigtigt skidt lys set fra “naturens og de naturlige dyrs ” side !