Opslag til denne artikel

Emneord:eurosamarbejdet, finanskrisen, økonomi
Steder:Bruxelles, Grækenland

Græsk økonomi er på røven. Og jeg håber, at der sidder en enkelt eller to jubeltilhænger af euroen med rigtig røde ører. For lytter man til den danske debat om den økonomiske krise, så står det klart, at vi herhjemme har behov for at anvende de redskaber, som trykker på speederen i samfundsøkonomien. Vi har behov for at arbejde mere, for at gennemføre massive offentlige investeringer og for at investere os til jobs i den grønne sektor. Og det har Grækenland også. Men den frihed har Euro-kriterierne taget fra et land som Grækenland med det resultat, at de er overladt til de borgerliges dødssejler af en økonomisk politik, hvor opsvinget konstant bremses af nedskæringer samtidig med, at uligheden stiger, og serviceniveauet i den offentlige sektor falder.

Øv, hvor er det ikke godt for den græske økonomi. Det kunne have været anderledes, hvis kriterierne var anderledes, og således bærer de en alvorlig del af skylden for den græske nedtur.

Uligheden er steget

Tårnhøje arbejdsløshedstal, social uro og et land på randen af statsbankerot. Det er konsekvenserne af Grækenlands deltagelse i Euroen. Tak for kaffe. Euroen har selvfølgelig ikke skylden helt alene. Det handler i sagens natur også om den økonomiske krise, der kom i kølvandet på finanskrisen. Men den måde vi kommer igennem krisen på hver især, afspejler jo i hvert fald to forhold: Dels hvordan vi var polstret inden krisen, og dels hvordan vores politikere håndterer selve krisestyringen. For Grækenlands vedkommende har Euroens krav på negativ vis styret al græsk økonomisk politik i årene op til krisen, og det har haft den konsekvens, at der ikke var noget socialt fedtlag at tære på, når krisen begyndte at kradse.

Fra 2004 og frem har Grækenland ført en ultraliberalistisk politik for at leve op til kriterierne. De har gennemført massive privatiseringer, de offentlige udgifter er blevet rundbarberet, de rigeste har fået skattelettelser, og erhvervslivet er blevet forgyldt. Uligheden er steget, og de fattige grækere har altså kunnet se langt efter det opsving, som resten af Grækenland ellers nød frugten af frem til finanskrise. Derfor er det selvfølgelig også svært for særligt de fattige grækere nu at skulle spænde livremmen yderligere ind som konsekvens af krisen, og det udløser altså massiv, social uro blandt grækerne, sådan som vi har set det både i vinteren 2008 og de sidste uger, hvor det er gået helt galt.

Man kan kun spare

Grundlæggende har grækerne manglet mulighed for at kunne sparke økonomien i gang med investeringer og mere arbejde, fordi kriterierne i Euroen byder dem, at de har skullet spinke og spare. Og sådan er logikken i kriterierne. Man kan ikke arbejde sig ud af krisen, man kan kun spare sig ud af krisen hvis altså man ligger på kanten af at leve op til kriterierne, hvilket Grækenland har gjort hele vejen igennem. Kriterierne er dybt uhensigtsmæssige og tvinger sparereformer igennem, som tager luften ud af enhver spæd tendens til opsving.

Så mens USA og de fleste europæiske lande i vinteren 2008/09 begyndte at føre ekspansiv finanspolitik for at få gang i økonomien, så tilskrev Euro-kriterierne at grækerne måtte føre en stram, stram finanspolitik med ansættelsesstop i det offentlige, fastfrysning af offentlige lønninger og store offentlige besparelser.

Man har ikke behøvet at være professor i økonomi for at kunne forudse denne lille problemstilling ved eurosamarbejdet, og det har da også gentagne gange ført til kritik fra flere sider, men i euroens første leveår befandt man sig i opgangstider, og her er behovet for ekspansiv finanspolitik som bekendt ikke tilstedeværende.

Også i Danmark

Nu sidder Grækenland så i saksen og er godt i gang med at trække resten af de europæiske lande ind i endnu en nedtur i økonomien. Dumt og unødvendigt, at det skulle gå så galt.

Hertil kommer at 20 ud af 27 EU-lande i skrivende øjeblik ikke lever op til konvergenskriterierne på grund af krisen og har derfor fået besked fra Bruxelles om at stramme op på finanspolitikken. AE-Rådet vurderer, at det kommer til at koste en procent på den økonomiske vækst og hele 1,6 millioner europæiske jobs. Alene i Danmark kommer de europæiske stramninger til at koste 6,7 milliader kr. og det er vel og mærke på trods af, at vi ikke er blandt de tyve lande, der skal stramme op. Det er alene den afsmittende effekt af, at de andre lande strammer op.

Tilbage til de røde ører. Jeg behøver vist ikke gøre det mere klart, at jeg synes, at der er behov for at forandre konvergenskriterierne for Euroen, vel? Men ud over en behørig ændring betyder de røde ører forhåbentlig også, at politikerne i EU-landene føler sig forpligtet ud over det sædvanlige til at samle op på græsk økonomi. Ikke kun lige nu hvor vores egen økonomi er truet af deres røvtur, men også i forhold til de mange år det kommer til at tage Grækenland at komme på fode igen. I givet fald har euro-samarbejdet ikke været helt forgæves.

>

Pernille Rosenkrantz-Theil er folketingskandidat for S.

Hver uge skiftes Pernille Rosenkrantz-Theil, Mette Bom, Maise Njor og Renée Toft Simonsen til at skrive klummen

Denne artikel er anbefalet af: