Opslag til denne artikel

Emneord:kriminalitet

En forbryder er en forbryder er en forbryder. Der er en metafysisk linje, som skiller de gode lovlydige borgere og de forkastelige kriminelle. Og denne linje skal ikke tilsløres, eller den skal bestemt ikke udfordres. Denne linje er grunden for den sociale orden og samfundets moral.

Det er ikke det, de siger, men det synes at være logikken i det, de siger: Fornuftige mennesker kritiserer udgivelser af bøger om og med kriminelle. Det er ikke et spørgsmål om ret og straf, og ingen anfægter Sandbergs ytringsfrihed. Men intellektuelle, journalister og forlæggere har hver på deres facon bekymret sig over udgivelser som den nye bog om rockeren Brian Sandberg. Tv-værter har stillet kritiske spørgsmål til udgiverne af bogen om Sandberg, og forfatteren forsikrer i forordet, at han har stillet kritiske spørgsmål til rockeren. Han lover ikke mere, end han kan holde: Det her er ikke hele sandheden, det er den »bedst opnåelige version«.

Sympati for forbryderen

Bogen Gangster omtales nærmest som en pornofilm: Alle anerkender fristelsen til at læse om kendisrockeren, men mange mener også, vi bør overvinde fristelsen.

For det går jo ikke med den slags bøger: Unge mennesker kan komme til at se op til en mand, som de burde se ned på. De kan komme til at længes efter intensiteten i en tilværelse, som al god opdragelse kræver, at man afsværger. Denne bog kan virke som en slags terror for den rene demokratiske bevidsthed. Man kan ende med at få lyst til det, man ikke må have lyst til. Og folk har jo usunde og ustyrlige lyster derude - bogen vil finde et publikum, og den vil blive læst. Men det er ikke opbyggeligt. Det er ikke sundt for kulturen eller godt for moralen, og de bekymrede kritikere har helt ret: Det er en farlig bog. Den afslører, at en forbryder ikke bare er en forbryder. Og linjen forsvinder allerede på den første side.

Men hvis alle bøger, som ikke knæler for linjen mellem de lovlydige og lovbryderne, skulle være samfundsundergravende, ville boghandlere være terrorceller og samfundet utroligt udsat. Adskillige litterære klassikere indledes med en overskridelse af den linje. For eksempel starter Franz Kafkas Processen med et chok: Man kan se linjen fra ene side, men den er usynlig fra den anden: »En eller anden måtte have aflagt falsk vidnesbyrd mod Josef K., for en morgen blev han pludselig arresteret uden at have gjort noget ondt.« Og han investerer sin tilværelse på at finde frem til linjen og meningen med linjen, indtil han bliver henrettet »som en hund«. Dostojevskis klassiker Forbrydelse og straf er heller ikke fuld af journalistiske spørgsmål til Rodion Raskolnikov, der kalkuleret planlægger og eksekverer et øksemord. Læserne bliver ikke forsikret af opbyggelige, korrekte spørgsmål til dette menneske, som skulle være ondt og forkert og ikke må være andet end en forbryder. Man følger derimod Raskolnikovs refleksioner og fornemmelser, man ser ham som den, der har begået en forbrydelse, men man ser også meget mere. Man udvikler sympati for Raskolnikov, selv om man jo godt ved, at han har gjort det grimme. Disse fortællinger afviser ikke juraen, men de minder om det banale, vi alle ved: Tilværelsen er ikke kun et juridisk anliggende, og straffeloven ikke er den eneste linje i den sociale virkelighed. Juraen har naturligvis ret, men den har ikke sandheden. Det kræver en enorm abstraktion at tro på den juridiske linje som moralens streg gennem virkeligheden. Det kræver, at man lukker øjne og ører for alt andet end strømmen om forbrydere i medierne og sladderen om kriminelle i hverdagen.

Stadig mors dreng

Nu kan man mene, at det er en erkendelse fra stor, stor litteratur, men det er en almindelig erfaring for alle, der overværer straffesager, møder ‘kriminelle’ i det sociale system eller sidder som domsmænd i retten: En forbryder er ikke kun en forbryder. Intet menneskes hele hverdag er dikteret af kriminel kalkulation, og ingen tilværelse er totalt styret af forbrydelse: Den dag Brian Sandberg blev skudt på en sandwichbar i København, var han også en far, der skulle hente sin søn Oliver i SFO’en klokken 16. Han var en rocker, der ikke gad spise smørrebrød med de andre rockere i HA’s hovedkvarter, han var også eks-mand til den marokkanskfødte Iman, som traf ham på hospitalet. Han var stadig ‘mors dreng’ fra Slagelse, og den samme morgen havde de andre rockere kaldt ham ‘fesen’, fordi han gik med orange vindjakke - uden på sin skudsikre vest. Som ung var han grønjakke, men han var så fascineret af sine muslimske venner fra taekwondo, at han holdt op med at spise svinekød og brugte deres selvdisciplin som forbillede. Sandberg var en skidt knægt, der solgte amfetamin, men som ungdomstræner i kampsport var han også en god dreng, som hentede de fyre, der ikke dukkede op. Nu er han kendt i overklassen, så han er en god historie, som bliver både fortrængt og fortalt. Men fortællinger af underklassekriminelle ville vise, at de heller ikke kun var forbrydere.

Det chokerende er ikke, at den metafysiske linje mellem de gode og de onde overskrides. Det chokerende er, at vi virkeligt, tror på vores diagnoser og domme: Folk bliver gang på gang chokeret over en narkoman, som ikke lignede en narkoman. De bliver rystede over en alkoholiker, som ikke stemmer med billedet af en alkoholiker. Den sætning høres hele tiden: Han lignede slet ikke en alkoholiker, en narkoman, en morder, en pædofil. Og svaret er meget simpelt: Det er fordi disse alkoholikere, narkomaner, mordere og pædofile ikke findes. Forbrydelserne er virkelige, men den forbryder, de tror på derude, findes ikke. Man skal faktisk tage taleretten fra alle de udsatte for at fastholde den ulidelige korrekte linje mellem de gode og de onde. Og så har man taget en banal indsigt fra sig selv.