»At krybe i skikkelse af en snegl på æggen af et barberblad …«
Der var genhør med Marlons Brandos oberst Walter E. Kurtz mareridt, da Vietnam-mesterværket, Apocalypse Now, søndag blev vist på tv. Det var en påmindelse om, at Marlon Brando med en raspende stemme af sødme - som ingen anden - kunne fremmane den uafvendelige undergang.
På mange måder passer det mareridt bedre på Lene Espersens (K) skæbne end Lars Løkkes (V). Men hendes politiske liv har længe været så kedsommeligt tæt på historien om et forudsigeligt selvmord, at interessen for hende hurtigt driver bort som en brise af benzinduftende napalm i fralandsvind.
Løkke er af alle årsager mere interessant. Han var en fremragende indenrigsminister, en overbevisende VU-formand, en lovende næstformand - og nej, de finansministerielle udeståender kan han kun delvis klandres for. Fogh Rasmussen og Thor Pedersen havde allerede fuldbyrdet overgrebet på landets økonomi.
Løkke var sin generations største talent.
Peter-princippet
Kurtz apokalyptiske syner rækker langt ind i det vågne liv; men Løkke ser ud til at skulle stifte bekendtskab med et endnu mere skræmmende - omend mere stilfærdigt - fænomen:
Princippet er opkaldt efter dr. Lawrence J. Peter. Han var i 1969 medforfatter af en bog med netop den titel.
Princippet tager udgangspunkt i hierarkisk opbyggede bureaukratiske systemer; men det kan sagtens bruges på alle mulige andre magtstrukturer.
Kort fortalt beskriver det, hvordan dygtige ansatte bliver forfremmet igen og igen, så længe de gør fremskridt, indtil de topper og ender i en stilling, hvor det går knap så godt eller rigtig skidt. De har nået deres »niveau for inkompetence«. >
Fænomenet findes alle vegne. Den dygtige ingeniør bliver hevet op fra kælderen og udnævnt til direktør, men er ude af stand til at omgås andre mennesker i dagslys. Den berømte kirurg bliver sygehusdirektør og begynder at skære vildt i hospitalets rygmarv. Den dybdeborende journalist forfremmes til redaktør, og Information ender med at ligne dagbladet Politiken. >
Der er dog en del baggrundsstøj, der gør det lidt vanskeligere at bedømme Løkke: >
En slidt regering. En forgænger, som historien måske vil beskrive som den værste i efterkrigstiden. Et regeringsmakkerskab med … nå nej, hende springer vi let henover. Det bliver alligevel lidt kontrafaktisk alt sammen.
Mangler respekt
Tilbage står dog selve håndteringen. Efter et halvt års venten kom ‘den danske drøm’, som mest af alt mindede om de visioner, dansk erhvervsliv blev påduttet af smarte reklamefolk i 90’erne.
Der var den lidet statsmandsagtige håndtering af klimatopmødet i december. Undervejs klodsede han rundt i folkeafstemningen om tronfølgeloven. Og under det hele svæver lanceringen af ‘Lille Lars fra Græsted’. Havde han kaldt sig ‘Klatretøsen fra Frederiksborg’, ville selv det havde givet større respekt.
Men disse spredte nedslag og alt det ufortalte forklarer alligevel ikke helt, hvordan den dygtige og sympatiske mand, der trods alt forsøger at trække Venstre tilbage til en mindre forløjet udgave af det liberale parti, kan klare sig så middelmådigt.
Måske er det Peter-princippet. Vi risikerer alle at nå et niveau, hvor vi ikke længere er i stand til at vokse med opgaven.
Og det forekommer om muligt mere skrækindjagende end at slæbe sin bløde bug hen over et barberblad.
Kommentarer
Løkke toppede som viceborgmester i Græsted. Resten har været en tur på en gruset rutchebane.
Han er, om ikke andet, god til bilag ;) Mvh
Peter-princippet er gældende i den offentlige forvaltning, og naturligvis også i andre sammenhænge.
Det bærende element i Peter-princippet er, at fremgangen stopper når folk højere oppe i hierarkiet erkender at forfremmelser er nået videre end evner kunne bære.
Den slags stopklodser findes ikke naturligt i politik. Uanset hvad mange gange de handler på en måde så opvakte personer kan se at grænserne for vedkommendes talent er blevet passeret, har det sjældent den konsekvens, at yderligere fremgang ophører.
Et eksempel er Lene Espersen, der har opnået flere ministerforfremmelser o.m., på trods af et tydeligt fravær af evnerne til samme.
Et andet muligt eksempel er hvordan man de senere år er blevet Venstre-minister. Det har ofte fulgt det mønster, at en person har ageret politisk ordfører i en periode — et hverv, der substantielt handler om at opføre sig dumt, frækt og demagogisk kontinuerligt — og efter en periodes tro tjeneste, forfremmes vedkommende til minister, qua den udviste utroværdighed.
Problemet bliver først rigtigt slemt, når de Peter-principramte benytter sig af Knold og Tot syndromet, og de kun omgiver sig med folk der har ringere evner end dem selv.
V og K har til fulde påvist dette fænomen det sidste år, e.g. Facebook