Velkommen til Edina

Det gør hun også i operaen Waiting in nowhere, der lige nu spiller i Skuespilhuset og er blevet anmeldt som intet mindre end »den perfekte moderne opera« her i Information og beskrevet som en bjergtagende oplevelse af »sart spundne klangvæv og piblende indsatser« i Politiken.

Edina Hadžiselimovic er moderne klassisk komponist. Hun kan lide det uperfekte, det atonale og uventede, men hendes værker bliver aldrig helt abstrakte, nærmere legende og humoristiske. Foruden obstruktionen af harpen i Waiting in nowhere, hvor hun putter papir og gummibånd mellem strengene, spilles der også på kuglepenne, nøgler og metalkrus i operaen.

Fra Sarajevo til Sandholm

Edina Hadžiselimovic er 38 år. Hun er først og fremmest et menneske, siger hun på flydende dansk. »Europæer«, tilføjer hun. Et åbenlyst udsagn, jeg gennem samtalen forstår bedre og bedre. For hvis nogen er blevet påduttet skiftende identiteter gennem tiden, er det en kvinde som hende, der voksede op i Titos Jugoslavien.

Her var hun først og fremmest jugoslav. Hun gik på Musikakademiet i Sarajevo og underviste på en musikskole, da serberne den 6. april 1992 omringede byen. Bosnien havde udråbt sig selv som selvstændig republik, og Beograd svarede igen med luftangreb, krigen var en realitet, og nu var hun pludselig først og fremmest bosnier.

Edina Hadžiselimovic blev evakueret sammen med sin mor, og ved den østrigske grænse ringede hun til sin bror, der var dansk gift. Sammen med en kammerat kørte han hele natten for at hente sin søster og mor. Alle troede, det var et spørgsmål om uger, før de kunne vende hjem.

Da turistvisaene udløb, og de i tre måneder havde belastet brorens familie økonomisk og pladsmæssigt og stadig ikke kunne vende hjem, flyttede de to kvinder til Sandholmlejren og søgte asyl. Nu var Edina Hadžiselimovic først og fremmest flygtning - et anonymt udlændingenummer. Sammen med en masse andre flygtninge fra en masse andre lande, der ikke talte samme sprog.

Nu begyndte den lange og psykisk belastende ventetid med en mor, der var syg og en fremtid, de ikke havde indflydelse på.

De ventende

»Det er en ubehagelig situation af gensidig ufrivillighed,« siger Edina Hadžiselimovic.

»Vi var der ufrivilligt, og Danmark lod os ufrivilligt være der. Krigen i Bosnien trak ud, og behandlingen af bosniske asylsager blev udskudt i to år.«

Da hun blev opfordret til at aflægge prøve og blev optaget på det danske Musikkonservatorium, gjorde de ansatte i lejren alt for at hjælpe hende, og hun fik lov at øve sig på et gammelt ustemt klaver i en støvet lade. Hun kunne jo ikke forstyrre sine samboer. Musikken og undervisningen var med til at bevare værdigheden, og netop musik er et internationalt sprog, og det betragter hun som en af grundene til, at hun aldrig kom til at føle sig så isoleret, som mange gør.

Gennem studierne fik hun desuden stor støtte fra daværende professor på Musikkonservatoriet Mogens Ellegaard og senere fra professor Ib Nørholm. To mænd, hun i dag betragter som faderbilleder.

Edina Hadžiselimovic fik aldrig asyl. Først i 1998 fik hun humanitær opholdstilladelse, og i 2004 blev hun dansk statsborger. I dag bor hun i en lejlighed i Nivå sammen med sin mor, komponerer musik, oversætter noder til punktnoder for NOTA og underviser på konservatoriet i Esbjerg.

De syv måneder, hun boede i Sandholmlejren, har både præget og inspireret hende, men det var ikke hendes idé at skrive en Sandholm-opera her 17 år efter. Det var Det Kongelige Teater, der spurgte, om hun ville komponere musikken til den libretto, Ruben Palma var ved at skrive. Hun måtte vælge fire instrumenter, og det blev harpen, som hun straks gik i gang med at obstruere - eller præparere, som det hedder i musiksprog - klarinetten fordi den kan ånde, som hun siger, celloen, der skaber dybden og lyder som en menneskestemme, og så en slagtøjssektion.

Sideløbende har hun, også på anmodning, skrevet og komponeret 10 små stykker De ventende, hvor hun, baseret på selvoplevede historier, giver stemme til drengene og mændene i Sandholmlejren. Her møder vi psykisk skrøbelige børn, manipulerende mødre og fædre og sønner, der spiller fodbold. Koncerten blev opført blandt andet i Literaturhaus i København med fem forfattere, fem komponister, tre musikere og en multimediedesigner.

En ring sluttes

Indtil nu har Edina Hadziselimovic musik netop været flygtig og hemmelig, for hendes værker opføres ofte kun én gang. Helst skal hendes musik opleves live i en kommunikation mellem de udøvende og publikum, siger hun. Faktisk findes kun fire af hendes sange på en nyligt udgivet cd med sange af otte komponister.

Waiting in nowhere kan betragtes som hendes gennembrud, og den opføres i alt 13 gange frem til den 7. juni. Helst ville hun sidde der hver aften, for ingen opførelser er ens, men hun overværer måske fire-fem forestillinger.

Og harpenisten blev ikke sur. Hun ville gerne lege med, som Edina Hadžiselimovic udtrykker det. Det ville de alle sammen, og hun er stadig høj over at få lov at arbejde med så professionelle og åbne mennesker.

Hun er allerede i gang med nye projekter, og de har intet at gøre med asylproblematikken. Dels skal hun skrive et værk til en trio til digte af Inge Pedersen, der formentlig skal uropføres på Færøerne, og dels er hun med projektet Vuggeviser for voksne udtaget til Den Danske Romance, en konkurrence udskrevet af Sangselskabet, Societas Pro Musica.

Her er hun i fint selskab, og samtidig sluttes en ring. Tre komponister er udtaget, de andre to er Peter Bruun, der i 2009 vandt Nordisk Råds Musikpris, og Ib Nørholm, hendes gamle musikprofessor og faderbillede, der hjalp hende på vej.