Folkeskolen er en af kronjuvelerne hvis ikke kronjuvelen i det danske velfærdssamfund. I folkeskolen samles vores børn på tværs af sociale og etniske forskelle. Her dannes grundlaget for den tolerance, der er afgørende for, at vi har en velfærdsstat med bred støtte i befolkningen. Folkeskolen er velfærdsstatens salt. Det er her, vi som børn og forældre lærer hinanden at kende, så vi også forstår de andre.

Den fælles folkeskole er ikke mindst et resultat af årtiers socialdemokratisk indsats. Også for hundrede år siden regnede Københavns højere middelklasse det for »finere« at have børn i privatskole. Men det lykkedes for Thorvald Stauning den senere statsminister, der i starten af 1900-tallet var skoleordfører i København at skabe en folkeskole, som samlede både arbejderklassen og middelklassen.

Folkeskolen har simpelthen været grundlaget for socialdemokraternes politik igennem partiets lange historie.

I mange år har privatskolerne med stor økonomisk støtte fra det offentlige udgjort et lille supplement til folkeskolen. Uden offentlig støtte, ingen privatskoler. Det har været socialdemokratisk politik, at man høfligt respekterede privatskoletraditionen. Ikke mindst under indtryk af den for nu at sige det mildt store radikale indflydelse på socialdemokratisk uddannelsespolitik igennem en lang årrække, hvor de to partier dannede regering sammen.

Dette billede har imidlertid ændret sig. Privatskolerne er ikke længere et lille supplement, men en alvorlig konkurrent til folkeskolen. Andelen i friskoler og privatskoler er steget fra seks procent i 1970erne til 14 procent i dag, i København til næsten 30 procent. Det er frem for alt samfundets højest uddannede og mest indflydelsesrige, der vender tilbage til fortidens mønstre.

Derfor må man også forvente, at debatten bliver ganske højrøstet, når stort set hele den socialdemokratiske ledelse på Christiansborg har børn i privatskoler. For privatskolerne er ikke en blomst, der er vokset i Socialdemokraternes baghave. Om det så er dobbeltmoralsk eller ej, overlader vi gerne til andre at vurdere.

Der kan være gode grunde til, at enkelte forældre af særlige grunde må vælge noget andet end folkeskolen, derfor havde vi også en vis forståelse, da det første eksempel Mette Frederiksen kom frem i medierne. Men billedet er et andet, når det er næsten hele den socialdemokratiske ledelse og store dele af folketingsgruppen; ifølge en rundspørge i Jyllands-Posten har over en tredjedel af S-folketingsmedlemmerne fravalgt folkeskolen. Dermed sendes et klokkeklart signal til befolkningen: Folkeskolen er ikke vigtig, offentligt eller privat det er ét fedt.

Stauning & Co. må rotere i deres grav.

Denne artikel er anbefalet af: