Opslag til denne artikel

Emneord:COP15, demonstrationer
Organisationer:Københavns Byret, Politiet
Steder:København

Set fra en af de politihelikoptere, der hang højt oppe som summende insekter over Københavns centrum under det meste af klimatopmødet i december sidste år, så det ud som myriader af bittesmå farvestrålende prikker, når næsten 100.000 demonstranter med bannere og plakater satte sig i bevægelse fra Christiansborg Slotsplads for at gå ud til Bella Center.

På politiets videoer fra helikopteren, som Københavns Byret i går brugte en god del af dagen på at gennemse, var det derfor nemt at identificere den ‘sorte blok’. Den skilte sig markant ud fra resten af demonstrationen, fordi den kun bestod af sorte prikker.

»En flok rigtig hardcore-drenge,« lød en stemme på lydsporet.

Stemmen tilhørte politikommissær Lars Lundberg, der filmede fra helikopteren.

»Der er cirka 400, og dem bliver der ballade med,« forudså han, da den sorte blok begyndte at gå over Knippelsbro.

De afgørende sekunder, hvor to rækker af kampklædte betjente pludselig stormede ud fra Markmandsgade og stillede sig på tværs af Amagerbrogade, var dog ikke filmet fra luften. I stedet panorerede Lundberg med sit videokamera over den nu mennesketomme Torvegade på Christianshavn.

»Det er dog fantastisk,« udbrød advokat Knud Foldschack sarkastisk, da det gik op for retten, at politiet ikke havde billeder fra luften af de afgørende sekunder, hvor demonstrationen blev omringet.

Masseanholdelsen blev til gengæld filmet fra en fast observationspost, som politiet på forhånd havde placeret i starten af Amagerbrogade. Faktisk fandt masseanholdelsen ganske belejligt sted lige under den lejlighed, hvorfra politiet havde installeret et kamerahold.

På optagelserne kunne man se, hvordan flere af de sortklædte afførte sig deres sorte ‘uniform’, da politiet havde omringet dem. Sorte jakker blev rullet sammen, og flere iførte sig nu røde eller blå jakker.

På videoerne var det også tydeligt, at politiet helt fra starten havde fået udskilt og omringet de sortklædte i Amagerbrogades østlige side og i Markmandsgade, mens de øvrige omringede ‘fredelige’ demonstranter befandt sig i gadens vestlige side. Men selv om de ‘fredelige’ demonstranter i løbet af de første sekunder var skilt fra de fleste af de sorte, blev de fredelige ikke løsladt. Alle godt 900 inden for afspærringen blev frihedsberøvet, sat i ‘futtog’ og flere timer senere kørt til klimafængslet på Retortvej i Valby.

Velforberedt manøvre’

Da advokat Christian Dahlager på vegne af sagsøgerne skulle dokumentere sagen, fokuserede han især på de oplysninger, politiet på forhånd havde om, at den sorte blok den 12. december havde planer om ikke at deltage i den store demonstration, men tværtimod begå hærværk i indre by. Det fremgik af aktivisternes plakat, og det var også det scenarie, politiet havde forberedt sig på.

Hvordan, spurgte Dahlager retorisk, kunne det så gå til, at den sorte blok i stedet for gik med i den store klimademonstration?

Dahlager citerede Jyllands-Posten, der samme eftermiddag skrev, at det var en »velforberedt manøvre« fra politiets side, da den sorte blok blev presset ind i den store demonstration. Den sorte blok fik besked fra politiet om at flytte sig fra Højbro Plads, hvor de havde samlet sig, og gå over på Christiansborgs Slotsplads til den store demonstration.

Også Politiken.dk kunne om eftermiddagen berette, hvordan politiet spærrede Højbro Plads af, således at de sortklædte kun havde den mulighed at blande sig med de øvrige demonstranter på slotspladsen.

Var det sådan, at politiledelsen havde en plan B, som gik ud på at gennemføre masseanholdelsen i Markmandsgade på forhånd, ville Dahlager gerne vide.

For hvis det var tilfældet, ville politiloven ifølge advokaten ikke være opfyldt. Den giver kun mulighed for administrativ tilbageholdelse, hvis formålet er at opretholde ro og orden.

Her protesterede advokat Mikkel Holm-Nielsen fra Kammeradvokaten øjeblikkelig:

»Det er jo mere procedure end dokumentation,« indvendte han og fik støtte af retsformanden Anne Grete Stokholm.

Dagens sidste afhøring var af politiinspektør Svend Foldager, der forklarede, at politiets Kommandostation, hvor han sad den 12. december, først fik kendskab til, at der overhovedet var en sort blok på Højbro Plads, da de så live-billederne fra helikopteren. De meldinger om den sorte blok og om opgravning af brosten på slotspladsen, som delingsførere var kommet med, var ifølge vidnet ikke modtaget eller opfattet af Kommandostationen.

Retssagen fortsætter tirsdag efter pinse.