TIL NÆSEN
Hvis man har nogle kæpheste, skal man sørge for, at de jævnligt bliver luftet. En af mine er, at fine vine sjældent får lov til at blive gamle nok. Det er der gode grunde til i alle led på vinens vej fra jord til bord.
Producenterne vil gerne have deres penge hurtigt, så de kan nedbringe kassekreditten og tilbagebetale høstlånene. Desuden har de sjældent lagerkapacitet til at gemme vinen.
I en gros- og detailleddet gælder, at hyldeplads er kostbar og cash-flow er Gud. Jo hurtigere, man kan få vinen videre til slutbrugeren, jo bedre.
Og endelig hjemme hos forbrugeren: De fleste af os bor enten i lejligheder eller i nyere et-planshuse. En god, tør og mørk kælder er kun de færreste forundt. Altså er det heller ikke her, vinen får tid og ro.

Når spansk vin har vundet så store markedsandele, er det ikke mindst, fordi de spanske producenter har en anden indstilling. De bryder sig ikke om at slippe deres bedre vine løs, før de efter deres mening er drikkemodne. Enhver, der har besøgt de store spanske bo-
degaer vil have bemærket, at lagrene er usædvanligt store.
Nu er det bestemt ikke al vin, der skal ligge i årevis. Måske 90 procent af al vin er beregnet til at blive drukket, når den er båret hjem fra supermarkedet.
Men når vi når op i 70-80 kroner eller mere, er der typisk grund til at tænke lidt over alder.

Der er ikke noget færdigt facit. Hvid vin holder gennemgående kortere end rød. Men stor hvid Bourgogne, fin tysk Riesling, mange topvine fra Alsace mv. bliver alligevel bedre efter nogle år.
Den optimale alder for fin rødvin kan svinge fra nogle få år til flere årtier - også afhængigt af den enkelte årgang. Og der kan være udsving inden for den enkelte årgang fra producent til producent, selv i samme distrikt.
Årgangstabeller kan være en hjælp - ikke mindst sådan én som man kan finde på www.vinavisen.dk på internettet. Den er opbygget ‘todimensionalt’, så den både angiver de enkelte årganges gennemsnitlige bonitet i de enkelte distrikter og det tidspunkt, hvor vinen må forventes at toppe.

Generelt vinificeres moderne vin på en måde, så den når toppen hurtigere end i ‘gamle dage’. Men hvad gør man, hvis man får lyst til at smage en fuldmoden eller endog gammel vin?
Dels kan man falde over den. Det gjorde jeg forleden, hvor Otto Suenson i Københavns Dronningens Tværgade havde et skilt i vinduet om, at man havde købt et parti Chianti Rufina Riserva 1980 fra Fattoria Selvapiana. Dette parti havde angiveligt ligget i Selvapianas egne kældre i alle disse år. 120 kroner pr. stk.
Man kan også være mere organiseret og gå til Kjær & Sommerfeldt i Gl. Mønt. Her har man efter fusionen med Knud Jørgensen Vinhandel i en fhv. tobaksforretning indrettet et ‘skatkammer’ for anvisningssalg af ældre vine fra kunde til kunde.
Der er mange spændende ting i det første lokale, men de virkelige skatte ligger bag lås og slå i et kontrolleret indeklima i den tidligere cigar-humidor.

Det er et enestående slaraffenland - tænk sig at snuse rundt mellem ældre årgange af Ausone, Cheval Blanc, Petrus, de fem 1. Grands Crus fra 1855-klassifikationen i Bordeaux, Chambertin og anden top-Bourgogne, Guigals herostratisk berømte og ellers uopdrivelige enkeltmarksvine fra Côte Rôti, Vintage-portvin tilbage til før 1. verdenskrig og, og, og…
Priserne er fastsat efter vurdering med skæven til auktionspriser i ind- og udland, og det er i sagens natur ikke nogen billig fornøjelse.
Jeg åbnede kun pungen i ante-kammeret og købte i anledning af dagens Tysklands-tema en 1982 Bernkasteler Kurfürstlay Auslese (200 kroner), og så holdt vi ellers museal vinaften derhjemme.
Chiantien var ikke gået over, men den var noget udtørret og stram, efter at den generøse Sangiovese-frugt var blevet nedkæmpet. I stil efterhånden mere Médoc end Toscana.
Den fornemme Mosel-vin havde udviklet en smuk ravgylden lød, men den var blevet for gammel. Den manglede syrens spændstighed og virkede lidt flad og vammel, nærmest oxideret. Her havde en Beerenauslese eller en Trockenbeerenauslese utvivlsomt holdt bedre.
Men det var et skoleeksempel på de olierede og petroleumsagtige toner, som gammel Riesling kan antage. Og ved anvisningssalg gælder devisen: “Fuld tilfredshed eller pengene er spildt”.