Opslag til denne artikel

Emneord:burkaforbud, Folketingsvalg
Personer:Naser Khader
Organisationer:Det Konservative Folkeparti, Folketinget

ANALYSE: Siden sit brud sidste år med Liberal Alliance og den efterfølgende indmeldelse hos de konservative har Naser Khader ledt med lys og lygte efter den ‘sikre kreds’, som den konservative ledelse i sin tid lovede ham.

Problemet var dog, at græsrødderne ikke sådan uden videre lod sig overtale endsige imponere af den tidligere radikale og medstifter af Ny Alliance.

Lene Espersen & Co. udstyrede ham ellers med den prestigefulde udenrigsordførerpost. Desuden blev Naser Khader integrationsordfører i håb om, at han kunne give partiet en profil på området. Det gjorde han ved at foreslå et burkaforbud, som blev bakket op af ledelsen. Det udviklede sig dog siden til et problem for regeringen, idet forslaget var åbenlyst grundlovsstridigt.

Internt i Khaders nye parti blev der også oprør om sagen, og Lene Espersen var få døgn fra at få en modkandidat på sit kun andet landsråd som partiformand.

Khaders beskedne succes både i Ny Alliance og hos de konservative har givet ham et blakket ry, navnlig hos de konservative græsrødder, hvor man nærer stor skepsis med hensyn til, hvor dybt hans konservatisme stikker.

I kamp med Dyremose

I lang tid forsøgte man at få opstillet Khader i Københavns Storkreds, men trods ihærdige overtalelsesforsøg betakkede kredsene sig. Imidlertid fik den københavnske K-politiker Rasmus Jarlov for nylig den aftale i stand, at Khader overtog hans kreds i Rødovre i Københavns Omegns Storkreds. Som navnet antyder, omfatter denne storkreds de nære københavnske omegnskommuner. Her fik de konservative ved folketingsvalget i 2007 foruden Hedegaard også valgt Charlotte Dyremose, folketingsmedlem siden 2001, men for tiden på barselsorlov.

To ting hæftede man sig ved, da Charlotte Dyremose for snart ni år siden strøg ind i Folketinget. Efternavnet og den byge af store dagbladsannoncer, der blev indrykket under valgkampen. Og henset til faderen Henning Dyremoses gigantbonus fra salget af TDC, så løber datteren næppe tør for sponsormidler. Dertil kommer, at Dyremoses opstillingskreds i Lyngby er en solid konservativ bastion. Med andre ord: Hun bliver svær at slå.

Karriere er slut

Men hvis nu de konservative går frem og får tre mandater i Københavns Omegns Storkreds? Ser man på professor Søren Risbjerg Thomsens prognose, lavet for altinget.dk i oktober 2008, da ‘Lenemania’ stod i Zenith, da ville K få 13,6 procent af stemmerne og 24 mandater, hvor det sidste mandat netop faldt i Københavns Omegn. Med de 7,2 procent, som K fik i den seneste Catinet-måling lavet for Ritzau, så regner ingen dog med, at det bliver aktuelt.

Alt tyder derfor på, at den politiske karriere slutter ved næste folketingsvalg for manden de engang kaldte ‘Kennedy fra Damaskus’.