Det er egentlig sært, at en totalt ukendt, svensk debutant kan lande på toppen af den danske bestsellerliste efter ti dage i handlen stort set uden at være blevet anmeldt i landets aviser. Det er kun få bogkøbere, der kan have nået at læse den og anbefalet den videre, så hvordan kan det lade sig gøre, at danske krimilæsere i fælles front tilsyneladende er gået amok?

Formentlig handler det om penge og så fortæller det vel en del om landets krimikøbere, eller hvad?

Politikens Forlag, der udgiver sællerten Graffitimordene, har nemlig sat prisen forbløffende lavt i forhold til det danske marked. For blot en halvtredser kan bogen erhverves, og selv om det er en paperbackudgave og ikke en særlig prangende en af slagsen er det nu alligevel billigt. Oven i købet har forlaget valgt samtidig at udgive bind to i den bebudede serie på 10 til samme lave pris. Og så må forlaget have gjort et fint salgsarbejde, for her i den lokale boghandel på Frederiksberg står den pænt langt fremme på disken faktisk i forreste række. Godt tænkt.

Behageligt tempo

Det er nu en god, lille krimi, som Varg Gyllander har begået. Den er hverken værre eller bedre end så mange andre krimier, der spyttes ud på samlebånd i sæsonen, men den er da absolut værd at tage med ikke mindst til den pris. Gyllander er i det virkelige liv pressemedarbejder ved det svenske rigspoliti, og den viden, han har høstet der, bruger han glimrende til at spinde en klassisk krimi, hvor vægten forfriskende er lagt på det kriminaltekniske.

Gyllanders hovedfigur er den kriminaltekniske tryllekunstner Ulf Holtz, der er midaldrende enkemand og bonzaiekspert i fritiden. Holtz og kollegaen Pia Levin, der har fuldstændig styr på alt vedrørende dna, sålaftryk og kuglefragmenter, kaldes ud til et springvand midt i Stockholm, hvor en ung pige ligger død. Umiddelbart tror politiet, at der er tale om en ulykke, men naturligvis er det mere bestialsk end som så. Kort efter skydes en graffitimaler under en natlig graffititur, og måske kender de to myrdede hinanden. Spor for spor afdækker de to teknikere mordene, og det hele kulminerer i en intens jagt på morderen.

Ellers er det et roligt tempo, Gyllander bevæger sig i. Et behageligt tempo, hvor Holtz får lov at folde sig ud som et helt menneske, samtidig med at historien dog ikke sovser til i hjemlig hygge.

At sproget ikke er super sprudlende, og at sidehistorierne om pressens håndtering af sagen eksempelvis er lidt svage, er til at leve med. Historien fejler bestemt ikke noget.